alkoholiker mor

Min pæne mor er gået helt i hundene

Min mor har i flere år haft et slemt alkoholmisbrug, som både hun og min far fuldstændig benægter. Det er forfærdeligt at være vidne til og jeg vil gerne hjælpe min mor, men hun nægter at ville hjælpes, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om mor der benægter alkoholmisbrug

Min mor, som kun er 70 år, har i de seneste mange år mistet livslyst- og livsgnist. Hun har ellers altid været en pæn dame, der har gjort meget ud af sig selv. Nu er hele hendes livsindhold at se dårligt tv og sidde hjemme. Jeg tror, at min mor har en ubehandlet depression og lider af angst. Hun aflyser stort set alle aftaler. Det værste er dog, at hun har et stort alkoholmisbrug, som hun ganske benægter.

Min mor har altid været hjemmegående og på den måde afhængig af min far, som tjente pengene. Min far er over 80 år, men stadigvæk i fuld vigør. Min mor har hverken Dankort, netbank eller it-kundskaber, så alkohol indkøbes af min far. Når han en sjælden gang ikke køber det, så har det vist sig, at min mor på anden vis indtager alkohol i form af mundskyllemiddel og husholdningssprit.

Min bror og jeg har haft mange alvorlige samtaler med vores far og mor sammen og hver for sig om at stoppe misbruget, men vores far evner ikke at forhindre vores mors misbrug og taler kun om, hvor synd det er for ham. Selvom vi har fundet flasker overalt, selvom vores mor flere gange er faldet om, så erkender ingen af dem, at der er tale om et misbrug.

I 2015 var min mor indlagt. Her blev hun afruset og fik antabus, som hun nægtede at tage, så snart hun var hjemme igen. I sommer 2018 faldt hun om, da hun var meget fuld og fik åbent kraniebrud. Den oplevelse fik hende til ikke at ville spise, og hun blev igen indlagt. Bagefter ville hun hverken genoptrænes eller tage antabus.

Det er ganske forfærdeligt at være vidne til min mors deroute. Jeg synes, min far opfører sig som et barn, når han ikke vil tage ansvar. Omvendt ønsker min mor ikke hjælp og benægter sit misbrug.

Hvad skal og kan jeg gøre som pårørende?

Vibeke Dorph råder til at søge professionel hjælp

Du skriver, at du mistænker din mor for at lide af både depression og angst. Jeg tror, at du skal starte omvendt: Angst og depression er naturlige bivirkninger af alkoholisme. Det er således alkoholen og ikke angst og depression, der er skyld i, at din mor drikker, selvom mange alkoholikere foretrækker at udlægge det den anden vej rundt. Der er dermed kun et problem, der skal løses her, og det er at få din mor til at stoppe med at drikke. Det tænker jeg, at I har forsøgt flere gange uden held, så hvad gør I nu? For mig at se er der to muligheder. Den ene er, at I ganske enkelt tvinger din mor på afvænning og får hende indlagt et sted, hvor der er professionelle, der ved, hvordan alkoholikere skal tackles. De kender f.eks. alt til alkoholikerens evne til at lyve både over for sig selv og andre for at få lov til at drikke videre, og de kan tvinge din mor til længerevarende ædruelighed, så hun bliver klar i hovedet og indser, at det her må stoppe. Og ja, så skal hun på et tidspunkt hjem igen til de farlige vante rammer, og det er her, det er vigtigt, at også I, hendes familie – og nok især din far – får professionel hjælp til at takle den udfordring.

Viser det sig helt umuligt at få den plan gennemført, så er der altså ikke ret meget, du kan gøre andet end at passe godt på dig selv, og det gør du ved at lægge mere afstand til dine forældre. Jeg ved, at det kan være svært, men du har også et liv, og vil din mor ikke lave om på sit, så er det hendes valg og ansvar. Der findes masser af gode bøger om at være medafhængig. Der findes også Al-Anon, som hjælper og støtter pårørende til alkoholikere. Her vil du forhåbentligvis også indse, at du ved at slippe ansvaret for dine forældre faktisk hjælper dem. For er du der ikke længere til at holde den synkende skude oven vande mon så ikke, at dine forældre indser, at de begge går ned, hvis ikke der sker noget radikalt?

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.