"Det er fand'me sjældent, at en kvinde lige går ud og sparker dæk"

Han kommer kørende i en sort Porsche. Selvfølgelig. Med über lækker motorlyd. Parkerer helt tæt ved bordet uden for Olivers Garage ved Skovshoved Havn, hvor vi skal sidde og snakke. Lyseblå, løsthængende skjorte og jeans. Det gråsprængte, halvlange hår friseret tilbage. Prototypen på en passioneret bilnørd og reklamemand, der udmærket godt ved, hvilke signaler han – og bilen – sender, og som i høj grad joker med det samtidig.

Han er også typen, der godt tør komme med nogle friske og lidt-på-kanten-agtige bemærkninger om dagens emne, kvinder og biler, og det er derfor, jeg har sat ham stævne. Han er aktuel med sin 10-års jubilæumsudgave af bogen ”Mænd & Biler”, men jeg har tænkt, at han da også må vide en masse om kvinder og biler, når han i bogens indledning kan skrive sætninger som:

”Måske kommer hun med forslag til, hvilken bil I da godt kunne købe næste gang. Og sandsynligvis skal hun involveres i den endelige beslutning. Mange kvinder har – om ikke andet – så en acceptgivende funktion, når det drejer sig om så stor en investering. Men biler er næsten altid et anliggende for manden.”

Og her gik jeg og troede, at kvinder var afgørende udslagsgivende i forhold til bilkøb?

– Ja, men det er også lidt afhængigt af, hvilken familie vi er hjemme hos. De familier, hvor det fuldstændig er mandens anliggende, er efterhånden ved at være udryddet. I de fleste hjem er der to, der tjener penge, og så bliver bilen jo en fælles ting. Men min påstand er, at det er manden, der er opsøgende og synes, det er spændende at tilbringe tid på Bilbasen og læse tests. Man kan så involvere sin kvinde i det, vise hende forskellige biler og foreslå et par muligheder, og så får hun jo en accepterende funktion, fordi hun kan nikke eller ryste på hovedet.

Men det er så også ret vigtigt, kan man sige?

– Absolut. Og så er det typisk omvendt, når der skal købes gardiner til hjemmet.

Han holder en pause. Kan måske godt se på mig, at jeg tænker, okay, vi taler 2019 …

– Altså, jeg er ked af, at det hurtigt bliver så kønsnormativt, men der er bare nogle ting, der stadig er kønsnormative. Jeg bliver nødt til at sige, at der ikke findes en eneste husstand i Danmark, hvor kvinden har været lidt lun på, at den næste bil skal være en BMW, og så har manden lagt armene over kors og har sagt: ”Nej, det SKAL være en Berlingo”. Det findes ikke.

– På samme måde findes der heller ingen kvinder, der er kommet hjem og har oplevet deres mand sidde ude i køkkenet opløst i tårer, fordi han har været hos frisøren og fået nogle reflekser, der ikke blev, som han havde forestillet sig. Så selvom vi bliver mere og mere ligestillede, er vi også køns-normative langt hen ad vejen. Måske findes der husstande, hvor det er hende, der er bilentusiasten, og ham, der er sådan lidt ligeglad. Men det er fand’me sjældent, at en kvinde lige går ud og sparker dæk.

Vis mig din bil

Så er vi ligesom i gang. Christian understreger, at jeg gerne lige må skrive, at han siger tingene med et glimt i øjet. Det er hermed gjort. Og selvom man som kvindelige interviewer godt kan få iskaffen galt i halsen over nogle af hans bemærkninger, så er det også ret sjovt. For der er jo noget om snakken. Det kan jeg godt se, selvom jeg klart er en af de kvinder, der går ret meget op i, hvilken bil jeg kører. Det vender vi tilbage til. Først skal vi lige runde biler som sådan. For hvordan er det at være bilentusiast i en tid, hvor klimaet i den grad er kommet på dagsordenen?

– Jeg synes ikke, jeg skal forsvare min interesse og mit job, men bilen bliver generelt omtalt som et problem. Samtidig – hvis man er bilist – er bilen løsningen på et problem. Ironisk nok. Folk har jo bilen for at løse problemer med at nå at hente børn, købe ind og køre til Tisvilde om sommeren.

