Kan vi som veninder ikke tillade os at mødes uden vores mænd?
Efter at have foreslået, at min veninde og jeg skal mødes uden vores mænd, er hun blevet helt stille, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om vennepar
Jeg er en dansk kvinde, bosat i udlandet og gift med en engelsk mand. Fornyelig er vi flyttet til en mindre by, hvor vi ingen kendte i forvejen.
Jeg mødte heldigvis her en anden dansk kvinde, som også er engelsk gift. Hun og jeg har nydt at mødes og tale dansk sammen, men vi har også set hinanden i selskab med vores mænd.
Jeg foreslog for et stykke tid siden min mand, at han skulle invitere min venindes mand ud på en øl, mens jeg selv var bortrejst. Det blandede min veninde sig i og insisterede i stedet på, at min mand skulle komme hjem og spise hos dem, hvilket han gjorde.
Sidst vi sås alle fire, aftalte min veninde og jeg så, at hun og jeg skulle på en tøsetur en lørdag eftermiddag. Dagen efter skrev hun, at hun havde opdaget, at hun havde en anden aftale den dag. I stedet forslog hun, at jeg kom hjem til dem og spiste. Invitationen gjaldt kun mig, fordi min mand var på forretningsrejse på det tidspunkt. Jeg svarede, at jeg kunne hele ugen, men om der evt. var en aften, hvor hendes mand lavede noget andet, så det blot var hende og jeg, der kunne ses, som vi jo egentlig havde haft planer om. Hendes mand dyrker tit sport om aftenen, så jeg tænkte, at det var oplagt at gøre det på den måde.
Min veninde har nu her en uge efter stadigvæk ikke svaret på min besked, og det bekymrer mig, for jeg frygter, at hun er blevet sur på mig. Var der forkert af mig at forslå at ses uden hendes mand? Hvad mener du? Må man ikke foreslå at ses med en veninde, uden at hendes mand absolut skal være der?
Vibeke Dorph råder til at give et ring
Selvfølgelig må du foreslå at ses med din veninde, uden at hendes mand absolut behøver at være til stede. Det er da smadderhyggeligt at have sine veninder på tomandshånd, den model er jeg også selv tilhænger af. Når både du og din veninde tilmed er danskere, og derfor kan få lov til at tale dansk sammen, så er det kun endnu mere oplagt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der skulle være galt ved, at I to ses alene, det har I jo også gjort flere gange før.
Hvad der er op og ned i denne her historie, ved jeg ikke. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, om der ikke er tale om en af den type trælse misforståelser, der ofte opstår, når folk benytter sociale medier til at skrive sammen i stedet for blot at gribe røret og få talt ligeud. For skriver man sammen, så opstår der ofte den type misforståelser, som er opstået her: Kommunikationen bliver tåget og uklar, man kan tolke alt muligt ind i den, og den bliver derfor en smule paranoid.
Som her, hvor din veninde ikke lige får svaret dig. Nu går du så og fylder dit hoved med selvbebrejdelser og tanker om, hvorvidt det er dig, der har gjort eller sagt noget forkert. Men du aner jo ikke, om din veninde blot har glemt at svare dig, er blevet syg eller noget tredje.
Skulle hun være blevet sur, vil jeg som sagt have virkelig svært ved at forstå hende. Men skal du have sagen opklaret, og det synes jeg, at du skal se at få gjort, så gør det, vi alle sammen gjorde for ganske kort tid siden uden, at vi tænkte nærmere over det; Grib røret og ring til hende, så I kan få luften renset og sendt venskabet på rette kurs igen.