Anne Sophia Hermansen: "Jeg er en af de få kvinder, som ikke synes, det er et problem at have magt"

Hun sætter gerne sin røv i klaskehøjde ved at mene noget så skarpt og kontroversielt, at hun deler folk lige så skarpt op i dem, der kan lide hende, og dem, der ikke kan. Hun ved, hun provokerer, når hun siger, at børnefamilierne klynker, når de beklager sig over manglende tid til deres børn, eller når hun siger, at vi er en nation af litterære analfabeter, og at hun ikke kunne drømme om at knalde en mand med en lille bogreol. For Anne Sophia Hermansen er ikke nogen pleaser. Tværtimod er hun kendt for at være en tough cookie. Måske mest fordi vi har så travlt med at dele kvinder op i blød og hård, mener hun i hvert fald selv. For selvfølgelig er det sandfærdige billede af kvinden, der siden i sommer har været kulturredaktør på Berlingske og de seneste ti år har befundet sig på Politikens liste over de hundrede mest indflydelsesrige meningsdannere herhjemme, meget mere nuanceret. Hun er på godt og ondt rundet af aparte opvækstvilkår. Hun vil gerne kærligheden, men oplever også, at hun skræmmer mændene med sin kontante facon. Og så opdagede hun noget allerede tilbage i gymnasiet, der skulle komme til at få stor betydning for, at hun med tiden skulle havne præcis på Politikens prestigefulde liste.

Utæmmet 70'er-barn

Året er 1985. Inde bag Risskov Biblioteks røde, parcelagtige mure sidder 13-årige Anne Sophia Hermansen i sin lyserøde Ball-bluse med de lyse stonewash-jeans stoppet ned i et par hvide tennissokker, som er flankeret af de uundværlige hvide Converse. Her sidder hun tit og lader sig forføre af Michael Strunges digte eller læser "Greven af Monte Christo", som den dag i dag er en af hendes yndlingsromaner. En klassisk roman om at udholde ydmygelse, navigere efter et stærkt moralsk kompas og søge retfærdighed – og lidt hævn over alle røvhullerne. Litteraturen er hendes tilflugtssted og biblioteket hendes åndehul.

80'ernes Risskov er delt op i "de gamle penge" – de store villaer med bogreoler, og "de nye penge", som har solarier. Familien Hermansen hører til "de gamle penge". Faren er selvstændig tandlæge, og moren går hjemme, men Anne Sophia, som er den yngste af familiens tre børn, er helst ude – hvis ikke på biblioteket, så i sportsklubben VRI eller hos veninder.

Anne Sophia Hermansen. Foto: Les Kaner. 

– Jeg har ikke haft en bevidst strategi om at undgå at være hjemme. Helt intuitivt har jeg bare søgt andre fællesskaber. Min far arbejdede som en gal, og selvom min mor i princippet havde masser af tid, så har hun været meget lidt beskæftiget med mig og mine søskende. Vi har mildest talt sejlet vores egne søer. Og det var vi sgu så mange børn, der gjorde i 70'erne og 80'erne. Skolegang måtte vi selv finde ud af, og så lavede vi endeløse mængder af ballade. Stod på vandski, surfede med færgen Peder Pors og blev fragtet hjem i en politibil, gik ud over isen, fordi vi tænkte, vi kunne gå over til Mols, fortæller Anne Sophia Hermansen, mens hun griner af de skøre minder.

– Man må også forstå, at det var en anden tid, og der var en anden form for pædagogik. Og det siger jeg ikke for at sidde og undskylde, for jeg ville da gerne have drukket te og spist boller med min mor, men det gad hun sgu ikke. Hun syntes ikke, vi var særligt spændende at snakke med. Jeg kunne da helt klart godt have brugt noget mere opbakning, men det er en vej, jeg har valgt ikke at gå ud ad.

Ikke en okay barndom

Hun kigger ud på trafikken, der blæser rundt i Lille Triangel på Østerbro uden for caféen Dag H, hvor jeg har sat hende stævne. Det er begyndt at sne. Våde fnug, der smelter, når de rammer jorden.

