Charlotte Fich: "Jeg tror, at det er meningen, at man skal slå sig som barn"

Et badehåndklæde, en rulle kiks og en stak Anders And-blade. Det røg altid i tasken, når Charlotte Fich stod over for en badetur på den lokale badeanstalt. Gennem det let åbne vindue på hendes teenageværelse kunne hun i sommermånederne ofte høre lyden af børnegrin og vandplaskeri, som vidnede om, at andre allerede var hoppet i badetøjet og havde pakket snacks og læsestof i tasken.  

– Der var altid fuld af liv dernede, husker Charlotte. 

– Vi kunne ligge der og plaske rundt i mange timer. Og så blev man altid irettesat lidt af de der gamle damer, som lå og solede sig, fordi man plaskede for meget eller larmede for højt. 

Dragør Søbad, som badeanstalten stadig hedder i dag, var et af de steder, som Charlotte som barn og ung flittigt besøgte i de varme sommerdage. På de varmeste blev det endda gerne til flere besøg i løbet af dagen eller en aftendukkert efter lukketid.

– Det var nærmest vores fritidshjem om sommeren, siger Charlotte og griner. 

Med udsigten over Øresund ligger Dragør by. Vand er derfor et helt centralt element, når Charlotte vender tankerne mod sine barndomssomre i byen.

Hun husker, hvordan hendes små barnefødder i hurtige hop fra kampesten til kampesten sprang rundt på molerne langs havnen og nærmest tvang hende til at forsætte med næste hop for ikke at falde i de kolde bølger.

Somrene i byen var fyldt med eventyr og frihed. Frihed til at lege løs med de jævnaldrende børn og plads til eventyr, hvor hun lærte at sætte sine egne grænser.  

– Jeg tror, at det var meningen, at man skulle slå sig som barn. For at lære sine grænser. Vi sprang i hvert fald rundt på molerne og var bestemt ikke bange for at hoppe i færgelejet.

Fra færgelejets kant og ned til det friske vand var der et par meter.

Et spring, som Charlotte og vennerne ofte tog, når Limhamn-færgen ikke var i havn. Imens stod de på skift og holdt øje med, hvornår færgen vendte tilbage – for så var det bare med at komme op igen i en fart.  

– Jeg tror, at det er vigtigt, at man som barn får lov at prøve sine grænser af. At man får lov til at falde og slå sig og ikke mindst lære at rejse sig igen.

– Hvis man ikke lærer det som barn, bliver det virkelig svært at klare sig som voksen i en meget kompleks verden. Jeg tror, at forældres vigtigste opgave er at trøste deres børn, når de ER faldet, og give dem mod til at løbe ud og prøve igen.

– Jeg tror godt, at vi intuitivt vidste, at vi skulle passe på dengang. Jeg husker i hvert fald, at vi tog vores forholdsregler. Man kan sige, at vi ligesom selv måtte lave en stopklods, fordi der ikke var andre, som satte den for os. Der var ikke noget med, at nogen skulle vide, hvor jeg var hele tiden. Jeg skulle bare være hjemme til spisetid – og det var ganske normalt. Så jeg har haft en kæmpe frihed. Derfor minder det mig også om frihed, når jeg kommer tilbage til byen en dag som i dag. Man havde lov til at være til – uforstyrret og ikke iagttaget. Samtidig med der også en stor tryghed i kraft af, at byen jo ikke var større end den var. Jeg havde en fornemmelse af, at der altid var nogen, som kunne tage vare på en, hvis man var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. 

Opvæksten i Dragør gav Charlotte følelsen af frihed – men den gav hende også en kærlighed til naturen. Bølgerne, der glimter i solskinnet, vinden, der blæser i håret, og jorden, der graver sig ind under neglene. Det er noget, som Charlotte værdsætter den dag i dag, og hun søger især til Dragør, når hovedet bliver fyldt op med for mange tanker.   

– Naturen er det, der giver mig ro i sindet. Det lyder lidt som en kliche, men ikke desto mindre er det en erfaring, som jeg har gjort mig. At når jeg er stresset, bliver jeg helt rolig, når jeg går ud i naturen og plukker nogle blomster. Det der med at gå en tur, det er vidunderligt at gøre i naturen. Tankerne får lov at flyve, og du får et helt andet åndedræt. Man begynder at få større ideer eller et blik på, hvad man har gjort og har erfaret, og hvad man så kan omsætte det til i fremtiden. 

Hvem er Charlotte Fich

• Født 1961.
• Skuespiller og musiker. Kendt for rollen som Ingrid Dahl i tv-serien Rejseholdet og en lang række roller i teater, musicals, film og serier. 
• Udgav i 2016 sit første album med navnet ”Svæv”.
• Gift med filminstruktør Per Fly, 60, kendt for film som ”Bænken” og ”Arven”. Sammen har de børnene Anton, 24, og Aksel, 20. 
• Hun er opvokset på Drogdensvej i Dragør.

Netop dét er den vigtigste grund til, at Charlotte vender tilbage til Dragør indimellem. Hun bor nemlig selv i København, hvor naturen ikke er lige uden for døren. Derfor er hun for nylig blevet den glade ejer af et sommerhus. Her kan hun nemlig få den have og blomstrende natur, som giver hende ro – selvom det ikke er blevet i Dragør.  

