Anne-Marie og Per er kærester men bor ikke sammen: ”Der går aldrig hverdag i vores forhold”

For to år siden mødte jeg Per på en seniordatingside. 

Min skønne kæreste er 81 år, og jeg selv er 78, så vi syntes begge to, at vi var alt for gamle til at begynde på det der med at bo sammen. Både Per og jeg har været gift før, og det havde vi ikke behov for igen. 

Margrethe Vestager havde ofte sin hobby med på arbejdet – og nogle syntes, det var mærkeligt

Det var ikke et uvant syn at se Margrethe Vestager med strikketøjet mellem hænderne under møderne i EU-kommissionen. Og selvom kollegaerne syntes, det var mærkeligt, oplever Margrethe Vestager, at det bliver mere og mere normalt at strikke i det offentlige rum.

Vi har hver vores interesser og vaner, som vi kan dyrke i hverdagen – og så er der selvfølgelig det økonomiske aspekt som folkepensionist, hvor ens ydelse bliver kraftigt reduceret, hvis man er samlevende.

Jeg bor på Frederiksberg og Per i Hundige. Så vi ses i weekenderne eller tager på ferier til Bulgarien, hvor Per har en lejlighed. 

Det gør, at der aldrig går hverdag i vores forhold. Vi har de gode stunder sammen – med god mad, fælles venner og gode snakke. Og når søndag eftermiddag kommer, tager vi hver til sit.

Jeg er en selvstændig person med mange venner og veninder. Ligesom mine børnebørn og oldebørn fylder meget i mit liv. Per har også oldebørn og et godt ældrefællesskab, der hvor han bor, som han træner og spiller billard med, så vi fylder nemt vores hverdag ud hver for sig. 

Vi savner ikke noget ved at leve på den her måde og taler sammen to gange om dagen. Vi ringer altid for at sige godmorgen og godnat. Det er en hyggelig vane, der gør, at vi kan følge med i hinandens liv.

Min datter har spoleret vores fælles ferieplaner

En læser er ked af, at hendes datter ikke længere vil med på ferie. Hvad kan hun stille op? Det får hun svar på i denne brevkasse.

Hverdagen handler ikke om sure sokker og vasketøj. Og at man glæder sig til at ses. Hver eneste gang er næsten som en date, hvor man bare hygger sig sammen og laver lige det, man har lyst til.

Skulle det ske, at han eller jeg bliver meget syg – og ikke kan klare os selv – så vil det være en løsning at flytte tættere på hinanden, måske i det kvarter, hvor Per bor, som er ældrevenligt. 

Men vi har ingen planer om at flytte sammen, og vi håber, at vi kan klare os hver for sig resten af livet, måske med lidt hjælp fra kommunen.

Parterapeuten: “Gå ikke ind i et COLA-forhold med ønsket om at omvende den anden”

”Når man vælger at indgå i et såkaldt COLA-forhold, er det vigtigt at være ærlig over for sig selv og hinanden om sine ønsker til parforholdet. 

Det nytter ikke, at den ene part går ind i forholdet med et skjult ønske om at bo sammen. Det er uærligt og skaber konflikter og utryghed i relationen.

Det kan være en rigtig god ide at tale praktikken igennem: Hvor tit skal vi ses? Er den ene part på besøg, eller er det også hans/hendes hjem? Må vi blande os i hinandens oprydning? Hvor tit skal vi ringe sammen, når vi ikke ses?

Pernille kæmpede for at blive gravid og lægen gav op – men så skete det på uventet vis

Mens Pernille Ehlers-Hansen var i fertilitetsbehandling, var det svært at bevare troen på, at der ville komme en baby ud af det. Håbløsheden fik hende til at skrive en bog – og i dag ved hun, at det ofte ser allersortest ud, lige før lyset bryder igennem.

En masse små spørgsmål, som kan have stor betydning for, om begge parter kan trives i at leve hver for sig.”

Nemt at slippe væk

”Selv om man har en klar aftale om, hvordan parforholdet skal være, på det tidspunkt hvor man indgår relationen, kan det ske, at den ene part ændrer mening undervejs. 

Det er derfor en god ide jævnligt at tjekke ind hos den anden og høre, om han/hun stadig er tilfreds, eller der er ting, som skal ændres.

Det kan også være, at den ene part bliver syg og ude af stand til at bo alene, og så bliver konstellationen med at leve hver for sig udfordret. Her må I finde ud af, om I i sådan en situation ønsker at flytte sammen, eller om det er i orden at “sende” den anden part på plejehjem.

Når kommunikationen er god, oplever jeg, at par, der ikke bor sammen, er rigtig tilfredse med deres forhold, nogle gange i højere grad end par under samme tag. 

Det skyldes, at par, der lever hver for sig, i højere grad vælger hinanden til: Man glæder sig til at se hinanden, og der går ikke hverdag i den.

Ulempen er til gengæld, at forholdet er nemmere at komme ud af, netop fordi der ikke er de samme forpligtelser, så mange giver måske op, før de ellers ville, fordi de ikke behøver at kæmpe for forholdet.”

Gider ikke bøvlet

”Særligt i de ældre generationer oplever jeg en stigende interesse for at være kærester uden at flytte sammen. De ældre orker ikke diskussionerne eller bøvlet, som er forbundet med at leve under samme tag. 

Vibeke og Per var i tvivl, om de ville trives i et bofællesskab – men i dag fortryder de ikke deres valg

Da ægteparret Vibeke og Per flyttede i et bofællesskab for +55'ere, var de spændte på, om de kunne trives. Men de er blevet rigtig glade for at bo tæt sammen med andre, samtidig med at man kan være sig selv. Og så har Vibeke til sin overraskelse udviklet sig af at bo her.

Så er det mere ukompliceret at bo i hvert sit hjem, hvor man selv bestemmer, hvor skabet skal stå, og hvor rent der skal være.

COLA-forhold er en tendens, der er kommet for at blive, og som vil blive mere almindelig gennem de næste mange år. Hvor man tidligere havde faste rammer for, hvordan et liv og en familie skulle se ud, er der i dag bedre plads til forskellige livs- og parforholdsformer. 

Der er en større rummelighed, og alle behøver ikke at passe ned i den samme kasse.”