– At være rundet af det, jeg er, kommer der mange gode ting ud af, og så er der også bare noget, der fucker det hele op. Sådan er det jo for mange af os. Og når vi bliver 30, må vi holde op med at græde over det og finde ud af, hvordan vi får det bedste ud af det. Hvis jeg sidder og kigger retrospektivt på, hvordan det var i Risskov, da jeg var 11, kommer min fortid til at stå i vejen for min fremtid. Jeg har kigget på, hvad der er i min bagage, og ud fra det har jeg valgt at blive en lidt bedre forælder, en lidt bedre ven, en relativt tålelig kæreste og være lidt mere til stede på mit arbejde. Min opvækst har lært mig at være ret robust, ret selvkørende og at kunne underholde mig selv ved f.eks. at fordybe mig i en bog. Og så har min opvækst gjort mig enormt god til det, der hedder mønstergenkendelse. For jeg vidste, så snart jeg kom ind ad døren, hvilket humør min mor var i. Baseret på de ting, der var omkring hende. Jeg kunne simpelthen aflæse det. Det kunne handle om, hvorvidt hun havde lavet mad eller ej. Og hvad det så var for noget mad, hun havde lavet. Om hun havde været ude eller ikke ude. Havde hun taget pænt tøj på, var det en dag med overskud, og så havde hun helt sikkert været ude.

Morens måde at forvalte sin rolle som mor på kostede en del oprør i takt med, at Anne Sophia voksede op og blev teenager.

– Jeg synes da ikke, det var en okay måde at være mor på, men det var sådan, hun havde besluttet sig for at være. Hun havde et meget kompliceret sind, og det var den måde, hun ønskede at tilbringe sit liv – i høj grad tilbagetrukket – ved at sidde og læse. Jeg tror, min mor har været en lidt ufrivillig mor. Hun er rundet af en tid, hvor sejlrenden ligesom var etableret. Du gifter dig, får børn and that's it. Men hun har simpelthen ikke ønsket det forstadsliv. Hun har røvkedet sig og haft drømme om et andet liv. Men hun besluttede sig for at gå ind i den konventionelle skabelon for at prøve at se, om hun kunne blive lykkelig i den, og det blev hun aldrig. Og pludselig sad hun der med tre komplet utæmmede børn, en badekåbe og en roman af Erica Jong. Havde hun været ung i dag, tror jeg, hun havde fravalgt at få børn.

– Det, man kan lære af at kigge på en kvinde som min mor, er, at kvinder ikke bare er mødre. Men vi oplever først og fremmest kvinder som mødre. Kvinden SKAL være moderlig, ellers er hun ikke en rigtig kvinde. Faktisk er der flere, der ikke har kontakt til deres fædre, det påvirker os bare ikke på samme måde, for vi synes som udgangspunkt, at barnet er morens. Det er jo en konvention.

Anne Sophia Hermansen. Foto: Les Kaner. 

Ingen kontakt med sin mor

I dag er det 22 år siden, Anne Sophia Hermansen og hendes mor har haft kontakt.

– Vi har ikke ønsket at se hinanden. Det er gensidigt. Det har været min måde at forsone mig med hende på. Man må forsone sig med de vilkår, man er rundet af. Ellers bliver man et bittert og ulykkeligt menneske. I stedet må man forsøge at bevæge sig ind i sine forældre og forstå, hvorfor de traf de valg, de gjorde dengang. Men det er da klart, at det efterlader en med en pæl i kødet. Vi vil sgu da alle sammen gerne have en mor eller en far, der interesserer sig for os.

– Jeg træffer nogle andre valg. Da jeg havde født min søn, David, syntes jeg, han var det dejligste på jorden, og i dag synes jeg, det mest spændende i hele verden er at høre om hans skoledag. Han kommer med sine tanker om miljø og Trump og demokrati, og det er måske ikke det mest raffinerede, han er 13, men jeg synes, det er interessant at tale med ham. Og jeg er glad for, at han har to forældre, der bakker ham op. Det privilegium har jeg ikke selv haft.

Anne Sophia Hermansens barndomsanker var den hårdtarbejdende far, som hun beskriver som både kærlig og nærværende. Når altså han var hjemme. Med ham diskuterede hun kongehus og demokrati og ytringsfrihed – og senere, da han blev syg, også lykke, kærlighed og det gode liv. Det er hans fortjeneste, at hun har en lang akademisk uddannelse og sidder der, hvor hun gør i dag, mener hun. Desværre døde han allerede, da hun var 22.

