Jeg kan ikke holde min brors dominerende kæreste ud

En læser savner sin bror, som har fået en dominerende kæreste og derfor ikke er en lige så stor del af familiens liv som førhen. Men hvad kan hun stille op? Det spørger hun om i denne brevkasse.

Hjemmet logo

Kan vi tillade os at blande os?

Jeg er en kvinde i 40’erne mellemste i en søskendeflok på tre med en lille og en storebror på hver side. 

Vi tre har altid haft et tæt forhold, og jeg er også altid kommet godt ud af det med deres respektive koner, kærester og børn. Det har desværre ændret sig i de seneste år for min yngre brors vedkommende. 

Han blev for fem år siden skilt fra sin daværende kone, som han har en datter med. To år efter mødte han så en ny kæreste, der er en del ældre end ham.

Min bror har altid været lidt stille og følsom, og han er i mine øjne et virkelig godt menneske. Det samme kan jeg ikke sige om hans nye kæreste, som er utrolig dominerende og tromlende – ikke bare overfor ham, men også overfor alle andre. 

Hun er veluddannet og har en tendens til at være bedrevidende på en måde, som jeg finder virkelig irriterende. Hun retter på min bror og er heller ikke bleg for at gøre det på hans datter. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun føler sig for god til min bror, det er i hvert fald sådan, hun opfører sig. 

Siden min bror mødte hende, ser hele familien også mindre til ham. Julen skal som en selvfølge fejres med hendes familie – også selvom jeg ved, at min brors datter savner os. De melder tit fra til familiesammenkomster, og når de er med, opfører hun sig, som kan hun ikke vente med at komme hjem igen. 

Det generer alle i familien, og vi er bekymrede for min bror, der konstant retter ind. Vi savner ham, og tror også, at han savner os. Men kan vi tillade os at blande os?

Vær en respektfuld ven og lydhør søster

Naturligvis har du lov til at fortælle din bror, at du savner ham og synes, at I ses for lidt. Dog synes jeg, at du skal passe på med at give hans kæreste skylden for det. For det kan da godt være, at hans kæreste er dominerende, men at din bror lader sig dominere af hende, er vel dybest set hans eget ansvar. Han er jo en voksen mand, der burde være i stand til at tage ansvar for sig selv og træffe sine egne beslutninger.

At han ikke gør det, vidner om, at han for nuværende foretrækker at lade sin dominerende kæreste bestemme og synes, at det, hun bestemmer, er det, der er bedst. 

Begynder du at bebrejde din bror ved at antyde, at han er kuet af sin kæreste, så kan jeg godt frygte, at han vil føle sig presset og derfor trækker sig endnu mere fra jer. Og er hans kæreste så tarveligt dominerende, som du beskriver hende her, så vil det sikkert passe hende meget godt at få jer, resten af familien, møvet ud på et sidespor.

Er du bekymret for din brors ve og vel, så synes jeg i stedet, at du skal forsøge at være en god søster for din bror. Inviter ham ud eller foreslå, at I to går en tur sammen. 

Får du ham lidt mere på tomandshånd, så kan det jo være, at I kan få en snak om, hvordan han egentlig går og har det. Her kan du også sagtens komme ind på, at du savner ham og har lyst til at se mere til ham. Men lad være med at komme ind på hans kærestes væsen, medmindre han selv gør det. 

Vigtigst er det nemlig, at du får hans fortrolighed. Den får du ikke ved at kritisere ham for hans valg af kæreste, den får du kun ved at være en respektfuld ven og lydhør søster, så vær det.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.