På mit nye arbejde har jeg mødt en mand, som jeg flirter meget med. Han er sød og omsorgsfuld, og han flirter også med mig. Men jeg har en kæreste gennem fem år, som jeg fortsat elsker og finder tryghed hos, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Jeg har fornylig fået nyt job, og her har jeg mødt en mand, der er så sød, omsorgsfuld og bare virkelig skøn. Jeg tager mig i at glæde mig til at komme på arbejde, kun for at se ham. Og når jeg så er der, vil jeg gøre alt for at få hans opmærksomhed, hvilket jeg også får.
Vi flirter meget, og jeg tænker på ham konstant. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg ved ikke, om jeg bare er vild med hans opmærksomhed, eller om jeg er vild med ham.
Jeg vil helst ikke gå fra min kæreste, vi har da lidt problemer i forholdet, men ikke de store, og jeg vil under ingen omstændigheder såre ham. Jeg ved jo heller ikke, om min kollega vil mig, eller om han bare er en flirt, men jeg tænker på ham konstant, det er så voldsomt, og jeg drømmer og fantaserer om os sammen.
Jeg er faktisk decideret bange for, at jeg kommer til at lave noget dumt med ham, så hvad gør jeg?
Annonse
Vibeke Dorph råder til at tage længslen alvorligt
Normalt ville jeg råde dig til at slå iskoldt vand i blodet. For en lille hverdagsflirt og småforelskelse i ny og næ sætter kun kulør på vores liv, og så længe vi ikke skrider til handling, så gør vi heller ikke noget galt i forhold til vores partner.
I dit tilfælde er der dog noget andet, der skurer: Du var kun 19 år gammel, da du fandt sammen med den noget ældre kæreste, som du bor sammen med nu. Det er for mig at se meget ungt, næsten som at flytte direkte hjemmefra og ind i et fasttømret og etableret forhold.
Er der ikke her noget, du har sprunget over her? Noget, som også spiller ind i forhold til de længsler og voldsomme følelser, du nu har udviklet overfor din kollega? Nemlig, din ungdom.
Den lidt usikre og farlige, men også lærerige tid, hvor du har mulighed for at prøve ting af og ad den vej får lært dig selv at stå på dine egne to ben, uden at du nødvendigvis behøver en kæreste til at hjælpe dig med at stå på dem. Jeg tror det, og jeg tror også, det er derfor, at du nu rammes af en så voldsom lidenskab, for du længtes efter netop lidenskaben i dit liv.
Annonse
Den længsel skal du tage alvorligt. Du er fortsat meget ung, og du har tidligt låst dig i et fast forhold, som du måske ikke helt er parat til.
Tryghed er rart, men prisen for den kan også blive for høj. Så glem heller ikke her, at du gør dig selv en bjørnetjeneste, hvis du forventer, at din nye kollega skal erstatte din gamle kæreste.
Du er nemlig dårlig stillet, hvis det altid skal være en kæreste, der skal give dig tryghed, du står kun frit, hvis du ved, at den tryghed finder du så udmærket hos dig selv.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.