Jeg bliver ’straffet’ på jobbet, fordi jeg sagde fra overfor chefens flirteri

Ugens dilemma er bragt i samarbejde med HK Privat. Dilemmaerne tager udgangspunkt i nogle af de beretninger om seksuel chikane på arbejdspladsen, som ALT.dk har modtaget fra læserne, og er formuleret endeligt af HK Privat. Læs mere på deres hjemmeside her og få flere råd i #MeToo-skolen her.

Dilemma: Du er nyuddannet skolelærer og lige startet på en efterskole. Desværre bliver chefen forelsket i dig, og det står på i over to år med sms’er, blikke og komplimenter. Der går noget tid, før det går op for dig, hvad det er, der er på spil, men du afviser ham og håber, at det slutter ved det. Desværre reagerer din leder dårligt på din afvisning, og pludselig bliver dit skema fyldt med ekstra vagter og arbejdsopgaver. Han begynder også at skælde dig ud foran andre kolleger for ting, som ellers altid har været i orden. Du føler, at du bliver straffet for din afvisning af ham.

Næstformand i HK Privat Anja C. Jensens svar:

Det her er virkelig en frygtelig situation! Kvinden har haft modet til at sige klart fra overfor tilnærmelser, hun ikke ønsker, og så er resultatet, at chefen bare skifter fra den ene chikanerende adfærd til den anden. Det kræver en utrolig styrke at blive på sådan en arbejdsplads – og det er fuldstændig naturligt bare at have lyst til at finde et andet job, sige op og tage benene på nakken. Og det er helt OK! Du skylder ham intet! DU er den vigtigste i dit liv! Sager som denne ér op ad bakke – det er dig, der skal dokumentere, at du bliver straffet for at sige fra. Chefen har ledelsesretten, og det er så vanvittig svært at løfte bevisbyrden for, at de ekstra arbejdsopgaver skyldes en afvisning.

I den beretning, som dilemmaet bygger på (se boks nedenfor, red.), når kvinden desværre at blive sygemeldt på grund af arbejdspresset og får efter eget udsagn heller ikke noget hjælp af sin fagforening. Det fik lov at eskalere og gøre hende rigtig syg - og den situation skal vi for alt i verden undgå. Derfor vil jeg sige, at hvis det er nået hertil, så skal man tage en rigtig god snak med sig selv om, hvad det er værd at blive. Hvor mange kræfter har du, og magter du at bruge dem på måske at slå dig selv endnu længere tilbage?

Finder du nu alligevel den styrke, så er der også opbakning herfra! Men du skal IKKE kæmpe alene. Kontakt din fagforening og få talt med dem. Når det er gjort, og du er blevet klædt på til det, tager du en alvorlig snak med din chef – enten med fagforeningens medvirken, eller ved at du har en bisidder med. Hvis ikke han imødekommer, skal der rejses en sag om dit arbejdsmiljø.

Er du stædig nok (på den gode måde), eller kan du af en eller anden grund ikke rejse nu, har jeg disse tre råd:

1) Dokumentér alt, hvad du kan.

Skriv ned! Beskriv detaljerne i ethvert tilfælde af chikanen. Både den seksuelle og den mere ledelsesmæssige – hvad skete der og hvornår. Gem SMS’er, mails og andet, også dem, der kun indirekte kan dokumentere din historie. Det er en helt menneskelig reaktion, at man sletter ubehagelige beskeder og henvendelser, men de er vigtige som dokumentation - særligt hvis problemet ikke kan løses internt på arbejdspladsen. Sørg også for at få de mange ekstraopgaver og vagter dokumenterede, og hold i det hele taget ekstra godt regnskab med din arbejdstid.

2) Bliv verdensmester i at sige fra overfor ’straffen’.

Det er en svær, svær øvelse for de fleste at sige nej til chefen, når vedkommende presser på med ekstraopgaver. Stress-tallene i Danmark fortæller desværre deres eget tydelige sprog, og det bliver ikke lettere at sige fra, når man samtidig går med en fornemmelse af, at den ekstra arbejdsbyrde skyldes andre forhold. Men hvis man skal blive på en sådan arbejdsplads, så er man nødt til at være verdensmester i det – for ellers bliver du syg! Is i maven!

3) Inddrag så tidligt som muligt din fagforening.

Det kan også være en tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, men det vigtigste er, at du får fortalt nogen, hvad du bliver og er blevet udsat for. Tal med familie og venner om det og brug dem som rygstøtte til at få sagt fra løbende og til at gå videre med sagen.