Dak Wichangoen om utro ekskæreste: ”Da det brud skete, skete der også noget i mig”
Som 25-årig blev Dak Wichangoen chef på Michelin-restauranten Kiin Kiin. Men hendes ambitiøse arbejdsliv var med til at tage livet af hendes første lange parforhold, fortæller hun i et nyt interview til ALT for damerne.
Hun vidste som helt nyuddannet kok, at hun ville knokle 100 timer om ugen bag gryderne i restauranten for at nå toppen inden for sit fag. Og hjemme i privaten troede hun, at parforholdet også kørte på skinner.
Men så fik Dak Wichangoen sig en brat opvågning.
Før hun mødte sin nuværende kæreste, var hun nemlig i et forhold i 10 år. Men med sene aftener i køkkenet seks dage om ugen endte det i det, som hun selv beskriver som ”lort og lagkage”. Hun havde netop rundet de 30 år, da bruddet skete.
”Han endte med at være mig utro. Og jeg undskylder overhovedet ikke, at han gjorde det. For selvfølgelig skal man behandle hinanden ordentligt og med respekt. Men jeg var så investeret i mit arbejde, at jeg helt glemte de andre vigtige ting i mit liv. Han sagde aldrig noget til det, og derfor tænkte jeg bare, at det var fint, sådan som det hele foregik. Men det var det jo ikke,” siger Dak Wichangoen i et stort interview i ugens ALT for damerne.
Da den tidligere chef på Michelin-restauranten Kiin Kiin fandt ud af, hvad der foregik, sluttede hun forholdet til den utro ekskæreste. Det efterlod hende med nye perspektiver.
”Da det brud skete, skete der også noget i mig. Det gik ligesom op for mig, at der er ting i livet, der er vigtigere end arbejde. Jeg kunne se, at jeg ikke havde prioriteret de ting nok, og det slog mig tilbage. I starten havde jeg det meget sådan, at det var synd for mig. Og jo, det var synd for mig, men jeg var på et tidspunkt også bare nødt til at tænke på, hvordan jeg sikrede mig, at det ikke ville ske igen. Der var jo en grund til, at det var sket. Derfor brugte jeg også flere år på at arbejde med mig selv efterfølgende, hvor jeg også opsøgte professionel hjælp,” fortæller den ærlige mesterkok til ugebladet.
”Det undskylder ingenting”
I dag danner hun par med danseskoleejeren Anders Gjørtler Jensen. Hun er stoppet som køkkenchef på københavnske Kiin Kiin, bor nu i Aarhus – og parret fik tidligere i år datteren Lily, som Masterchef-dommeren for tiden er på barsel med.
Men netop under barslen har hun oplevet, hvad det vil sige at vente på, at ens samlever kommer sent hjem fra jobbet.
”Nu hvor jeg har sagt op og er på barsel, er det nogle gange mig, der sidder og venter derhjemme på min nuværende kæreste, Anders. Og det synes jeg er røvirriterende. For af og til kommer han måske først hjem kl. 23, men det var jo sådan, jeg selv gjorde en gang – hver eneste dag. Og så kommer tanken da: Hvordan har man kunnet være kæreste med mig? Derfor forstår jeg nok også lidt bedre nu, fordi jeg er på den anden side. Men igen, det undskylder ingenting,” understreger hun.
Anders og Dak har været kærester i omkring fire år. De er gode sammen. Begge bestemte, nærværende, skarpe til at sætte grænser og enormt arbejdsglade.
Men der var lige et par ting, som Dak skulle have på plads, inden hun investerede sig fuldstændig i relationen.
”Det var vigtigt for mig, at Anders havde forståelse for, hvor jeg kom fra. For jeg tror ikke, at der er mange mænd, der ikke bliver intimideret af så drevne kvinder, som jeg er. Men sådan er det ikke med Anders. Han synes bare, at det er fedt. Alligevel blev vi nødt til at snakke om, at jeg elskede at arbejde, men at jeg også var bange for, at det blev for meget. Så det var meget vigtigt for mig, at han kunne fortælle mig, hvis jeg arbejdede for meget. At han ville sige fra. Og det gør han, så det er faktisk virkelig rart,” siger Dak Wichangoen til ALT for damerne.
Læs ugens ALT for damerne, hvor Dak Wichangoen også fortæller om at skulle genfinde sig selv som 35-årig, om at synes, at barsel nærmest er hårdere end at være køkkenchef – og om at falde for en fem år yngre mand.
ALT for damerne er i butikkerne fra torsdag 9. december