Brdr. Price: I vores barndomshjem handlede det om to ting..

Var I nogle skarpe knive i skuffen som børn?

James: – Vi var så ufattelig tunge…

Adam: – Og ensomme. Ikke-kommunikerende. Ulykkelige. Kuede.

James: – Det bliver langt det her.

Adam: – Og trist, haha. Nej, altså, James og jeg er meget forskellige, men vi fik tidligt lov til at udfolde nogle interesser, som vi hver især havde en eller anden form for talent for. Det var nok mest tydeligt med James, fordi han spillede – og spillede godt – fra en ung alder. Så jeg voksede op i skyggen af James – og det har påvirket mig lige siden…

James: – Det var jo den tid, hvor man gik til spil. I min klasse gik stort set halvdelen til klaver. Det var så ikke alle, der blev hængende. Vi gik på Ingrid Jespersens skole, som dengang var meget kendt for sit musikliv. Far spillede violin, og han havde en eller anden drøm om, at jeg også skulle spille violin. Så jeg fik en lille kvart violin, da jeg var fire-fem år, men den blev jeg altså ikke særlig gode venner med. Det lød SÅ forfærdeligt, så jeg mistede ret hurtigt interessen. I stedet kastede jeg mig over klaveret, og min sidste lærer, en tysk dame ved navn Ilse Meyer, fik sat skik på det. Hun blev ikke sur eller mopset, hvis man ikke havde øvet sig, hun blev ked af det. Rigtig bedrøvet. Og så ville man jo ikke være bekendt at komme uden at have øvet næste gang.

Adam: – Jeg begyndte også at gå til spil, men desværre kom jeg ikke til Ilse Meyer. Jeg kom til nogle andre, og dem lærte jeg sådan lidt at charmere, så de ikke opdagede, at jeg ikke øvede mig. Så i den verden er jeg forblevet en halvstuderet røver. Jeg arbejder jo med James’ musik, men jeg skriver ikke selv musik. Jeg har haft ét eneste betalt job som pianist, og der spillede jeg i Illum for en ejendommelig kombination af turister, gamle damer og trækkerdrenge, som sad i det konditori.

James: – Et meget specielt miljø…

Adam: – Et hårdt miljø! Det var det. Præget af en form for gensidig udnyttelse, og der sad jeg og spillede. Det lærte mig nogle ting. Jeg er forblevet en dårlig barpianist, men jeg har altid været fortabt i store klassiske klaverkoncerter. Jeg har en kolossal kærlighed til musik.

LÆS OGSÅ: Chris MacDonald - Jeg bankede bajer ned 

Hvornår blev I pot og pande?

Adam: – Jeg kastede mig over ordene, og det var nok det, der førte til, at James og jeg begyndte at opdage hinanden som venner også. Da jeg var lille, var jeg jo ikke specielt interessant for James. Jeg syntes til gengæld, at James var sindssygt interessant, ikke mindst alt hvad han havde, var spændende. Der gik lige nogle år, hvor jeg var lille og irriterende.

James: – Og da du blev stor, var jeg ude af butikken, så der skulle nogle år til, før vi fik catchet op.

Adam: – Jeg fik en skrivemaskine, og på et tidspunkt begyndte James og jeg at skrive små historier sammen. Meget hurtigt opdagede vi en fælles enorm glæde ved at lave parodier. Vi syntes, det var sindssygt sjovt at kaste os over populærmusik og lave mærkelige countrynumre, som i princippet blev til vores egen mærkelige revy. Det var KUN for os. Men det førte langsomt det professionelle med sig. På et tidspunkt, da jeg var 18 år og var begyndt at læse jura – en ejendommelig idé i øvrigt – spurgte James mig, om jeg ville være altmuligmand på en revy, han skulle lave. Det blev mit første professionelle job. Jeg trakterede et keyboard – virkelig, virkelig sløjt – jeg styrede lyset og lyden og sang med på nogle numre. Og så bar jeg vist rundt på nogle ting. Jeg blev kastet ud i det, og siden har vi faktisk mere eller mindre arbejdet sammen. Først med revyer og musicals og siden med maden. Og nu har vi lige skrevet en forestilling igen, så det veksler. Men madprogrammerne har jo taget overhånd i en grad, som vi aldrig havde regnet med.

