Jojo Moyes har set mange kvinder få nok: ”Mændene ved ikke, hvad de har gjort forkert”

Da Jojo Moyes i sin tid var i gang med sin uddannelse til journalist, rev hendes lærer somme tider en tilfældig side ud af en bog med kort over alle Londons gader og gav den til de studerende.

”Tag hen i den del af London, som kortet viser, og find nogle historier, I kan skrive”, var beskeden. Og så var det ellers med at komme ud ad døren og bruge en dag med åbne øjne og ører og en blok og en blyant i hånden.

Da Elsebeth Egholm fandt sin kæreste som 46-årig, lærte hun særligt én ting: ”Det er nødvendigt”

Hun kan ikke undvære sine veninder, som hun har kendt siden 1981, og efter sit kræftforløb kan hun heller ikke undvære at spille klaver hver dag. Til gengæld kan hun godt undvære sin kæreste, når en af dem tager væk for at skrive. Hun mener sågar, at det er godt for deres forhold, at de ikke er sammen hele tiden.

"Den øvelse har skærpet min evne til at finde historier, og det kommer mig til gode som forfatter. Jeg lærte simpelthen at se verden på en anderledes måde, og det gør, at jeg den dag i dag ser og hører historier overalt." 

"Hvorfor står den hoveddør åben, uden at der er nogen mennesker i nærheden? Hvorfor sidder der en kvinde på en bænk og græder? Hvorfor er gardinerne altid trukket helt for i det hus? Min fantasi bliver sat i gang, og jeg kan ikke lade være med at bygge videre på de ting, jeg ser og oplever."

Og Jojo Moyes er god til at bygge videre. Så god, at hendes tykke feelgood-romaner i skrivende stund er solgt i over 57 millioner eksemplarer i 46 lande og har ligget nummer et på bestsellerlisterne verden over. 

Jojo fik sit helt store gennembrud i 2012 med romanen ”Mig før dig”, som også blev filmatiseret, og siden er det gået slag i slag. Så stor succes ville nok kunne stige nogle mennesker lidt til hovedet, men sådan er det på ingen måde med Jojo, som jeg har fået lov til møde denne formiddag hos hendes agent på Regent Street i London.

Hun er fuldstændig nede på jorden, vanvittigt sød og imødekommende og helt klar til at fortælle løs over a nice cup of tea. Anledningen er hendes nye roman, ”Vi bor her alle sammen”. 

Jojo kalder den sin sjoveste roman nogensinde, og den handler om bestsellerforfatteren Lila, der er i begyndelsen af 40’erne. Hendes mand er stukket af med en yngre kvinde, som nu er gravid. Lila prøver at håndtere eftervirkningerne af bruddet og samtidig passe sine to døtre og sin stedfar, der sørger over tabet af Lilas mor, som døde meget pludseligt. 

Midt i dette kaos dukker Lilas biologiske far, som hun ikke har set i mange år, op. En lidt mislykket Hollywood-skuespiller, som medvirkede i en slags Star Trek-kopi, og som i bund og grund stadig er som et barn, selvom han er i 70’erne. 

Han er løbet tør for muligheder og vil bare gerne flytte ind hos Lila, men problemet er, at faren og stedfaren ikke kan tåle synet af hinanden. Samtidig begynder Lila så småt at overveje, om der mon er en ny kærlighed til hende et sted derude.

"Jeg tror, at mange af os i 40’erne og 50’erne oplever, at vi skal tage os af vores store børn, samtidig med at vi skal tage os af vores forældre og så i øvrigt lige passe et job ved siden af."

Det, man kalder Sandwichgenerationen?

"Ja, lige præcis. Jeg har altid ønsket mig at skrive en bog om en familie, og jeg tror, jeg bliver mere og mere tiltrukket af rodede familier, der ikke ligner den traditionelle familie." 

