"Forræder"-Chinasa om svær barndom: ”Jeg har ikke længere kontakt med min far”
Chinasa har ikke haft en let barndom, men det har gjort hende stærk.
Denne artikel blev bragt første gang hos HER&NU. Dette er en redigeret version.
Chinasa Ementa, 24, er lige nu aktuel i tv-programmet "Forræder - Ukendt grund", hvor hun sammen med 14 andre deltagere skal forsøge at få ram på de tre udvalgte forrædere.
Det var Chinasas veninder, der pressede på med at få hende med i programmet, da de mente, at hun ville være god til spillet.
"Jeg havde egentlig ikke set "Forræder" før, men de vidste, at jeg er god til at snakke med mange og ville have det sjovt med det. Jeg kan godt være lidt af en menneskekender," fortæller Chinasa.
Chinasa har en stor omgangskreds og mange gode venner, og ifølge hende er det oplevelser fra barndommen, der er skyld i, at hun har udviklet sig til at være god socialt.
Hendes opvækst har nemlig ikke været som mange andres, men den har lært hende at være god til at se positivt på tingene.
"Som barn var jeg forholdsvis stille, og der gik lang tid, før jeg blev blødt op. Jeg har gået i flere institutioner, så jeg har været lidt sen til at få venskaber og snakke med folk, men det er jeg så kommet efter," siger Chinasa.
Årsagen til, at Chinasa har skiftet institutioner, er, at hendes forældre blev skilt, og Chinasa flyttede fra København til Nordsjælland med sin mor og sine to yngre søskende.
"Det var noget af et skift," forklarer Chinasa, der dengang stadig havde kontakt til sin far.
Men sådan blev det ikke ved med at være.
"Min far kommer fra Nigeria, og da de blev skilt, boede min far stadig i Danmark. Men da jeg var 11 år, flyttede han tilbage til Nigeria, så nu har jeg ikke kontakt med ham overhovedet. I starten var det virkelig hårdt, fordi man er vant til, at der er en mor og en far i en familie. Så det var svært og underligt, at det kun var min mor. Når man ikke er så gammel, så er det ret svært at svare på, hvorfor ens far ikke kommer med til sociale arrangementer," forklarer Chinasa og tilføjer:
"Jo ældre jeg er blevet, jo mere er det gået op for mig, at man ikke behøver at have to forældre, hvis man bare har én, der kan alt, og det kan min mor."
Chinasa har aldrig fået en god forklaring på, hvorfor faren flyttede tilbage til Nigeria.
"Han fortalte, at det var noget med familien i Nigeria," siger Chinasa, der i dag har accepteret sin historie og har vendt sin opvækst til en styrke.