– Det sjove er dog, at samtidig med at bilen bliver udskreget som et problem, så er man ved at opdage, at bilferier for eksempel er mere klimavenlige end flyferier. Så måske vender det lidt, og under alle omstændigheder er der også sket det, siden jeg for ti år siden lavede den første udgave af min bog, at bilerne er blevet grønnere. Dels har vi fået en buket af elbiler og hybridbiler, men derudover bruger benzinbiler væsentligt mindre benzin i dag og lukker mindre CO2 ud. På den måde går tingene jo den rigtige vej. Men jeg kan da godt nogle gange tænke, at når jeg kaster mig over en lækker sportsvogn og skriver om den, så er det lidt som at anmelde en stor bøf.

Han griner højt.

– Til gengæld, når jeg anmelder elbiler, så føler jeg, at uh, nu viser jeg lige vej og blåstempler et produkt, som kan hjælpe folk i den grønne omstilling.

Hvad tænker du om elbiler?

– Jeg kan godt lide elbiler. Jeg synes dog, at udvalget p.t. er for lille. Og mange af de elbiler, der bliver introduceret, er store SUV’er, der står til at kunne køre 400 km på en opladning, men i praksis kun rækker en tredjedel. Men jeg er positiv, og jeg kan sagtens omstille hele min glæde ved biler til elbiler. Nu kom jeg kørende i en Porsche, og sådan en kan man jo køre i om søndagen, når man skal have et smil på læben, og så lægge sit andet forbrug om til elbiler, hvis man ellers har råd til at have flere biler.

Christian mener som udgangspunkt ikke, at en bog med titlen ”Kvinder & biler” ville sælge særlig godt.

Men hvis du nu skulle skrive første kapitel i sådan en bog, hvad skulle der så stå?

– For det første vil jeg sige, at det meste af det, jeg siger om mænd og biler, også gælder for kvinder i det omfang, de selv har lavet al researchen og købt bilen selv. Hvis man skal afkode bilen som identitetsmarkør, så er det vigtigt, at det er et personligt valg. Hvis man spørger nogen til råds, kommer der støj på senderen. Og min påstand er, at der er flere kvinder, der føler sig usikre på biler, og som spørger en mand til råds.

– En mand er mere tilbøjelig til at kigge nogle modeller ud og tænke, det skal være den eller den. Hvis jeg skulle skrive en bog til kvinder om biler, ville jeg tage udgangspunkt i, at kvinder er enormt kompetitive, når det kommer til stykket. Kvinder er gode til at måle hinanden og have en bitch war kørende på sko, tøj, frisure og tasker.

– Mit råd ville være, at man tager glæden ved de ting og fører den over på bilen. Bilen er den ultimative accessory, som siger så meget mere om dig end et par sko, som du bruger en sommer. Bilen er en meget stærk identitetsmarkør. Det kan godt være, du siger, jeg skal bare fra A til B, men dine medtrafikanter vil sidde og kigge på dig og tænke, nå sådan er hun. Og jeg tænker, at hvis man går op i sko, tøj og frisure, er det ironisk at ignorere en så larmende identitetsmarkør som en bil.

– Mænd kan omvendt lægge vanvittigt meget i bilvalget, og så kan de ellers stå ved siden af den med en maskinstrikket pullover stoppet ned i et par jeans, der sidder helt forkert. Der kan man sige, at deres bilsignal måske er helt rigtigt og lækkert, men resten er håbløst. Det er lige så umuligt. Hvis man skulle skrive et ekstra kapitel i bogen om mænd og biler, skulle man skrive, at alt sender signaler, så lad være med at glemme tøjet, når du går så meget op i biler. Der er en grund til, at det hedder et ”køretøj”, og det er fordi, køretøjet sender signaler på samme måde som alt muligt andet tøj.

Hvad lægger kvinder helt generelt vægt på i forhold til biler?

– Mit indtryk af kvinder er, at de generelt lægger mere vægt på sikkerhed. Og så tror jeg, at kvinder går op i bilmærker på den måde, at de gerne vil have, at bilen er socialt accepteret.

Hvad betyder det?

– Det betyder, at de ikke gider have en tabubelagt møgspand.

Som en …?

– I gamle dage var det jo en Skoda. I dag kunne det være en Dacia. Men man kan også lægge det af sig og sige, vi skal bare have noget bil for pengene. Men jeg tror, at for mange kvinder stopper aspirationen, når hun kan sætte et stempel og sige: Det er en okay bil. Hvor mænd måske i højere grad vil søge noget decideret prestige. Folkevogn er et godt mål for en kvinde, for den er bare enormt godkendt. Men en mand ville ofte sige, ah, kunne man lige få en Audi, en BMW eller en Mercedes?

