Birgit tog utraditionelle midler i brug i jagten på kærligheden

Normalt opfører politifolk sig ordentligt, og det gjorde Birgit da også. Hun satte bare en annonce i avisen med en skjult bagtanke.

– Jeg skrev, at jeg gerne ville arbejde gratis nogle timer om ugen på et landbrug. Bagtanken var helt klart at finde en landmand, ler hun.

Vi er på Bybjerggaard i Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund. Her har Birgit og Jan Frandsen, 51 og 54 år, bygget Jans fædrene gård om til kro, hotel og konferencested. Det er et arbejdsomt liv, og de elsker det.

Mødegæster på kursus på Bybjerggaard nyder frokosten i krostuen. Et ægtepar kommer for at aftale detaljerne til dagen efter, hvor de skal fejre deres sølvbryllup i Bybjerggaards pejsestue. En kok fra køkkenet spørger Birgit om nogle retter, der skal gøres klar til om aftenen.

– Jeg har altid drømt om at bo på landet. Om at dyrke krydderurter, sylte og lave mad fra bunden af egne råvarer, begynder Birgit beretningen om, hvordan hjertets vej har sine krinkelkroge.

Hun er vokset op i Aalborg, og dengang var det ikke kutyme, at en kvinde kom på landbrugsskole. Birgit kunne heller ikke få læreplads som kok, så den uddannelse måtte hun også droppe. I stedet blev hun murer, men så rejste hun til hovedstaden, kom på politiskole og blev politibetjent.

Men drømmen om et liv på landet sad stadig i hende.

Jan er vokset op på Bybjergaard, hvor hans forældre drev landbrug med marker og dyr. Han blev selv landmand, såkaldt agroøkonom. Han vidste, at landbruget var i forandring, så han hjalp til på forældrenes gård, mens han solgte landbrugsudstyr som sit primære erhverv.

Mødtes på gårdspladsen

Det var i 1993, at Birgit satte sin annonce i avisen. Hun fandt ikke lykken på de to første gårde, hun kom til, men så svarede Jans forældre på annoncen. De takkede ja til hendes tilbud om at arbejde gratis på deres gård.

Jan husker, at han stod på gårdspladsen, da en lille blå folkevogn rullede op ad indkørslen en sommerdag for 24 år siden.

– Birgit kom i sin politiskjorte, mindes han.

Birgit afviser, at hun havde den lyseblå skjorte på, da hun kom til Bybjerggaard første gang, men Jan husker det tydeligt.

Derudover gav han hende ikke meget opmærksomhed.

– Jan var lige blevet single, og han havde kærestesorger. Jeg faldt hurtigt for min landmand, men han var ikke let at score, smiler Birgit.

– Jeg var lidt sen i optrækket, men jeg er jo også landmand, supplerer Jan.

Birgit husker, at Jans forældre gjorde deres til, at hun og Jan skulle finde sammen.

– De gav os nogle opgaver, hvor vi skulle arbejde sammen, og så gik de ind for at sove til middag. Lige meget hjalp det. Vi gik en hel dag og mugede møg ud efter fårene, jeg flirtede, men Jan lod sig ikke besnære.

Så hørte Birgit, at Jan skulle se fodbold i tv alene hjemme om aftenen, og så slog hun til.

– Birgit ringede og spurgte, om jeg ville se fodbold hos hende i København. Så ville hun lave mad til mig. Jeg takkede ja, og den aften forstod jeg, at Birgit var ude med snøren. Den aften faldt tiøren, jeg faldt for hende, vi kyssede, og vi har været sammen lige siden, fortæller Jan glad.

LÆS OGSÅ: "Jeg mødte manden i mit liv som 17-årig"

Overtog gården

Året efter overtog de Bybjerggaard. Ideen var, at Jan skulle drive landbrug, og at Birgit skulle fortsætte som politiassistent.

De blev gift og tog på bryllupsrejse – og her skete det næste store i deres fælles liv.

– Vi boede på det mest idylliske bed and breakfast på en gård på landet i England. Der var stokroser, marker, sommerfugle og dyr, og pludselig vidste jeg, at vi også skulle etablere bed and breakfast på Bybjerggaard, fortæller Birgit.

Som murer lagde hun murstenene til den nye længe, og Jan fik lov at blande mørtel. Inden længe kunne parret på Bybjerggaard tage imod deres første bed and breakfast gæster.

– Næste skridt var at bygge endnu en længe og åbne en bondegårdscafé. Siden begyndte vi at arrangere familiefester, og i dag serverer vi torsdags-tapas og fredags-steak i krostuen, vi tager imod erhvervsgæster, afholder konferencer, og senest har vi bygget en længe mere med hotelværelser.

– Hver gang vi har været på ferie, har Birgit fået ideen til et nyt tiltag, konstaterer Jan og tager en mine på som én, der har svært ved at følge hustruens mange ideer.

Det har han nu ikke. Birgit og Jan driver Bybjergaard Kro & Hotel i fælles harmoni. Birgit har undervejs været en tid i kokkelære, og hun står i køkkenet. Alt bliver lavet fra bunden. Jan tager imod bestillinger, laver kontorarbejde, og ved siden af dyrker han markerne omkring Bybjerggaard.

Han er ikke økolog, men han lader halmen ligge på markerne, så mikroorganismerne og livet i jorden er i traditionel balance med naturen.

– Vi har fulgt vores hjerter, siger de og forklarer:

– Vi har begge et blødt punkt for Morten Korch-idyllen. Nu er vores datter Anne stor, men da hun var lille, så vi Morten Korch-film igen og igen alle tre sammen. Den idyl hæger vi om her på Bybjerggaard.

– Vi holder også af det selvstændige liv. Selvom det også er et arbejdsomt liv, elsker vi det, netop fordi vi er vores egne chefer, der har friheden til at tage nogle dage fri, når vi vil, siger Jan.

– Drømmen om et liv på landet og om at lave mad af egne råvarer er gået i opfyldelse. At have travlt i køkkenet og se glade gæster spise sig mætte og feste på Bybjerggaard, fylder mig med varme. Jeg fandt min landmand, siger Birgit og sender kærlige blikke til Jan. Samstemmende slår de fast:

– Vores kro og hotel er vores hjertebarn.