Kvinde ser trist og lidt frustreret ud.

Min mand har mistet følelserne for mig

En læser spørger Vibeke Dorph til råds, da hendes mand siger, at han ikke længere elsker hende - men heller ikke vil skilles.

En læsers mand siger, at han ikke længere elsker hende

Min mand og jeg har været sammen i 17 år og er begge sidst i 40’erne. Sammen har vi en søn på 9. Da vi fik vores søn, fik jeg en depression og blev efterfølgende sagt op på mit arbejde. Jeg er ikke ovenpå endnu, men det går fremad. Min sygdom har tæret på parforholdet samtidig med, at det var lidt af en omvæltning af blive forældre. Derfor fik min mand brug for tid til sig selv, og han begyndte at dyrke meget sport. Vi kom her ind i en ond cirkel, hvor jeg følte, at han ”flygtede” når jeg havde behov for støtte og samvær, mens han følte sig begrænset i sin frihed.

Forrige sommer meddelte han så, at han ikke vidste, om han elskede mig længere. Han følte, at min krise begrænsede ham og hans liv. Status er den samme i dag. Han har ikke følelser for mig, han ser os som gode venner, og han har derfor heller ikke lyst til at gå i seng med mig. Han har dog ikke lyst til at blive skilt, fordi vi har det nogenlunde pt. og også har hus og barn sammen, men han vil helst passe sig selv og sin sport.

Jeg elsker ham og vil gerne have vores familie til at fungere, men mine følelser får et knæk, hver gang han siger, at han ikke elsker mig. Jeg har ikke lyst til at blive skilt og skulle undvære min søn i perioder, og samtidig kan jeg ikke overskue at stå alene med ham, da jeg ikke er helt på højkant endnu. Jeg er bange for at gå ned med depression igen, hvis vi skal skilles, men jeg føler mig også sat i en venteposition på ubestemt tid. For ingen af os ved jo, om han får følelserne igen. Jeg har gjort meget for at ændre mig og give ham mere plads, mens han intet gør for at ændre på sine følelser eller vores forhold. Skal jeg bare vente og håbe på det bedste? Har du et råd?

Planlæg, hvordan dit fremtidige liv skal se ud

Din mands opførsel er ikke bare pjokket, den er også tarvelig. Som voksent menneske sætter man handling bag sine ord, og man opfører sig også hensynsfuldt over for din næste, det gør din mand ikke her. For alt imens du i forvejen står i en svær krise, melder han ud, at han ikke elsker dig, men at han ikke har tænkt sig at tage konsekvensen af det og bryde forholdet. Derimod har han tænkt sig at blive, fordi han er for lad til at gøre andet. Var han ordentlig, så tog han konsekvensen af sine manglende følelser og hjalp dig godt på plads i en ny tilværelse, før han så selv drog videre. Her spærrer han dig i stedet inde i et dødt og følelsesforladt fængsel, som du kun vil blive dårligere af at opholde dig for længe i – det samme vil på sigt også gælde for din søn.

Jeg har selv engang stået i samme situation, som du står i nu; I et dårligt forhold med et lille barn, men knækket og bange for at gå, det samme har tusindvis af andre. Både jeg og de overlevede og kom stærkere ud på den anden side, det kommer også til at gælde for dig. For husk på, de fleste af os ændrer ikke på vores liv af lyst, vi gør det af nød og er som du gerne ved at knække sammen, når vi gør det, men det giver os en ballast og styrke, når vi først er videre.

Derfor, I stedet for at spilde mere tid på at greje, hvordan din mand kommer til at elske dig igen, så brug tiden på at planlægge, hvordan dit fremtidige liv kan tage sig ud. Allier dig med venner og veninder, få hjælp, og prøv at find en drøm i det, du lige nu ser som et mareridt, for tro mig, en drøm kan det blive. Lad så din mand om at passe sin sport og egen navle, han vil så sikkert ændre attitude, når han fornemmer, at du ikke længere opfører dig som et offer, men i stedet handler. Her skal du så endelig tænke dig godt om og gøre det, der er rigtigt for dig og ikke bare det, der føles lettest i øjeblikket.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.