James: – Idéen til madprogrammerne opstod, fordi jeg sad og så BBC Food, som, jeg syntes, var dybt fascinerende. Der var madprogrammer fra morgen til aften. Der var alt fra helt håbløse, quizagtige formater, hvor maden bare var en dårlig undskyldning for, at der stod en vært og råbte og hev nogle mennesker op til et komfur. Og så var der nogle virkelig, virkelig velproducerede, lækre programmer af en kaliber, som, jeg slet ikke syntes, vi overhovedet nogensinde havde lavet herhjemme. Det sidste, man kunne huske, var TV Køkkenet med Aksel og Conrad, som snød 800 gange undervejs i hvert program for at blive færdige til tiden. Og jo, så var Claus Meyer begyndt at lave Meyers Køkken, men Adam og jeg kom til at tale om, at det kunne være sjovt at lave et madprogram med en nærmest reklameagtig lækkerhedsgrad. Det endte jo så med, at vi lavede et program, der var helt, helt anderledes.

Adam: – Vi fik en fantastisk tilrettelægger på DR, som også var meget en humor-fætter. Da humoren også var noget, James og jeg har til fælles, kom den til at fylde rigtigt meget i programmerne. Programmerne fik sin egen mærkelige form med et trofast lille publikum på DR2. Nærmest sådan lidt kultagtigt. Da det så blev rykket over på DR1 i tredje sæson, skete der virkelig noget. Det eksploderede og har jo siden ført både kogebøger, foredrag og restauranter med sig.

LÆS OGSÅ: "Jeg græder hele tiden. Mest fordi jeg blive rørt"

" I vores barndomshjem handlede det om to ting: Teater og mad."

Hvilke ”råvarer” har I fået med hjemmefra?

James: – Først og fremmest en meget sund kærlighed til mad og det, der foregår i køkkenet. I vores barndomshjem handlede det om to ting: Teater og mad. Og enten får man den absolut modsatte holdning og siger, jeg gider ikke høre mere om det der, jeg brækker mig, og jeg vil bare have en pølsemad, eller også får man samme interesser. Og sådan gik det jo for os.

Adam: – Det var også, fordi vores far aldrig tvang os til at hakke seks kilo løg, når han skulle lave en fotograferingsmiddag til ALT for damerne, Hjemmet eller Mad & Gæster. Han lod døren stå på klem, der bredte sig en fantastisk duft i hjemmet, og så kom vi jo ind og opdagede meget hurtigt, at fars mad smagte meget voldsomt og var meget anderledes end den mad, vi fik hos kammeraterne. Vi fik en fornemmelse for, at mad er vigtig, og at ingen måltider er ligegyldige.

James: – Far lavede altid maden i weekenden. Og han gjorde absolut ikke rent bagefter. Det gjorde vores fantastisk husholderske frøken Christiansen, og hun stod også for den daglige mad. Mor lavede ikke mad.

Adam: – Det, vi har fået med fra mor er flid og samvittighedsfuldhed. Det sidste har James fået mere af, end jeg.

James: – Det må være op til den enkelte at vurdere. Men jeg har i hvert fald fået sådan en lille kvart bekymring med fra mor.

Adam: – Ja!

James: – Jeg er typen, der er sådan: Rolig nu, lad os lige se, hvordan det går, inden vi forivrer os og bliver alt for ellevilde. Og så har jeg fået en god portion dårlig samvittighed. Åh, jeg får hjertebanken over deadlines og alt det, man skal nå.

