”Den dag jeg ikke længere føler, at jeg kan gøre mit allerypperste, så stopper jeg”

”Hej, Birthe”. ”Hvordan går det, Birthe?”. ”Du ser flot ud, Birthe”.

Der går ikke lang tid, når man er i selskab med Birthe Kjær, før hendes status af folkeeje er tydelig. 

Læs også

Trods alvorlig sygdom pakker Karen hundredvis af gaver hvert år: Ingen børn skal føle sig overset

Her er en kunstner, som langt de fleste føler, at de kender, og som det derfor er helt okay at hilse på eller give en kommentar med på vejen, hvis man møder hende. Og det er forståeligt hvorfor.

Birthe Kjær har været en del af den danske musikscene helt tilbage fra 1960, hvor hun første gang optrådte med gruppen Sunshine Trioen, og siden er hendes popularitet kun blevet større for hvert årti. 

Med knap 50 albums og sange som 'Arriverdeci Franz', 'Sommer og Sol', 'Vi maler byen rød' og ikke mindst 'Pas på den knaldrøde gummibåd' på CV’et er Birthe Kjær mejslet ind i de flestes bevidsthed. 

Ikke blot hos de jævnaldrende, men også hos de unge generationer, der skaber en folkefest, når hun indtager sommerens mange festivaler. Fra maj til september i år blev det til 36 koncerter med Birthes faste orkester Feel Good Band. 

Birthe har selv et par bud på, hvorfor hendes appel er så bred, at den spænder helt fra gymnasieelever til plejehjemsbeboere.

"Først og fremmest befinder vi os i en nostalgibølge, hvor der er mange gamle popsange, der hitter, og der er jeg bare så heldig, at nogle af mine også hitter igen som 'Pas på den knaldrøde gummibåd', 'Vi maler byen rød' og 'Sommer og sol'. 

Og det, at jeg stadigvæk er i fuld vigør og selv kan gå ud og levere varen, spiller også en rolle. Der er jo mange andre, der kunne synge mine sange, men det bliver aldrig det samme, som hvis originalen står der," siger Birthe.

Hun har på ingen måde svært ved at holde gejsten, selv når koncertrækken er virkelig lang, og publikum råber på de samme sange igen og igen.

"De her festivaler, hvor publikum går helt amok til gummibåden, er jo så fantastiske, og det gør mig så glad at synge de sange. Nu er det jo ikke nødvendigvis gummibåden, jeg jubler over derhjemme, men jeg jubler over den, når jeg ser den effekt, den har på publikum."

Tilbage på teaterscenen

Vi mødes med Birthe i Tivoli i København, som lige nu er et juleeventyr af kugler, nisser og funklende lys, og hvor Birthe optræder i Glassalen som et af hovednavnene i musicalen 'Tinkas juleeventyr', bygget over TV2's populære julekalender af samme navn. 

Birthe spiller Tinkas farmor Maja, og det er første gang i 14 år, at hun medvirker i en musical, siden hun spillede med i 'Cabaret' tilbage i 2010.

"Jeg sagde ja til rollen, fordi det var en dejlig udfordring at få. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, fordi jeg er ikke færdig med at lære og udforske, hvad jeg kan, og at spille teater er noget helt andet end at stå på en scene og synge, så det ville jeg gerne prøve at springe ud i. 

Og den her rolle som farmor er sød. Jeg spiller jo mere eller mindre mig selv," siger Birthe, der i dette efterår er fyldt 76 år.

Hvor kræfterne kommer fra til at indtage en scene aften efter aften, hvor hun både skal huske replikker, instruktion og også synge et par sange, har Birthe ikke et klart svar på.

"De kommer vel af lysten til at ville det. Det er vigtigt at blive ved med at være nysgerrig, ellers bliver det for trivielt at stå og synge de samme sange hele tiden. 

Man skal prøve nogle grænser af, og det har jeg gjort flere gange i løbet af min karriere for eksempel på plader, hvor jeg både har sunget viser og jazz, og det vil jeg gerne blive ved med," siger Birthe, der ikke bruger meget tid på at bekymre sig om sin alder.

"Jeg kan måske ikke lide tallet, men jeg kan godt lide min fysik. Jeg mærker ikke, at jeg lige er blevet 76 år. Jeg kan jo godt se, at jeg er tættere på en slutdato, end jeg var før, men jeg ved jo heldigvis ikke, hvornår den er, så det gælder om at holde sig i vigør. 

Bliver jeg bekymret, så tænker jeg på Lise Nørgaard, og så tænker jeg, at det hele nok skal gå."

Blodprop i hjertet

Når snakken falder på helbredet, falder den også på, da Birthe for 19 år siden blev ramt af en blodprop i hjertet. 

Det skete midt under træningen til programmet 'Vild med dans', som hun deltog i. På vej til Rigshospitalet fik hun hjertestop i ambulancen, men blev genoplivet og fik en ballonudvidelse og en stent i hjertet. 