"Her i England har vi et udtryk, der hedder ”2point4 children”, som kendetegner den ”normale” familie med mor, far og 2,4 børn, som åbenbart er gennemsnittet, og på et tidspunkt kiggede jeg mig rundt og kunne ikke finde nogen familier i min omgangskreds, der så sådan ud. Alle, jeg kender, har sammenbragte familier, er i deres andet eller tredje ægteskab, har homoseksuelle forældre eller noget helt fjerde."

"Som forfatter er jeg altid optaget af friktion – eller spændinger – og i min roman ville jeg gerne introducere en familiesituation, hvor der allerede var forskellige spændinger. Samtidig ville jeg gerne fejre alle de midaldrende kvinder, som holder det hele oppe." 

"Mit liv er fyldt med kvinder, der i bund og grund holder himlen oppe midt i alles kaos. Og jeg kan ikke se, hvordan det nogensinde skal holde op med at være sådan, når vi opdrager vores mænd i et patriarkat. Og undskyld, det er ikke for at blive politisk, men mændene bliver simpelthen ikke opdraget til at engagere sig følelsesmæssigt i deres familier på samme måde, som kvinder gør."

"Måske er det anderledes i Danmark – det fornemmer jeg, at det er – men i England er der, når man får børn, en klar opdeling kønnene imellem."

"Med fascination har jeg observeret, at mange af mine veninder når til et punkt i deres parforhold, hvor de siger: ”Nej, nu er det nok, jeg kan ikke klare det hele alene længere, så nu går jeg, for så skal jeg i det mindste ikke gå og være bitter, mens jeg bærer det hele selv”."

"Og så står deres mænd, som kun har fokuseret på arbejde og deres egne liv, fuldstændig chokerede og fortabte tilbage, fordi de ikke ved, hvad de gjorde forkert. De gør bare, hvad de har lært fra en tidlig alder, nemlig at være jægeren, mens kvinden har taget sig af det rodede og følelsesmæssige landskab i familien og de otte millioner aftaler, der hele tiden skal passes."

"Først tænkte jeg, det var en tragedie for kvinderne, men nu tænker jeg, det er en tragedie for mændene, fordi kvinderne er SÅ kapable. De har været vant til at klare det hele, og det fortsætter de bare med, og mændene prøver enten desperat at finde en anden, fordi de ikke kan klare sig alene, eller også går de triste rundt." 

"Som sagt, jeg tror måske, det er anderledes i Skandinavien, men i England er vi nødt til at ændre måden, vi opdrager vores unge mænd på."

Jojo, som selv blev skilt for fem år siden, har tre voksne børn, en datter og to sønner, hvoraf den ene stadig bor hjemme, og spørgsmålet er, hvad hun selv gør for at opdrage sine sønner på en anden måde.

"Efter jeg blev skilt, har jeg været til en del middagsselskaber alene, hvor jeg har oplevet, at mine bordherrer kun talte om sig selv."

"Som tidligere journalist er jeg rigtig god til at stille spørgsmål og kan få en samtale i gang med hvem som helst, og til en middag for nylig prøvede jeg at se, hvor lang tid der gik, før min sidemand til højre eller venstre spurgte til mig. Det tog to timer."

"Den ene sagde på et tidspunkt, "åh, jeg tror, jeg har talt for meget om mig selv", og så fortsatte han med at tale om sig selv. Derfor har jeg haft en snak med min ældste søn. Jeg sagde til ham: ”Når jeg ser dig tale med din kæreste og andre kvinder, er det dejligt at se, at du er passioneret omkring dine interesser, men det er virkelig, virkelig vigtigt, at du også husker at stille spørgsmål til dem."

"Du vil måske finde ud af noget, du ikke vidste, din aften vil måske blive meget mere interessant, og du vil opleve, hvor kraftfuldt et værktøj, det er at vise interesse for, hvad en kvinde tænker og går op i."

"Jeg fortæller dig det her, fordi jeg ikke vil have, at du ender op alene i en ungkarlelejlighed, når du er 50, uden at forstå, hvordan du er havnet der.” Lige siden den dag har min søn spurgt mig, hvordan min dag har været, og hvad jeg har lavet, hver gang han ser mig." ¨

Hun griner højt. 

