"Pludselig en dag var min base væk, og min livsven var blevet en fremmed"

Birgitte Bartholdy kan stadig helt tydeligt huske aftenen inden, hun skulle flytte ud af det hus i Dyssegård, hvor hun igennem 22 år havde boet sammen med sin mand og deres tre børn.

Læs også

Signe Svendsen hylder sin 17-årige datter: "Dét er jeg enormt stolt af"

Alt var pakket ned. Flyttekasserne stod alle vegne, og næste morgen ville flyttefolkene komme og hente det hele og køre det til Frederiksberg, hvor Birgitte, som på det tidspunkt var 56 år, skulle forsøge at bygge et nyt hjem op. Alene.

"Jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg klarer ikke det her. Kan jeg ikke få lov til at putte mig ned under en dyne og ligge der, til det hele er overstået. Jeg hadede alt ved det. Det var bare hæsligt."

Birgitte var blevet skilt, og det var derfor, hun skulle flytte. Skilsmissen var voldsom for hende, og hun har med sin nye roman 'Alt det vi mistede undervejs' forsøgt at skrive sig til en form for forståelse og accept af, hvad der skete dengang i 2016, hvor hendes mand igennem næsten 30 år meddelte, at han gik.

"Jeg begyndte at skrive på romanen et års tid efter skilsmissen, fordi jeg havde et mylder af tanker, der kørte i ring inde i mit hoved. Jeg var blevet fyret fra mit job som journalist i 2011, jeg var blevet freelancer, og jeg følte pludselig, at jeg var i en situation, hvor jeg var blevet helt overflødig, og samtidig blev min base så fjernet.

Jeg havde gode veninder at tale med, men jeg er også et skrivemenneske, der tænker ved at skrive, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for et univers, hvor jeg kunne gå ind og føre nogle af alle de samtaler, som folk efterhånden var trætte af at høre på i virkeligheden. Et sted, hvor jeg kunne stille alle de spørgsmål, som jeg gik og tumlede med. Bogen er fiktion, men som jeg skriver i efterordet, er det inspireret af min egen livskrise. I tiden lige efter skilsmissen var jeg så ked af det, at jeg kun lige kunne holde mit arbejde i gang. Ellers kunne jeg ikke noget.

Bogen gav mig frihed til at gå ind i et fiktivt univers, hvor jeg kunne prøve at tackle og konfrontere det, som var svært ude i virkeligheden. Det blev en samtale på skrift, som jeg kunne koble mig på, når jeg have lyst til det og brug for det.

Fortæl, hvad der skete den dag i oktober 2016, da din eksmand sagde, at han ville skilles?

"Det var morgen, jeg stod med min cykelhjelm og overtøjet på og var på vej ud ad døren for at tage ind på mit freelancekontor, da min mand sagde til mig, at han ville flytte samme dag. Jeg havde ingen anelse om, at han havde gået og planlagt, at han ville skilles og flytte, selvom jeg godt havde tænkt over, at han havde været tilbagetrukket og fjern i et stykke tid.

Men jeg havde tænkt, at det nok var bedst at lade ham være. Jeg tror, at det ofte er sådan i lange ægteskaber, at tingene fungerer i forskellige spor. Man kan sagtens have et dagligdags spor, der fungerer normalt og godt med familiesnak over maden om aftenen og den slags, men så er der samtidig et andet spor, der kører ved siden af, hvor man som par ikke er så tætte, som man plejer."

Læs også

Natasja Crone: ”Det er hårdt, når man skal sige det uigenkaldelige farvel”

Hvorfor ville han skilles?

"Han følte, at vi skulle noget forskelligt. Han havde nogle andre drømme end mig og syntes, at vi var vokset fra hinanden. Forud var gået nogle år med store forandringer i vores arbejdsliv og vores økonomi, og der var mange ting, vi ikke havde fundet os selv rigtigt i endnu."

Hvordan reagerede du, da han sagde, at han ville flytte?

