Nedtælling til den store kulmination: Her er 4 nye bøger, du bør læse
Læsehjørnet - 4 nye bøger anbefalet af bogredaktør Marie-Louise Truelsen
Roman
Nedtælling til den store kulmination
Det er december i København. En gruppe bestående af venner og familie gør sig klar til julen, mens de kæmper med livets store og små spørgsmål. Asta og Storm skal snart have et barn, og deres forældre glæder sig til at blive bedsteforældre.
Der er sild på tallerkenerne, snaps i glassene, latter og konflikter, myldrende indkøbscentre og klimaangst. Ingen af dem ved, at de er en del af en meget større plan.
For langt borte i universet for meget længe siden møder vi et andet persongalleri: Mørkstofferne, der er lige så gamle som Big Bang, også kaldet ”den store åbning”. Deres livsenergi er ved at rinde ud, og de har brug for en ny stor åbning.
Sammen med Mørkstofferne rejser vi gennem hele menneskehedens historie helt frem til nu og en december, hvor der tælles ned til jul, fødsel og kulminationen på Mørkstoffernes plan.
Samtidig med romanen udkommer videnskabspodcastserien ”Den store åbning”, hvor Merete Pryds Helle over ni episoder tager lytteren med ned i videnskabshistoriens fundament.
'Den store åbning', Merete Pryds Helle, Lindhardt og Ringhof, 502 sider, 300 kr.
Livsstil
Danskernes boliger har de seneste 60 år haft vokseværk, men nogle vælger at gå imod strømmen og flytte i tiny houses. Her bliver du inviteret ind i de små huse.
'Tiny houses – drømmen om at bo småt', Susanne H. Knudsen, Frydenlund, 168 sider, 300 kr.
Roman
Den franske forfatter, der står bag bl.a. ”Forvandlingens metode”, er klar med en ny bog om sit forhold til sin mor og om at genfinde hinanden på trods af deres fælles tunge historie.
'Monique flygter', Édouard Louis, Gyldendal, 154 sider, 250 kr.
Krimi
Første bind i en ny trilogi om familie-skæbner i flere generationer, om traumer, der går i arv, og om kampen for retfærdighed i en uretfærdig verden.
'I en dråbe', Sissel-Jo Gazan, Politikens Forlag, 464 sider, 320 kr.