Min familie beskylder min nye kæreste for at være grådig

Min familie beskylder min nye kæreste for at være grådig

Da jeg havde min nye kæreste med til middag i min families sommerhus, blev hele min familie enige om, at min nye kæreste var alt for grådig ved middagsbordet. Min familie betyder alt for mig, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt det til min kæreste, som jeg er meget forelsket i, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om familie, som beskylder kæreste for at være grådig ved bordet

Jeg har mødt en kæreste, som jeg er gået hen og blevet rigtig glad for. Vi blev inviteret til en frokost hos min familie i sommerhuset, hvor de alle skulle møde ham for første gang. Der blev lavet meget mad, og alle spiste en masse. Min kæreste var glad for maden, så han fik også taget godt for sig. Min søster blev meget opmærksom på, hvor meget han spiste og fik talt det op til, at han i alt havde spist 12 stykker kød. Det samme gentog sig til morgenmaden dagen efter, hvor han både havde gang i juice, tebirkes, franskbrød og skyr. I vores familie sætter vi pris på ydmygheden og er aldrig gået sultne fra bordet, og jeg havde også godt selv lagt en lille smule mærke til hans store madindtag. 

Nogle dage efter ringede min søster så til mig og fortalte, at både hun, hendes kæreste, min mor og far samt min morfar alle var blevet enige om, at det her var for meget. De syntes, at min kæreste nærmest hamstrede maden. Min familie er alt for mig, og jeg er utrolig forelsket i min kæreste, og har det rigtig godt med ham. Men efter min søsters opringning, er jeg blevet ked af det. For hvordan får jeg sagt til min kæreste, at han ikke skal spise så meget, når vi er sammen med min familie, uden at han skal få opfattelsen af, at jeg eller min familie er ude efter ham?

Vibeke Dorph råder til at tale med familien 

Det er altid svært at introducere nye kærester i familien. Man sidder på nåle, for man vil jo så gerne have, at det skal gå godt, og at familien tager godt imod kæresten og omvendt. Det kræver imødekommenhed og overskud af alle parter. Den imødekommenhed synes jeg godt nok at have svært ved at spotte hos din familie. For hvad ligner det, at din søster sidder og spilder en ellers hyggelig frokost på at tælle, hvor meget kød din kæreste spiser? Hvorfor skal hun dernæst alliere sig med resten af familien for så at konfrontere dig? Det kan virkelig undre mig, at hun gider at bruge krudt på det.  

Selv har jeg fornøjelsen af en svigersøn, der også har en stor appetit, for det har unge mænd altså gerne. Ham kunne jeg da aldrig drømme om at klandre for at spise for meget, tværtimod har jeg valgt at tage det som et kompliment til min kogekunst, og så laver jeg ellers bare lidt ekstra mad, når han dukker op ved middagstid, hvilket han heldigvis gerne og ofte gør. Derfor er mit råd til dig da også, at du i stedet for at konfrontere din sultne kæreste får talt med din søster og resten af familien om, hvordan man vælger at byde nye familiemedlemmer velkommen i jeres familie. For deres opførsel er i mine øjne smålig og absolut ikke i orden.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.