Min søster bliver udnyttet af sin kæreste Vibeke Dorphs Brevkasse

Min søster bliver udnyttet af sin kæreste

For halvandet år siden mødte min søster en mand, som hun forguder. Jeg er bare bekymret for, om han udnytter hende økonomisk. Han har en høj løn, men hun betaler for husleje og mad, og hun står også for alt det huslige, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om søsters fraværende kæreste

Min søster er i midten af 50’erne. Hun har aldrig fået børn og stiftet familie, men hun har klaret sig jobmæssigt. Hun har det meste af sit liv levet alene, men for halvandet år siden mødte hun en mand, som slog benene væk under hende. Det virkede til at være gensidigt. De var meget forelskede, han flyttede hurtigt ind hos hende, og de havde store planer for deres liv sammen. Han virkede som en flink, men også noget frembrusende fyr med store armbevægelser.

Nu er der gået det her halvandet år, og mens min søster fortsat forguder ham, så er jeg begyndt at mistænke ham for at misbruge hende økonomisk. De bor i hendes rækkehus, og selvom han bærer en høj løn, så er det hende, der betaler for både husleje og mad. Det er også hende, der står for alt det huslige, alt imens hendes kæreste efterhånden er meget hjemmefra med sit job og sine venner, som han tager på golfrejser med.

Før deltog han også i familiearrangementer, nu melder han afbud, fordi han skal noget andet. Det gælder også i julen, hvor han pludselig hellere vil sydpå med en ven. Jeg er fortvivlet over at se, hvordan min søster bliver udnyttet og brugt, og jeg er der, hvor jeg har lyst til at sige det til ham, for min søster kan eller vil ikke selv se, at hun bliver brugt. Min mand mener ikke, at jeg skal blande mig, hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til ikke at blande sig

Jeg synes også, at du skal lade være med at blande dig i din søsters og hendes kærestes forhold. Du og jeg kan da helt sikkert godt være enige om, at de mildt sagt har indrettet sig meget gammeldags, men dem om det. Hvis din søster selv er glad for forholdet og sin flyvske kæreste, er der vel ingen grund til, at du blander dig i det. Fordi du ikke ville bryde dig om at leve i et så ulige forhold, så kan det være, at hun ser anderledes på det.

Din søster har boet alene i mange år, hun trives måske derfor også med, at hun har fået en kæreste, hvor de ikke sidder lårene af hinanden. Og om hun har lyst til at bruge sine penge på ham, det er hun vel også i sin gode ret til – du er vel heller ikke så meget inde i deres økonomi, at du kan være helt sikker på, at han ikke også spæder noget til nu og da?

Vælger du alligevel at blande dig, så tror jeg, at du kan være ret så sikker på, at der ikke vil komme noget godt ud af det. Din søster er jo fuldt bevidst om, hvordan hun og kæresten har indrettet sig, så hun kommer næppe til at spærre øjnene op og få en aha-oplevelse, blot fordi du udnævner hendes kæreste til at være en skurk.

Tværtimod, så frygter jeg, at gør du det, så vil det kun resultere i, at både hun og kæresten bliver vrede på dig, og hvad har du så fået ud af det? Så lad din søster gøre, som hun har lyst til, men vær selvfølgelig obs på, at hun trives og fortsat har det godt, og grib så kun ind, hvis og når det viser sig ikke at være tilfældet længere.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.