Chris Pedersens jagt på lykke: "Jeg har altid haft det sådan, at det kun er tumper, der er lykkelige"

Den grønne plante i soveværelsets vindueskarm er det første og sidste, Chris Pedersen kigger på. Det er også den første, han siger godmorgen til, og den sidste, han siger godnat til. Det er blevet et ritual og planten et symbol på den udvikling, tidligere moderedaktør og nuværende tv-vært Chris Pedersen har været igennem det sidste stykke tid. For mens han har undersøgt, hvad der gør Nordens folk til de lykkeligste i verden i DRK-programmet "Verdens lykkeligste land", har han også erkendt, at hans egen lykke findes et andet sted, end hvor han tidligere har kigget hen.

– Jeg har altid haft det sådan, at man ikke kan være lykkelig hele tiden. Det er kun tumper, der er lykkelige. Men jeg har fundet ud af, at jeg har brug for nogle ritualer for at have det godt. Planten er blevet min måde at få et rum at vågne i og falde til ro i og sige tak. Hvis jeg har haft en dårlig dag, prøver jeg altid at finde noget at takke for. Det kan være, at jeg siger "tak, fordi kaffemaskinen på DR virkede i dag". Det har gjort noget godt for mig at anerkende dagen og udvise taknemmelighed, siger den 40-årige tv-vært.

Denne eftermiddag når solens stråler Vesterbro-lejlighedens stue, hvor Chris sidder på sin sølvgrå Eames-stol. Tilbagelænet med fødderne oppe under sig. Han er gladere, end han længe har været. Og det har ikke altid været en selvfølge i Chris' liv. At være glad. For gennem opvæksten i Kerteminde fyldte

drillerierne og tæskene i skolegården det meste.

– Jeg blev holdt meget udenfor som barn. Som lille homodreng ude på landet passede jeg ikke ind. Vi lærer alle fra barnsben, at piger skal være på én måde og drenge på en anden, vi er flokdyr. Hvis der er en, der ikke passer ind i flokken, er det enormt ubønhørligt.

– Jeg var ikke optaget af holdsport. Jeg bar min jakke som en kappe, tegnede tøj til min My Little Pony og læste enormt meget. Jeg kunne ikke spejle mig i nogen, siger Chris og beskriver det som en ond spiral. For når han ikke blev set, følte han heller ikke, at han havde en stemme, og hvis der ikke var nogen, der talte hans sag, var der heller ingen, der havde det ligesom ham, tænkte han:

– Det var en enormt ensom måde at blive voksen på, fordi jeg grundlæggende havde en fornemmelse af, at jeg var Palle alene i verden. I dag kan unge mødes på tværs af landegrænser, men for mig var der ingenting. Jeg gik ned på biblioteket for at læse homobøger, som stod i afdelingen for psykiske sygdomme og depression. Der var en guide til, hvad man skulle gøre, hvis ens barn begik selvmord, og så var der historier om Kim Schumacher, der døde af AIDS. Det var de eneste historier, der nåede ud på landet.

Et konstrueret selvbillede

Lykken var ikke noget, Chris forholdt sig til eller spurgte sig selv om: Er jeg lykkelig sådan helt ned i maven? Nej, det var der simpelthen ikke plads til i den i forvejen forvirrede teenagehjerne.

– Som ung tænkte jeg ikke meget over, om jeg var tilfreds eller glad. Jeg tænkte mere over, hvor jeg skulle hen. Jeg skulle bare væk fra Fyn. Jeg flyttede til London som 18-årig og København, da jeg var 19 år. Jeg havde ikke lært at gebærde mig i de miljøer, men jeg lærte hurtigt at se, hvordan andre gjorde, og kopiere dem. Min første rigtige kæreste og jeg talte om, hvordan vi skulle gøre. Vi læste begge på universitetet, han ville ind i modelbranchen, og jeg ville ind i modebranchen. Vi vidste, at hvis vi havde flot tøj på, dansede og havde det skægt, kom vi ind de rigtige steder. Vi kendte koderne, og det gav mig en følelse af at være sej og cool. Ingen kunne røre mig, når jeg var på den rigtige liste.

– Jeg vidste også, at hvis jeg skulle opnå mit mål om at komme ind i modebranchen, måtte jeg være en del af de rigtige cirkler i København, arbejde 60 timer gratis om ugen, stå i butik, forsøge at blive færdig med studiet, hvor jeg i øvrigt også skulle have rigtig gode karakterer, for ellers ville jeg ikke blive til noget. 

Når jeg hører det nu, tænker jeg "argh", siger han, mens han laver kvælertag på sig selv. Han tænker lidt.

– Jeg tror, at det var naturligt, at jeg fik et arbejdsliv, der handlede om at konstruere det perfekte billede i forhold til mig selv. Det var den ultimative godkendelse af mit værd. Men hvis man finder sin lykke i andres accept af én, så bliver det en ubønhørlig jagt på accept hele tiden.

Også dengang var Chris klar over, at det ikke var sundt at søge bekræftelse hos andre, men han havde brug for at blive set og hørt. Han havde brug for at bevise over for alle dem, der havde syntes, at han var et underligt barn, at han var noget værd.

– Hvis man ikke passede ind i den almindelige konstruktion – eller almindeligt er et underligt ord at bruge – men vi leder jo alle efter et sted, hvor folk accepterer os, og det gav klublivet mig blandt andet. Både modebranchen og nattelivet er steder for outsiderne. Det var i byen, at jeg mødte andre unge mennesker, der ikke passede ind. Kunstnerne, frisørerne, musikerne, skuespillerne og homoerne. Når jeg var til fest, var jeg mit allerbedste jeg, og jeg var ikke til at skyde igennem. Det var både vildt fedt, men også en form for drug eller illusion. For hvordan får man den følelse hevet med ind i dagligdagen, så man mandag morgen også har en fornemmelse af, at alt er ok?

– Det har været en øvelse for mig de sidste par år, nu hvor mit ungdomsliv har varet ti år mere end andres. Jeg var jo en af dem, der blev hængende på baren, ikke?

Han griner højt.

Chris Pedersen. Foto: Les Kaner.

Et nødvendigt sammenbrud

Chris griner meget. Selv når der ikke er meget at grine af, men det virker forløsende for samtalen og måske også for ham. For Chris har altid haft en tendens til at leve på en måde, der ikke nødvendigvis er den bedste, i hvert fald ikke for et gemyt som hans.

– Jagten på det nye eller på det der med at føle sig relevant og hørt passede ikke vanvittig godt sammen med en karakter som min, der ikke kunne sige stop. Det er lidt ligesom, hvis man er et stille og roligt menneske, der vil tosomheden og bo på landet, men samtidig har en hang til depression og melankoli, så er det måske ikke vanvittigt godt at bo på landet. Det er sådan en underlig dobbelthed, som altid har fulgt mig.

– Modens tandhjul er et ubarmhjertigt tandhjul. Alt skal være meget perfekt udadtil, og alting går enormt stærkt. I min tid i modebranchen rejste jeg meget, og jeg havde seks redaktørposter på 12 år. Det handlede hele tiden om at

have fingeren på pulsen, og den puls var svær at følge med på, da jeg blev en voksen mand og begyndte at måle mig med folk på 25 år, der kunne være i byen

hele tiden.

Derfor var det næsten naturligt, måske endda nødvendigt, at Chris for fire år siden fik et sammenbrud. Et stressrelateret et, som betød, at han kom helt derned, hvor han ikke troede, at han skulle komme til at arbejde igen. Eller i det hele taget trække vejret igen.

– Jeg havde haft et blackout før, da jeg arbejdede som moderedaktør på Euroman, men det var slet ikke sådan et bang, som det var, da jeg stoppede som chefredaktør på Cover Man. Denne gang var det helt grundlæggende: Du lever dit liv forkert! Det var forkert at arbejde søndag nat, forkert at komme i seng klokken fire onsdag og stå op klokken 6. Det havde jeg vænnet mig til igennem mange år, men det er der ingen, der kan tåle. Der var mange deadlines, stram produktion, annoncemøder med designere, modefester og modeuge. Alt blev til poweryoga, og jeg troede pludselig på det, der stod i bladene om, at jeg bare skulle lave en øvelse foran skrivebordet, hvis jeg havde travlt. Jeg skulle åbenbart køre galt, før jeg lærte at tage cykelhjelm på.

