Christina er 26 år og ædru alkoholiker. Nu har hun et budskab til andre, der synes, alkohol er ”sjovt”

Jeg indså, at jeg måtte gøre noget mere ved mit problem efter en familiefødselsdag for lidt over halvandet år siden.

Jeg fik et blackout tidligere på aftenen.

Da jeg vågnede næste dag, fandt jeg ud af, at jeg havde slået ud efter min mor og mormor. Jeg kunne ikke huske hvorfor, og de vidste det heller ikke.

Det gjorde ondt at indse, at mit problem med alkohol påvirkede andre omkring mig.

De efterfølgende dage hadede jeg mig selv. Så jeg drak. Igen.

Men denne gang føltes det anderledes.

Jeg kunne mærke, at jeg var i gang med at tage afsked med alkoholen. Efter et par dage tog jeg grædende op til min behandler på misbrugscentret. Det kunne ikke blive ved sådan her.

Alkoholen ændrede mig

Jeg har elsket at være påvirket fra allerførste gang, jeg oplevede det.

Jeg var ikke særlig gammel, måske omkring tretten år, da jeg fik lov til at få en Breezer med til nytår. Det var ikke unormalt, det gjorde mine venner også. Hurtigt opdagede vi, at vi ikke blev særligt påvirket af det. Vi lokkede derfor nogle ældre børn til at købe vodka til os.

Jeg kan ikke huske selve aftenen, men jeg kan huske følelsen af at være fuld.

Det føltes uspoleret, godt og problemfrit. Jeg havde det, som om jeg kunne en masse ting, jeg ikke kunne som ædru.

Jeg havde normalt rigtig svært ved at tale med folk, jeg ikke kendte så godt.

Det kurerede alkoholen på et splitsekund. Den gav mig en følelse af at være social, og jeg var ikke så hæmmet, som jeg følte mig normalt.

Den, der lukkede festen

I starten var mine drikkevaner rimelig uskyldige.

I gymnasietiden var festerne forbeholdt weekenderne, men jeg kunne alligevel godt mærke forskel på mig og mine venner.

Jeg var den, der aldrig ønskede, at festen sluttede. Jeg kunne blive ved og ved.

Når vi drak, blev mine venner sommetider søvnige. Det gjorde jeg aldrig.

Jeg blev aldrig træt, og jeg ville aldrig hjem.

Jeg ville feste, og jeg kunne ikke tåle en weekend uden, så jeg fandt altid en fest.

Da jeg fyldte atten år, blev jeg diagnosticeret med social angst. Retrospektivt havde der allerede været tegn på den siden folkeskolen, men den sociale angst kunne alkoholen nærmest kurere. Efter et par genstande kunne jeg snakke med alle.

Det elskede jeg.

Ny relation, nye vaner

På et tidspunkt mødte jeg en fyr, hvis forhold til alkohol viste sig at ligne mit.

Han ville heller aldrig have, at festen sluttede. Derfor varede den ofte i flere dage, når vi var sammen.

Vi drak meget. Vi drak i weekender, vi drak i hverdage.

Med ham begyndte min heavy drinking.

Et usundt forhold

Men drikkeriet skyldtes ikke kun festerne.

Relationen var på alle måder giftig for mig, og jeg begyndte at drikke for at holde ud at være i det.

Jeg følte ikke, at jeg var i stand til at fjerne mig fra det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så følte jeg ikke, at jeg kunne leve uden.

Det kan være svært at forstå, hvis man ikke har oplevet at være i den type grænseoverskridende relation. Mit selvværd var bestemt ikke højt i forvejen, men han fik skudt det helt ned. Jeg følte derfor ikke, at jeg var noget uden ham.

Til sidst indså jeg, at det måtte stoppe, men jeg havde svært ved at droppe al kontakt.

Angst uden alkohol

Som jeg fik ham lidt på afstand, begyndte jeg at få voldsomme angstanfald.

Sommetider hyperventilerede jeg så kraftigt, at jeg mistede både syn og hørelse. Jeg var overbevist om, at jeg skulle dø, når jeg havde det sådan.

Angstanfaldene faldt især på de dage, hvor jeg ikke drak.

På det tidspunkt drak jeg ofte flere dage i streg – kun afbrudt af søvn i ny og næ.

Jeg følte, at jeg enten kunne vælge at drikke videre eller tage livet af mig selv.

At anfaldene opstod, da jeg fik ham på afstand, er ikke tilfældigt: Kroppen reagerer ofte først, når man fjerner sig fra traumatiske oplevelser og personer.

Når jeg blev ædru, bankede angstanfaldene på. Derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at forblive fuld.

Angsten tog kontrollen

Det var i 2017, at jeg for første gang blev konfronteret med, at mit alkoholforbrug havde en usund karakter.

En veninde fortalte mig, at hun skulle starte i misbrugsbehandling grundet alkoholproblemer.

Min første tanke var, at hvis hun var alkoholiker, var jeg i hvert fald også. Men ikke mere end det.

