Cecilie Hother: "Jeg er ikke den samme, som jeg var. Det er voldsomt at miste et barn"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det første, jeg husker, var sand mellem tæerne og den slags hæfteplaster, man skulle klippe af en rulle. Det sad godt fast, og der kom sand ind i kanterne af det. Jeg er vokset op i Nordjylland i et lidt utraditionelt hjem, hvor vi var seks søskende samt min mors yngste bror. Der var mange børn, og jungleloven regerede. Men jeg lærte, at alle løfter i flok. Det var en privilegeret barndom, hvor vi kendte vores pligter.

– Vi havde en gigantisk køkkenhave og var selvforsynende med grøntsager, frugter og bær, og det var vi børn, der passede haven. Jeg kan huske, at vi vaskede kartofler i en gulvspand med en gulvskrubbe, fordi alt var så stort og meget. Vi var jo altid mindst otte til bords – plus det løse.

Der var regler ved bordet. Far fik først, så mor, og så gik det ellers efter alder, og jeg fik sidst, fordi jeg var den yngste. Man måtte først spise, når der var sagt værsgo. Det var endt i kaos, hvis vi ikke havde gjort det på den måde.

– Dengang syntes jeg, pligter var irriterende. Der var tagrender, der skulle renses, brænde, der skulle kløves, og vi kørte havetraktor som børn. Mine søskende siger, at jeg altid slap billigt, fordi jeg var den mindste, men sådan husker jeg det bestemt ikke. Til gengæld drømte jeg om min egen lejlighed med en dør, der kunne lukkes, og hvor der ikke var tagrender, som flød over. Men alt er cirkler og kommer tilbage, og lige nu sidder jeg og kigger ud på min egen have med frugttræer. Det er det, vi kalder arven fra mor.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg drømte om at instruere dokumentarfilm, for jeg ville gerne rejse verden rundt og møde mennesker og kulturer. Jeg har også altid interesseret mig for tv. Da jeg var lille, havde jeg en masse VHS-bånd, som jeg optog tv på, lavede mit eget lille kartotek og udlejede til mine venner. Jeg tror, jeg havde 200-300 film, som jeg lejede ud.

– Men jeg havde også en menneskelig interesse, som fik mig til at læse psykologi. Senere kom jeg så ind på filmhøjskolen i Ebeltoft og fik job som producer på TV2 Vejret. På et tidspunkt søgte de nye værter til vejret, og lad os bare sige det sådan, at det var nogle smukke piger, der kom og aflagde skærmtest, men de havde måske ikke forberedt sig voldsomt meget. For sjov sagde jeg om aftenen til en kollega, at selv jeg kunne gøre det bedre. Det skulle jeg ikke have gjort, for han tog mig på ordet, og jeg aflagde også skærmtest.

– Jeg er så dårlig til at sige nej til udfordringer. Der gik et halvt år, hvor jeg ikke hørte noget, så blev jeg spurgt, om jeg ville være vejrvært. Jeg vidste godt, at det ville ændre mit liv, men jeg er så nysgerrig, at jeg bare måtte bare prøve. Der er kontant afregning, og hvis folk i stuerne ikke kan lide dig, ryger du ud igen. Senere kom jeg på DR og kort efter tilbage til TV2 for at være med til at starte TV2 Fri. Jeg kan godt lide den blanding af at arbejde i dybden og lave live-tv.

Dit livs omvej?

– Jeg tog til San Juan i Puerto Rico som 19-årig sammen med min daværende kæreste. Han var udstationeret for Udenrigsministeriet, og jeg læste psykologi. Dengang kunne man knap nok ringe hjem, og den tur var helt klart med til at danne mig. Hjemme ville jeg være blevet påvirket af mine venner og familie og dansk kultur. Derude kunne jeg danne min egen personlighed. Man lærer meget om sig selv derude i verden uden sikkerhedsnet.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Thomas, som jeg fandt på en racercykel. Vi skulle køre med Team Rynkeby til Paris for otte år siden. Jeg blev lokket med, selv om jeg egentlig ikke ville, for jeg kan slet ikke lide at cykle hurtigt i grimt tøj. Jeg havde også kun trænet minimalt. Jeg startede med at køre sammen med Mads Steffensen og Pelle Hvenegaard, og vi led!! Jeg var så langsom, at der kun gik to timer, så fik jeg at vide, at jeg skulle cykle sammen med en anden.