– Jeg elskede min far og havde et intellektuelt fællesskab med ham. Omvendt har jeg haft en mor, som læste Fay Weldon og Elsa Gress og fortalte mig, at jeg ikke skulle gøre som hende og blive gift og give afkald på alle ambitioner. Hun har også lært mig en grad af ærgerrighed, at stræbe, at ville være selvforsørgende, selvstændig, få en uddannelse. Men kærligheden kom fra min far.

Røvsyg privat

– Når man er rundet af så aparte vilkår, som jeg er, er man også automatisk kommet ind i verden med en eller anden forbandet pligt til at forsøge at forstå, hvordan tingene kan hænge sammen, når de er, som de ikke bør være. Og det er måske også det, der har givet mig et kritisk – og måske også fordomsfrit – blik. At jeg hele tiden vender alting om, fordi jeg ikke rigtig har kunnet tage noget for givet. Men selvfølgelig gør det mig også super besværlig, for alle de dæmoner kommer jo også til at hjemsøge mig.

For eksempel er alenetid – som dengang i Ball-blusen og de hvide Converse på Risskov Bibliotek – altafgørende for Anne Sophia Hermansen. Hvor hun kan vende verden ryggen for en stund og lade op for at være det ekstroverte livsstykke, alle fejlagtigt synes at tro, at hun er 24/7.

– Det var det, der var ved at drive mig til vanvid i en sammenbragt familie, jeg giftede mig til for nogle år siden. Jeg kunne aldrig være alene og endte med at sidde nede i vores kælder og generelt have mere lyst til at gå ud ad døren end at komme ind ad den igen. Jeg følte mig faktisk en lille smule jaget, for jeg var gift med en mand, som havde et ekstremt behov for at være sammen med mig. Han ville gerne sidde og snakke en hel masse, eller vi skulle ud at drikke vin eller lave store middage for vores venner. Han kunne simpelthen ikke forstå dét, som jeg ellers meget åbent havde sagt til ham – nemlig, at jeg er et meget røvsygt menneske privat. Så i dag, når jeg møder mænd, gør jeg meget ud af at fortælle dem, at jeg er spændende på mit arbejde og røvsyg privat. De tror bare altid, at det er noget, jeg koketterer med.

Anne Sophia Hermansen har altid været klar i spyttet. Evnen til at gå ind i sig selv og mærke, hvad der føles rigtigt og forkert, havde hun allerede som teenager.

– Jeg var halvvejs gennem sidste år på gymnasiet, da jeg besluttede mig for at tage til Vietnam. Jeg var skoletræt, men folk var granatchokkede, for jeg var jo så dygtig og fik så høje karakterer – hold nu ud! Men nej. Da de andre stod med deres fine studenterhuer, lå jeg ud for Nah Trang i en kæmpe badering og en rus af magiske svampe og stoffer. Hahaha! Jeg husker tydeligt at gå ud af dørene på Risskov Amtsgymnasium efter at have meddelt rektor, at jeg gik ud, som en oplevelse af frihed og af at have truffet det rigtige valg. Og den følelse har jeg navigeret efter siden – når jeg har sagt et job op eller er gået ud af et forhold. Så har jeg altid vidst, at det var det rigtige valg.

Anne Sophia Hermansen. Foto: Les Kaner. 

Fandt sit talent

Én vigtig opdagelse gjorde hun dog, før hun gik ud af de flaskegrønne døre på Risskov Amtsgymnasium. I en engelsktime, hvor klassen var sat til at analysere Pink Floyds album "The Wall", opdagede hun, at hun kunne skrive holdningsbaseret. Det, hun lever af i dag, og som nu – igen – har placeret hende på en solid 12. plads på Politikens meningsdannerliste.

– Jeg husker tydeligt præcis den dag, hvor det gik op for mig, at jeg kunne forholde mig kritisk til den samfundsmæssige dagsorden. Det flød ganske enkelt bare. Og bagefter tænkte jeg "det der har jeg ramt lige i røven". Kvinder har stor beskedenhed, når det handler om at beskrive deres talent. De undslår sig og forsøger at underspille det lidt med humble bragging. Kvinder skal i højere grad omfavne deres talent og være stolte af deres bedrifter. Der kan vi altså godt lære noget af mænd. Kvinder vil gerne have, at andre roser dem, men uh, man vil jo nødigt fremstå selvglad. Det er en selvpålagt undertrykkelse, og desværre er vi også lidt for gode til at holde hinanden nede, os kvinder.