Adam: – Den slags bekymrer ikke mig. Men det er klart, jeg ved også godt, at der kan komme et tidspunkt i en proces, hvor det er sådan: Nu skal det ikke være kunst – nu skal det være færdigt! Hvor der pinedød skal afleveres, og det har jeg været nødt til at lære mig selv, selvom jeg grundlæggende er noget mere laissez faire-agtig. Bekymring er ikke en energi, jeg er særlig god til at bruge kreativt, og derfor har jeg lært mig at komme af med den. Det kan så somme tider godt være lidt hårdt for dem, der bekymrer sig. Og det forstår jeg godt.

James: – Jeg bruger min bekymring til at producere på. Jeg kan bedre lide at begynde på nogle ting lidt før, end jeg måske behøver, og så vide, at jeg når det. Når man lever af at lave noget kreativt, kan der godt komme en grundangst for, om der nu overhovedet ”kommer noget”. Sådan kan jeg godt have det, når vi f.eks. starter et Cirkusrevy-forløb halvanden måned inden, der sidder folk i teltet, og der ikke er NOGET på bordet. Ingenting. Der kan jeg godt lige have en halv nat, hvor jeg roterer lidt og tænker over, om jeg i de næste to-tre uger kan nå at skrive rigtigt mange melodier som både skal arrangeres og indstuderes.

Adam: – Og der må man så glæde sig over, at James er ufattelig hurtig, når det kommer til stykket. Ufattelig hurtig. Det er godt, at vi kender hinandens tilbøjeligheder så godt og har vænnet os til, hvordan vi arbejder hver især. Eller rettere sagt, det er nok mest James, der har været nødt til at vænne sig til nogle ting. Det er meget nemt for mig at vænne mig til en samvittighedsfuld og ansvarsfuld måde at arbejde på, haha.

LÆS OGSÅ: "Jeg blev stum under optagelserne af Borgen"

Hvordan kan I holde så mange gryder i kog?

Adam: – Kalenderen og så en tro på, at vi nok skal blive færdige. At vi nok skal nå det. For mit vedkommende er det sådan: Kast dig ud i kaosfloden, lad dig blive taget med af strømmen, du bliver nok skyllet op et eller andet sted.

James: – Puha, jeg får helt hedetur af at høre det! Det er IKKE det, jeg siger til mig selv hver morgen. God morgen James, kast dig ud i kaosfloden!

Adam: – Og det siger måske meget godt noget om vores forskellige måde at gå til tingene på! Det her efterår har nu også været helt exceptionelt travlt med forestilling i Tivoli, optagelse af nye madprogrammer i Frankrig og Italien, kogebog og for mit vedkommende en engelsk tv-serie. Jeg er blevet bedre til at sige nej til ting, når jeg kan se, at dagene med min lille søn bliver for få, men alligevel synes jeg, at jeg laver mere og mere.

James: – Det er langtidsplanlægningen, der kan være svær. Man får tilbud om at lave en mindre ting næste efterår og siger ja, fordi det lyder spændende. Og så begynder det måske at sne med flere små ting, og pludselig kommer der tilbud om en stor ting, som man rigtigt gerne vil lave. Og hov, hvad skal man så? Skal man sige nej til den store spændende ting, fordi man har en masse små ting i kalenderen? Nej, det gør man ikke. Hvad gør I, når gryden brænder på?

Adam: – Jamen, det gør den jo ofte med deadlines og ting og sager. For mit vedkommende betyder det, at jeg ikke får sovet og må arbejde hele tiden for at nå det. Eller komme med hatten i hånden og bede om ti dage mere. Men på hjemmefronten kan man jo ikke på samme måde komme og bede om udsættelse.

James: – Jeg har det måske lidt nemmere, fordi jeg ikke har et lille barn. Min søn på 20 kan godt forstå og klare det, han har selv så travlt. Og min søde kone har efterhånden accepteret, at sådan ser livet ud for mig. Nogle gange er der rigtigt meget tid, og vi kan tage i sommerhus og slappe af, og andre gange er det bare fuldstændig et helvede, hvor vi kun siger farvel om morgenen og så godnat om aftenen.

