Se den ultimative guide til Barcelonas bedste kvarterer
Med hav, strand, magisk arkitektur, lækre tapas, sprudlende cava, gourmetspisesteder, små, listige barer, bugnende markeder, skæve gyder med vasketøj og cool restauranter er Barcelona en storby, der hurtigt charmerer og får dig til at føle dig hjemme.
Efter et par sene aftener med test af byens skiftende kvalitet af cocktails – fra nogle, der er så syntetisk sure, at botox pludselig bliver overflødig, til de lækre med frisk mynte, føles det ret absurd at få stukket et fad mojitos i plastglas i hovedet på stranden søndag morgen.
LÆS OGSÅ: 6 unikke rejsetips til Mallorca
Strandsælgerne vifter i det hele taget insisterende med flagrende tæpper, storsmil-ende asiatiske kvinder lokker til massage i sandet, og et par går rundt med et par tyndslidte poser og tilbyder kolde øl. Men selvom man til sidst glemmer alt om høflighed og snerper "no" uden øjenkontakt, kan man i det mindste ikke tage fra dem, at de er i branchen for livsnyderi.Akkurat som resten af Barcelona.
Den catalanske hovedstad er den helt perfekte by til en miniferie. Uanset om man tager hertil med en flok venner, er her med kæresten eller veninden eller hele familien.
Takket være kombinationen af strand og storby proppet med hyggelige tapasbarer, restauranter, små, skæve butikker, glitrende kædebutikker, gyldent aftenskær i gyder med gotisk facader og vasketøj og ikke mindst geniet Gaudís legesyge og eventyr-agtige arkitektur, der stikker sit ansigt frem i parker og på gaden.
LÆS OGSÅ: 5 seværdigheder i Singapore
Man føler sig hurtigt meget hjemme i Barcelona, der er lige så ukompliceret, imødekommende, afslappet og pålidelig som det dejlige sydeuropæiske vejr. Eneste anke er de særdeles berygtede lommetyve, som selv taxichauffører advarer en mod.
Især gælder det om at holde godt på pungen, hvis man lige skal runde den berømte hovedpulsåre Ramblaen, hvor gadekunstnere faldbyder deres tricks, sammen med gadehandlere og store, prangende kædebutikker som Zara, Mango, Desigual, Custo og alle de andre.
Men skynd jer videre... Barcelonas charme ligger ikke mindst i de hyggelige bydele og ved stranden.
4 måder at møde Gaudi på
Den catalanske arkitekt Antoni Gaudí i Cornet – i folkemunde bare Gaudí
– er kendt for sin fantasi-fulde stil, og hans arkitektur har sat sit tydelige præg på byen.
La Sagra da Familia
Casa Batlló
1.
En af de mest imponerende oplevelser er Parc Güell, hvor man kan gå på opdagelse i Gaudís forunderlige univers. Parken er fyldt med arkitektur, mosaikfirben, en skov af søjler og en regnbue af mosaik. Der er gratis adgang til store dele af parken, men de mest interessante kræver en billet. Bestil billet i forvejen, hvis du vil være sikker på at komme ind.Parkguell.cat
2.
Besøg den berømte kirke La Sagrada Familia, som er så detaljeret og imponerende et bygningsværk, at øjnene har svært at få det hele med. Gaudi påbegyndte byggeriet i slutningen af 1800-tallet i den periode, hvor han blev meget troende, og som et vidnesbyrd om hans arvs udødelighed bliver kirken aldrig helt færdig – der er altid nyt, der skal renoveres.Sagradafamilia.cat
3.
Kig på facader, mens du også går på jagt i Zara, Mango og de andre butikker på Passeig de Gràcia. På den store boulevard ligger to originale og finurlige Gaudi-bygninger med krummelurer og arkitektoniske krumspring. Bygningen La Pedrera i nummer 92 blev oprindeligt opført til en rig familie Milà, men er i dag museum. Man kan også komme ind i Casa Batlló i nummer 43. Facaden er bygget med balkoner formet som kranier og med skeletben som bærende søjler.
