Anne Sophia Hermansen: Dette er mit bedste karriereråd til unge kvinder
Flere kendte debattører giver deres bud på, hvad vi har lært af sexismedebatten, og hvor vi skal hen herfra. Anne Sophia Hermansen har lært noget om generationer og debatter i kølvandet på efterårets sexismeopgør.
Seks ud af 10 af mændene i ALT for damernes undersøgelse mener, at efterårets sexismedebat har gjort det sværere at være mand. Hvad mener du, at debatten har betydet for forholdet mellem mænd og kvinder?
– Der er blevet ryddet op i tøhø-kultur og magtopfattelser med brun sovs på. Vi er blevet mindet om, at overordnede ikke skal gå og gramse på underordnede, og at magt skal håndteres med ydmyghed og ikke med en uønsket tunge i øret. Men hør, det er altså ikke blevet sværere at være mand i dag end i går. Det er noget pjat. Hvis det kommer som en kæmpe overraskelse, at man ikke skal tage sin sekretær på røven som tak for kaffe, er man socialt umusikalsk og uegnet som chef. Det gælder også den anden vej rundt – hvis en kvindelig chef er mere optaget af, hvad en medarbejder har mellem benene end mellem ørerne, går det selvsagt heller ikke. Det her betyder ikke flirtens død, og hvad der ellers er blevet sagt af vrøvl, for det var aldrig ”flirt” at sende ”dickpics” eller ”clitpics” til folk, man udbetaler løn til.
Hvad har mænd lært af debatten?
– Det må de næsten selv redegøre for, men hvis jeg kan ønske noget, så er det, at vi holder op med at tænke på mænd som mennesker og kvinder som køn. Da jeg var debatredaktør på Berlingske, var der ingen, der bemærkede det, hvis alle debatsiderne var fyldt med indlæg fra mænd, men hvis der var en overvægt af kvinder, uhhh, så var det dameblad og blødt og relationsstof det hele. Men jeg er nødt til at sige, at mange kvinder også har en tendens til at se på kvinder alene som køn og som noget andenrangs. Jeg var ikke engang tiltrådt, før en læser, endda en tidligere kvindelig minister, opsagde sit abonnement, fordi hun kunne læse et debatindlæg om dating i avisen, og det måtte jo skyldes mig, den nye kvindelige debatredaktør, at sådan noget ligegyldigt ævl havde sneget sig ind i spalterne. Det var så godt nok blevet antaget af min mandlige forgænger, men det syntes ikke at optage hende. Og ja, jeg ville også selv have bragt indlægget, for det var skide godt, og jeg synes ikke, det er finere at skrive om skat end om kærlighed.
Hvad har du selv lært?
– Noget om generationer. Mange ældre feminister har beskyldt de yngre kvinder for at være snerpede og sarte, mens de yngre har skudt tilbage og sagt, at de ældre kvinder ikke er et hak bedre end mænd. Jeg tænker her på Pia Kjærsgaard, der sagde, at Sofie Linde gjorde sig selv til offer. Der er opstået en generationskløft, som vi er nødt til at finde en måde at bygge bro over.
– Og så har jeg lært, at de debatter, der betyder mest og flytter mest, ofte er de debatter, der handler om vores relationer til hinanden. Jeg ved ikke, hvorfor debatter om ligestilling, kultur og dannelse ligger i bunden, hvad angår anseelse, men jeg synes, de har mindst lige så meget væsentlighed som debatter om topskat, klimaforandringer og ytringsfrihed. Eller jo, jeg ved faktisk godt, hvorfor de ligger og raller rundt der – det er fordi, de er taget af kvinder, og kvindeting er som regel lav-
statusting. Det er så latterligt.
Kommer du selv til at opføre dig anderledes end tidligere?
– Som leder, ja. Som kvinde, nej. Som leder har jeg taget den konsekvens, at jeg ikke længere kommenterer medarbejderes tøj og den slags. Tidligere har jeg sagt til folk, at de så godt ud i et eller andet, fordi jeg godt kan lide at give anerkendelse til andre. Mig bekendt er det aldrig blevet misforstået, men det kan det, særligt når det kommer til den nye generation. For jeg oplever, at unge mennesker kan være mere optaget af deres egen reaktion end af andres intention, mens det for de midaldrende og ældre mere er omvendt.
Er der noget, kvinder burde forstå om mænd i forhold til ligestillingsdebatten?
– Hvis kvinder vil gøre sig selv en tjeneste, deler de barslen med mænd. Det bedste karriereråd, man kan give en ung kvinde, er: Gift dig med en ordentlig mand, der vil tage sin del af barslen – eller bliv skilt. Børn er den vildeste showstopper for kvinder, men ikke for mænd. De får sjovt nok mirakelbørn, der allerede fra fødslen selv kan tage rullekrave på og gå i skole. Ja, det handler selvfølgelig om, at kvinder tager slæbet, de første sygedage og går på deltid, og når så skilsmissen rammer, bliver mændene weekendfædre og synes, at det er meget synd for dem. Men det er mest synd for barnet, hvis det snydes for at have stærke relationer til begge forældre. Jeg har som chef insisteret på, at mænd tog barsel, men jeg har også tilladt mig at spørge, om ikke barnet havde en far, når en kvindelig medarbejder for 117. gang tog barnets første sygedag.
Hvordan fastholder vi diskussionen og gør den konstruktiv?
– Alle arbejdspladser skal som minimum have en whistleblowerlinje, og så skal man køre årlige temperaturmålinger for alle på arbejdspladsen, herunder de løst ansatte, freelancere og praktikanter. Vi ved, at det er dem, der oftest udsættes for sexisme. Udsættes man for gramseri eller klamme kommentarer, og har man kræfterne til det, vil jeg opfordre til, at man videregiver navnet på vedkommende til HR og ikke går og putter med det. Og har man modet, konfronterer man ham – eller hende, for det her begrænser sig ikke alene til et køn.