Læs også

Stephanie Lose om særlig egenskab: ”Det falder mig ikke naturligt, men jeg arbejder med det”

Birthe opfattede ikke selv hjertestoppet i ambulancen, før lægerne informerede hende om det ved stuegang to dage efter operationen.

"Jeg var bange i tiden efter. I starten turde jeg næsten ikke at lægge mig til at sove, fordi det føltes som dengang, jeg fik hjertestop, hvor jeg selv blot troede, at jeg besvimede. Men tiden læger mange sår, og jeg kom videre ved at tale med familie og venner om det, og da forskrækkelsen havde lagt sig, blev jeg virkelig bevidst om den gave, det var at få lov til at leve længere.

At der nu er gået 19 år er helt fantastisk. Dengang havde jeg virkelig ikke troet, at jeg skulle få mange år ekstra," siger Birthe, der ikke længere tænker over blodproppen i det daglige, men har holdt fast i, at hun vil have lov til at prioritere det vigtige i livet. 

En erkendelse hun fik efter blodproppen, og som kun bliver forstærket med alderen.

"Sådan en oplevelse minder en om, at livet en dag får en ende, og det gør, at man tænker over, hvad der er vigtigt i livet, og hvad der ikke er. Og nu hvor jeg er fyldt 76 år, fylder det endnu mere. 

Jeg må godt prioritere, hvad jeg har lyst til at bruge min tid på, og hvad jeg ikke har. Jeg siger ja tak til de ting, som jeg kan forestille mig vil blive en god oplevelse, og så tillader jeg mig at sige nej til ting, som jeg måske før i tiden ville have sagt ja til at ren høflighed."

En af de ting, Birthe for nylig sagde ja til, var at deltage i DR's udsendelse 'Demenskoret', hvor journalist Puk Elgård og korleder Claus Christensen samlede et kor bestående af 17 mennesker med forskellige demenssygdomme.

I et af afsnittene medvirker Birthe som en overraskelse til koret.

"Jeg fik tilsendt den norske pendant af udsendelsen, hvor det var gruppen Bobbysocks!, der kom ind og sang 'La det swinge', og alle kom op og dansede og var så glade, så det ville jeg selvfølgelig gerne være med til. 

Det var nogle virkelig gode programmer, og jeg oplever jo værdien af sang, når jeg indimellem optræder på et plejehjem, hvor beboerne blomstrer helt op med smil og synger med, fordi de kan huske de gamle sange. 

Bagefter kan plejerne fortælle mig, at fru Jensen, som ellers aldrig siger noget som helst, sad og sang med. At kunne skabe så meget glæde, er den største ros, jeg kan få. Det er lige så dejligt som at være ude på en festival og se de unge gå amok."

Mærker efter

Ind imellem Birthes optrædener sørger hun for at give sig selv lov til at lade op. Hun slapper af med at gå i teateret og er sammen med sin familie og venner. 

Eller er bare alene og ser fjernsyn og går ture i naturen enten i nærværende stilhed eller med en lydbog i ørerne. Og hvert år giver hun sig tid til at mærke efter, hvad det kommende skal bringe.

"Jeg mærker efter, om jeg kan klare en sæson mere. Om jeg stadig kan gå på mine ben, og om jeg har luft til at synge. I det hele taget mærker jeg bare efter, om jeg er frisk og rask til at fortsætte, og så tager jeg et år ad gangen. 

Jeg vil ikke lave kontrakter tre år frem i tiden, for jeg ved ikke, hvordan min verden ser ud til den tid," siger Birthe, der efter en sommer, hvor koncerterne sommetider var booket med to per dag, har bestemt, at næste sommer vil hun kun afholde én koncert per dag.

Læs også

”Tessa kom ind i mit liv og ændrede alt, da jeg følte mig allermest alene og sårbar”

"Det skal være sjovt, og jeg kunne mærke, at det blev for hårdt, og jeg blev for træt, når jeg skulle køre fra sted til sted og synge to koncerter af halvanden time. 

På den måde gør jeg hele tiden status, og det synes jeg, at jeg kan tillade mig nu, fordi jeg gør det hele af lyst, ikke fordi jeg skal betale min husleje, og det er dejligt at have den frihed."

Næste år kan Birthe fejre 65-årsjubilæum, siden hun som blot 12-årig for første gang optrådte på en scene. Et overvældende tal.

"Det er helt unikt, at jeg har kunne få lov til at udfordre min hobby og min store glæde i 65 år. Det er fantastisk, og det er ikke mindst publikums skyld. Jeg håber, at jeg kan forsætte mange år endnu, men den dag jeg ikke længere føler, at jeg kan gøre mit allerypperste, så stopper jeg. 

Jeg vil ikke klamre mig til at optræde, og jeg er alt for perfektionistisk til at kunne stille mig tilfreds med at gøre tingene halvt. Så gør jeg bare livet surt for mig selv. 

Men jeg håber, at den dag, jeg beslutter mig for at stoppe, så er det fordi, jeg selv gerne vil, og ikke fordi, jeg ikke kan mere."