4
Spis på Casa Calvet, hvor kokken Miquel Alija i 20 år har disket op med opfindsom mad baseret på middelhavstraditionen med et pift fra Asien. Andelever i appelsinsauce er bare en af de kreationer, der skal leve op til bygningen, der er tegnet af Gaudi.Casacalvet.es
Spis godt
Morgenmad
springer mange lokale ofte let henover med en kop kaffe og måske noget brød, og det farver klart udbuddet. Som regel er det værd at snuppe morgenmaden på hotellet eller finde en cafe i El Raval, hvor ffor eksempel Dos Trece har brunch med æg, pandekager og den slags på menuen. Dostrece.net
Tapas
Er et genialt koncept. Perfekt, hvis man er bange for at gå glip af noget. Små, kolde gazpachosupper, rejer i hvidløg sitrende i skoldhede pander, tortilla og klassikeren ristet brød med frisk tomat og hvidløg. Lonja de tapas med det sort/hvide design er en kæde, men det er virkelig god tapas til meget rimelige penge. Lonjadetapas.com
Lonja de Tapas
Lonja de Tapas
Cava og fingermad
Er en nem og hyggelig måde at få en drink og noget let at spise på. De små pindemadder, såkaldte pintxos, står fremme på disken på mange cavabarer. Gem pindene, så tjeneren kan holde styr på regningen. Og så slipper man for at vente på, at mange restauranter først åbner klokken 21. Prøv Sagardi, som har flere restauranter, blandt andet en lille plads på gaden C. Argenteria i El Gòtic på kanten til El Born.Sagardi.com
La Flauta
Har i 25 år været en lokal favorit. Ud over god tapas til rimelige penge er det et afslappet spisested kendt for husspecialiteten "Flautas", som er sprøde baguettes med forskelligt fyld. 164 Balmes St. eller Carrer d' Aribau, 23 – mellem Diputació og Consell de Cent.
Cal Pep
Er et hyggeligt spisested, hvor man skal indstille sig på vente-tid, inden man kan komme til. Få plads i baren, hvor det er klart mest underholdende at sidde. Snup et glas vin, og fald ind i den ustressede spanske rytme. Her er ingen menu. Tjenerne fortæller dig, hvad de har og spørger, hvad du kan lide. Personligt og ikke dyrt.Calpep.com
Can Majo
Serverer ifølge lokale noget af den bedste paella, som oven i købet kan nydes ved vandet med udsigt over Middelhavet. Den ligger på strandpromenaden i den charmerende bydel Barceloneta, hvor vasketøjet hænger på de støvede facader i smalle gyder.Canmajo.es/en/
Med de hippe
Lige for tiden sværmer mange om Boca Grande, der er indrettet i oldschool glamour med spejle og messing. Den er cool uden at være opstyltet, og her handler det mindst lige så meget om stemning som om det kulinariske. Maden er lidt til den rustikke side, og tjenerne viser dagens friskfangede fisk frem ved bordene, inden de bliver tilberedt. Den tilhørende bar ovenpå, Boca Chica, er en af byens mest trendy lige nu. Og uanset om man går på restauranten eller i baren, er et besøg på fælles-toiletterne i kælderen et must. Her er der nogle gange dj og altid høj musik og dansende gæster, der fanger deres egne billeder i de mange vintagespejle.
Bocagrande.cat
El Born: Et kunstnerisk kvarter
El Born er et charmerende kvarter med både shopping, kunst, cafeliv og masser af god mad.
Charmerende vin- og cavabarer
Cool gallerier, spraglede tequilabarer og hyggelige butikker ligger i gamle gotiske huse med vasketøj flagrende fra altanerne i det charmerende El Born-område, hvor Picasso-museet også ligger. Og Mercat del Born, hvor et af byens ældgamle markeder engang lå, er der i dag et arkæologisk udstilling og kulturcenter under de nyrenoverede jernkonstruktioner og glaspartier. Museupicasso.bcn.cat/en/ Mercatdelborn.org
Sneakers og shopping
Området har mange små, uafhængige butikker og kendte mærker som Custo og designmekkaet La Comercial, som har dryppet deres seks butikker for både internationale mærker til både mænd og kvinder og interiørdesign rundt om i gyderne. På Plaça de les Olles, 9, ligger Sneakers & Co. hvor kondisko i alle kulører er linet op.
Lacomercial.info Custo.co
Gå ikke glip af...
