Jeg er bekymret for min sårbare veninde, som er i et usundt forhold

"Egentlig havde jeg håbet, at hun med tiden ville gennemskue ham og gå fra ham, men det modsatte er nu sket."

Hjemmet logo

Skal jeg advare hende, eller skal jeg holde min mund?

Jeg har en veninde, som jeg lærte at kende på gymnasiet, hvor vi blev tætte venner. 

Hun er som jeg i begyndelsen af 30’erne, men ellers er vi ret forskellige. Jeg holder meget af hende, hun er sød og klog, men også en følsom og lidt naiv pige. Hun er typen, der efter min mening altid har forelsket sig i lovlig friske fyre med meget i munden og mindre i hovedet, og hun er derfor tit blevet svigtet og brugt i sine kærlighedsrelationer. 

For tre år siden mødte hun så den fyr, hun bor med i dag. Han er lidt en Karl Smart type, der tilbringer det meste af sin tid i et fitnesscenter eller i byen med sine venner. De lever meget traditionelt, det er min veninde, der står for stort set alt derhjemme – madlavning, vask, rengøring, hvilket han aldrig undgår at blære sig med.

Folk må jo leve som de vil, men jeg er bekymret for hende. Jeg ved, at hun et par gange har taget ham i sidespring, og jeg ved også, at han har et heftigt temperament. 

Egentlig havde jeg håbet, at hun med tiden ville gennemskue ham og gå fra ham, men det modsatte er nu sket; hun er blevet gravid og venter et barn med ham, et barn hun siger, at hun glæder sig til at få.

Jeg ville meget gerne kunne glæde mig på hendes vegne, men det kan jeg ikke, for jeg er bekymret. Jeg har ikke sagt, hvad jeg mener om hendes kæreste, men jeg tror, hun fornemmer det, for jeg synes, at hun er begyndt at trække sig fra mig. 

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op. Skal jeg advare hende, eller skal jeg holde min mund. Gør jeg det første, kunne jeg godt frygte, at hun vil trække sig helt, så har du et råd?

-Sanne

Sænk skuldrene 

Nu kan vi desværre ikke tænke og handle på andres vegne, vi kan kun gøre det på vores egne. Og det er nok meget godt, for ligesom du sikkert ville betakke dig for, at din veninde konstant havde meninger om de valg, du måtte træffe for dit liv, så gælder det samme vel for hende. 

For de fleste af os træffer nu engang de valg, vi finder rigtige, og vi bliver kun usikre, hvis andre konstant sætter spørgsmålstegn ved dem.

Derfor tror jeg også, at du har ret, når du skriver, at din veninde sikkert vil trække sig fra dig, hvis du begynder at lufte din kritik af hendes kæreste. Hun har nu engang valgt ham, og især lige nu, hvor hun er gravid, er hun sårbar og har ikke brug for, at der sættes spørgsmålstegn ved, hvordan hun indretter sit liv. 

Det kan da godt være, at du synes, hendes kæreste er en idiot, men han kan jo også besidde nogle kvaliteter, som du ikke ved noget om, men som hun sætter pris på.

Er du en god veninde, og vil du fortsat gerne være det, så synes jeg derfor, du i stedet skal gøre noget andet: Vær der for din veninde og sørg diskret for, at hun ved, du vil stå der, skulle der blive brug for dig også fremover. 

Sænk også lige skuldrene. Din veninde er ikke den første kvinde, der får et barn med en irriterende mand. Skulle han vise sig helt umulig, så bor hun heldigvis også i et frit land, hvor hun kan lade sig skille og skabe sig sin egen tilværelse, hvis hun ønsker det. 

Der findes også masser af sunde og skønne børn, der er kommet til verden med en uheldig forældre. Så skulle det ende galt, så går det jo nok endda. Især da når hun også har en klog veninde som dig, der kan støtte og hjælpe hende, når og hvis der blive brug for det.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.