– Man skal tænke på, at mænd må afvikle alle de der langpisningskonkurrencer gennem biler, fordi det er noget, alle mænd forstår. Hvis man som mand i stedet går op i at være super skarpt påklædt, henvender man sig til en mindre gruppe af mænd, fordi der simpelthen er færre mænd, der forstår tøj.

Kvinder er også til de store

Nu siger du, at Folkevogn er noget, de fleste kvinder kan sætte hak ved, men er der ellers noget i forhold til biler, der appellerer særligt til kvinder?

– Det er sgu svært at sige. Vi har udtrykket ”konebil”. Men det er typisk mænd, der siger det om biler, som de opfatter som velegnede til kvinder. Og jeg tror ikke, det har bund i en særlig interesse for kvinder. Generelt kan alle danskere godt lide sorte biler. Sammen med hvid og sølv dækker du de fleste. Men hvis man kører op ved siden af en Fiat 500 og kigger ind bag rattet, så vil der som regel sidde en kvinde. Nogle mænd vil føle sig decideret truet på deres maskulinitet i en Fiat 500, men så er det jo dem, der er noget galt med, synes jeg. Så har de ikke meget maskulinitet at give af. Men den klassiske idé om, at kvinder meget gerne vil have små biler, den køber jeg ikke.

– Nu bor jeg i Charlottenlund, og jeg synes lige så ofte, at jeg ser, at kvinder her i området gerne vil have store biler. Vi har den der SUV Crossover-bølge, der ruller, med en Nissan Qashqai som et godt eksempel. Det er en bil, man sidder højt i, man har godt overblik og føler sig sikker, den er rummelig, og den er god til alle mulige familiepraktiske gøremål. Den ser meget godt ud, og Nissan er ikke sådan et brand, hvor folk begynder at fnise. Der er mange kvinder, der har store aktier i Nissan Qashqai-salget.

Hvis man som kvinde går op i biler og gerne – selvom man måske ikke helt vil være ved det – vil have lidt streetcredit fra mændene, er der ifølge Christian et par ting, man kan overveje.

– For det første skal man vælge bilen selv og ikke spørge til råds. For så får man den personlige kobling mellem personen og bilen. Og så er det jo en kliché, men der er også nogle point, når hun vælger en mere sporty bil. Eller en stor terrængående bil. Men jeg kender også kvinder, som har haft nogle store, flotte biler og har oplevet, at mænd, de datede, har følt sig truet.

– Det siger jo mere om mændene og deres mangel på maskulinitet, men som kvinde skal man nok være opmærksom på, at man kan løbe ind i nogle mænd, der bliver skræmt væk, hvis bilen overstråler mandens. Jeg elsker selv det personlige valg, og en kvinde, der kommer kørende i en Alfa Romeo, hun selv har valgt, og som hun synes, er super fed, får helt sikkert point hos mig. Kommer hun i en Porsche, tænker jeg, okay, hun går godt nok meget op i det, hvad handler det om? Er det et statement? Er det territorial afpisning?

Hvad giver streetcredit på bilfronten kvinder imellem?

– Jeg tror generelt, at kvinder konkurrerer om alt muligt andet. Men det er klart, kvinder forstår godt, hvornår det går andre godt. Og i den sammenhæng bliver en ny, smart bil trods alt registreret. Hvis man har sommerhusweekend en gang om året, og der er en, der altid kommer i en ny, lækker bil, og en anden, der kommer i en Kadet fra 80’erne år efter år, så bliver det bemærket. Jeg tror dog ikke, at kvinder tænker noget dårligt om hende, der kommer i Kadetten. Det ville mænd heller ikke nødvendigvis gøre på herreturen, men mænd ville i højere grad betragte lineuppet foran sommerhuset og lige placere deres egen biler i hierarkiet. Det tror jeg ikke, at kvinder gør på samme måde.

Hvem ejer denne Audi A3 Cabriolet?

– Det er jo en rigtig glad lille sommerbil. Jeg giver altid point, når man kører cabriolet, fordi det vidner om en ejer, som er åben over for livsglæde. Som ikke bare skal fra A til B, men som tænker sit køremønster ud over det at pendle. Som synes, at turen gerne må være en oplevelse i sig selv. Det er en dimension, man tit glemmer, når man kigger på cabrioleter. Mange tror, at folk har dem for at blære sig, men i virkeligheden vil jeg sige, at de fleste cabrioletejere, som jeg kender, har bilen for at belønne sig selv. Så snart man åbner kluden på sådan en bil, er det bare en helt anden køreoplevelse, og selv turen til et kontor ude i Nordvest kan blive en sanselig oplevelse.

– Derfor vil jeg også umiddelbart sige, at kvinden, der har denne bil, er åben over for livsglæde. Det er også muligt, at hun godt kan lide at pisse lidt territorium af med den, for det er også en prestigebil. Audi er et prestigemærke, og den er sort, hvilket er en magtfuld farve. Det er en bil, som – hvis det er det, man vil – manifesterer en form for købekraft og social position. Det er muligt, at hun er bevidst om det og finder glæde ved det, men jeg vil altså også holde fast i, at det primære for hende sagtens kan være glæden ved at have en åben bil. Og alene det.

– En Audi er mange kvinders drømmebil, fordi det er prestige, som alle kan forstå. Det er ikke på samme måde subtil prestige som det at have en Jaguar eller en Alfa Romeo. Alle forstår Audi. Det er gode tyske biler, og de er pæne at se på. På den måde er Audi et ret sikkert valg. Der kommer ikke nogen hen til kvinden her og siger: Ad, du har en Audi, hvad tænker du på? Det er lidt som at købe en Stelton-termokande. Designet er blåstemplet, og alt omkring produktet er godkendt.

– Kvinden, der kører i denne bil er formentlig leder eller mellemleder i det private erhvervsliv. Der kunne også godt være noget kreativitet ind over. Hun kunne godt arbejde i modebranchen eller med medier, men hun kan altså lige så godt sidde hos Deloitte og være den mere rationelle type. Men jeg tror godt, at jeg kan udelukke, at hun er sagsbehandler i kommunen.

– Det kunne godt være en bil, som manden har været med til at vælge, men jeg tænker, at hun selv har store aktier i den. Jeg tror ikke, at hun bare er blevet anbragt i den. Jeg tror, at hun har kigget den ud og har tænkt, at hun godt kunne tænke sig en åben bil. Og så faldt valget på en Audi, som er moderat i forhold til en stor Mercedes eller en sportsvogn. Det er trods alt en mere almindelig bil, der bare har kaleche.

Kvinden i audien

– Det var virkelig skægt at læse en beskrivelse af sig selv ud fra en bil. Selvom der er mange ting, som slet ikke passer, så rammer Christian altså plet i forhold til at være åben for livsglæde. Den vil jeg gerne stå på mål for, men det er ikke udelukkende via min bil, at jeg finder den glæde. Jeg kører i den bil, jeg gør, fordi min meget søde og bilglade mand har fundet den. Han elsker biler og har hjulpet både venner, familie og kolleger med bilkøb. Ud over at have kæmpe viden om biler, elsker han jagten på den helt rigtige bil.

– For to år siden skulle min gamle bil, en Golf IV skiftes ud, og så jokede jeg lidt med, at nu var tiden da inde til at køre i en cabriolet. Børnene var blevet så store, at jeg ikke var afhængig af at have tre bagsædeseler. Men det vigtigste for mig var, at den nye bil mindede om den gamle rent køremæssigt. Nu havde jeg jo vænnet mig til at køre i en Golf og syntes, den var let at køre.

LÆS OGSÅ: "I dag kører jeg for det meste sammen med de piger, jeg har garage med"

– Min mand fandt Audien i Silkeborg og kørte helt alene derover og hentede den, uden at jeg havde kørt i den. Han havde kigget længe, for den måtte jo gerne have lidt udstyr også, og pludselig var den på Bilbasen. Sådan noget med udstyr siger mig intet. Jeg bruger det alligevel ikke. At det endte med en Audi, er suverænt min mands fortjeneste. Havde han valgt en UP eller Fiat, så kørte jeg i sådan en bil. Min bil skal starte hver morgen – også om vinteren – så jeg kan møde til tiden. Det er vigtigt for mig.

