Caroline Flemming: "Jeg kunne vælge enten at være utro mod mig selv eller utro mod min familie"

Er det ikke utroligt, som hun skinner på os?

Caroline Fleming læner sig veltilfreds tilbage i havestolen efter at have smurt ansigtet ind i solcreme og bundet et tørklæde beskyttende om håret. Det er solen, hun taler om, og den stråler da også fra en kornblå himmel og lige ned på terrassen foran den store Klampenborg-villa, hvor Caroline bor med sine tre børn, to gravhunde og en au pair. Det er noget helt nyt, at hun bor i Danmark. Indtil efteråret 2018 havde hun kun boet sammenlagt 11 år af sit liv i Danmark. Resten af tiden har hun boet i England og Schweiz. Allerede som 18-årig tog hun nemlig benene på nakken og rejste ud for at gå sin mors fodspor som model. Moderen, lensbaronesse Margaretha Iuel-Brockdorff, havde Caroline mistet allerede, da hun var 11 år, og det liv, der egentlig lå forude som en traditionsbunden følge af en opvækst på Valdemars Slot på Tåsinge, havde den unge baronesse slet, slet ikke lyst til. 

– Jeg blev student fra Herlufsholm i 1994, og i min familie tog man så på universitetet i USA bagefter. Og hver gang den samtale kom op, tænkte jeg bare: Det har jeg ikke lyst til. ”Men det er jo, hvad man gør, Caroline”, fik jeg at vide. ”Ja, men det har jeg ikke lyst til”, svarede jeg. Jeg ville ud og se verden, og jeg ville være model, som min mor havde været. Og det var absolut uden opbakning, da jeg valgte at gøre det. Jeg havde rigtig god succes og fik set verden. Og det, at jeg så tidligt begyndte at tjene mine egne penge, betød, at jeg ikke behøvede at indordne mig. Fordi jeg var fri. Jeg blev fri det sekund, jeg begyndte at arbejde. Det med at have sin financial freedom, det er også ofte lig med, at du må tage beslutninger for dig selv. Det har været sådan en utrolig vigtig ting for mig. Og en ting, jeg rigtig gerne vil give videre til mine egne børn. Vi er alle forskellige, og det, der gør mig glad, gør ikke nødvendigvis andre mennesker glade. For mig er det så vigtigt at opfordre til, at vi alle skal have lov til at være forskellige. Der skal være plads til det. Og det skal hverken gå ud over kærlighed eller herlighed, støtte eller omsorg. Det skal mødes med åbne arme, forståelse og støtte. Og der er man bare nødt til at grave lidt dybere, hvis man har rigtigt excentriske, anderledes børn. 

Var du excentrisk og anderledes som barn og ung?

– På det tidspunkt vidste jeg det ikke, men altså, jeg overrasker nogle gange mig selv med min eccentricity, ha ha. Jeg er meget excentrisk, faktisk. 

Hvordan harmonerede det med den familie, du kommer fra? 

– Jeg er vokset op i en meget gammeldags og ret formel familie, hvor der var nogle forventninger, som ikke lige præcis gik hånd i hånd med min dansende sjæl og mit brusende hjerte. Allerede da jeg var 18-19 år fik jeg følgende at vide af en terapeut, jeg gik hos: ”Caroline, din største gave i livet er, at du er et hjerte med arme og ben. Og din største ulempe er, at du er et hjerte med arme og ben”. 

Hun smiler og holder en lille pause, for at ordene og det billede, de skaber, kan få plads. 

– Og når man gerne vil gå en anden vej end den, som ens familie ønsker for en, kan man godt mærke indeni, at det er svært og skræmmende, fordi man så ikke får opbakning og støtte. Og det har alle jo behov for. Men jeg måtte lære at begå mig uden opbakning og støtte hjemmefra. Det var jeg simpelthen nødt til, for hvis jeg var gået den vej, som familien ønskede, havde det været helt imod alt, hvad jeg er. Så jeg kunne vælge enten at være utro mod mig selv eller utro mod min familie. Og af en eller anden årsag fandt jeg styrken til at følge mit hjerte og gå min egen vej. At turde det – og at gøre det – gjorde det også nødvendigt for mig at tage på en kæmpestor spirituel rejse ind i mig selv, mit liv og min fortid. Igennem flere år måtte jeg gå tilbage i mit liv og lære mig selv at kende på mine egne præmisser, uden at jeg fik besked på, at jeg skulle føle eller tænke noget bestemt. Det betød selvfølgelig, at der var en masse sorg hen ad vejen, jeg skulle håndtere og reparere, for indtil man finder sin egen vej, har man svigtet sig selv somme tider. Jeg føler, at jeg med den spirituelle rejse brød med rigtig mange generationer, som havde indordnet sig under de regler, der nu engang var i min familie.