"Vi talte kort sammen, og så kørte jeg faktisk på arbejde. Jeg kunne ikke holde ud at være i huset. Jeg var fuldstændig ude af flippen. Det var så uvirkeligt. Vi havde været sammen i hele mit voksenliv, og jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han var jo mit livsvidne. Min soulmate. Min bedste ven.

Men fra det øjeblik, hvor han sagde, at han ville gå, var han pludselig en fremmed. En, som jeg ikke længere kunne nå. Jeg kom øjeblikkeligt i dyb krise, og ham, jeg normalt ville have talt med om sådan en krise, var der ikke længere. Det er nok det, der har været det mest mærkelige og sværeste ved at blive skilt. At det menneske, der har betydet mest for mig, og som jeg har været allertættest på, pludselig blev en fremmed. Det var skrækindjagende."

Hvordan var resten af den dag for dig?

"Den var hæslig. Samtidig tror jeg ikke, at jeg for alvor forstod, at det var virkeligt. Men da jeg kom hjem om aftenen, fortalte vi det til børnene, og så tog han af sted samme aften til sin nye lejlighed. Og så var han væk."

Hvordan var det at sige det til børnene?

"Det var også forfærdeligt, men de tog det egentlig nogenlunde okay. Vores søn var flyttet hjemmefra, og pigerne og jeg blev i begyndelsen boende i huset, så deres hverdag fortsatte rimeligt normalt i et stykke tid. Men det, der er enormt mærkeligt ved en skilsmisse i modsætning til, hvis der er en, der dør, det er, at man mister noget forskelligt ved en skilsmisse.

Børnene mistede, at deres forældre var sammen, men de havde jo stadig begge deres forældre. Mens jeg mistede min livspartner. På den måde var der en kæmpestor sorg, som jeg ikke rigtig kunne dele med nogen, og det har været svært, synes jeg. Ingen andre har mistet det samme, som jeg har.

Min sammentømrede familie blev pludselig fragmenteret, og jeg fik en fornemmelse af at være alene. Det føltes som om det mest kostbare i mit liv var blevet splintret. Jeg har siden tænkt over, at jeg synes, at vi nogle gange undervurderer, hvor meget det at være en familie egentlig betyder."

DEN TOMME LEJLIGHED

At være alene var pludselig noget, som Birgitte skulle forholde sig til hele tiden.

"Jeg tror, at de fleste i et langt ægteskab på et eller andet tidspunkt tænker over, hvordan det mon ville være at være sammen med en anden, eller hvordan det ville være at bo alene. I dag møder jeg i hvert fald mange, der er gift, der siger, ih, jeg kunne også godt tænke mig at prøve at bo alene. Men jeg havde aldrig forberedt mig på det. Og jeg har ikke på noget tidspunkt haft en drøm om at bo alene."

Læs også

Caroline Henderson: "Moderskabet forsvinder jo aldrig"

Har du aldrig boet alene?

"Jeg boede alene ganske kort, da jeg var ung, men var ikke særlig glad for det. Jeg har altid vidst, at det ikke var mig. Jeg kan rigtig godt lide at bo i en familie. At man gør hver sit i løbet af dagen, men at man også mødes, snakker og spiser sammen. Jeg er vokset op i en stor familie, og da jeg blev skilt, kunne jeg slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle lære at bo alene.

Skilsmissen kom også på et tidspunkt, hvor mine børn var ret store og så småt på vej væk, så det var meget voldsomt, at det der empty nest syndrom, som jeg sikkert ville have lidt af under alle omstændigheder, kom samtidig med skilsmissen. Pludselig havde jeg så meget tid alene, og det havde jeg aldrig prøvet før. Samtidig skulle jeg finde et nyt sted at bo, for jeg havde ikke lyst til at blive i huset.

Jeg var meget heldig at finde den her andelslejlighed, og det var en kæmpe ting for mig, da det faldt på plads. Men selvom jeg fra begyndelsen var glad for lejligheden, kunne jeg mærke, at jeg virkelig skulle vænne mig til at gå ind i en tom lejlighed, når jeg kom hjem. At alt stod, som jeg havde forladt det. At jeg ikke skulle fortælle nogen, når jeg gik. Og at folk var ligeglade med, om jeg blev ude til sent om aftenen.