På daværende tidspunkt kunne jeg ikke rigtigt forholde mig til det. Jeg havde hverken overskud til eller intentioner om at gøre noget for at ændre det.

Angsten havde taget kontrollen.

Den bestemte blandt andet over min søvn, som jeg fik meget lidt af i den periode. Jeg troede, at jeg skulle dø, når jeg var ved at falde i søvn, fordi jeg forbandt følelsen af at falde hen med at miste livet.

Jeg spjættede derfor og vækkede mig selv konstant.

En misbrugerhjerne

På daværende tidspunkt gik jeg i angstbehandling, og jeg snakkede med en overlæge om mine søvnproblemer. Han udskrev en uges forbrug af sovepiller. De skulle lære min krop, at det ikke var farligt at falde i søvn.

Jeg havde en god effekt af pillerne, og da pakken var tom, ville jeg have flere. Han nægtede at udskrive dem til mig, da de var vanedannende.

Han sagde, at jeg havde en ”misbrugerhjerne”. Det var første gang, at nogen brugte de termer om mig. Og så endda en fagperson. Alligevel grinte jeg bare over betegnelsen. Jeg havde stadig dengang en ironisk distance til mine problemer.

At jeg ikke så mig selv som alkoholiker, skyldtes blandt andet tanken om, at jeg var ung, og at det var normalt at drikke.

Jeg regnede med, at det ville gå over, som jeg blev ældre. Jeg har senere fundet ud af, at sådan er virkeligheden ikke.

Besøg på misbrugscentret

En aften i 2018 så jeg en dokumenter om misbrugere.

Jeg opdagede, at de medvirkendes opførsel lignede min foruroligende meget. Da dokumentaren sluttede, tonede teksten frem: ”Hvis du har misbrugsproblemer, kontakt da dit kommunale misbrugscenter”.

Mit center lå kun fem minutter væk fra mit hjem. Alligevel turde jeg på ingen måde at tage derop alene, og jeg ringede derfor til min veninde og spurgte, om hun ikke ville tage med mig.

Da jeg fortalte socialrådgiveren på misbrugscentret, hvor meget jeg ugentligt drak, var hendes reaktion overvældende.

Hun sagde, at det var helt ekstremt og åbenlyst meget usundt. Der gik omfanget af mit misbrug op for mig.

Jeg blev tilbudt hjælp med det samme. Det er vigtigt, når en misbruger beder om hjælp, at de får det med det samme. Ellers kan de hurtigt ændre mening.

Samtalen med min mor

Jeg startede i en misbrugsgruppe.

Socialrådgiveren anbefalede mig at være ædru i 3-6 måneder.

Min reaktion var, at det overhovedet ikke kom til at ske. Det gad jeg slet ikke. Jeg ville bare have, at de lærte mig at drikke moderat, som andre mennesker gjorde. Det var det, jeg regnede med, at de gjorde på misbrugscentret: Lærte folk at drikke normalt.

Efter mødet besluttede jeg mig alligevel for at gøre en indsats. Og jeg besluttede mig for, at det var på tide, at jeg fortalte min mor om mine problemer. Mit hjerte hamrede helt vildt ved tanken om at skulle sige det til hende.

Hvad nu, hvis hendes syn ændrede sig på mig?

Alkohol og angst hang sammen

Vi sad sammen i sofaen en aften, og jeg havde forberedt mig på at sige det.

Jeg fortalte hende, at jeg kunne se, at min angst og mit alkoholforbrug hang sammen, og jeg ikke følte, at jeg havde kontrol over det, og at jeg derfor ville starte i misbrugsbehandling.

Min mor fortrak ikke en mine. Hun blev lettet og sagde, at det gav god mening. Og at hun var stolt over, at jeg turde søge hjælp.

Jeg tror dog ikke, at min mor kendte til omfanget af mit alkoholforbrug. Jeg drak hovedsageligt, når jeg ikke var sammen med hende. Men jeg ved, at hun var bekymret for mig.

På daværende tidspunkt havde vi nok begge et misvisende billede af, hvad en alkoholiker er.

Røg i fælden igen

Jeg havde stadig ingen intentioner om at forblive ædru gennem en længere periode på det tidspunkt.

Jeg fortsatte med at gå på bar med mine venner, hvor jeg røg smøger og drak alkoholfrie øl.

Til at starte med føltes det lidt nyt og spændende. Men også virkelig kedeligt.

Det holdt derfor kun i tre uger, så røg jeg i igen. Derefter fulgte et par måneder, hvor den ikke fik for lidt med alkoholen.

Jeg troede ikke, at jeg havde nogen grænser. Jeg befandt mig ofte i situationer, hvor jeg slet ikke havde mig selv med.

Virkeligheden var bare, at mine grænser konstant var dulmet af alkohol.

Jeg var overbevist om, at jeg blev ekstra meget mig selv, når jeg drak, fordi jeg følte mig så hæmmet af min angst, når jeg var ædru. Jeg troede derfor, at den fulde udgave af mig var den sande.

Bodega og sodavand

Det er nu 1 år og 7 måneder siden, at jeg blev ædru.