– Og om de regler havde været rigtige eller ikke rigtige … Du ved, de havde jo bare været en del af opdragelsen. Sådan var det bare. Så for mig handlede rejsen om at blive fri. I broke free. 

Efter modelkarrieren har Caroline arbejdet med så forskellige ting som bl.a. strømpedesign, homewear design, kogebøger, tv-programmer og senest en skokollektion. Det sidste vender vil tilbage til, for med til skoeventyret hører også prinsen på den hvide hest og en stor, stor lykke, som Caroline næsten ikke kan være i sig selv over. Men vejen til lykken har været lang og snoet, og den handler for Carolines vedkommende om at have fulgt hjertet hele tiden. Har man fulgt bare en lille smule med på sladderpressens sidelinje, er det tydeligt, at Carolines forhold til Kongehuset, hendes ægteskab med – og skilsmisse fra – den meget velhavende, britiske Rory Fleming og senere samme tur med fodboldspilleren Nicklas Bendtner, har været ”godt stof” på løbesedlerne. Er der for alvor en rebel gemt i Caroline? 

– En rebel har, ligesom en diamant, alle mulige forskellige farver, faconer og facetter. Nogle er mere kantede end andre. ”Rebel” er vel et ord, som nogle mennesker vælger at bruge om dem, der skiller sig ud, eller – som jeg vil foretrække at sige – som følger hjertet. Følger drømmene. Som tør gå egne veje. Nogle vil måske sige, at jeg ”faldt af sporet” eller havde et breakdown, da jeg begyndte at følge hjertet. Men jeg vil sige, at jeg fik et breakthrough. 

Tror du, at du ville have fået opbakning af din mor, hvis hun havde levet, da du begyndte at gøre det, du selv ville?

– Det håber jeg da, at jeg havde fået. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg det faktisk ikke. Jeg har da gået og drømt om, at min mor var alt det, man kunne ønske sig, men faktum er, at jeg mistede hende, da jeg var 11, og jeg har ingen idé om, hvilken type mor hun ville have været senere. Men en ting er helt sikkert, og det er, at jeg er forelsket i kærlighed. Jeg elsker kærlighed, jeg elsker familie, jeg elsker varme. Mere end noget andet. Og mit hjem er meget, meget, meget varmt, og mit forhold til mine børn og mine nærmeste er meget, meget, meget varmt. Og meget, meget, meget kærligt. Men jeg husker ikke varme i mit barndomshjem. 

Heller ikke fra din mor?

– Nej. 

Hvordan var det at leve i?

– Det har da været en af mine største heartaches, at jeg har følt mig kærlighedssvigtet så længe, jeg overhovedet kan tænke tilbage. Jeg har stort set altid været alene. Og du kan kalde mig en rebel, hvis du vil, men jeg vil hellere kalde mig selv for The Keeper of my Heart. Der er ikke rigtig nogen, der har passet på mig, og derfor har jeg været NØDT til at tage vare på mig selv. Altid. 

Du mistede din far i 2017, fik du talt med ham om, at du har følt dig kærlighedssvigtet? 