Væk fra overfladen

Programmet "Skønhedens Magt" på DRK blev Chris' første skridt væk fra modebranchen. Her begyndte han at undersøge de idealer, han selv havde været med til at skabe igennem mere end et årti. Han var ikke længere optaget af overfladen, iscenesættelse. Han ville i dybden – både professionelt og personligt.

– Modebranchen var ligesom at være med i et teaterstykke. Det var både designerne, modellerne, musikerne, men også journalisterne, der var en del af det. Der blev ikke skrevet det store følelsesmæssige dødsfaldsinterview eller skilsmisseinterview med et kendispar – og hvis der gjorde, så stillede de kun op for at tale om en skilsmisse, der handlede om, at de stadig var gode venner. Det kunne jeg ikke bruge til en skid, for det passede ikke! Jeg var træt af det konstruerede.

– I det hele taget er de fortællinger, vi fortæller hinanden, altid dobbelte. På den ene side er der historien, vi gerne vil have, at folk kender, og på den anden side er der den, vi kun selv kender. Hvis man i virkeligheden har det ad helvede til, men ikke kan overskue at tale om det, så fortæller mange kun overfladen, fordi det andet er for hårdt.

– Men hvis man hele tiden fortæller heroppe, siger han, mens han tegner en usynlig streg, så begynder man selv at tro på det. Hvis man derimod tør fortælle, hvordan det rigtigt var, da man blev skilt, så giver det også andre en følelse af at blive set og forstået.

Lige dér lå kimen til det, som Chris de sidste mange måneder har rejst Danmark og verden rundt for at blive klogere på. Han ville finde og forstå det, der forbinder os alle sammen: En stræben efter det gode liv – hvad det så end betyder:

– Jeg læste en artikel i The New Yorker om, hvordan USA har vænnet sig til tanken om, at hvis man tænker positivt hele tiden, skal alt nok forandre sig. Jeg blev så provokeret, for jeg tror på ingen måde, at mennesker kan være lykkelige hele tiden. Jeg har altid haft det sådan, at man ikke kan få det hele. Illusionen om, at man kan få det gode parhold, det gode familieliv og den rigtige karriere, tror jeg ikke på.

– Lykken er flyvsk, men tilværelsen er meget konkret. Alle de valg, man tager, har helt konkrete konsekvenser. Jeg har eksempelvis altid lagt mine jetoner på arbejdslivet og på at gå i byen i stedet for at kigge på, hvad der skal ske, når jeg har fri fra job eller om søndagen, når jeg vågner alene. Det betyder helt konkret, at jeg ikke har en familie i dag. Det er først meget sent, at jeg har fundet ud af, at der også ligger en værdi i det.

På rejsen mod lykken har Chris talt med blandt andre Claus Meyer, Rene Redzepi, Michael Laudrup, Connie Nielsen, Bjarke Ingels og Helle Thorning. De repræsenterer hver især det, som den nordiske lykke er bundet op om, nemlig fællesskab, frihed og tillid. Tre ting, som har vist sig også at være vigtige for Chris.

– Jeg er begyndt mere og mere at finde ud af, hvilke parametre der er vigtige for mig. Mine prioriteter har ikke altid været i orden, men der er nogle grundprincipper i min tilværelse, som har forfulgt mig, og som jeg har sat pris på, som tillid, fællesskab, venskab og frihed. Når de ting er til stede i mit liv, er jeg gladest.

Tillid handler for Chris om, at han har tillid til, at der er nogen, der passer på ham. For når man som Chris og 40% af den danske voksne befolkning er single, er det ikke en selvfølge, at der er nogen, der laver mad, gør rent og sidder ved hospitalsengens fodende, hvis uheldet er ude.