"Og det er altså så sødt."

Vigga Bro: ”Min mor lærte mig, at man kan leve med glæden og sorgen på én gang”

Historiefortælleren Vigga Bro er 87 år og baserer sine livsråd på erfaringer fra et langt liv med ægteskaber, moderskab, karriereskift, glæder, sorger og en hel del vrede. På de næste mange sider får du inspiration til dit liv fra kvinder, der har levet en god del af deres.

Vi er introverte og usikre

Forud for interviewet med Jojo Moyes har jeg fået at vide, at hun helst kun vil tale om sine bøger og om det at skrive. 

Hun har faktisk også skrevet et helt blogindlæg på onlineplatformen Substack om, at hun er træt af, at det kun er kvinder, der i interviews bliver spurgt til deres privatliv. Alligevel kommer hun gang på gang ind på ganske personlige ting, herunder sin egen skilsmisse. Hun griner, da jeg påpeger det.

"Ja, jeg ved det, jeg er ikke så god til at skille det ad. Det handler nok om, at jeg som forfatter selv søger ærligheden, når jeg skriver. Men det handler også om, at jeg som journalist har siddet på din side af bordet, og der er ikke noget værre end at lave et interview, hvor man ikke får nogen spændende svar. Jeg har endnu ikke fundet balancen mellem at være åben og samtidig ikke give alt væk." 

Hun tænker sig lidt om.

"Forfattere er generelt ret introverte, tror jeg. Vi er ikke som skuespillere, der kan lide opmærksomheden på en scene, vi er mennesker, der kan lide at opdigte og fortælle historier." 

"Jeg havde nogle år, hvor jeg arbejdede alt, alt for meget, og det medførte, at jeg brændte helt ud i 2019. Jeg blev også skilt, og jeg mistede min mor, og jeg bryder mig ikke om at tage svære og ødelæggende dele af mit liv og servere det som indhold."

"Jeg talte med en anden forfatter om det for nogle år siden, og hun sagde, at vi som forfattere er rigtig gode til at pakke det svære ind med en fin lille sløjfe og få folk til at grine af det." 

"Men der er en psykologisk omkostning ved det, som jeg ikke altid er robust nok til at håndtere. Jeg tror egentlig, at forfattere mangler et par lag hud, og det er det, der gør, at vi kan træde ind i vores karakterers liv og virkelig forestille os, hvad de føler og tænker. 

"Ulempen ved det er, at vi også kan være lidt mere usikre, fordi vi føler alting meget dybt. Lyder det forfærdeligt prætentiøst?"

Hun kigger spørgende på mig og fortsætter straks. 

"Når jeg f.eks. ikke ønsker at tale for meget om min skilsmisse, handler det om, at det jo også er min eksmands historie. Og mine børns historie."

"Når det er sagt, var vores skilsmisse faktisk så mindelig, at advokaterne bagefter sendte os et brev, hvor de skrev, at de aldrig før havde arbejdet for et par, der var så hensynsfulde overfor hinanden."

"Mine egne forældre blev også skilt, det var ikke ideelt, og derfor havde jeg en skabelon for, hvordan jeg ikke ville gøre det. Og jeg vidste også, at det vigtigste var, at vi var enige om, at børnene var den absolutte prioritet."

"Min eksmand og jeg taler stadig sammen flere gange om ugen, og vi holder jul sammen. Han er far til mine børn, og af den grund vil jeg altid have ham i mit liv. Jeg vil heller aldrig holde op med at bekymre mig om ham, for vi delte trods alt 25 år." 

Hun holder en lille pause.

"Og når vi nu taler om det her, så vil jeg også sige, at jeg selvfølgelig er meget bevidst om, at jeg i min nye roman har skrevet om en kvinde, der er blevet skilt, og at det derfor er oplagt at stille spørgsmål til min skilsmisse. Men Lila er en karakter, jeg har opfundet, og hendes omstændigheder er så forskellige fra mine egne."

