Hvorfor er jeg tiltrukket af en mand, der intet godt vil mig?
Jeg ved, at jeg vil blive gammel med min nuværende kæreste, men nogle gange tænker jeg tilbage på en relation, jeg engang havde med en 12 år ældre fyr. Nu vil min kæreste have mig til at konfrontere fortiden. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om at afklare fortiden
Jeg er en kvinde i midten af 20’erne, der på tredje år er i et forhold med en jævnaldrende kæreste, som jeg elsker og gerne vil blive gammel sammen med. Jeg har dog i perioder været i tvivl om, hvorvidt vi passede sammen, fordi jeg har et stort behov for nærhed, som jeg ikke altid har følt, at han har kunne leve op til. Vi arbejder dog på sagerne, og jeg synes, vi har det godt.
Før jeg mødte min kæreste, havde jeg et forhold til en 12 år ældre fyr. Han blæste mig helt omkuld, han kunne dog ikke gengælde mine følelser og ønskede kun et seksuelt forhold, hvilket jeg ikke ville. Han har dog spøgt i mit hoved, og på et tidspunkt skrev jeg et par noter om det på min telefon, som jeg ofte gør det, når der er noget, jeg går og tænker over.
For et par uger siden forærede min kæreste mig så en ny telefon, og da han hjalp mig med at slette alt på den gamle, opdagede han mine noter. Han blev fuldstændig knust og vred over, at jeg har holdt disse tanker og følelser for den anden skjult. Da vi talte om det, sagde han, at han ikke kunne leve i et forhold, hvor jeg ikke 100% følte for ham. Jeg ønsker ikke at indlede et forhold til denne her fyr, for jeg kender ham, han vil mig intet godt.
Samtidig kan jeg bare mærke, hvor inderligt højt jeg elsker min kæreste, og hvor ulykkelig jeg vil blive over at miste ham. Min kæreste vil nu have, at jeg skal kontakte den anden, så jeg kan få afklaret, hvad jeg vil. Hvad skal jeg gøre, og hvorfor mon jeg har følelser for ham den anden, når jeg elsker og vil min kæreste?
Vibeke Dorph råder til at tale med kæresten
Et menneske skal ikke dømmes på, hvad det føler eller tænker, men kun på, hvad det gør. Hvem, der er ophavsmand eller kvinde til disse kloge ord, husker jeg ikke, men det gør dem ikke mindre sande.
For skulle vi hele tiden stå til ansvar for de følelser og tanker, der konstant flyver igennem os, så ville vi blive sindssyge. Vi føler jo alt muligt hele tiden. Vi har lyst til at gokke vores larmende nabo i nøden, vi har lyst til at droppe den pt. irriterende veninde, og ja, vi kan også dagdrømme om en gammel flamme, og det er helt i orden – så længe vi ikke aktiverer disse følelser i handling.
Derfor skal du da også straks droppe din dårlige samvittighed. Det samme gælder den dårlige samvittighed, du har, over dine følelser for din gamle flamme. For du elsker ham jo ikke, som du elsker din kæreste. Du er fascineret af ham – måske netop, fordi du ved, at det aldrig skal eller vil blive jer.
I den forbindelse er jeg derfor også uforstående over for din kærestes råd om, at du skal opsøge den anden. Hvad skulle du dog det for, når det nu er din kæreste, du elsker og har valgt?
Det synes jeg, at du skulle til at få talt med din kæreste om, og så også lige gøre ham klart, at han sikkert også en dag kommer til at føle både det ene og det andet for et andet menneske. Og fred være med det, så længe det er dig, han vælger at være tro.