Adam: – Jeg bor ikke med min søns mor, så jeg har ham præcis 50 procent af tiden. Og derfor er mit liv indrettet på den måde, at jeg hver anden uge kan arbejde til sent om aftenen – bortset fra, at jeg også skal nå at kysse på min søde kone og være sindssygt charmerende – og hver anden uge skal være færdig kl. 15.30 for at hente Storm i børnehaven kl. 16. Så er jeg sammen med ham til omkring 20.30, og så kan jeg arbejde igen. Heldigvis har jeg en fuldstændig fantastisk kone. Vi har lavet nogle forholdsvis skarpe aftaler om, hvordan det kan køre herhjemme. Tingene har udviklet sig meget for mig efter ”Borgen” i forhold til også at arbejde internationalt, og det har Micha valgt at have forståelse for. Vi betragter os som en fælles forretning. Vi skal være sammen, og vi skal have det her til at fungere.

Hvordan bagte I på jeres koner?

James: – Jeg tror, det var noget med en omelet med asparges.

Adam: – En forholdsvis let ret!

James: – Det var en lille frokostret.

Adam: – Nååå!

James: – Men det var dog sjovere end at sige: Jeg har købt lidt pølse og brød.

Adam: – Man må også bruge de talenter, man har. Der er faktisk kvinder, der godt kan lide at se mænd lave mad. Hun sidder med et lille glas hvidvin, og så står idioten og kokkererer. Og hvis det er det, man kan, så må man bruge det. Sådan er det. Nogle er store og stærke. Nogle kan synge. Vi kan lave mad.

James: – Simpelthen! Men jeg fandt nu også på andre ting.

Adam: – Jeg evaluerede mig frem til et forhold. Min kone laver store gastronomiske events. Hun laver blandt andet ”Årets ret”, som er det danske kokke-Oscar eller Robert. En prisuddeling, som det tager lang tid at få planlagt. Jeg var konferencier og mødte Micha i den anledning. Jeg syntes, hun var voldsomt pæn og interessant, og jeg tænkte, at det var jeg nødt til at gøre noget ved. Hun havde det ikke på samme måde med mig. Hun syntes hverken jeg var pæn eller interessant, og så har man jo et problem. Så det eneste jeg kunne gøre var at spørge, om vi ikke skulle mødes og evaluere eventen for at finde ud af, hvordan vi kunne gøre det bedre næste år.

James: – Med andre ord, at det var noget lort i år, haha.

Adam: – Nej, nej, jeg inddrog også min egen rolle. Og jeg tror aldrig, at et arrangement er blevet evalueret så meget. Hold da kæft. Så for os betyder det noget helt særligt, når jeg siger: Har du tid til, at vi evaluerer i aften?

Hvad kan gøre jer bløde som smør?

James: – Åh, mange ting. Alt lige fra en venlig tanke til en film. Især film, jeg har set før, hvor jeg ved, at åh, nu kommer det der øjeblik – det frygtelige sted – jeg ikke kan bære. Og så får jeg tårer i øjnene…

Adam: – Det lyder så frygteligt at sige, men jeg bliver blød som smør, når jeg oplever stort talent udfolde sig inden for alle de forskellige grene af det, som jeg interesserer mig for. Historiefortælling, mad og musik. Når jeg oplever et stort talent udfolde sig, bliver jeg fyldt af sådan en fornemmelse af, at det sgu er værd at leve.

Hvis jeres liv var en kogebog, hvad skulle titlen så være?

Adam: – ”Mere af det hele”! Fordi jeg har en kolossal appetit, nysgerrighed og utålmodighed, som nogle gange kan være lidt faretruende, men som jeg grundlæggende er glad for. Det er også det, der driver mig hundrede procent.

James: – Min skulle hedde ”Hvornår er nok nok?” Det er det evige spørgsmål.

Adam: – Og anmelderne ville skrive: NU!

James: – Haha, ja, det skulle nok nærmere være: ”Nok er aldrig nok”.

LÆS OGSÅ: Timm Vladimir - "Jeg gider ikke, du skrider om to år, fordi du vil have børn"