"En del af det sjove ved at være forfatter er, at man kan tage et element fra sit liv og så tilføje 68 andre ting, der gør historien interessant, anderledes og meget værre."

"Lad os få Lilas mand til at løbe væk med en yngre, hot kvinde. Lad os få den hotte kvinde til at være gravid. Og lad os sige, at Lila har skrevet en bestseller om sit perfekte ægteskab, som altså viste sig ikke at holde. Det er sådan, jeg arbejder, når jeg skriver, og mine karakterer ER ikke mig."

Det lille kontor

At blive forfatter var ikke noget, Jojo gik og drømte om, da hun var barn, for hun kendte ingen, der var det. Det var først, da hun i sit job som journalist på avisen The Independent fik en opfordring, som hun lod fare, at forfatterdrømmen begyndte at spire. 

"Vores seniorredaktør Charlie Leadbeater kom en dag og sagde, at han gerne ville have en semifiktiv klumme i avisen, der var rettet mod kvinder, og om det kunne være noget for mig at skrive den."

 "”Jeg skal lige tænke over det, Charlie”, sagde jeg, og så forsvandt det ud af mit hoved. Men klummen blev til noget, for Helen Fielding, der også arbejdede på avisen, sagde ja til at lave den, og det blev til klummen om Bridget Jones!"

Hun stopper op for lige at sikre sig, at jeg forstår rækkevidden af det, hun siger.

"Bridget Jones kunne have været mig! Klummen blev jo sindssygt populær og udkom senere som både bestsellerbøger og film. Jeg siger ikke, at jeg kunne være kommet på samme idé eller have skrevet det lige så godt som Helen, men jeg kan huske, at jeg tænkte, okay, Helen er også bare et helt almindeligt menneske, så måske kan jeg også skrive den slags."

"”You can’t be it unless you see it”, lyder et udtryk, og pludselig kunne jeg se det for mig. Og indrømmet, det tog mig tre forsøg, før jeg fik en bog udgivet, men i det mindste kunne jeg se muligheden."

"Jeg har helt klart den indstilling med fra mine forældre, at hvis jeg prøver hårdt nok, så er alt muligt. Det er ikke altid sandt – jeg forsøgte engang at lægge gulvbrædder, og det var jeg virkelig ikke særligt god til – men generelt tror jeg, at hvis man arbejder hårdt nok, så kan man opnå alt."

Hvordan var det at gå fra journalistikken til at være forfatter?

"På nogle områder var det virkelig svært. Jeg elskede at være journalist. Jeg elskede kammeratskabet i det. Hele det sociale liv efter arbejde."

"Jeg forlod avisen i december 2000, fik baby i marts og var i gang med at afslutte min første bog, da 9/11 skete i 2001, og jeg kan huske, at jeg ringede til min gamle avis og sagde: ”Skal jeg ikke komme ind og hjælpe med dækningen?”. Svaret var: ”Jamen, Jojo, du arbejder her jo ikke længere”." 

Hun griner højt.

"Men hele mit journalistiske instinkt var jo i alarmberedskab, og det var virkelig svært for mig at give slip på den måde at leve på. Adrenalinsuset, når man sad ved newsdesken … Uha."

"Men i dag kunne jeg aldrig arbejde på den måde. Jeg havde en hård, ydre skal dengang, og det har jeg ikke længere. I dag er jeg alt for blød til den verden."

"En anden grund til, at det var svært at skifte, var, at vi flyttede på landet på samme tidspunkt, som jeg stoppede på avisen. Pludselig ændrede mit liv sig fra byens travlhed, job og en stor vennegruppe, til at jeg sad alene ude på landet. Min mand tog på arbejde på avisen hver dag, og jeg blev hjemme med en baby og en tumling."

"Jeg var virkelig ensom i starten, men så begyndte jeg i terapi, og terapeuten sagde til mig, at jeg havde brug for at få et kontor. Så jeg lejede et lille værelse over frisørsalonen i min lokale by, og det gjorde en kæmpe forskel. Bare det at have en grund til at klæde sig på og gå ud ad døren for at tage på arbejde, betød så meget. Købe en kaffe på vejen og sige godmorgen til nogle mennesker."

