Ikke alle jubler over hedebølge: Biografkæde vil give gratis adgang til alle rødhårede
Hvis du har rødt hår og er i England i dag og i morgen, kan du nu komme gratis i biografen… Årsag: En gigantisk hedebølge.
Alle os, der er blege, sarte og udsatte i solen, ved, at der sjældent er meget at juble over, når de høje temperaturer melder deres ankomst. Men nu er der faktisk en lillebitte fordel i vente til en udvalgt skare.
For hører du til blandt dem, der helst bliver indendørs i et køligt mørke, når solen brager løs udenfor, er du ekstra heldig, hvis du befinder dig i England i disse dage. I hvert fald, hvis du elsker at se helt nye film.
En hedebølge brager nemlig op mod Nordeuropa i denne tid – og særligt i England står de til i de kommende to dage at blive ekstremt hårdt ramt.
Gratis billetter
Men nu har en af landets biografkæder ifølge avisen The Independent valgt at yde en slags ”filmisk førstehjælp” til en særlig del af befolkningen, nemlig: De rødhårede.
Det sker ud fra den viden, at mens nogle gerne boltrer sig i varmen og ser det som en mulighed for en tur til vandet eller i parker med solbadning og sommersjov, så kæmper mange rødhårede med at udholde varmen. Som du også kan læse om i disse 28 facinerende fakta om rødhårede, er det faktisk genetisk bevist, at deres lyse hud ikke kan klare at være udsat for solen ret længe ad gangen.
Derfor har biografkæden Showcase Cinemas valgt at give alle med rødt hår gratis adgang til deres biografer både mandag og tirsdag, hvor hedebølgen står til at være på sit hidtil højeste i det engelske.
Temperaturerne varsles til at kunne nå op til potentielt 40 grader i disse dage i England, og det har sendt hele landet i et alarmberedskab, skriver Berlingske.
”Mens Storbritannien nyder noget tiltrængt solskinsvejr, ved vi, hvor svært nogle mennesker finder varmen,” siger direktør Mark Barlow ifølge The Independent.
"Det er derfor, for at tackle hedebølgen, at vi tilbyder rødhårede gratis adgang til vores biograflærreder denne mandag og tirsdag, så de vil kunne nyde nogle af de fantastiske film, der tilbydes i komforten af vores biografer med aircondition og dermed sørge for, at de forbliver beskyttet mod solen," forklarer han videre.
(Foto: Screenshot/Showcasecinemas.co.uk)
Hedebølgen rammer mange steder i Europa lige nu.
Se herunder, hvor det har ført til "vandkamp" i Spanien: