Camilla Bendixen om kærligheden: "Han ville jo slet ikke have sådan en lille lort som mig, men vi fandt sammen igen"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Hindballevej ude på landet i Sønderjylland. Om vinteren sneede vi nogle gange inde, og om foråret var der rigtig mange frøer, som indimellem lå helt flade på vejen, fordi de var blevet kørt over af en traktor. Vores hus lå lige op ad en skov, og det var det smukkeste sted med en altid høj himmel, hvor man kunne høre stilheden. Vi var fire piger, en far og en mor. Det var meget trygt og samhørigt. Ind imellem var det nok mest mine søstre, der opdrog mig, for jeg var den yngste, og mine forældre gik jo på arbejde. Vi piger var født inden for seks år, så vi var virkelig tætte, og vi bruger stadig hinanden meget.

Din levevej?

– Alle vi fire piger er ekstremt kommunikative. Vores forældre var højskolefolk, så vi lærte at kommunikere med alle og sige vores mening. Det er en grundessens i mig. Jeg sagde allerede som treårig, at jeg ville være skuespiller. Det var vist fordi, der kom en skuespiller på besøg i min børnehave og spyttede bolde ud ad munden. Derudover så jeg Ginger Rogers og Fred Astaire i fjernsynet om lørdagen, og så ville jeg gerne være ligesom dem med al deres glimmer og dans. Mine forældre sagde, at jeg skulle arbejde hårdt, hvis jeg skulle være skuespiller. Der var en kort periode, hvor jeg overvejede at blive præst, men det skyldtes vist mest, at jeg var fascineret af præstekraven. Da det gik op for mig, at præster har det samme kostume på hver dag, droppede jeg det. Der er for lidt glimmer.

Camilla Bendix. Foto: Sara Skytte.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg anser faktisk ikke mig selv for at være så kendt. Jeg elsker mit arbejde, og jeg synes, det er en del af jobbet, at folk kan sige "goddaw" og tak, hvis de genkender mig. Jeg har både spillet kedelig sekretær, morder og liderlig kvinde, som jeg gør lige nu, hvor jeg er med i et Shakespeare-stykke, sat i en western-setting. Det er der mange, der gerne vil høre om efter forestillingen, og så er det en del af mit job at stå til regnskab for det, synes jeg. Så må jeg tage med, at jeg både har prøvet at blive råbt ad på gaden, og at der engang var en mor, som ville have sin datter til at kramme mig, mens jeg stod under bruseren i svømmehallen. Men folk tror vist som regel bare, at de kender mig privat, hvis de genkender mig. Jeg er mere typen, man spørger: Har du ikke lavet mad til min søns konfirmation?

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Ulrik. Jeg så ham første gang, da jeg var 16 år, og han underviste i saxofon på min ungdomshøjskole. Han ville jo slet ikke have sådan en lille lort som mig, men vi fandt sammen igen, da jeg var 20 år og har været sammen lige siden. Han skriver manuskripter og synger. Han er sjov i hovedet og virkelig besværlig, ha-ha. Lige nu er jeg lykkelig, når jeg ser ham en gang om ugen, fordi jeg er på turné. Men jeg er altså virkelig glad for ham, selv om jeg stadig ikke forstår ham efter alle de år, og det, synes jeg, er dejligt. Jeg ville faktisk ikke have børn, men Ulrik insisterede, så blev jeg gravid, og i dag kan jeg jo slet ikke se, hvorfor jeg ikke ville have dem.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er mig, der plaprer, og Ulrik, der i sidste ende bestemmer. Nej, måske ikke helt ... men umiddelbart har Ulrik en måde at få sin vilje på, fordi han er syv gange mere stædig, end jeg er, tænker jeg. Det er i hvert fald tit, at jeg foreslår noget, og så gør vi noget andet. Men vi er gode sammen. Når det kommer til børneopdragelse har vi en regel om, at den, der først siger noget, har ret. Hvis vi er uenige om det, må vi tage den om aftenen, når børnene sover, for de voksne skal holde sammen. Mine børn er 8 og 13 år. I perioder som nu er jeg meget væk, men så kommer der en periode igen, hvor jeg er hjemme hver dag og faktisk mere hjemme end alle andre. Jeg føler mig privilegeret, for jeg har et godt forhold til mine børn, og vi bruger meget tid sammen, når jeg er hjemme. Jeg har måske en tendens til at overhygge, hvis man kan det. Heldigvis elsker de, at vi lige tager ti minutter med en kop te sammen.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Det gør man i min alder, for der kommer færre og færre roller, men jeg er slet ikke færdig med teater, film og tv. Det er jo lige nu, jeg selv synes, at jeg er god, men alligevel er der færre roller. Derfor er jeg begyndt at undervise blandt andet forretningsfolk i præsentationsteknik. Jeg har for eksempel undervist kommunalpolitikere op til valget i at få deres vælgere til at lytte. De seneste 25 år har jeg som skuespiller opbygget en viden om at stå foran andre mennesker og formidle budskaber. Hvis folk snakker sådan helt nede i halsen, kommer deres budskab ikke ud. Du skal heller ikke stå med siden til og fokusere på din powerpoint. Stå hellere med fronten til publikum, brug armene og fortæl, hvad du vil. Så virker du stærk. Jeg ved også, hvad du skal gøre, når du bliver tør i munden, når papirerne ryster, og knæene blævrer. Jeg tror på, at fejlene er gode, for de lærer os så meget.

