”Hvis du vidste, hvor mange uduelige mænd jeg har måttet kæmpe mod” - mød kvinderne på de nye pengesedler

I 2028 skal Danmark have nye pengesedler, og for nyligt blev det offentliggjort, hvem der skal pryde dem. To af de fire udvalgte personer er kvinder, som på hver deres måde har skubbet grænser.

Artiklen fortsætter under videoen. 

På den ene seddel kommer der til at være et portræt af grønlandske Arnarulunnguaq. Ringer det ikke en klokke? Så gør Knud Rasmussen og de Thuleekspeditioner, han ledede, måske. Og det var netop sådan én, Arnarulunnguaq var med på.

Som fanger i datidens Grønland afhang ens succes af, at der stod en kvinde bag én, som bl.a. forstod sig på at bearbejde skind, og dét gjorde Arnarulunnguaq. Arnarulunnguaq og hendes mand, som netop var fanger, var således blevet udvalgt til at deltage i den femte Thuleekspedition, som var den største og mest betydningsfulde af de i alt syv Thuleekspeditioner, der blev gennemført. 

Lige inden ekspeditionens afgang døde Arnarulunnguaqs mand imidlertid af lungebetændelse, og den 25-årige kvinde skulle derefter beslutte, om hun fortsat ville deltage i den livsfarlige ekspedition eller ej. Hun begav sig afsted med ordene: “Før var det jer, der havde brug for mig, nu er det mig, der har brug for jer.” Det viste sig dog, at de øvrige ekspeditionsmedlemmer i dén grad også havde brug for  Arnarulunnguaq.

Læs også

Tre ting er afgørende, for at Lotte Heise forelsker sig: Selvom det er overfladisk, står jeg ved det

Verdens længste slæderejse

Ekspeditionen, som Arnarulunnguaq deltog i, strakte sig over intet mindre end tre år fra 1921 til 1924. Undervejs rejste de mere end 18.000 kilometer, som blev tilbagelagt på hundeslæde, hvilket gør det til verdenshistoriens længste slæderejse. Deltagerne rejste bl.a. igennem uudforskede arktiske områder i Grønland, Nordcanada og Alaska.

Det var en ekstrem tur, som de færreste nok ville driste sig ud på – eller klare. Men Arnarulunnguaq gjorde begge dele. Faktisk var hun én ud af kun tre personer, der var med på hele turen, og hendes arbejde på ekspeditionen var fuldkommen uvurderligt.

Hun stod bl.a. for at lave mad samt reparere og lave tøj, og når man befinder sig i ekstremt, arktisk vejr med temperaturer ned til -50 grader, er disse opgaver absolut ikke at kimse ad. Især ikke når man tænker på, at ekspeditionerne fandt sted for over 100 år siden. Knud Rasmussen var da også bevidst om, at Arnarulunnguaq var en stor del af grunden til, at ekspeditionen kunne gennemføres, og ekspeditionslederen roste hende af flere omgange til skyerne.

Foruden at stå for de huslige gøremål hjalp Arnarulunnguaq med at skubbe og føre slæden på lige fod med mændene. Derudover var hun en vigtig og god assistent for Knud Rasmussen og hjalp bl.a. ved arkæologiske udgravninger og med at indsamle planter til forskning.

Ekspeditionen blev afsluttet i København, og kort tid efter fandt man ud af, at Arnarulunnguaq havde voldsom tuberkulose. Efter at være blevet opereret og have været indlagt i København, vendte hun tilbage til Nordvestgrønland, hvor hun blev gift på ny. Hun døde ni år senere i en alder af blot 37 år.

Læs også

Sidse Babett Knudsen kan ikke genkende andres syn på at blive ældre: ”Det føler jeg mig faktisk lidt snydt over”

Fra jordens kolde ydre til dens varme indre

Inge Lehmann var verdens første kvindelige seismolog, og dét kræver måske en forklaring: Seismologi er en gren af geofysikken, hvor man især arbejder med jordskælv og klodens opbygning, og faktisk var Lehmann med til at grundlægge denne gren af videnskaben. Foruden at være den første kvinde i sit felt, var hun også den første danske seismolog.

Ligesom resten af naturvidenskaben var hendes fagområde domineret af mænd, og hun er citeret for at have sagt: "Hvis du vidste, hvor mange uduelige mænd jeg har måttet kæmpe mod - forgæves." Hun fik også sagt, at hun var ”det eneste mandfolk på stedet” om Geodætisk Institut, hvor hun på daværende tidspunkt var ansat.

Det lykkedes dog Inge Lehmann at få hul igennem, og i 1936 skrev hun en banebrydende teori om jordens indre. Indtil da havde der været bred enighed om, at hele jordens kerne var flydende, men som den første nogensinde beskrev Inge Lehmann, at jorden ganske rigtigt har en smeltet, flydende kerne, men at der inden i dén findes en indre kerne. Det var en kontroversiel udmelding at komme med, men det viste sig, at hun havde ret.

I udlandet blev Inge Lehmann hædret for sin exceptionelle opdagelse. Hun blev headhuntet til at forske i USA, hvor hun var en af de helt store videnskabelige stjerner, og i 1964 blev hun æresdoktor på Columbia University i New York.

Herhjemme gik det mere trægt med anerkendelsen, og faktisk fik hun aldrig hverken en ph.d.-grad eller en professortitel. Hun blev indstillet til et professorat i geofysik ved Københavns universitet, men fik det ikke – efter sigende, fordi Niels Bohr var imod. Nu får hun endelig noget velfortjent shine, når hun skal pryde en af de nye pengesedler.

Inge Lehmann forskede, indtil hun var 99 år, hvor hun udgav sin sidste videnskabelige artikel, og døde i en alder af 104 år.