– Jeg fortalte ikke nogen om min bil, da jeg fik den. Jeg skulle lige selv vænne mig til den. Så reaktionerne er kommet efterhånden, som folk har set mig i den. De fleste har været meget overraskede over, at JEG kører i sådan en – lækker – bil, ha, ha.

– Men når det er sagt, så må jeg også indrømme, at det er skønt at kunne hive taget ned på vej hjem efter en lang dag på skolen og blive luftet igennem og fornemme årstiden. Sådan en lun forårsdag med sol og fuglefløjt – det er lækkert. Og når vejret er godt i weekenden, kan vi sagtens finde på et påskud for at køre en tur – også om aftenen. Det er mega hyggeligt.

Hvem ejer denne Mini Cooper Clubman?

– Det er igen en lille køreglad bil. Og et decideret design-ikon. Der er også godt design i Audien, men den her er mere ikonisk, og den vil aldrig blive grim. Den vil altid leve designmæssigt. På samme måde som en flot taske. Det er en bil, som mange vil sige er en konebil. Fordi den er lille og fiks. Jeg synes ikke, det er en konebil. Generelt er jeg imod de der kønsnormative stempler, folk har det med at knalde på biler, og helt konkret kunne jeg sagtens se mig selv i en bil som den her.

– Det er klart, at når bilen får den ternede styling, Burberry-tern, så går der decideret accessory i den, og på den måde signalerer bilen i højere grad kvinde end mand. Og det er en kvinde, der er meget bevidst om det signal, hun sender med bilen.

– Det ville være nemt at se kvinden her som moderedaktør, designer eller marketingmedarbejder i et modehus. Man skal gå en ekstra mil for at få de her tern, og jeg vil gætte på, at det er noget folie, hun selv har fået sat på. Hun er faldet for bilens design, og så har hun selv gjort den personlig. Det er vigtigt for hende at have en bil, som er enestående. Hun betragter sig selv som unik, og det synes hun også, at bilen skal være. Hun vil hellere tage bussen end at køre rundt i en skovgrøn Opel.

– En Mini er en bil, der kører godt, så det er også muligt, at hun godt kan lide selve køremåden. Og at hun endda kører sådan lidt frisk. Hun kan godt være typen, der kan lide at finde hullerne i trafikken og suse igennem. Det er en bil, man typisk finder i forstæderne omkring de store byer. Det ville overraske mig meget, hvis hun f.eks. boede på Fanø eller et tilsvarende sted langt væk fra store byer. Jeg kan bedre se hende bo her i Charlottenlund, inde i København eller måske i Risskov.

– Det er en bil, der bliver lagt mærke til, og jeg tror, at hun har det cool nok med, at der er nogle, der synes, at den er for meget, eller at det er en tøsebil. Det er hendes bil, og den afspejler hende, og hun har det sådan lidt take it or leave it-agtigt med den. Hun har købt den for at belønne og glæde sig selv. Andres anerkendelse er ikke at foragte, men jeg tror ikke, det er super vigtigt for hende, at alle synes, den er fed. Så hellere at de rigtige synes, at den er fed. Og de rigtige er i højeste grad hende selv og så et par stykker mere.

– Det er en lækker lille bil, som man godt kunne finde på at købe, selvom man måske slet ikke havde et transportbehov. På samme måde som man godt kan købe et par sko uden at have brug for dem. Bilen kan et eller andet, og dens ejer er absolut ikke blind over for bilers signalværdi helt generelt. Tværtimod.

– Inden sommerferien var vi fire kolleger, som tog ud og fik et glas vin efter arbejde. Der kørte vi i min bil. Taget var nede, solen skinnede, ferien var lige om hjørnet, og humøret var i top. Vores to drenge, som begge har kørekort, har heller ikke noget imod at låne bilen, og vores datter, som får kørekort lige om lidt, har også allerede planer med den. Så det er ikke kun mig, som føler glæde ved at køre i den, nogle dage er Audien nærmest en delebil.

Kvinden i den ternede mini

– Jeg måtte virkelig koncentrere mig for ikke at komme til at grine, da Christian skulle fortælle om kvinden bag den ternede Mini. Mig. For sjældent har jeg fået så præcis en beskrivelse af mig selv, men det måtte han jo ikke opdage. Han har fuldstændig ret i, at biler er vigtige for mig, og at jeg er meget opmærksom på, hvilke signaler de sender. Jeg nyder i den grad at komme kørende i en lækker bil, og jeg må med skam bekende, at jeg ville hade at stå ud af den skovgrønne Opel, Christian taler om.