I dag bor du her i London igen?

"Ja, og her har jeg også fået kontor ude i byen. For selvom jeg elsker at være hjemme med mine hunde, er der altid kaos. Min søn spiller klaver i rummet ved siden af mit kontor. Hundene gør ved døren. Der sker hele tiden noget. Så det er godt at tage på kontoret, når jeg har gået med mine hunde."

Er du på kontoret hele dagen hver dag?

"Nej. Jeg ville ønske, at det var hver dag. Men en ting, jeg har lært som arbejdende mor, er, at der aldrig er en uge, hvor du bare kan GØRE tingene. Jeg var workaholic i mange år, men efter jeg brændte ud i 2019, har jeg sørget for at tage mig tid til frokoster og middage, og jeg går til pilates to gange om ugen."

"Jeg har også beholdt min hest, som jeg kører ud til tre-fire gange om ugen og rider, og jeg går ture med min bedste veninde de fleste morgener."

"Jeg har fået mere balance mellem arbejde og privatliv nu, så selvom jeg elsker de dage, hvor jeg kan arbejde fra 9 til 17, tror jeg, det sker cirka én gang om måneden, haha. Resten af tiden klemmer jeg bare fire timer ind her eller fire timer der."

Så en typisk arbejdsdag …? 

"Findes ikke. Min opvaskemaskine gik i stykker forleden, og de sidste tre dage – også inden jeg kom her i dag – har jeg prøvet at få fat i en opvaskemaskine-reparatør."

"Jeg var også nødt til at løbe ud og købe en gave her til morgen, og når jeg kommer tilbage efter interviewet, skal jeg i terapi og derefter mødes med en ven. Og sådan er det hele tiden."

"Selvom mine børn er voksne, er jeg stadig bare i 16 forskellige retninger i løbet af en dag. Heldigvis kommer min journalisttræning mig til gode på den måde, at jeg kan begynde at skrive i samme øjeblik, jeg sætter mig foran computeren."

Kommissæren er vendt hjem: "Jeg er blevet et meget venligere menneske”

I ti år har Margrethe Vestager været Danmarks kvinde i EU. Hun har kæmpet mod nogle af verdens største virksomheder, og i 2023 blev hun udnævnt som et af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Er magten som Europa-Kommissær steget hende til hovedet? Ja. Derudover har tiden i Bruxelles gjort, at hun og familien har skabt en ny målestok for, hvad det gode liv er, og at hun har strikket flere hundrede tøjdyrselefanter til sine medarbejdere.

Fri til at sige sandheden 

Journalistikken kommer også ind i mange af Jojos bøger. Både i form af omfattende research og i form af hints til politiske og samfundsmæssige emner, som bliver flettet ind i historierne om det nære. Her er Jojo altid på kvindernes side, og hun er ofte blevet omtalt som ”a woman’s woman”. 

"Siden jeg arbejdede på avisens newsdesk og blev forfremmet af min kvindelige chef, selvom jeg var blevet gravid, har jeg følt mig SÅ støttet af mine kvindelige venner og kollegaer."

"Jeg kender flere kvindelige forfattere, og vi bakker altid hinanden op. Vi er ikke i konkurrence med hinanden, det er ikke et nulsumsspil, og jeg skylder de kvinder så meget, for de udviser en enorm generøsitet. Og så ved de i øvrigt også, hvor hårdt det kan være at skrive bøger."

"Selv i mine værste år fra 2019 til 2023 samlede mine veninder og kvindelige skrivekollegaer mig op dag efter dag. Sendte mig sms’er, hvor de skrev: ”Du behøver ikke svare, men du skal bare vide, at jeg tænker på dig”. Alene den omsorg, der ligger i at skrive ”du behøver ikke svare”, viser så meget indlevelse."

"Der er et dejligt citat fra den spirituelle guru Ram Dass, der lyder: ”We’re all just walking each other home”, og det føler jeg meget stærkt. Det betyder grundlæggende, at vi alle har relationer, der nok skal sørge for os."