Jeg havde nogle gange lyst til at ringe til mine børn og sige, nu tager jeg altså væk et par dage, for det med, at ingen holder øje med, om man er levende eller død, er meget underligt, når man har boet i en familie altid."

Tænker du stadig over det?

"Ja, jeg synes stadig, at det er svært. Skilsmissen bliver ved med at føles som en stor sorg. Men jeg har fået en kæreste, og det hjælper jo."

Kæresten vender vi tilbage til, for han får Birgitte til at smile og til at gøre ting, som hun aldrig har gjort før. Indtil han kom ind i hendes liv, brugte hun sine veninder som støtte i den svære tid. Særligt en veninde, der havde oplevet et tilsvarende brud, talte hun med i timevis.

"Hun blev virkelig min livline. Når jeg ringede op og var ked af det, forstod hun øjeblikkeligt. Vi talte og talte, også om den skyld og skam, der er forbundet med sådan et brud. Man ser måske sorg som sådan en stor, mørk kasse, men i virkeligheden er der jo et bulder af følelser."

Syntes du, at det var skamfuldt, at din mand var gået?

"Jeg syntes, det var skamfuldt, at jeg ikke havde kunnet holde sammen på min familie. Og jeg følte mig kasseret. Jeg følte, at jeg ikke var god nok. Der er stor forskel på at være den, der går – og som allerede er langt fremme i en proces – og være den, der bliver forladt. At blive kasseret går så dybt ind.

Det er det samme, når man bliver fyret, og selv om en skilsmisse er endnu værre, går begge dele ind i reptilhjernen på samme måde. Det er følelsen af at blive smidt ud af flokken."

Læs også

Skuespiller Julie Agnete Vang: ”Jeg blev hurtigt stormfuldt forelsket – og ofte i de forkerte”

Hvad gjorde det ved dit selvbillede?

"Jeg følte mig overflødig. At der var ikke brug for mig mere. Og der var da tidspunkter, hvor jeg tænkte, jamen pigerne kan klare sig hos deres far, det går jo fint, og så behøver jeg måske i virkeligheden ikke rigtigt at være her mere."

Du overvejede selvmord?

"Jeg gjorde ikke noget aktivt ved det, men ja, jeg kunne få tanken, når jeg havde været alene her i nogle dage. Så blev jeg så ked af det, at jeg ikke kunne holde det ud. Men så ringede jeg til nogen. Det var jeg heldigvis klog nok til."

Hun ler. Måske for at lette minderne, måske fordi hun rent faktisk er i stand til at se det hele lidt udefra i dag.

"Eller jeg gik ned i Frederiksberg Centret og drak kaffe eller købte nogle puder. Det viste sig at være godt for mig at bo her i byen, hvor der var mennesker, når jeg gik ud ad døren."

Sad du så og drak kaffe alene?

"Ja, eller med nogen, der havde tid. Det er jo en anden ting, jeg har opdaget. Dem, der har boet alene i mange år, har et helt netværk af veninder, som de har nogle traditioner med. Men jeg havde i så mange år brugt næsten al min tid med familien og på at arbejde, så jeg havde faktisk ikke set mine veninder ret meget.

Da jeg blev skilt, skulle jeg derfor til at opbygge de relationer igen, men mine veninder havde jo ikke tid til at tage sig af mig hele tiden, de havde også deres egne liv. Så somme tider, når jeg ikke lige kunne overskue at få fat i nogen, gik jeg bare ned og drak kaffe alene. Det hjalp.

Det hjælper også bare at gå ned på gaden og gå lidt i butikker. Mærke strømmen af mennesker eller se børn, der leger på legepladserne. Når jeg kigger på andre mennesker, bliver jeg klar over, at alle jo har deres. Min situation er ikke værre end mange andres."