– Da jeg var helt ung, kørte min mor Mini. Morris Mascot, som de hed dengang, hvor det virkelig var en lille og ikke særlig fancy bil. Men den var sindssygt sjov at køre i. Nærmest som en radiobil. Jeg elskede, når jeg kunne låne den, for Christian har ret i, at jeg i høj grad er typen, der kører – hmmm – friskt og finder hullerne i trafikken.

– Før den ternede Mini havde jeg en Mini Cooper Cabriolet, og den var jo lidt svær at komme efter, da kalechen pludselig ikke kunne mere og var for dyr at reparere. Jeg har en god ven, som går ekstremt højt op i biler, og da jeg skrev til ham, hvad jeg nu skulle gøre, gik der højst en halv time, så havde han sendt et link til Burberry Minien.

– Umiddelbart syntes jeg, at den var sjov, men samtidig var det en Clubman (forlænget, red.), og det var jeg ikke til. Og jeg kunne da heller ikke køre rundt i en ternet bil, skrev jeg til ham … Men jo, mente han, den var LIGE mig, og et par dage efter kørte vi til Køge og prøvekørte den. Jeg var solgt på stedet. Og faktisk tændte det mig, at jeg aldrig havde set en bil magen til. Det at være unik betyder åbenbart noget, også selvom der sikkert er nogle, der synes, det er en virkelig gakket bil, jeg kører rundt i.

– Min yngste datter troede, det var løgn, da hun så bilen første gang, men i dag elsker hun også, at man skiller sig ud, når man kører i den. Og hun kører også friskt, kan jeg lige tilføje.

– Christian har ret i, at jeg bor i en forstad nord for København, men det, der virkelig fik mig til at spærre øjnene op, var, da han sagde, at det ville overraske ham, hvis Mini-ejeren boede på Fanø. Af alle steder langt væk fra store byer vælger han netop Fanø. Hvor vi har sommerhus. Hvor vildt er det lige. Nej, han havde ikke googlet mig. Og han havde ingen anelse om, at den ene af bilerne var min. Og nej, jeg havde ikke parkeret i nærheden af hans Porsche.

Hvem ejer denne Citroën C5?

– Her har vi fat i en mere pragmatisk type end ved de to første biler. Det er en kvinde, som i højere grad tænker: Jeg skal fra A til B, mit budget er sådan og sådan, og jeg har de og de pladsbehov, hvad kan jeg få? Hun har kastet de tal ind i en søgemaskine, og så er der kommet en Citroën C5 ud. Det er den ene mulighed. Den anden er, at det er en bil, hun har fået tilbudt på gunstige vilkår, f.eks. hendes forældres aflagte. I det tilfælde er det måske ikke en bil, hun selv var faldet for, men det forhold, at hun kunne få den på nogle fornuftige vilkår, og at hun kendte bilens historie, gav noget tryghed, som gjorde, at det blev den bil. Det er et meget tænkeligt scenarie.

– Når det er en sedan – og ikke en stationcar – så bliver det lidt et morfaragtigt signal. Bilen bliver lige 10-15 år ældre, når det er en sedan. Hvis det have været en stationcar, så ville man i højere grad holde fast i den der super pragmatiker, der tænker barnevogn, bleer og hynder til sommerhus. Ind med det. Men når det er en sedan, og man dermed afskærer en del plads i bagagerummet, er det en lidt mere formel og småborgerlig morfarbil.

– I forhold til Mini Cooperen, vi talte om før, og som jeg tror er nul procent tilfældigt valgt, så vil jeg sige, at der en stor tilfældighedsgrad i, at kvinden her fik en Citroën C5. Det kunne lige så godt have været en Passat eller en Ford Mondeo. Og bilen kunne lige så godt have været sort. Jeg tror, det rager hende. Til gengæld lægger hun vægt på, at den kan starte hver morgen og få hende sikkert frem.

– Kvinden med denne bil kan arbejde med alt muligt. Hun kunne godt være afdelingsleder i kommunen. Men hun kunne også sagtens være en del af den kreative klasse og så have valgt biler helt fra, fordi hun bare ser dem som et transportmiddel. Hun er ligeglad med, om bilen er smart, hun vil hellere være smart på andre områder.