– Nej. Fordi min far – God rest his soul – i høj grad var et produkt af sin opvækst og en barndom, der bare ikke var varm. Jeg er meget filosofisk anlagt og lever nogle gange lidt på en anden frekvens – og jeg kan mærke min fars ånd. Jeg kan mærke min far. Og jeg tror, han havde været allermest lykkelig, hvis han havde lært, hvad jeg har lært gennem livet. Jeg tror, at han ville have stortrivedes med at være omkring noget varme og noget fysisk kærlighed. Men sådan var hans liv ikke. Der er jo mange forskellige kærlighedssprog, og min fars kærlighedssprog var den energi, han lagde i at lave mad. Kærlighedssprog er at gøre sig umage for at glæde andre, og for mig har det været en stor gave at vokse op i et hjem, hvor der var så mange kulinariske oplevelser. Det er derfra, min egen lidenskab for at lave mad stammer. Min far gjorde også meget ud af, at gæster, der kom på Valdemars Slot, fik redt sengen lige præcis, som de bedst kunne lide det, at deres yndlingsspise og drikke var på værelset, og at deres yndlingsblade lå på sengebordet. Så det var ikke, fordi min far ikke cared. Det gjorde han i højeste grad. Men hans måde at udtrykke det på var ikke noget med at kramme, til ens øjne var ved at poppe ud af hovedet. Jeg husker, at jeg som lille så utroligt gerne ville holde ham i hånden, men det var ikke mange sekunder, min lille hånd fik lov til at blive i hans. Fysisk kærlighedsnærvær gjorde ham ubehageligt til mode. 

Men hvorfor prøvede du ikke at snakke med ham om det som voksen? 

– Min far var min achilleshæl. Min far …

Hun holder en pause. 

– Jeg blev lidt som gelé i min fars selskab. Når jeg var omkring min far, mistede jeg meget af min styrke. Jeg var nervøs for hans reaktioner. Og det er nok også derfor, jeg kan have sådan et forhold til ham nu, hvor han ikke længere er her. Nu behøver jeg ikke længere være bekymret for, hvordan han nu reagerer. Og igen, vil jeg lige sige, det var ikke min fars skyld, at han ikke havde rummelighed og evne til at acceptere, støtte og bakke op. Det var simpelthen fordi, han aldrig havde lært det. Hans egen barndoms og opvæksts sorg havde paralyseret hans evne til at komme ind i hjertet. Han var blevet så skuffet og såret gennem livet, at afstanden til de rigtigt store følelser var for stor i det her liv. 

Fakta

• Født 1975.
• Model, parfume- og skodesigner aktuel med sin første skokollektion under navnet ”Billi Bi x Caroline Fleming”.
• Kæreste med Carsten Friis, der ejer skofirmaet Billi Bi. 
• Mor til Alexander, 16, og Josephine, 13, som hun har med eksmanden Rory Fleming. Har desuden sønnen Nicholas på 9 år med fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Hvordan var det at miste ham? 

Hun holder en længere pause.  

– Det, der gjorde ondt på mig, var, at jeg mistede drømmen om at have et kærligt forhold til min far, som jeg elskede så højt. Det var en kæmpe sorg for mig at indse, at den drøm aldrig nogensinde ville blive til virkelighed. Med hans død døde den drøm. Derfor har det også været en enorm glæde for mig, at jeg føler, at han er kommet tæt på mig, efter han er gået bort. Det har startet noget meget varmt mellem ham og mig. Og jeg vil også være ærlig og sige, at da min far gik bort, forsvandt en stor del af min angst og bekymring også. Lige pludselig betød det ikke længere noget for mig, hvordan folk måtte dømme mig. Eller tale grimt eller usandt om mig. Og lige pludselig betyder det ikke længere noget, at jeg gang på gang på gang på gang kan læse en eller anden sladderhistorie om mig selv, der er så USANDFÆRDIG, at jeg kunne brække mig! Fordi min far ikke længere er i live, så kan det RAGE mig en papand, hvad de skriver.  

Hvorfor er det sådan?

– Fordi det altid har bekymret mig, at min far skulle læse et eller andet og tænke gud, åh nej, hvad nu, hvad har hun nu sagt? Men nu kan folk læse det og tænke, hvad de vil – I don’t care! Det har ikke noget med mig at gøre. Skriv hvad I vil. Gør hvad I vil. Dem, jeg har kær, dem, der står mig nær, de kender mig, de kender min historie, de kender min sandhed, og jeg har ikke længere brug for at retfærdiggøre noget som helst eller forklare noget som helst. Jeg synes, jeg har opført mig som et ordentligt og fint menneske gennem alle årene. Og hvis nogle af min fars venner eller andre har lyst til at snik-snakke eller sladre om det, de læser om mig: BE. MY. GUEST. Hvis det er det, de gerne vil tro, så fred være med det. 