"Og når jeg nu taler så meget om kvinder, så er det ikke for at sige, at mænd ikke også er fantastiske. Det er de helt bestemt. Men der er bare noget i det, kvinder går igennem, både biologisk og i forhold til at køre et hjem og tage sig af ældre slægtninge, som andre kvinder kan mærke helt ind i knoglerne, og som betyder, at vi passer ekstra godt på hinanden. Så ja, jeg er helt klart a woman’s woman.

Du talte tidligere om kvinder midt i livet, hvad bidrager kvinder over 50 særligt med efter din mening? 

"Åh gud, det er et rigtig interessant spørgsmål." 

Hun holder en længere pause.

"Jeg tror, at det er evnen til at sige sandheden. Når vi kommer i 50’erne, er vi ikke længere interesserede i, hvordan andre ser på os, for vi er alligevel blevet mere eller mindre usynlige. Det giver os en frihed til at handle på den måde, vi mener er bedst, uden frygt for at blive dømt."

"Vi kan trække på al den visdom, der ligger i os, og det gør vi. Jeg siger fuldstændig, hvad jeg mener i dag, for jeg har indset, at andres mening om mig ikke er min sag. Man har kun en vis mængde energi til rådighed, og min energi skal ikke bruges på at tænke over, hvad andre synes om mig."

"Jeg ved, hvad mine intentioner er, og jeg ved, at de mennesker, der kender mig, ved, hvad jeg står for. Resten kan jeg ikke kontrollere, og når man først forstår det, er det ret befriende." 

På spørgsmålet om, hvad det giver Jojo at skrive, kommer svaret højt og klart.

"ALT! Jeg tror ikke, jeg er god at være i nærheden af, hvis jeg ikke skriver. Jeg har indset, at det er sådan, jeg bearbejder verden. Der er et hul i mig, når jeg ikke skriver. At skrive har givet mig et liv, som jeg på ingen måde havde kunnet forestille mig som barn."

"Åh, alle de ting, jeg har fået lov til at opleve, det er helt fantastisk. Jeg er i den alder nu, hvor folk omkring mig begynder at blive syge og dør, og for nylig sagde jeg til min datter: ”Ved du hvad, hvis jeg faldt død om i morgen, ville jeg tænke, at det var ok, for sikke en fantastisk tur, jeg har haft”. Min datter blev helt forskrækket og sagde "nej, det må du da ikke sige". Jeg forstår hende jo godt, men jeg må bare sige, at det er sandt."

"Jeg kan huske, at jeg en sen aften stod på græsplænen foran vores dejlige, skøre, gammeldags hus ude på landet. Det lå helt oplyst i aftenmørket, og lige der tænkte jeg: ”Hvor er det vildt, at jeg har fået det hus på  baggrund af noget, der sker inde i mit hoved. Noget jeg finder på”." 

"Jeg tror også, at man, når man bliver ældre, begynder at tænke over, hvilket aftryk man har sat i verden, og jeg håber, at jeg har underholdt folk med mine bøger. Gjort dem lidt gladere. Fået dem til at føle noget. Jeg kan godt lide at tænke, at jeg måske har tilføjet lidt til glæden i verden."

Et sidste spørgsmål: Hvordan holder du fødderne på jorden efter 57 millioner solgte bøger?

"Jeg tænker ikke engang på det. Med enkelte undtagelser er mine venner de samme, som jeg altid har haft, og ved du hvad, jeg samler hundelorte op hver dag og gør kattebakken ren. Og hvis jeg skulle blive for stor i slaget, så er jeg sikker på, at mine børn eller mine venner på meget engelsk vis ville gøre grin med mig og få mig tilbage på jorden."

"Succesen kom så sent til mig, at min personlighed var ret fastlagt, og måske havde det været anderledes, hvis det var sket, da jeg var 19. Men gudskelov fik jeg ikke det, jeg troede, jeg ville have i mine 20’ere, for at få succes i 40’erne var det bedste, der kunne ske for mig."