Casper Christensen efter voldsom kritik: ”Jeg er stadig meget, meget forelsket i min kone”
Han har oplevet mere end almindeligvis hård modvind for flere af sine livsvalg. ”Det er altså voldsomme ting,” siger en ærlig Casper Christensen til ALT for damerne.
”Pædofil” og ”luder”.
Da Casper Christensen i 2011 stod frem og fortalte, at han som 43-årig var blevet kærester med den dengang 25-årige Isabel Friis-Mikkelsen, gik det ikke stille for sig i kommentarerne på de sociale medier.
Den populære entertainer oplevede at blive svinet til, og da parret senere udvidede deres lille familie med to børn, så han blev far igen i en moden alder, kom de grove beskeder på ny – særligt fra én gruppe kvinder.
– I starten var der rigtig mange på de sociale medier, som var ubehagelige. Langt, langt de fleste var kvinder på min egen alder. Som var grove. Rigtig grove faktisk. ”Du er for gammel. Det er ulækkert”. Det var ligesom, da jeg mødte Isabel. Der var jeg pædofil, og hun var en luder. Det er altså voldsomme ting, fortæller Casper Christensen i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
For da han fandt sammen med Isabel, kom det bag på ham, at han dengang blev sat i bås som en slags ”gammel gris”. For ham var der 100 procent tale om en kærlighed.
– Når jeg så kigger på billeder af Isabel og mig, da vi mødte hinanden, så kan jeg sgu godt se, at jeg er gammel i forhold til hende. Og jeg kan godt forstå - hvis jeg kigger helt objektivt på det - at det kan provokere. Men problemet er bare, at kærlighed er kærlighed. Der er ikke så meget at gøre. Hvis jeg hver uge stod med en ny ung pige, så kunne jeg forstå, at folk tænkte, okay, det er altså et tema for den mand. Men i virkeligheden har jeg aldrig haft noget med unge piger at gøre. Det er noget, der er foregået i ’Klovn’. Jeg har tidligere været sammen med Anette Toftgård og Iben Hjejle, som er jævnaldrende med mig, siger Casper Christensen til ugebladet.
”Meget, meget forelsket”
I dag er Casper Christensen flyttet langt væk fra storbylivet med dens mange forlystelser og det store menneskehav. Nu bor han med Isabel og deres to små drenge, Cooper og Jagger, i Ålsgårde, som ligger 50 km uden for København.
Han har lukket firmaet Douglas Entertainment med 40 ansatte, har solgt sine natklubber, og han har 100 procent droppet at spise kød. Han beskriver, at det har gjort, at han fysisk har fået det bedre og har mere energi.
Der er med andre ord kommet en helt anden ro i den 51-årige komiker og Klovn-aktuelle filmmands liv.
Selv er han ikke i tvivl om, at det i høj grad netop skyldes, at familien nu er hans udgangspunkt – altså kærligheden til sin hustru og de børn, som han fik kritik for at være en ”for gammel far” til.
– Jeg er stadig meget, meget forelsket i min kone. Nu har vi været sammen i otte år og har to børn, så kritikken af Isabel og mig er ved at være forstummet. Men da børnene kom, startede det lidt op igen. Men jeg må bare sige, at det er fuldstændig forrygende at blive far igen. Det er det mest fantastiske, jeg har gjort i mange, mange år, siger han til ALT for damerne.
Læs hele interviewet med Casper Christensen HER, hvor han blandt andet fortæller om far-livet og forholdet til sine voksne børn.