TVIVLEN

I romanen, hvor man følger Sigrid, der er blevet forladt lige så pludseligt, som Birgitte er blevet det, er et af temaerne, at samtalen med ægtefællen forstummer. "Hun længes efter, at han skal få øje på hende, men nøglen til ham er væk", som der står et sted i bogen. Birgitte oplevede også at "miste nøglen" til sin eksmand, og de to har faktisk aldrig rigtig fået snakket om, hvad der egentlig skete.

"Jeg har læst meget om, at mænd og kvinder ofte er i krise på forskellige måder. Jeg har prøvet at forstå det og tage det ind. Og jeg har fundet ud af, at det, der skete for os, nok er meget generelt for par i vores alder.

Kvinder vil typisk gerne snakke om problemerne og analysere, hvad der er sket, mens mænd typisk gerne vil væk og videre. De vil handle sig ud af tingene. Sådan var det også for os. Jeg havde så mange spørgsmål, men han havde ikke lyst til at snakke."

Så det har I aldrig fået gjort?

"Nej, ikke rigtigt, og nu har jeg ikke behov for det mere. Jeg er jo ikke ekspert på de her ting, men det er min oplevelse, at mænd generelt ikke er så gode til at se ind i sig selv på den måde, som kvinder har behov for at gøre hele tiden. Mange mænd og kvinder har derfor to meget forskellige måder at tackle store kriser på, og det gør jo en skilsmisse endnu sværere.

Læs også

Ditte Ylva Olsen: "Jeg vil have en at dele hele livet med"

Jeg har skrevet den bog, jeg selv savnede dengang. En bog, der ikke handler om sammenbragte familier eller om at kaste sig ud i nattelivet med det samme. Det var ikke der, jeg var. Mit problem handlede om, at min base var væk, og at min livsven pludselig var blevet en fremmed for mig."

Tænkte du på noget tidspunkt, at jeres ægteskab havde været en illusion?

"Ja, det er jo det, der er problemet ved at blive skilt i modsætning til, hvis ens mand dør. Pludselig bliver der sat spørgsmålstegn ved fortiden, og der kommer en skygge ind over den. Man bliver i tvivl om, hvor længe han egentlig havde gået med de tanker. Og var der overhovedet noget godt i det ægteskab?

Det er forfærdeligt pludselig at komme i tvivl om alt det gode, man ellers syntes, man havde haft, og det går op for en, hvor skrøbeligt det hele er. Jeg kom også til at tænke over, hvad kærlighed egentlig er i et langt forhold. Hvad er det, der binder to mennesker sammen? Hvad er det, der holder op med at fungere? Og hvad er det egentlig, man savner, når man går fra hinanden?"

Hvilke svar nåede du frem til?

"Jeg tror, at mange bliver blinde for hinanden i lange forhold. Vanen tager over, og der kan hurtigt komme flyvesand ind alle steder. Man glemmer måske, hvad det var, man oprindeligt var så glad for ved den anden. Jeg tror, at mange i lange forhold er tilbøjelige til ikke at få snakket ordentligt sammen, fordi man føler, at man næsten præcis ved, hvad der vil komme ud af munden på den anden.

Men jeg tror, at man skal gøre det alligevel. Tale sammen. Og måske skal man endda gå i parterapi, inden man egentlig synes, at det er nødvendigt. Jeg tror også, at det er vigtigt, at man bliver ved med at se hinanden. Og med ”se” mener jeg virkelig SE hinanden. Trække det der slør væk, som består af alle hverdagens vaner og småkonflikter. Det er den eneste måde, man kan opdage, at den anden ikke fjerner sig for at være irriterende eller for at lave et forhindringsforløb for dig, men fordi han eller hun måske går og tænker over nogle ting.

Man skal huske at spørge til hinanden, som man gjorde, da man var yngre. Ægteskaber dør jo af en grund. Det kommer ikke bare ud af det blå. Et ægteskab dør, fordi man trækker noget vigtigt ud af det, så hvis man vil det lange forhold, skal man blive ved med at investere sig selv i det."

Mange synes også, at det er svært at holde passionen ved lige, hvad tænker du om det?