For Anne Sophia Hermansen blev opgaven om Pink Floyd et udtryk for en anerkendelse af egne evner og af hende selv, som har været med til at opbygge det selvværd, der ikke fulgte med som en stor, selvfølgelig sidegevinst, da hun kom til verden.

– Du finder kun ud af, hvad der er rigtigt og forkert ved at give dig selv tiden til at mærke efter. Jeg skærer ret meget ind til nerven, og det er også det, jeg bruger min alenetid til.

Og når rektoren på Risskov Amtsgymnasium mente, at Anne Sophia Hermansen ville blive en social taber, fordi hun tjekkede ud før tid, så var det kun en ekstra motivation til at bevise det modsatte og styre efter mavefornemmelsen. Fra et par fjolleår via diverse ungdomsskodjobs over en akademisk uddannelse og videre til adskillige stillinger i toppen af dansk erhvervsliv, værtsjob på TV2 News og siden juni sidste år altså ikke kun debat-, men også kulturredaktør på Berlingske.

Nyder at have magt

– Jeg tror, der var mange, der sked i bukserne, da de hørte, at jeg var ny redaktør. Det er jo altid angstprovokerende, når der kommer en og ryster posen. Danmarks kulturscene er relativt lille, og ofte er anmeldere og kunstnere mere eller mindre i seng med hinanden – det er super indspist! Mange anmeldere oplevede, at jeg var ved at tage brødet ud af munden på dem ved at pille ved deres måde at arbejde på. Det var jeg også. Og med god grund. Det er faktisk et kald for mig at få folk til at interessere sig for litteraturen og kulturlivet. Og min udmelding har været klar: Alt for mange anmeldere har i alt for lang tid troet, at de var posterboys for et forlag eller et teater. Men de skal altså skrive, så de kan engagere læserne. Og kan de ikke det, fordi de har glemt deres passion, skal de jo nok søge et andet arbejde.

– Kulturen er alt for længe blevet alt for artigt behandlet. Man tror, at kulturen går i stykker, hvis man kritiserer den. At kunstnerne ikke kan skrive en linje mere, hvis de får lidt tough love. Forfattere er faktisk ret hårdføre mennesker, som ifølge min erfaring gerne vil debattere deres ting. Problemet er, at vi har en dansk hyggekultur, hvor det hele er fyrfadslys og pastelfarvede puder. Og hvor intervieweren sidder som en anden hyggeonkel og stiller nuttede spørgsmål – "Hvorfor er du så god?". Kulturen skal ikke være Bubbers Badekar med en masse glidecreme, hvilket dybest set er det, den er blevet reduceret til. Jeg vil gerne gøre kulturen både mere vedkommende og farlig. Ikke at alt bare skal svines til. Kritik handler om opbyggelighed.

Det er en magtfuld position, hun har indtaget på Danmarks ældste avis, Anne Sophia Hermansen. Og det passer hende fint. Modsat andre kvinder, som ofte undslår sig, når det kommer til magt, mener hun.

– I stedet kalder de det indflydelse for ikke at lyde som et magtsygt svin. Jeg er en af de få kvinder, der ikke synes, det er et problem at have magt. Ønsker du at udføre forandringer, bliver du nødt til at omfavne, at du så også kommer til at have en magt, som har både sol- og skyggesider. Solsiden er selvfølgelig, at du får mulighed for at gennemføre nogle af dine ideer. Skyggesiden er, at du bliver mere sårbar, kommer til at stå mere alene og bliver skudt mere på. Nu synes jeg så, at jeg har været i en form for træningslejr i mange år som meningsdanner, så det har jeg vænnet mig til.

Aging Barbie

Efterhånden er det gået op for Anne Sophia Hermansen, at der kan være udfordringer i at se forholdsvis godt ud OG tillade sig at have en mening.