– Dragør har givet mig et forhold til natur. Det mærker jeg tydeligt, og det har jeg taget med mig. Jeg har i en periode prøvet at undgå at have en have, men det gik ikke i mere end et halvt år. Men at have en have, der hvor jeg bor nu, kan desværre ikke lade sige gøre, så nu har jeg købt et sommerhus i stedet. Her er der plads og luft, og jeg glæder mig altid til at komme derhen.

Selvom der ikke er have til lejligheden i København, sniger der sig alligevel lidt grønne gartnerier ind hos Charlotte, for hun kan ikke lade være. 

– Jeg har alle vindueskarmene sået til med planter i så høj grad, at naboerne kalder det for Charlottes planteskole. Det der med at se, at det lille frø kommer i jorden, og efter lidt tid får man en plante, som man kan leve af. Det er da så fascinerende!

– Og det giver også en ærbødighed over for den verden, vi lever i. Hvis man har et fremmed forhold til produktionen bag det, vi spiser, og ikke forstår, at der faktisk er noget virkelighed bag det, men bare propper det i munden, så kommer vi til at ødelægge vores jord. Så simpelt er det! Og det tror jeg på en eller anden måde, Dragør viser mig, har lært mig og minder mig om igen og igen. 

Og det er måske ikke så mærkeligt, at sommer for Charlotte er lig med planteprojekter.

Hver sommer sprang hun nemlig på cyklen og trådte i pedalerne hjem til sin farmor og farfar.

Deres have var fyldt med grøntsager i alverdens afskygninger, og derfor har Charlotte spist uendelige mængder friske ærter, gravet persillerødder op i massevis og hjulpet med at høste årets lager af jordbær, inden hendes farmor skulle sylte og henkoge. 

– Sommer er jo der, hvor man skal lave saft og høste bær. Man skal henkoge og sylte – og det gør jeg! Det er helt sikkert noget, som jeg har taget med fra min farmor. Det kan være en hel videnskab med alle de grøntsager og frugter, men jeg synes, at det er voldsomt spændende. 

Charlotte flyttede fra Dragør som 14-årig, da hun skulle på efterskole. Siden har hun ikke boet i byen, men tager stadig forbi for at gå en tur på strandengene, i Kongelunden eller ved Sydstranden. Turen skal helst sluttes af med en is på havnen – der, hvor hun og forældrene gik hen for at få en vaffel i de varmeste måneder. Iskiosken ligger stadig det samme sted som dengang, men mange af de andre ting i byen har forandret sig.  

– Lige før det her interview kørte jeg rundt i 20 minutters tid og ledte efter min by – og den er jo væk. Alt har forandret sig, siden jeg flyttede herfra. Men jeg synes stadig, her er dejligt, og at Dragør på en eller anden måde stadig har hele pakken! Derfor har jeg det også sådan lidt som at gå på memory lane, når jeg går rundt i gaderne. Der er jo minder gemt over det hele.   

Selvom meget er forandret, nyt er kommet til, og andet troligt står, kender Charlotte stadig de små brostensbelagte gader og stier ud og ind, som hun bumlede hen over på cykel som barn.

Anderledes er det på havnen, som er forandret fra det, Charlotte husker. Derfor skal hun da også bruge et par ekstra minutter på at orientere sig, da hun når derhen.

Hun går og leder efter det sted, hvor hun og vennerne sprang i vandet, mens færgen var ude, da hun stoppes af et spørgsmål fra en forbipasserende. 

"Jeg føler, at jeg har set dig før", spørger en gut og fortsætter:  "Du har været i fjernsynet ikke?" 

– Jo. Jeg er født herude. Synes I ikke, at her er dejligt? 

Charlotte begynder straks begejstret at fortælle om byens herligheder. Har I været oppe i den gamle by? Så I den lille hyggelige biograf? Og sidst, men ikke mindst: Har I smagt den gode is på havnen? Og peger dem efterfølgende i retning af den iskiosk, hvor hun altid selv har købt sin iskolde sommerklassiker.

Og netop det, at hun kender byen så godt – og byen kender hende – er med til, at Charlotte ikke planlægger at flytte tilbage til Dragør i nærmeste fremtid.   

– Når jeg ikke har lyst til at flytte herud, så er det fordi, at jeg har det sådan lidt, at jeg har været her, siger hun eftertænksom og fortsætter: 

– Jeg kunne mærke, at da jeg flyttede fra byen, havde jeg et naturligt behov for også at møde nogle andre mennesker, der lavede noget helt andet og kom fra noget, som jeg ikke kendte til. Der er en stor tryghed i at bo i en lille landsby, som Dragør er. Man kender hinanden her, og det kan jeg godt lide. Samtidig kan der jo godt ligge en fare i, at man kommer til at kontrollere hinanden lidt. Og det er ikke nødvendigvis ment som noget negativt, for når vi diskuterer med og om hinanden, er det for at finde ud af, om det er en god vej at gå – om det er en vej, som vi selv skal gå en anden gang. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at bo i storbyen med alle mulige og umulige typer af mennesker, hvor diversiteten er stor, og hvor jeg kan gemme mig lidt i mængden.

– Men jeg vil aldrig sige aldrig! For Dragør har nogle klare kvaliteter, og jeg føler mig tryg her. Derfor vil jeg også blive ved med at have et forhold hertil. Det er jo stadig mit, selvom jeg ikke bor i byen. Man kan jo bare tage derhen, når man vil, og nyde stedet alligevel. Sådan har jeg det i hvert fald selv med meget af tilværelsen – for jeg elsker at gå på opdagelse i verden.