Ultimativ designshopping
Uanset om du er på jagt efter notesbøger, en vandskål til hunden eller en ny lænestol er det værd at gå i Vincon, som er Barcelonas ultimative concept store. Som Merci og Colette i Paris, bare uden tøj. Stueetagen er en gigantisk lagerhal med mindre rum alt sammen fyldt med design. Ovenpå er der tagterrasse og indrettet en lejlighed i de smukke, højloftede rum. Vincon.com/en
En morgen på madmarked
Overdådigt og bugnende er vist de ord, der dækker bedst over byens berømte madmarked, La Boqueria, som har rødder helt tilbage til 1200-tallet og får de ellers fantastiske Torvehallerne i København til at blegne lidt. Vilde farver og stærke dufte overvælder alle sanser, når man træder ind i det tætpakkede marked, hvor gangene er proppet med turister og lokale, der køber krydderier, frisk grønt, skinker, tørret frugt, nødder, chili med meget mere. Boderne med fisk og skaldyr har bunker af friske rejer, muslinger, krebs og mange besynderlige skabninger, som, man ikke anede, fandtes i havet eller for den skyld var egnede på en middagstallerken. Boqueria.info
At leje en cykel
På vej ned mod stranden bliver man mødt af mange på rulleskøjter, skateboards og ikke mindst cykler, der i den grad har indtaget gaderne. Mange steder i små gyder har cykeludlejere banket en lille forretning op. Du kan leje cyklen direkte hos en af dem eller via Bike Rental Barcelona, som oven i købet bringer cyklen til dit hotel. Bikerentalbarcelona.com
Sov godt
Den billige
Airbnb er svaret, hvis du vil bo som de lokale. For eksempel kan to personer tjekke ind i en lille "penthouse" med en fabelagtig tagterrasse med udsigt over palmerne på den charmerende plads, Plaça Reial i området El Gòtic. Kun 24 euro pr. nat. Airbnb.dk
Den gode til prisen
Super beliggenhed i El Born på grænsen til El Gòtic, fornuftig pris og lækkert, enkelt design. Der er ikke noget at sige til, at man skal booke i god tid på Hotel Banys Orientals, som vi også har anbefalet her i bladet i mange år. Det holder stadigvæk. Priser fra 100 euro pr. nat. Hotelbanysorientals.com
Den mere eksklusive
Det gennemført lækre designede Hotel Omm er essensen af cool storbyhotel med smuk swimmingpool og bar på toppen. Det ligger lige rundt om hjørnet fra alle butikkerne på Passeig de Gràcia. Og de lokale elsker også at hænge ud i baren og restauranten. Priser fra ca. 200 europlus/minus. Hotelomm.es/en/
El Raval: Et kreativt kvarter
Der er noget lidt skævt og kunstnerisk a la københavnske Vesterbro over El Raval-området, som ligger vest for Ramblaen. Masser af gallerier, små, uafhængige butikker, spraglede vintagebutikker, cool små projekter og cafeer ligger spredt i kvarteret med et miks af krakelerede facader, knap så indbydende gader og små gyder med træer og palmer.
Sy selv
Cool gør-det-selv projekter og kreative fællesskaber er hotte lige nu, og hos Lantoki kan man selv sidde ved symaskinerne eller bare nøjes med at købe noget unika design i butikken. Tjek hjemmesiden for kortere kurser og events. Lantoki.es
Lantoki
Moderne kunst
I strømlinet glas og hvide sten rejser byens museum for moderne kunst, MACBA, sig som et hvidt rumskib midt i El Raval lige op af små gader med cafeer og butikker. Den tilhørende butik er rigtig fin med masser af kunstbøger og gaveartikler. Macba.cat/en
Museum for moderne kunst
Tapas med et tvist
På Bar Lobo, en cool cafe med borde på en lille plads ude foran og moderne interiør med runde lamper i loftet, designerstole og masser af grønt bugnende på disken, har de givet de traditionelle tapasretter et asiatisk tvist. Grupotragaluz.com
På skohotel
Det traditionsrige og innovative spanske skomærke Camper har både butik og cutting edge hotel i området. Casa Camper stikker med neonskilt, cykler hængende i loftet i lobbyen og topmoderne indretning ud i den snævre gade med gamle gotiske bygninger. Diskret lækkert med velforsynet morgenmadsbuffet og fri snackbar i lobbyen. Priser fra 268 euro. Casacamper.com
LÆS OGSÅ: Insiderens guide til Bangkok
LÆS OGSÅ: 5 skønne rejsetips til Barcelona
LÆS OGSÅ: Det fik jeg ud af min ego-ferie på Madeira