"Altså, jeg synes, det er svært. Jeg har ikke rigtigt opskriften på, hvordan man gør det. Men den gamle kliché om, at kvinder har brug for intimitet for at få lyst til sex, og at mænd har brug for sex for at kunne være nærværende og ømme… Der er noget om det, ikke?

Så at holde passionen ved lige kræver nok, at man er opmærksom og løfter sig op over hverdagens trivialiteter, og det får man bare ikke altid gjort. Det er tabu at tale om de her ting, det kan jeg da selv mærke lige nu. Men jeg tror tit, at manglende sex, forskelligt syn på økonomi og forskellige drømme medvirker til, at der opstår store revner i fundamentet på et langt forhold."

Læs også

Therese Phillipsen blev skambidt af anmelderne – nu er hun endt som millionær

DEN NYE KÆRESTE

Et års tid efter skilsmissen begyndte Birgitte så småt at få lyst til at få noget kærlighed ind i sit liv igen. Hun kunne ikke holde ud at skulle være alene resten af livet, og på en datingside fandt hun ham, hun i dag er kærester med.

Hvordan var det at date på den måde?

"Det var enormt grænseoverskridende og meget sårbart at gå på en datingapp. Man har også pludselig med nogle meget sårbare mennesker at gøre, for alle kommer jo med noget bagage i min alder. Men da jeg mødte min kæreste, syntes jeg, at det var en kæmpe fordel, at han også havde prøvet at blive skilt.

Han var meget forstående og rigtig god at tale med. Sorgen over en skilsmisse forsvinder jo ikke, bare fordi man bliver forelsket. Vi har været gode til at give hinanden plads, og også til at se vores børn hver for sig."

I bor ikke sammen?

"Nej, han er glad for sit hus i Roskilde, jeg for at bo midt i byen, og vi er jo nok hver især blevet lidt satte og sære, som man nu bliver med alderen. Samtidig er det også vigtigt for mig at indrette mig, så ingen kan hive tæppet væk under mig igen, og at jeg kan blive boende, ligegyldigt hvad der sker. Det betyder også, at vi gør os mere umage, når vi så ses.

Vi er gode til at bruge byen rigtig meget. Går ud og spiser, hører musik, går i biografen og går lange ture. Jeg er blevet mere klar over, hvad der gør mig glad. F.eks. nyder jeg virkelig meget nu at gå til koncerter. Jeg sætter nok også ekstra meget pris på det, jeg har, fordi jeg har oplevet, hvor hurtigt jeg kan miste noget vigtigt."

Hvordan er det at være intimt sammen med en ny mand efter så mange år med den samme?

"Jeg synes egentlig, det har været lidt et eventyr. Min kæreste har også været dejlig på det punkt, for han er glad for sin egen krop og glad for min. Jeg har nogle veninder på min alder, som er meget bange for, at de er for tykke eller for lidt attraktive til at date.

Men mænd på vores alder er jo altså heller ikke perfekte. Jeg oplever egentlig, at der er en stor overbærenhed og en glæde over, at vi er i live og raske. Rigtig mange i min alder er enlige af den ene eller anden grund, og der er en stor ensomhed derude. Ligesom kvinderne har mændene også svært ved at finde ud af, hvor de skal gå hen og møde en kæreste.

Man skal helt klart holde hovedet koldt i datinglivet, men jeg tror også, at der er mange mænd derude, der bare synes, det er vidunderligt, at du vil dem, og som bare trænger til varme og nærhed."

I Birgittes roman siger manden, der går, at han ved at gøre det sætter dem begge fri til at begynde forfra. Sådan ser Sigrid i bogen ikke på det, og det gør Birgitte heller ikke.

"Nej, man kan ikke starte forfra. Men man kan begynde på et nyt kapitel. Det er også det, man skal finde ud af med en ny kæreste. Vi skal jo ikke skabe en familie sammen, og vores familier bliver aldrig til en sammentømret gruppe. Det løb er kørt.

Til gengæld har jeg et mangfoldigt liv i dag på en anden måde, og det har også en stor værdi. Jeg synes egentlig, at der er masser af glæde i min nye tilværelse."