Min søns far vil ikke vide af ham
Faren til min søn har aldrig ville have noget med min søn at gøre, efter jeg afsluttede forholdet. Det gør mig ked af det, at han ikke tager ansvar, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om fars afvisning af søn
For tre år siden blev jeg mor til en søn. Hans far meddelte fra start, at han ikke ville have noget med barnet at gøre, når det kom, og han mente også, at jeg burde opgive faren som ukendt.
Jeg valgte dog at oplyse fadderskabet og har ikke haft kontakt til min søns far siden.
Det var nu ikke fordi, at min søns far ikke var klar på at få børn, for det var faktisk hans højeste ønske. Han var blot gammeldags og mente, at man skulle være et par og bo sammen, hvis man fik børn. I mine øjne var det ikke et særlig sundt eller positivt signal at sende, hvilket var medvirkende til, at jeg stoppede forholdet.
Jeg har siden min søns fødsel tilbudt faren at være en del af min søns liv, hvilket han har afslået. Han har også skrevet, at skulle min søn en dag kontakte ham, så vil han afvise ham. Han har selv siden fundet en kæreste, som han nu er gift med. Hun har selv børn fra tidligere forhold, og jeg tænker, at de snart udvider familien. Derudover har min søns far en stor familie, som jeg egentlig godt kunne tænke mig, at min søn fik lov til at lære at kende.
Jeg har derfor overvejet at række ud til farmor og farfar, og fortælle dem sandheden og byde dem velkommen, hvis det har interesse, men selvfølgelig også acceptere det, hvis ikke, de har.
Jeg har læst dine svar på lignende henvendelser, men jeg føler alligevel, at det her er anderledes. Min søns far var jo klar til børn, men han kunne bare ikke acceptere, at jeg ikke ville være sammen med ham, hvorfor han fralagde sig ethvert ansvar. Men skal det gå ud over min søn? Skal han virkelig straffes, blot fordi jeg ikke ønskede at være kæreste med hans far?
Vibeke Dorph råder til at tage ansvar
Beklager, jeg synes ikke, at du kan tillade dig at kontakte din søns familie på farens side. En ting er, at du blev gravid mod din ekskærestes vilje. Noget andet er, at du samtidig meddelte denne, at du hverken ønskede at være kæreste med ham eller bo sammen med ham.
Ad den vej forhindrede du faren i at have en hverdag på egne betingelser med jeres fælles barn. Det er i mine øjne en ret egoistisk beslutning, som jeg godt kan forstå, har forskrækket faren. For han er jo dybest set blevet taget som gidsel i et faderskab, han ikke har ønsket og ingen indflydelse har haft på.
Selv ville jeg føle mig magtesløs og dybt ulykkelig, hvis jeg blev bragt i den situation. Så et sted forstår jeg godt, at han har haft et behov for at skære både dig og jeres barn ud af sit liv, ganske enkelt fordi det er for smertefuldt at leve med.
Jeg ved heller ikke, hvad du mener med, at det ikke er et særlig positivt eller sundt signal at sende, hvis man gerne vil sikre sig, at man får lov til at være en del af sit eget barns opvækst og liv. Selv finder jeg det ganske sundt og kun helt naturligt at have det sådan.
Derfor synes jeg, at du står i en situation, som du selv har bragt dig i og derfor også har ansvaret for at tackle. Det gør du ikke ved at gate-crashe din ekskæreste familie mod dennes vilje, for jeg frygter, at det kun vil gøre farens afmagt og vrede større, og det vil ikke gavne dit barn. Ønsker du en familie for din søn, så må du derfor søge andre mennesker, der har lyst og tid til at være det for ham.
Når din søn så selv en dag skulle få lyst til at kontakte sin far, så lad ham gøre det uden din indblanding. Jeg tror nemlig, at resultatet af den proces vil få et heldigere udfald, hvis du ikke er en del af den.