– Du skal helst være lidt urtekusset og sidde i en højhalset sweater og have briller, for ellers kan du ikke være klog. Jeg har lagt mærke til, at der er kommet kommentarer til mig, som sådan en som Uffe Ellemann aldrig ville have fået. Efter jeg er fyldt fyrre, er jeg blevet kaldt en "aging Barbie". Han er da aldrig blevet kaldt en "aging Ken". Det er, fordi kvinder i højere grad bliver vurderet på flere parametre end mænd. Vi bliver også vurderet på vores udseende, alder, vægt, hår. Det oplevede Helle Thorning-Schmidt, da hun tog den selfie med Obama og Cameron. Hun var bare en slutty blonde med lange ben. Hun var køn og hår og ben og nylonstrømper. De to herrer var bare mennesker.

At have så mange meninger og være et så tydeligt "no-bullshit-menneske", som hun selv kalder sig, betyder også, at hun også privat ofte bliver mødt med forbehold.

– Mange mænd synes, at jeg er et underligt dyr i skoven, de ikke rigtig har mødt før. De bliver meget fascineret, men også lidt intimideret. Det gør faktisk ondt. Jeg mødte på et tidspunkt en rigtig spændende mand, og en dag sidder vi så på en café, hvor han siger, at han ikke er sikker på, at han tør indgå i et forhold med mig. Han er bange for, at jeg går, fordi min kærlighedshistorik viser, at jeg er en kvinde, der kan afslutte et forhold og gå min vej, og det skræmmer ham. Jeg troede, at han var meget mere modig i kærlighed, og det kan jeg ikke lære ham at blive. Jeg kan heller ikke lave om på mig selv og lyve mig til at være en nuttet tøjbamse, når jeg nu mere er den der lidt punkede tiger i junglen. Jeg er for gammel til at lave om på mig selv. Men selvfølgelig lå der en smerte i at erkende, at vi så ikke var et særlig godt match. Jeg var faktisk forelsket i ham, men følelsen var ikke gengældt.

– Jeg synes, kærligheden kræver mere mod af os i 40'erne, end den gjorde i 20'erne og 30'erne, på grund af vores historik og mange dårlige erfaringer. Det er svært at være 45 og lidt af en kærlighedsveteran og hele tiden at holde hjertet åbent og blive ved med at tro på, at kærligheden kan vare ved. Men jeg er romantiker af natur, og jeg ved, at der findes meget stor kærlighed – det er bare ikke altid, at timingen er der, når man går ind og ud af forhold. Og så er kunsten at være vidende om, at den store kærlighed, der var i ét øjeblik, måske ikke kan genopstå. Møder du for eksempel en, du taber dit hjerte til som 30-årig, er det måske ikke den samme type, du oplever som dit livs kærlighed som 45-årig.

Bor ikke med kæresten

Lige nu er der en mand. Det er stadig meget nyt, og planen er hverken at dele bolig, blive gift eller blande børn. Det er en fejlantagelse, at ens børn altid skal kende ens nye kæreste, mener Anne Sophia Hermansen. De fleste børn er jo bare optaget af deres far og mor. Ligesom det gælder for sammenbragte familier, som hun selv har været en del af et par gange, at det er de voksnes projekt. Og lige nu har hun ikke lyst til at rykke mere rundt på sønnen, David, som hun deler syv-syv med eksmanden.

– Jeg har brug for at få lidt mere ro på bagsmækken. Jeg tror også, han synes, det er meget hyggeligt. Børn i den alder er ekstremt glade for opmærksomhed – og at have en forælders spotlight lige i masken, det er da for fedt! Vi har altid kørt syv-syv. Det besluttede vi i fællesskab. Jeg synes, David har en meget dejlig far, og jeg under ham at have en lige så stærk relation til sin far, som han har til mig. Jeg har heller aldrig – modsat hvad jeg ellers synes, kvinder kan have en opfattelse af – oplevet, at min søn er en del af min private ejendomsret. Folk har ofte spurgt mig, om jeg ikke gerne ville være mere sammen med mit barn. Det er der aldrig nogen, der har spurgt hans far om. Og så er vi tilbage ved det her med, at vi først og fremmest ser kvinder som mødre. Og når jeg så siger "jamen, jeg har også en karriere", så tænker folk "hold kæft en kold bitch – at hun er villig til at ofre sin søn for det!" Jeg synes, at det er et større offer at unde sit barn en stærk relation til sin far, for selvfølgelig ville jeg gerne have min søn hele tiden. Jeg har jo ikke fået et barn, fordi jeg ikke vil være sammen med ham.