Pernille kæmpede for at blive gravid og lægen gav op – men så skete det på uventet vis

En eftermiddag i skoven omkring Brede mistede Pernille håbet. Hun var blevet ringet op af fertilitetsklinikken med samme nedslående besked som så mange gange før: Hun var ikke gravid. 

Heller ikke denne gang. Endnu en omgang ægudtagning, hormonbehandling og placering af det befrugtede æg i hendes livmor var spildt.

Da Cana Buttenschøn satte sig et mål som iværksætter, blev hun kaldt sød og nuttet

Cana Buttenschøn har netop været med i Løvens Hule med sin virksomhed Cana Care. Inden hun trådte ind foran investorerne, havde hun et klart mål: Hun ville ikke undervurderes.

Håbet faldt til jorden, og hun blev rasende

"Jeg havde lyst til at smadre ting," husker Pernille Ehlers-Hansen. "Og for at det ikke skulle gå ud over porcelænet, blev jeg nødt til at gå ud i skoven, sparke til grene og tyre sten i Mølleåen. Lige der følte jeg, at det var håbløst, og at jeg aldrig ville blive mor."

Hun var tyndslidt af den fysiske proces, der startede forfra hver måned, men endnu mere drænet af at holde fast i troen på, at fertilitetsbehandlingen denne gang ville bære frugt.

"Håbet blev bare slukket igen og igen, og hver eneste måned skulle jeg bygge mig selv op. Den cyklus mellem håb og håbløshed var så hård at være i."

De mørkeste tanker

Pernille er i dag 36 år, og efter tre et halvt års fertilitetsbehandling skete det, hun og kæresten, Rune, havde ventet på: Pernille blev gravid. På en uventet måde, hvilket vi vender tilbage til. 

Datteren, Martha, er i dag halvandet år, og hun og moderskabet er alt, hvad Pernille havde håbet på. Og efter det lange forløb med barnløshed har hun tænkt rigtig meget over netop det; håbet. 

Faktisk var hendes hyppigste googlesøgning under fertilitetsforløbet: Hvordan bevarer man håbet? For noget af det, Pernille var mest bange for, var at miste troen på et godt udfald. Undervejs fandt hun dog ud af, at hun blev nødt til indimellem at gå med håbløsheden – for det, man undertrykker, vokser. 

Derfor begyndte hun at skrive med udgangspunkt i sine mørkeste tanker. Det er blevet til romanen 'Understrøm', som handler om et (fiktivt) par i fertilitetsbehandling. 

"Jeg havde brug for at skrive uden en lykkelig slutning, fordi jeg ikke vidste, om jeg ville få en lykkelig slutning. Når jeg skrev, kunne jeg få hovedpersonen til at udleve nogle af de der helt vanvittige tanker, jeg ikke selv turde tænke," forklarer Pernille.

Bød ægget velkommen

Når hun skal forklare, hvorfor håbløsheden var så skræmmende, peger Pernille på det psykiske spil, som hendes hjerne var underlagt under fertilitetsbehandlingen. 

Elene blev udsat for psykisk vold: "Han overbeviste mig om, at det var min skyld"

Elene Stubberup troede, at hun havde mødt den store kærlighed, men hurtigt blev forholdet præget af tilsvininger og overvågning. Alligevel blev hun sammen med ham i 13 måneder, indtil en særlig person hjalp hende med at gå.

Jo mere hun fik at vide, at hun ikke måtte stresse – for stress kan forværre graviditetschancerne – jo sværere var det at lade være. Hun begyndte at føle, at hun med tankens kraft kunne spænde ben for ønskebarnet. 

"Jeg lavede øvelser, hvor jeg lå og holdt på min mave, forestillede mig ægget dele sig og prøvede at byde barnet velkommen i min livmor," fortæller hun.

"Når jeg nogle gange mistede håbet, gjorde jeg jo det modsatte, og på den måde følte jeg, at jeg svigtede det barn, jeg ønskede mig. 

Hvorfor skulle det komme til mig, hvis jeg ikke troede på det?" fortsætter Pernille, som oplever, at der i vores kultur er en stærk forventning om, hvilket mindset vi skal møde modgang med. 

"Der er en holdning om, at vi skal hive os selv op. Folk vil finde løsninger. ”I kan altid adoptere.” Det er sagt i bedste mening, men det underliggende tema er, at vi helst skal se tingene fra den positive side, komme op på hesten igen," siger Pernille.

"Vi er ikke så gode til at rumme, når det går virkelig dårligt for folk."

Veninden holdt håbet

Pernille erkender, at hun selv kommer til at ”opmuntre” i stedet for bare at lytte, når hun møder mennesker i livskriser. Men hun øver sig i at lade være. 

For hun ved, hvor hårdt det er ikke at blive mødt, der hvor man er. "Der er mange situationer, hvor jeg har sagt: ”Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver mor.” Og så har svaret været: ”Det skal nok lykkes.” Det devaluerede på en måde den situation, jeg stod i, og fik mig til at føle, at mine følelser ikke var okay," eksemplificerer hun.

I Pernilles nærmeste omgangskreds var der dog mange, der var gode til at rumme hende. Det hjalp, når hendes kæreste sagde: ”Jeg tror stadig på det.” Eller da hendes veninde havde det helt rigtige svar. 

"Hun sagde: ”Kan vi ikke aftale, at når du har det sådan, så holder jeg håbet for dig?” Det var, som om hun lettede en byrde for mig, og det var en kæmpe trøst," fortæller Pernille.

"Hun gentog også tit et citat for mig: ”Det er mørkest før daggry.” Det betyder, at det ser aller sortest ud, lige inden lyset slipper ind, og det tænkte jeg virkelig tit på."

Lægen gav op

Efter tre et halvt års behandling sagde fertilitetslægen til Pernille og Rune, at han ikke vidste, hvad han mere skulle gøre. De havde prøvet alt. 

Han foreslog parret at tage en pause, og det indvilligede Pernille i, kørt helt ned af hormoner, behandlinger og restriktioner. 

Hun og Rune begyndte at gøre ting, de normalt holdt af: gå ud at spise, drikke vin, rejse. Pernille følte en enorm lettelse ved at mærke sin krop igen og slukke for linedansen mellem håb og håbløshed. 

Mellissa mistede sin lillebror: ”Jeg forstod aldrig hans valg, men jeg har tilgivet ham”

Mellissa Hussein voksede op i en underverden af vold og kriminalitet. Hun lod sig aldrig opsluge af den, men hendes lillebror var bandemedlem og blev skudt som 24-årig. I dag fortæller Mellissa sin egen og andre kvinders historie om et Danmark, de færreste kender.

Og på en tur til New York udeblev hendes menstruation. 

Pernille var blevet gravid, uden hjælp.

"Det var fuldstændig surrealistisk, og jeg turde ikke tro på det, før jeg havde min datter i armene," siger hun.

"Det var en kæmpe forløsning, da hun kom ud, trak vejret og var et ægte barn."

Pernille fik sin lykkelige slutning. Hendes datter er født 21. december – på årets mørkeste dag, lige før lyset kommer tilbage. 

For Pernille er det et symbol på det, hun har været igennem, men også en påmindelse om, at håb og håbløshed godt kan eksistere side om side. 

"Det er okay, at håbet ikke altid er der. Lyset og mørket må godt være der samtidig."

Om Pernille Ehlers-Hansen, 36 år

• Forfatter og cand.mag. i retorik. 
• Bor sammen med sin kæreste, Rune, og deres datter, Martha, på halvandet år. 

'Understrøm' af Pernille Ehlers-Hansen, forlaget Falco, 300 kr.