Så du anglede i virkeligheden efter din fars accept, samtidig med at du gik dine egne veje? 

– Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Det er da klart. Jeg ville have elsket, at min familie var lige så omfavnende som det, jeg nu selv oplever i dag. Ikke bare i forhold til mine børn, men også i det fantastiske kærlighedsforhold, jeg er så heldig at have i mit liv nu. Jeg har mødt den mand, jeg altid har drømt om at møde, og med hans familie får jeg også alt, hvad jeg nogensinde har drømt om af varme og kærlighed. Som min bedste veninde siger: ”Caroline, det er karma for dig – nu får du, hvad du fortjener”. Så jeg tænker, tak Vorherre, måske er det din måde at sige undskyld på. And apology accepted. Sådan har jeg det. 

– Jeg har ikke længere plads i mit liv til folk, der dømmer bare for at dømme. Jeg synes ikke, der er nogen, der kan tillade sig at dømme. Specielt fordi der ikke er nogen, der aner, hvad der egentlig foregår inde på makronbunden hos et andet menneske, medmindre de er meget intime. Og når jeg siger ”intim”, så kommer det fra ”intimacy”, og intimacy betyder faktisk ”into me see”.

– Når du kan se ind i et menneske, når du kender det menneskes hjerte, sjæl, tanker og følelser, og du ved, hvorfor det menneske følte, som det gjorde, og derfor handlede, som det gjorde, så er du intim. Det er de fleste mennesker jo ikke.

– Men hvis du sætter dig ned med et andet menneske og lytter til dets historie, så vil du få en ny, empatisk forståelse for, hvorfor det menneske er havnet, hvor det er. Og så kan det godt være, at der er truffet nogle dårlige beslutninger hen ad vejen, men det er jo alt sammen en del af det, vi kalder livet.

– Vi får nogle lessons. Nogle gør ondt, nogle er tragiske, men rigtigt mange af dem er der, for at vi kan vokse som mennesker og lære af dem. Og på et tidspunkt tror jeg også, at de fleste mennesker vil kunne se på de lessons som gaver, når de har fået dem bearbejdet og er kommet ud på den anden side.

– Og det KAN jeg tillade mig at sige, fordi jeg netop har oplevet sorg og udfordringer ad flere omgange. 

– Når folk siger: ”Åh, det er så let for dig, Caroline, for du kommer jo fra et slot, og du er så privilegeret, du har det hele”, så må jeg bare sige: NÆH! I kender ikke min historie. I ved ikke, hvordan min opvækst har været. I ved ikke, hvordan noget som helst har været. I tillader jer at dømme. I tillader jer at sige, jamen det er så nemt for dig. Gu’ er det ej. For mig har det været en stor rejse og en helvedes masse arbejde med mig selv. Med mit liv. Og så har jeg samtidig knoklet min lille rumpet ud af mine bukser for også at have en indkomst, der har kunnet give mig det liv, jeg gerne vil have, samtidig med at jeg pretty much har stået alene som mor til mine tre børn. 

I dag står Caroline ikke længere alene. Hun har fået en mand ved sin side. En mand, som hun fuldstændig har tabt sit hjerte til, og som har alt det, hun savnede hos sin far. Og meget mere til. De mødtes første gang, da hun var 16 år. Caroline husker det ikke så tydeligt, men Carsten, som hendes udkårne hedder, har fortalt hende det.  

– Siden blev vi venner og så hinanden igennem mange år sammen med vores familier. Vores børn er vokset op sammen og kender hinanden rigtig godt, og Carsten skød sin første fasan på Valdemars Slot. På et tidspunkt blev jeg skilt, siden blev han skilt, og så gik der en del år, hvor vi slet ikke så hinanden. Men for halvandet år siden genoptog vi en dialog, vi tidligere havde haft, om at lave sko sammen. Carsten ejer skofirmaet Billi Bi, og fra begyndelsen af 2019 havde vi flere møder om en ny skolinje. Vi mødtes i London, og alle møder var med et måltid eller to. Carsten er lige så madglad, som jeg er. Han elsker at spise, lige så meget som jeg gør, og han elsker at lave mad, lige så meget som jeg gør. Han er lige så dygtig som min far til at lave mad, og oven i købet spiller han den samme musik, som min far gjorde. Jazz, som er så vidunderligt. Han har alt det, som jeg elskede mest ved min far. Oven i alt det andet, som han er. 

