Vidste du det? Den første Barbie måtte man ikke lege med

Det vendte op og ned på dukkeindustrien, da den ikoniske Barbie-dukke så dagens lys i 1950’erne. I 2023 fik Barbie ny aktualitet, da hun blev hovedperson i en spillefilm, men for mange har hun aldrig været glemt.

En onkel, som arbejdede på en Amerikabåd, bragte i begyndelsen af 1960’erne en tynd, lang pakke med hjem fra USA. 

Under det farverige papir gemte der sig en æske med låg. På låget kunne man læse ”Barbie by Mattel”. 

Æsken blev forsigtigt åbnet, og til syne kom en lang, tynd dukke med farvestrålende kjole og blankt, gult hår. Noget lignende havde vi aldrig set før.

Dukken var meget tynd, meget lang og havde moderne tøj. Andre dukker på den tid forestillede gerne babyer og havde babytøj. Det var dukker, som blev madet og puttet i en lille seng og fik mad, man lavede på et legekomfur, når de vågnede.

Den første: Barbie-skaberne fandt inspiration i den tyske tegneseriefigur Bild-Lilli, som var blevet til som reklame for avisen Bild.

Barbie-dukken fra Amerika var en næsten voksen dame. Hun havde voksentøj og voksenfrisure og gik i højhælede sko.

Den Barbie-dukke, som blev bragt med hjem fra Amerika i 60’erne, blev stående i sin æske på en hylde og blev aldrig leget med. Den var for moderne og passede ikke sammen med de andre dukker i deres hjemmestrikkede kjoler.

Krøller eller ej: Barbie kunne have både hestehale og kort hår i en typisk 60'er frisure.
Miss-versionen: Miss Barbie fra 1964 kom med forskellige parykker og havde øjne, som kunne lukkes.

I dag er Barbie-dukker fra 60’erne, som stadig er i deres originale æsker, og som ikke er blevet leget ret meget med, i høj kurs blandt samlere.

Samlerne findes over hele verden, og sjældne dukker, som bliver sat til salg på internationale auktioner, opnår i nogle tilfælde skyhøje priser. Dukker fra de tidlige 60’ere og særlige dukker fra senere tidspunkter kan koste titusindvis af kroner, i nogle tilfælde flere hundrede tusinde. 

Så hvis man har æsker med gamle dukker gemt væk på loftet eller i kælderen, kan det være en god ide at tage et kik på dem. Måske sidder man inde med en skat.

Barbie blev introduceret på legetøjsudstillingen New York Toy Fair den 9. marts 1959 og blev til at begynde med ikke nogen succes.

Stilikon: Mange samlere er med rette begejstrede over Barbies garderobe. I 60'erne blev tøjet lavet af naturmaterialer som bomuld, uld og silke. Alt tøjet var også mærket "Barbie by Mattel".
Ud på tur: Barbie og kæresten Ken med deres smarte sportsvogn. Bilen blev fremstillet i de tidlige 1960'erne.

Men historien om den berømte plastikdukke startede allerede nogle år tidligere med en tysk forløber. I 1953 lancerede den tyske tabloidavis Bild en tegneserie af tegneren Reinhard Beuthien. Serien fik navnet Bild-Lilli og handlede om en smart langbenet pige med hestehale, og den blev med det samme en succes for avisen.

Avisen kontaktede den tyske legetøjsfabrikant O.M. Hausser for at få produceret en dukkeversion af Bild-Lilli som reklame for avisen. Den kom på markedet i 1955 og blev solgt i aviskiosker og tobaksforretninger. Den var ikke tænkt som legetøj, men mere som pynt til hjemmebaren eller lignende.

På cykel: Den sporty Barbie med sin rosa cykel. Navnet er i øvrigt et kælenavn. Det fulde navn er Barbara Millicent Roberts.
Noget helt andet: Sådan så de fleste dukker ud i 1960'erne. Ikke så underligt, at Barbie kunne virke som en "fremmed fugl".

Fra 1955 til 1963 blev der fremstillet 130.000 eksemplarer af Bild-Lilli, reklamedukken, som altså var forløberen for Barbie-dukken.

Salget eksploderedeI 1950’ernes Amerika drev Harold Matson og Elliot Handler samt dennes kone Ruth virksomheden Mattel, som lavede dukkemøbler. Ruth lagde mærke til, at datteren var mere interesseret i ”voksne” påklædningsdukker, end hun var i babydukker. Det gav hende ideen til at lave en mere voksen dukke i plastik, men det lykkedes ikke helt i første omgang.

Flot par: Barbie og Ken var altid velklædte i selskabslivet med fine detaljer som halskæder og små håndtasker.
Barbie fra 1964: Den amerikanske dukke skilte sig tydeligt ud fra de dukker, man plejede at lege med herhjemme.
I pels: Barbara Millicent Roberts, som er Barbies fulde navn, iført en stilfuld cape med pelskrave og matchende hue.

Løsningen fandt hun på en rejse til Schweiz, hvor hun fik øje på Bild-Lilli. Det var præcis sådan, hun havde forestillet sig sin dukke, og arbejdet med at udforme Barbie, opkaldt efter hendes datter Barbara, gik i gang i 1956.

Barbie-dukken blev lanceret i 1959, men salget tog ikke fart fra starten. Gennembruddet kom takket være Walt Disneys Mickey Mouse Club, et børneprogram på amerikansk TV. Mattel kørte en massiv og kostbar reklamekampagne i forbindelse med programmet, og efterspørgslen efter Barbie-dukker eksploderede. Resten er historie, som man siger…

Friluftslivets glæder: Barbie, Ken og Skipper perfekt klædt på til en skitur.
Hjemmestrikket: Det var ikke altid let at få fat i det fine Barbie-tøj herhjemme. Så var løsningen at strikke eller hækle selv. Her har Barbie og Ken fået hver sin hjemmelavede jakke – måske ikke helt i tråd med den garderobe, de ellers var vant til.

Forrige år kunne man se filmen om Barbie og hendes venner i biograferne. Filmen begejstrede et stort publikum over hele verden, så der er utvivlsomt stadig mange, som er optaget af den langbenede figur. 

Begejstringen var ikke lige så udelt, da dukken blev lanceret her i landet i 60’erne, og der var en del, som ikke fik lov til at købe Barbie-dukker, fordi nogle forældre syntes, at hun sendte forkerte signaler til unge piger.

Søsteren: I 1965 fik Barbie en lillesøster, Skipper.
Detaljerigt: Barbie-dukkernes moderigtige tøj var forsynet med mange lækre detaljer.