– En Citroën favner lidt bredere, så hvor jeg med Audien og Minien helt vil udelukke kommunalarbejder og den slags, så kunne kvinden her sagtens være offentligt ansat. Det kunne godt være sådan en bil, Britta havde, før hun begyndte at fuske, og så forstår man jo pludselig motivationen, ha ha. Nej, det var en dårlig joke. Men som sagt, kvinden her kunne lave hvad som helst. Jeg kender også journalister og tv-værter, der er røvligeglade med, hvad de kører i.

– En del af den kreative klasse synes, at biler er lavkulturel materialisme, som de ikke vil være en del af. Men når det skal være, så synes de, at en Citroën eller en Peugeot har sådan lidt kultur i ascendanten. Og så handler det ellers om hele livet udenom. Et arkitekttegnet hus, nogle lækre møbler og fornuftige sociale værdier. Så det at have en anti-prestigebil, det kan også godt være et statement.

– Jeg holdt med vilje meget, meget langt væk og var kommet et kvarter før tid til interviewet. Så hatten af for en ekspert, der virkelig kan tune ind. Selv på Fanø, hvor jeg ikke bor, men hvor jeg elsker at komme. Som en lille krølle kan jeg fortælle, at folk kigger meget på min bil, når jeg kører rundt på Fanø. Og jeg får ofte at vide, at ”nå, så var du da lige i Nordby i dag, hva’…” Man kan ikke snige sig rundt langs panelerne, når man kører ternet bil.

Kvinden i den slidte Citroën

– Hvor er det sjovt at høre, hvad min bil signalerer. Jeg har moret mig meget over billedet af, at det kunne være Brittas bil, før hun begyndte at fuske. Jeg købte bilen sammen med min mand i 2003, da C5-modellen var spritny, og der var vi meget stolte af den. Mange sagde til os, at det var den flotteste bil på vejen. Vi var meget enige om, at vi ikke skulle have en stationcar, selvom vi havde to små børn, da vi købte bilen. Vi syntes, at det signalerede noget småborgerligt og sat med en stationcar, og så er det da sjovt, at det faktisk er det modsatte signal, vi nu sender.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor er vi så bange for at hylde og fejre os selv?

– Min mand har de sidste mange år haft firmabil, og derfor har vi aldrig skiftet Citroënen ud. Da vi købte bilen, var jeg bevidst om mærket, da jeg gerne ville signalere fransk smarthed, som jeg troede det signalerede, og jeg blev lidt irriteret over kommentarer som: ”Den har da en symaskinemotor”. Nu er det jo bare den bil, vi altid har haft, og hver en lille bule og ridse har en historie, hvilket jeg synes er meget hyggeligt.

– Jeg tager dog sjældent Citroënen, hvis jeg skal have nogen med, jeg ikke kender så godt, så jeg er nok ikke helt så stolt af den mere. Og da jeg skulle have taget billeder af bilen til artiklen, tænkte jeg: Åh gud, den ser da herrens ud. Der mangler hjulkapsler, og hvor har den mange skrammer. Men det er ikke noget, jeg tænker over i hverdagen, hvor det er fint med en ekstra bil til at få logistikken til at gå op med fire i familien, der har kørekort.

– Jeg får kommentarer fra nære venner om, at man altid kan kende Holm Gregersen, når de kommer kørende i Citroënen, men det generer mig ikke, for det er jo kærligt ment. Vi har talt om at skifte den ud med en lille model, men så vil jeg hellere køre i Citroënen. Min ny-feministiske side bliver tit provokeret, når jeg ser familier i vores område, hvor kvinden kører i en lille bil, C1 eller lignende, med alle børnene og indkøbsposerne, og så kommer manden senere kørende alene i sin store Audi-firmabil.

– Prestige og status betyder noget for mig, og jeg går meget op i, hvilket tøj jeg går i, og at vi har flotte ting i vores hjem. Jeg vil også gerne have en bil, der giver mere status, men jeg vil hellere bruge vores penge på at rejse med børnene, inden de flyver fra reden, og på at holde store fester, hver gang en anledning byder sig. Christian Graus beskrivelse af mit job rammer lidt ved siden af. Jeg er ansat i det private som skadeleder i et forsikringsselskab, hvilket ikke er specielt kreativt. Men jeg tror heller ikke, at jeg er som det, man forbinder med den typiske forsikringsmedarbejder.