– Månederne gik, vi var på en inspirationstur i Paris, så på masser af sko og spiste nogle meget lange frokoster og middage sammen. Og så på flere sko. Der skete ikke noget som helst, men for hver gang, jeg mødte ham, blev jeg mere og mere imponeret over, hvor pragtfuldt og fint et menneske han er. Han er en rigtig mand. Han har været igennem meget i sit liv, men han ser det som lessons, han har lært af. På den måde kan jeg virkelig spejle mig i ham. Vi har både vores lyse og mørke sider, og jeg har stor respekt og beundring for ham som menneske. Han er en fuldstændig enestående far, og jeg synes, han er den dejligste ven, man kunne drømme om. Jeg elsker at være i hans selskab. Og for mig er det også første gang, jeg oplever at være i et kærlighedsforhold med en mand, jeg virkelig kan se op til, beundre og sparre med. Det er så vildt at få lov til at opleve det. Jeg føler virkelig for første gang, at det er sådan her: En rigtig kvinde kan gøre alt selv, men en rigtig mand vil ikke lade hende gøre det. Med Carsten får jeg hjælp, støtte, omsorg og kærlighed. Samtidig. Han hjælper mig til at være den bedste version af mig selv. 

Hvad skete der efter turen til Paris? 

– Der skete det, at jo mere tid vi brugte sammen, jo mere jeg lærte ham at kende, jo mere smeltede jeg bare indeni.

– Og uden jeg egentlig selv var klar over det, var jeg ved at blive smaskforelsket i ham. Heldigvis skete det samme for ham, men fordi vi havde kendt hinanden så lang tid, var det sådan lidt aj, aj, aj, hvad sker der …?

Fordi det var underligt, når I før bare havde været venner?  

– Ja! Og venner igennem så mange år.

– Men så, sidste sommer, inviterede han mig ud at spise. Jeg tænkte, nå, skal vi nu tale om flere sko, ha ha. Men nej, det skulle vi ikke.

– Det gik op for os, at vores følelser heldigvis var vokset og vokset side om side. And the rest is history. 

Havde du regnet med, at du ville finde kærligheden igen?

– Jeg havde altid håbet, at jeg ville finde kærligheden igen. Og jeg blev spået til for syv-otte år siden af en meget, meget fantastisk kvinde i England, at jeg ville møde mit livs kærlighed, og at han både ville være min sjæleprins og min livsprins. Og at hans stjernetegn ville være jomfru, lige som mit er. Jeg troede lidt på det, og de gange, jeg efterfølgende mødte en jomfru, tænkte jeg: Er det dig? Er det dig? Og det var det ikke. Men så – lige pludselig – kom min jomfru til mig. 

Hvad er det særlige ved jomfruer? 

– Uhhh… De dufter så godt. Og de dufter godt helt inde på deres makronbund. Jeg kunne faktisk spise ham. Og jeg tror ikke engang, at jeg skulle bruge salt eller peber. Han er lige til at spise. Og det mener jeg virkelig ikke kun fysically, men også spiritually, emotionally, intellectually. Jeg føler, at han er mig ligeværdig på alle niveauer og møder mig i øjenhøjde, selvom han er min høje flotte prins, som jeg også kan kigge op på og beundre. Og jeg elsker netop det. At jeg beundrer ham. Det har jeg aldrig prøvet før med en mand. Jeg føler mig så privilegeret og taknemmelig over, at jeg har været på den her lange rejse, og at jeg nu kan stå på den anden side af alt, hvad jeg har oplevet, og være så lykkelig. Og fri. Førhen ville jeg måske have skammet mig og følt, at jeg blottede mig ved at fortælle om så personlige ting, som jeg lige har gjort. Men det var frygten for, hvad min far ville sige, hvis han eller nogle af hans venner læste det. I dag er jeg sat fri, og hvis nogen dømmer mig, skal de have lov til det. Det vil ikke gøre mig ked af det længere, for jeg ved, hvem jeg er. Og jeg ved, hvad jeg er værd.