Da Søs Fenger blev kørt ned, fik hun brug for sine venner: Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var
”Der var en masse uforløste ting inden i mig, som blev skubbet ud, så jeg pludselig var en helt åben bog. Det var faktisk ret smukt, men det gjorde også, at jeg lige pludselig ikke rigtig kunne finde ud af, hvem jeg var.”
Det er aften, det er mørkt. Søs Fenger står på Jagtvej i København med sin cykel, da en bil i høj fart pludselig kører ind i hende. Både sangeren og cyklen ryger ind under bilen, men sidstnævnte tager heldigvis størstedelen af skraldet, og cyklen skaber et hulrum, som redder Søs Fengers liv.
Ulykken satte skub i selvudviklingen hos den kendte musiker, som pludselig havde svært ved at kende sig selv. I tiden derefter fik hun hjælp af sine venner – og en terapeut – og de mange lange samtaler har bidraget til, at hun har fundet en ny sti i livet. Det fortæller Søs Fenger til alt.dk, da vi taler med hende om venskaber.
Hvordan synes du, man er en god ven?
”Jeg synes, man er en god ven, hvis man tør sige de ubehagelige ting. Jeg har et arbejde, hvor jeg tit bliver talt efter munden, og det kan være ret utrygt og svært at navigere i, fordi jeg hele tiden skal vurdere: ”Hvad mente hun egentlig?” eller ”Mente hun det overhovedet?”,” siger sangeren og fortsætter:
”Fordi jeg hele tiden skal tolke, kører min hjerne i tophastighed. Det kræver simpelthen en ekstra indsats af én, når man ikke kan finde ud af, om folk er oprigtige, eller om de bare siger det, de tror, man gerne vil høre. Så jeg er meget på overarbejde emotionelt for at finde ud af: ”Kan jeg stole på det her eller ej?”
I modsætning til dét er det så befriende med venner, som siger ting råt for usødet, og som tør sætte ord på ubehagelige ting og tage ubehagelige emner op med én.
Jeg har heldigvis en nogenlunde god mavefornemmelse, så for det meste kan jeg godt mærke, om folk bare slikker røv, eller om de er oprigtige og slapper af i mit selskab, så de tør være sig selv.”
Annonse
Hvilken slags ven er du selv?
”Jeg er en evighedsven. Der skal virkelig meget til, for at jeg ikke er ven for livet, så jeg har nogle meget langvarige venskaber i mit liv.”
Har du nogensinde mistet forbindelsen til en ven?
”Ja, det er sket to gange i mit liv. I det ene tilfælde gled vi bare fra hinanden. I det andet blev jeg simpelthen træt af vedkommende. Jeg syntes, at vedkommende havde forandret sig og var blevet et meget negativt menneske. Og på et eller andet tidspunkt når man et mætningspunkt med negativitet. Jeg oplevede, at jeg ikke rigtig vidste, hvad der var tilladt omkring personen, og når vi sås, følte jeg, at jeg hele tiden skulle passe på, at jeg ikke kom til at sige noget forkert. Det blev for hårdt i længden, så langsomt trak jeg mig fra relationen og undlod at søge kontakten.
Måske var det gensidigt, for det skete meget organisk, og kontakten blev heller ikke opsøgt fra den anden side af. Men altså, jeg kan også være pisseirriterende nogle gange. Jeg har faktisk snakket med én af mine gamle venner om, at mine søskende og jeg egentlig er ret irriterende. Vi er en meget sammentømret søskendeflok, der gør nogle ting, som nok er lidt irriterende. Men jeg tror, at vi selv glemmer at tænke over, hvordan vi virker udadtil. Vi kan komme til at fylde ret meget og måske være lidt for meget. Og så er vi måske heller ikke altid så gode til at lytte.
Annonse
Det hører heldigvis mest fortiden til. Jeg har i hvert fald forandret mig virkelig meget i mit voksne liv, så der er nogle sider af mig, som jeg faktisk føler, jeg har fralagt mig. Og på samme måde har mine søskende også udviklet sig.
I første omgang forandrede jeg mig meget i forbindelse med, at jeg blev mor. Senere i mit liv gik jeg i terapi, som også forandrede mig. Lige pludselige forstod jeg nogle ting og mekanismer inden i mig. Det gjorde, at jeg valgte en lidt anden attitude over for andre mennesker og blandt andet har lært at være mere autentisk og tro imod mig selv. Og måske også lidt mere lyttende.”
Hvad synes du er det vigtigste i et venskab?
”Det bliver et lidt tosidet svar, jeg kommer med, for jeg har nogle gamle venner, som jeg ser ret sjældent, men hver gang vi ses, klikker vi fuldstændig, og så er det som om, at der slet ikke er gået tid, siden vi sås sidst.
Samtidig vil jeg også sige, at det er meget værdifuldt at mødes. Det er vigtigt, at man ser hinanden – får øjenkontakt, sidder i samme rum og lige kan give hinanden et knus. At man kan give hinanden en kærlighed, som er direkte – én-til-én – og ikke bare på telefonen eller en sms.”
Hvornår har du sidst haft brug for en god ven?
”Sidste år, da jeg blev kørt ned af en bil. Det var mørkt, og jeg stod på et helleanlæg på Jagtvej. Pludselig kom der en bil skråt bagfra, som skulle lave en u-vending. Det virkede som om, at han havde orienteret sig meget efter, hvad der kom i den modkørende retning, så han ikke havde set, at jeg stod lige til venstre for ham. Han hamrede direkte ind i mig i ret høj fart, så jeg røg ind under bilen.