Camilla Bendix. Foto: Sara Skytte.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at spille den mest herlige liderlige kvinde i forestillingen De Lystige Koner. Hun får sjældent andet end et "føj" fra sin mand. Forestillingen er sat i en westernstil fra dengang, hvor en mand var en mand, og en kvinde var en kvinde. Kvinderne tager dygtigt ved lære af mændene, men driller dem også. Det er en ret klassisk komedie, hvor de kloge narrer de mindre kloge. Til efteråret skal jeg i gang med min helt egen forestilling med Monica Zetterlunds sange på teatret Sorte Hest i København. Jeg har brugt tre år på at skabe den forestilling, og jeg glæder mig helt vildt til at stå alene på en scene og synge. Jeg er godt klar over, at det kan gå helt galt, men jeg kommer ikke videre, hvis jeg ikke prøver. For mig er det vigtigt at prøve at sætte mig selv i nye situationer, der kræver mod. Mod er godt.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min intuition. Jeg har tit en diskussion med mig selv, for min kontrollerede hjerne synes, jeg skal fokusere på løn, pension og sikkerhed. Det kan godt sløre synet, men med alderen er jeg blevet endnu bedre til at mærke intuitionen, lysten og behovet. Ind imellem må jeg også sige ja til noget for at få brød på bordet, men så er jeg til gengæld også god til at gøre det til det fedeste i verden, for jeg hader at gå sur på arbejde.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Det sker selvfølgelig når nogen dør, når man bliver klippet ud af en film eller fyret fra et teater. Jeg har også været ude for at knække akillessenen på scenen, publikum troede, at det var en del af forestillingen, så de sad bare og grinede. Det kostede mig et halvt år derhjemme. Og så har jeg prøvet at tro, at nu ville det hele køre på skinner. Og tage fejl. Det var, da jeg vandt en Robert, som er det danske svar på en Oscar, for Broen 2. Men telefonen holdt helt op med at ringe bagefter. Der kom ikke det store tv- eller filmarbejde, jeg havde troet, og den slags kan godt ryste mig. Derfor kræver faget en vis ydmyghed. Faktisk er det tit, når jeg tror, at det hele kører, at der sker noget helt andet. Jeg er ikke så god til at blive valgt fra, men heldigvis er jeg heller ikke typen, der bærer nag. Jeg kan godt lige gå og være lidt træt af det derhjemme, men så slipper jeg det igen. Nogle gange ser jeg livet som et pendul, der svinger mellem det ekspressive, modige og stærke og direkte ind i det sorte, skrøbelige og følsomme. Folk har ind imellem svært ved at finde ud af, hvem jeg er, fordi jeg har de to modpoler i mig.