"Hvad er det for et samfund, vi har skabt, hvor det ikke har værdi, at jeg går hjemme et par år?"

Hvad interesser dig i øjeblikket?

"Kvinders position i samfundet interesserer mig altid. Det har det gjort før, det gør det nu, og det kommer det helt sikkert også til i fremtiden."

Hvorfor er det netop det, der har fanget din interesse?

"Min mor havde meget feministisk litteratur, som jeg blev fanget af i en tidlig alder. Derfor tror jeg også, at den bevidsthed altid har været med mig. Jeg kan huske en gang i folkeskolen, hvor en af drengene sagde, at opvask var pigearbejde. Jeg blev simpelthen så skidesur, at jeg smækkede ham en. På det tidspunkt var jeg ikke optaget af mekanismerne, jeg vidste bare, at det, han sagde, ikke var ment som en kompliment."

Hvornår blev du bevidst om, at det her var særligt vigtigt for dig?

"Det var først efter, at jeg havde studeret cand.merc. og rigtigt skulle være one of the boys. Jeg fulgte den lige karrierevej og knoklede derudaf, indtil jeg var i starten af 30’erne. Der blev jeg mor til en syg søn, og pludselig krakelerede det hele for mig. Jeg kunne ikke være one of the boys længere. For the boys var ligeglade med deres syge sønner, eller de fik i hvert fald nogle andre til at passe dem. Men det kunne og ville jeg ikke. Så der knækkede filmen for mig, og det gik for alvor op for mig, hvad det var for et samfund, som jeg var blevet lullet ind i. Et samfund, hvor omsorg ikke var en reel værdi. Det skærpede mit blik. Pludselig så jeg på det hele med nye øjne – og jeg har ikke skiftet briller siden."

Hvordan mærkede du, at du ikke passede ind i rammen?

"Jeg havde egentlig nok det, som mange kvinder drømmer om – to små børn, et job som markedstingchef på deltid og medlem af ledergruppen. Men mit problem var, at jeg havde fået en søn, der vågnede fem gange på en god nat. Han var syg 70 procent af tiden, og de sidste 30 procent var han i institution. For det første er man helt færdig, når man ikke får mere søvn, men så havde jeg også så dårlig samvittighed, når jeg efterlod ham. Det gjorde mig ked af det, og min datter blev også påvirket. Hun havde en syg lillebror og en mor, der løb ind og ud ad døren. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at fungere indeni mig selv.

Jeg er ikke lavet af galvaniseret stål, som man åbenbart skal for at være en one of the boys. Så jeg måtte sige op. Det er nok den mest grimt indpakkede gave, jeg nogensinde har fået. I perioden lige efter, at jeg sagde op, følte jeg ikke, at jeg var noget værd: jeg ville få et hul i mit CV, og jeg frygtede derfor, at jeg ikke ville få noget nyt job, og at jeg ville miste mine kompetencer. Men da jeg blev lidt mere moden i mine refleksioner, slog tanken mig – hvad er det for et samfund, vi har skabt, hvor det ikke er af stor værdi, at jeg af omsorg for dem, som jeg elsker allermest i hele verden, går hjemme et par år?

Og så var det, at jeg blev optaget af den historiske dimension og kvinders position i samfundet, for jeg er sikker på, at det aldrig havde været på den her måde, hvis det var kvinder, der havde defineret samfundet. Eller været med til det gennem tiden."

Hvad gjorde du med dit nye syn på samfundet og dets opbygning?

"Jeg kunne simpelthen ikke lade det ligge. Jeg mener, at vi skal ekstremt mange spadestik dybere ned i vores bevidsthed og se på fundamentet i samfundet, som er skabt af og for mænd. Vi er kun ligestillede som kvinder i den nuværende ramme, når vi accepterer den. Så snart vi taler om noget andet eller prøver at bruge vores stemme til at skabe et opbrud med det bestående, bliver vi ekskluderet.

Det er ikke ligestilling – det er tilpasning. Den bevidsthed er blevet mere og mere stærk for mig gennem årene. Og det er det, som jeg gerne vil have kvinder til at forstå, for så kan de også forstå, hvorfor de, i hvert fald rigtig mange, har det pokkers dårligt. Mange kvinder i Danmark har det jo forfærdelig dårligt, hvilket statistikkerne også viser. Det faktum er for mig ikke et spørgsmål om, at kvinder er svage.

Det er et spørgsmål om, at vi har et samfund, der ikke er skabt til kvinder. Og fordi det er ubalanceret, bliver det sygt. Vi skal være bevidste om det – uden at være vrede, sure og uden at se ned på mændene. Det handler om, at vi som kvinder skal skabe en ny fælles bevidsthed, at kvinder skal være løftestang for en fundamental forandring, så vi kan skabe noget mere balanceret i fremtiden. Sammen med mænd."

Hvordan mærker du i din hverdag, at samfundet er indrettet af og til mænd?

"Når man først ser det, ser man det hele tiden, og det er det nye blik, jeg breder ud og dokumenterer i min seneste bog. Ubalancen har faktisk så store omkostninger, at vi kvinder dør af det. Helt bogstaveligt. Det drejer sig om biluheld, hjertesygdomme, vaccinebivirkninger og medicin. Alt sammen er noget, hvor der primært forskes i relation til mænds højde, drøjde og fysik.

I parkerne står statuer af mænd, i medierne får mænd cirka 2/3 af spaltepladsen og taletiden – inkl. at mandlige valgkandidater får mest taletid, og at mandlige politikere taler 24 procent mere ifm. f.eks. nye lovforslag. Alt dette sker på trods af, at vi snakker rigtig meget om ligestilling. Hold da op, hvor vi snakker. Men faktum er, at Danmark falder tilbage i statistikkerne.

Vi skal hellere begynde at stræbe efter ligeværd, for med ligestilling stilles vi "lige" i det bestående system – og vil vi egentlig det? Det er jo slet ikke godt nok – for hverken kvinder eller kloden."