For det var først, da jeg blev ædru, at jeg formåede at træffe sunde valg for mig selv.

I starten af min ædruelighed regnede jeg med, at jeg kunne fortsætte med at befinde mig i samme sceneri, som jeg hidtil havde været i.

Jeg gik stadig på bodega og røg cigaretter og drak sodavand i stedet for øl.

Men det var ikke nemt for mig. Jeg gik tit hjem og græd over, at jeg ikke var i stand til at gøre de samme ting, som mine venner gjorde. Det var stadig det, jeg havde allermest lyst til i hele verden: At drikke.

Der er en kæmpe afstand, når man som ædru sidder ved siden af en, der er fuld. Det ved man ikke, når man er fuld, men man kan ikke kommunikere ordentligt med hinanden.

Jeg følte mig udenfor ved at sidde og kigge på de andre, der drak.

Bange for tilbagefald

Jeg går stadig i behandling, og tankerne om alkohol fylder stadig meget for mig.

Jeg tænker på tilbagefald hver dag. Og jeg har en evig diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skal drikke eller ej.

Men det hjælper at kigge på mine gamle billeder på Instagram, hvor jeg har sår og skrammer over hele kroppen. Det får mig til at skamme mig over, hvor langt ude jeg var.

Det har også været nemmere for mig at udholde trangen til druk hen over vinteren.

Her har det meste været lukket, men nu, hvor vejret bliver bedre, begynder folk at komme ud igen.

Det gør alkohol meget mere synligt i bybilledet, for det er sådan, vi gør i Danmark: Alle lejligheder indbyder til druk, og det gør vejret i høj grad også.

Jeg ser derfor på det hele tiden, og det vækker virkelig meget lyst i mig.

Men det er ikke kun konfrontationen med alkohol ude i den virkelige verden, der i dag kan antænde en trang i mig: Det kan livet på de sociale medier i høj grad også. 

Når folk poster billeder af, at de er ude og drikke drinks med deres venner, ser det enormt hyggeligt og sjovt ud, og jeg får så meget lyst til at være en del af det. Og det kan jeg bare ikke.

Farvel til nogle venner

Netop fordi synligheden vækker en drikketrang i mig, har jeg måttet trække mig fra nogle vennegrupper.

Det betyder, at der desværre er nogle mennesker, jeg ikke ser mere. Nogle misbrugere har det fint med at være omkring alkohol, og nogle siger, at det bliver lettere med tiden.

Men jeg har stadigvæk så meget lyst til at drikke, at jeg er nødt til at holde mig væk.

Det er stadig det, jeg har allermest lyst til i hele verden: At være påvirket.

Og det er enormt ensomt ikke at være det.

Pludselig er min vennekreds skåret ned til et par enkelte venner, der heller ikke drikker. Det er meget uvant for en som mig, der plejede at være omkring nye mennesker og feste næsten hver dag.

Der er mange ting, jeg går glip af ved ikke at drikke. Jeg føler ikke kun, at det er godt for mig at være afholdende. Jeg er også gået i stå på mange andre punkter. Især socialt.

Jeg ved, at hvis jeg drak tre genstande, kunne jeg gå ud på gaden og få nye venner. For en person som mig med social angst er alkohol det allerbedste drug. Det kurerer min sociale angst for et par timer.

Alkoholisme er ikke en joke

I dag ser jeg fordømmende på den danske alkoholkultur, nu hvor jeg ikke er en del af den længere.

Jeg ved, at mange hospitalsindlæggelser på den ene eller den anden måde er forårsaget af druk, og 3.000 mennesker dør årligt som følge af alkohol.

Jeg forstår ikke, hvordan vi som samfund kan ignorere det.

I Danmark er der en holdning til alkohol om, at det er okay. Alle ved, at rygning er skadeligt, men folk tænker ikke over skaden af alkohol.

Derfor er jeg også efter mennesker, der laver sjov med alkoholisme.

I starten af corona var der mange på de sociale medier, der jokede med, at lockdown ville gøre dem til alkoholikere, fordi de nu drak to glas vin om dagen.

Alkoholisme er en livstruende, kronisk sygdom, som folk dør af hver dag. Jeg ser ikke nogen lave sjov med, at de har kræft.

Der findes ikke en kur mod alkoholisme. Det eneste, der hjælper, er, at man stopper med at drikke. Fuldstændig.

Jeg forstår godt, at mange ikke tænker over, at deres jokes eller billeder på de sociale medier er problematiske, hvis de ikke selv står i en situation, hvor de er nødt til at forholde sig til det.

Det er en joke for nogen, en sygdom for andre.

I mit stille sind drømmer jeg om, at der en dag bliver skabt et safe space for folk, der ikke drikker.

Man kunne eksempelvis forbyde alkohol i flere af landets parker, eksempelvis Assistens Kirkegård, så man som besøgende var sikker på, at man ikke ville blive mødt af folk, der drikker.

Jeg synes, at flere burde tage mere hensyn til mennesker som mig: En ædru alkoholiker.

For vi er mange flere, end man tror.