"Jeg føler mig udnyttet af min nærige familie"
En læser føler sig udnyttet økonomisk af sin familie. Er det hende, som går i for små sko? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
"Går jeg i for små sko?" spørger en læser:
Jeg er en fraskilt kvinde i midt 30’erne, som føler mig udnyttet økonomisk af min familie.
Jeg vil nok beskrive mig selv som en livsnyder.
Jeg elsker god mad, at rejse og kører også i en dyr bil, men det hele er noget, jeg selv har arbejdet hårdt for at kunne realisere.
Jeg har i dag et godt, men psykisk hårdt arbejde, og tjener her mere end mine tre søskende, hvoraf de to har børn. Tilsammen har jeg tre nevøer og niecer, som jeg ser cirka en gang om måneden.
Her føler jeg ofte, at der er en forventning om, at jeg skal give dyre gaver til børnene, også til både til fødselsdag, jul og andre højtider. Det er ikke et problem for mig at give dyre gaver, men jeg føler ikke, at jeg får noget retur.
Jeg føler derimod, at mine søskende bare forventer, at jeg betaler, også hvis vi er ude på café eller restaurant sammen. Her siger de tit, at de så nok skal betale næste gang, men det sker aldrig.
Hvis jeg lægger beløbene sammen, så bruger jeg omkring 5.000 kr. om året på gaver til mine familiemedlemmer, mens jeg får for cirka 1.500 retur. Dertil kommer de mange caféture, som godt kan løbe op i 500-700 kr. pr. gang.
Jeg har flere gange italesætte det overfor mine søskende, men de slår det hen med, at jeg jo er alene og ikke har de samme udgifter som dem. Jeg kan mærke at det gør mig frustreret, fordi jeg føler, at jeg bare bliver taget for givet. Er det mig, der går i for små sko?
Vibeke Dorphs svar:
Nej, jeg synes bestemt ikke, at du går i for små sko. Du har ikke valgt et stort og krævende job blot for at kunne bekoste dine søskende og deres børns materielle ønsker.
Det job, har du vel valgt for at kunne betale for det liv, du ønsker for dig selv. Skulle dine søskende selv mene, at der er ting, de mangler, så må de selv sørge for at finde økonomisk råderum for at anskaffe sig dem, det kan aldrig blive dit problem.
Nu synes jeg, at du bruger ordet ”føle” mange gange i din mail.
Du føler, at dine søskende forventer noget af dig, som du så modvilligt forsøger at leve op til ved at købe alt for dyre gaver og betale for dem, når I er ude.
Hvorfor spilder du din tid og dine penge på at leve op til disse ovenikøbet usagte forventninger til dig? Hvorfor lytter du i stedet ikke til dig selv og din egen åbenlyse velfungerende fornuft.
En fornuft, der fortæller dig, at du skal give de gaver, du har lyst til, uden at du skal føle dig forpligtet til at bruge for mange penge på dem. En fornuft, der også fortæller dig, at I selvfølgelig altid deler udgifterne ligeligt over.
Prøv at begynd på det, i stedet for at spilde din tid på at læse dine søskendes (usagte) forventninger. Det kan da godt være, at de skal vænne sig til, at du har smækket pengekassen i, men dem om det, det skal de nok få vænnet sig til.
Penge er altid et farligt emne, hvis vi går omkring dem som katten om den varme grød. De er meget lettere at have med at gøre, hvis vi er ærlige og siger, hvordan vi gerne vil have det.
Så gør det, for selvfølgelig skal du ikke føle dig presset til at betale for dine søskende og deres børn, du skal kun betale det, du finder rimeligt, så må de selv stå for resten.