– Jeg har været single i 15 år, og sandsynligheden for, at jeg får en familie, er efterhånden meget lille, så jeg har tænkt over, hvad jeg gør, hvis jeg får cancer? Jeg italesatte det over for en af mine tætteste venner, og jeg sagde, at vi blev nødt til at aftale, hvad vi gjorde, hvis det skete. Ville han komme og passe mig, eller skulle jeg sendes hjem til min familie på Fyn? Det er en mærkelig samtale at have, men ikke desto mindre virkelig vigtig, og jeg tror, at det er en samtale, som er vigtig for mange mennesker. Tillid er en af de ting, vi bliver glade af, men vi skal også finde ud af, hvem vi har tillid til omkring os, siger han og fortsætter ivrigt.

– Men fællesskabet betyder også meget for mig. De sidste par år er jeg begyndt at gå i kirke. Jeg er begyndt at spørge mig selv, hvorfor jeg gør det? Men kirken er et sted, hvor alle socialklasser mødes. Jeg møder ikke særlig mange andre typer mennesker end dem inden for min akademiske, kreative boble til daglig, men i et kirkerum bliver jeg tvunget til at forholde mig til alle slags mennesker. "Intet menneske er en ø", tænker jeg tit på. Det er virkelig banalt, men vi eksisterer kun, fordi vi er sammen med andre, siger han.

Kirken er ikke kun et fællesskab for Chris, men også et fast ritual, et holdepunkt – ligesom planten i soveværelset.

– Det ligger ikke til mig at være stille, men det skal jeg både være i kirken, og når jeg taler til planten. Jeg er ikke religiøs, men jeg har brug for nogle ritualer, hvor jeg finder ro, inden jeg starter eller slutter dagen.

Chris Pedersen. Foto: Les Kaner.

Projekt liv lykkedes

Listen er lang over alt det, Chris har lært ved at læse om lykke, tale om den og mærke det på egen krop. Selv kalder han det "at blive voksen", men måske handler det også om at lytte til en krop, der i mere end et årti har længstes efter at blive hørt.

– Når man får stress, siger lægerne, at man skal gå en time hver dag uden at skulle noget, for så lærer hjernen at klare sig selv. På en eller anden mærkværdig måde var det det sværeste for mig at gøre. Ikke at skulle noget, når jeg var vant til at skulle meget. Det var enormt skræmmende. Når jeg pludselig begyndte at bruge tid alene, føltes tiden som sand mellem hænderne. Pludselig var der gået et halvt år, hvor jeg ikke havde gang i tusind ting. Jeg var bange for at blive irrelevant, hvis jeg ikke havde gang i meget. Jeg ved godt, at det kun foregår oppe i mit hoved, men jeg synes stadigvæk, at det er svært.

Sidste sommer tillod Chris sig for første gang at mærke efter og gøre det utænkelige: at tage på sommerferie uden planer.

– Jeg tog toget til Berlin med min cykel. Jeg læste bøger, mens det piskede ned. Bagefter tog jeg i sommerhus på Fyn og kom tilbage. Jeg havde cyklen med alle mulige steder hen og bookede små huse undervejs. Det var nærmest panikfremkaldende, men da jeg var i det, var det sjovt. Jeg endte på Bornholm med nogle kammerater på et gammelt badehotel, hvor jeg mødte mange sjove mennesker. Det var den bedste sommerferie, jeg nogensinde havde haft. For bare et år for siden havde jeg tænkt, at jeg ikke kunne tillade mig det, men det handler om at have modet til bare at sætte sine egne behov helt forrest – uden at blive alt for egoistisk.

– Det har været en proces. En meget lang proces. Men jeg tænkte, da jeg fyldte 40 sidste år og holdt fest, at projektet lykkedes. Det projekt, jeg havde sat mig for, hvor arbejdet skulle fungere og lejligheden og vennerne skulle være der. Projekt liv, som jeg håbede, det ville blive, var faktisk lykkedes. Nu skulle jeg ikke bekymre mig mere, smiler han.