– Der knækkede filmen totalt, for jeg orkede ikke at møde et nyt menneske lige der. Men jeg tog ja-hatten på og gik over og sagde hej til Thomas. Jeg fik et meget afmålt hej tilbage. Han syntes jo også, det var irriterende at cykle sammen med mig i stedet for med sine drengevenner. Han så i øvrigt ikke Vejret og anede ikke, hvem jeg var.

– Vi blev venner på den tur og holdt kontakten siden. En aften inviterede han mig ud, og jeg kom i tvivl, om det var en venne-date eller en date-date. Skulle jeg havde flade eller høje sko på? Men han startede aftenen med at bestille to glas champagne, så jeg beholdt de høje sko på hele aftenen, selv om jeg havde flade med i tasken. Vi har været sammen lige siden.

Hvordan havnede du på den vej, hvor du bor nu?

– Jeg var på barselsorlov med Ellinor, da jeg en dag trillede forbi denne her grund med barnevognen. Der stod et gammelt skævt til salg-skilt, og haven var helt overgroet med brombærbuske. Jeg måtte lade barnevognen stå og kæmpede mig vej ad en interimistisk sti hen til det her kæmpe egetræ, som var så smukt. Det var her, vores fremtid skulle være. Jeg ringede straks til Thomas og sagde det, og han faldt heldigvis også for stedet.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Det kan jeg som mor til et børnehavebarn, fordi det er en ny rolle for mig, og jeg er stadig novice. Jeg havde for eksempel ikke tænkt over at sætte navn i Ellinors tøj, men jeg kan jo godt forstå, at pædagogerne ikke kan holde styr på alle børns tøj og ekstratøj. Jeg kom også til at give hende saftevand med første dag i skovbørnehaven uden at tænke over, at det tiltrækker bier.

– Der er så mange finurligheder ved at få børn. Det er det spændende ved det. Som mennesker kommer vi ind i rutiner, men børn er alt andet end rutiner. Hver gang man tror, at man har knækket koden, tager de et spring til. Man kommer helt sikkert til at fejle på trods af sine bedste intentioner.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja ofte. Nogle gange er den slags selvforskyldt, og ingen har sagt, at livet skal være let. Det handler om at komme tilbage igen og lære af det. 2019 har været et lorteår. Især sorgen over, at vi har mistet vores søn. Det rev mig omkuld og sidder stadig i mig – også meget mere end jeg havde troet.

– Til gengæld er jeg fuld af taknemmelighed og respekt for Thomas, for vi mistede Carl midt i byggeriet af vores nye hus. Jeg gik totalt ned med flaget, men Thomas klarede det hele, selv om han også var fuld af sorg. Han viste psykisk og menneskelig styrke. Jeg er først på vej tilbage nu.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg lægger ikke så meget mærke til det, men jeg følte det helt klart mere efter Vild med dans. Efter jeg mistede Carl, er der røget nogle filtre. Normalt har jeg ikke noget imod, at folk tager et billede af mig, men jeg er begyndt at føle, at det er ubehageligt, når nogen tager et billede af mig uden at have spurgt. Så vender jeg ryggen til. Jeg har brug for mere privatliv, efter jeg mistede Carl. Jeg var på smykkemesse i weekenden sammen med min niece, og der spurgte hun: ”Hvordan er det egentlig at være den nye isbjørneunge i zoo?” Sådan har jeg aldrig tænkt på det.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg glæder mig til et nyt år. Jeg har aldrig været typen, der troede på fortsætter, men jeg er klar til at trække en streg i sandet og begynde på noget helt nyt. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er ikke bare et nyt job eller en ny sportsgren. Jeg er ikke den samme, som jeg var. Det er så voldsomt at miste et barn, og alt kastes op i luften. Jeg kan ikke engang beskrive, hvad jeg skal, men jeg fortsætter på TV2 Vejret og skal også lave andet tv.

– Smykkerne fylder også meget, for jeg er i gang med at lancere en kollektion, som udspringer af min sorg. Jeg var på barsel uden et barn, og jeg tegnede meget i den periode. Nu er smykkerne kommet hjem. Jeg kan godt selv se, at de har noget med sorg at gøre. De er kantede og grafiske, men der er pludselig også noget blødt over dem. Men det er nok kun mig, der kan se det.