Min cykel redede mig, fordi pedalerne skabte et hulrum under bilen. Cyklen sad fast, men jeg kunne sagtens trækkes ud, og der var ikke rigtig sket andet med mig, end at jeg havde fået en hudafskrabning. Men det var kun, fordi cyklen tog skraldet for mig.
Det var meget voldsomt, og det føltes som et kæmpe overgreb – en meget aggressiv grænseoverskridning. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og jeg kunne mærke, at lige efter, at det var sket, var jeg mere sårbar, end jeg nogensinde har været før.”
Hvordan det?
”Der var en masse uforløste ting inden i mig, som blev skubbet ud, så jeg pludselig var en helt åben bog. Det var faktisk ret smukt, men det gjorde også, at jeg lige pludselig ikke rigtig kunne finde ud af, hvem jeg var.
Jeg havde det lidt sådan: ”Hvis alle de her ting, som jeg har gået og holdt fast i, er blevet skubbet ud af mig, hvad er der så tilbage?” Og derfor havde jeg rigtig meget brug for lange samtaler med mine venner – dem, som kender mig rigtig godt.
Faktisk har jeg også mærket, at jeg har kunnet være rigtig meget for især én af mine venner efterfølgende. Jeg ved ikke, om der også var en masse overflødigt lort, der ligesom røg ud af mig, men jeg fik på en måde et lidt mere klart billede af nogle ting: Når hun fortalte mig om hendes situation, kunne jeg lynhurtigt gennemskue nogle ting og mønstre. Jeg har haft nogle klarsyn, som jeg har været helt vildt taknemmelig for, fordi de har gjort, at jeg har kunnet være en rigtig god ven også – og ikke kun har haft brug for nogen.”
Hvordan brugte du dine venner i situationen?
Annonse
”Noget af det første, jeg fik at vide efter ulykken var, at det var vigtigt at snakke om det. Så hver gang, jeg fik muligheden, gentog jeg mig selv. Mine veninder har virkelig lagt ører til min historie mange gange. Det var vigtigt for mig at genopleve det hele, for at jeg ikke skulle være så bange for det. Ved at snakke det meget igennem kunne jeg forholde mig mere nøgternt til situationen: ”Okay, det her skete, det gjorde det her ved mig, nu er jeg her. Hvad så?”
Jeg tror virkelig meget på kraften i at bruge sine venner til at bearbejde ting, som man går og tænker meget på, for det er ikke nok at tænke, man har brug for at sige tingene højt til et andet menneske, og det er noget af dét, venner virkelig er til for. Det er en af de vigtigste funktioner, vi har som venner – at lytte igen og igen, hvis der er brug for det.
Noget af det, der også er så vildt ved at have venner, er, at man kan række ud. Det er ikke altid, man føler, at der er plads til det – måske synes man, at det er for voldsomt, det, man kommer med, eller man føler, at ens behov er for store, og at man er for krævende: ”Ej, det kan jeg ikke sige” eller ”Det gider hun da ikke at høre på”, men det er så vigtigt at sige: ”Jeg har brug for dig.”
Jeg tænker tit på, hvordan jeg ville forholde mig til det den modsatte vej – hvor glad jeg ville blive, hvis min ven sagde: ”Jeg har brug for dig.” Det er en kæmpestor tillidserklæring, men det kan være meget svært at række ud, fordi man ikke gider at være klistret eller needy, men når der er brug for det, skal man være klistret og needy og sige: ”Du er min ven, og jeg har virkelig brug for dig lige nu.” Det er jo ægte kærlighed.”
Det lyder som om, der faktisk er kommet en del godt ud af ulykken. Ville du fortsat ønske, at det ikke var sket?
”Jeg kan mærke, at jeg bliver ked af det, når det bliver stillet op på den måde, fordi det var så uhyggeligt. Det var virkelig en voldsom oplevelse, og jeg var så uforberedt på den. Jeg er meget rasende over, at det skete, at han ramte mig. Jeg kunne jo meget vel have været død af det eller have fået kæmpestore fysiske skader.
Samtidig er jeg taknemmelig for det, det har affødt inde i mig, og den nye sti, som jeg er begyndt at udforske. Det er jo en kæmpegave, at det har sat skub i den her udvikling, men det var også et forløb, jeg gik ind i, fordi jeg var tvunget til det, så det hele er meget ambivalent.”
Jeg tror, det har hjulpet på min udvikling, at jeg tog imod al den hjælp, jeg kunne få. Når sådan noget sker, kan man få krisepsykologhjælp, snakke med et voldsoffercenter, og der er forskellige telefonlinjer, man kan kontakte. Det udnyttede jeg så meget, jeg kunne, og det hjalp mig enormt meget.
Jeg har prøvet at være hos psykolog og arbejde med mit sind før, så jeg ved, hvad jeg består af, og hvad jeg kan. Jeg ved, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt, og derfor har jeg også kunnet være nogenlunde modig i min måde at gå til terapeut på. For det ér jo nederen.
Hver gang, man skal opsøge en terapeut, er det jo med tunge skridt, og man glæder sig ikke, for det betyder, at der er én, der skal ind at skrue på alt muligt i dig. Der bliver åbnet op for noget, og så falder der alt muligt ud – man er jo ligesom et skab. Jeg er blevet modig i den forstand, at jeg godt tør se, hvad der rasler ud af havemøbler og pis og lort. Så kigger man på det og siger: ”Nå, gud, lå det der?””
