Tre ting er afgørende, for at Lotte Heise forelsker sig: Selvom det er overfladisk, står jeg ved det

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det kan jeg ikke sige, for vi boede mange forskellige steder: Søllerød, München, Holte, Allerød … Jeg har aldrig haft et barndomshjem. 

Jeg har boet 20 forskellige steder de første 17 år af mit liv. 

Læs også

Som ung traf Kirsten Olesen et valg, som skuffede hendes far: ”Han talte ikke til mig i et helt år”

Men lige meget hvor jeg var, har jeg altid haft opera med på min vej. Jeg voksede op med historien om, hvordan min mor lyttede til Wagners Wotans afsked, da hun havde veer, inden hun skulle af sted for at føde mig."

"Begge mine forældre elskede opera. De mødte hinanden i den tyske by Bayreuth, der er berømt for sin opera og Wagner, der boede i byen. Derfor var der intet underligt i, at jeg som femårig sad og så Carmen i fjernsynet sammen med min tante. Operaen gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg udbrød: ”Det er det, jeg vil!” Tante Dina fik lokket ud af mig, at det, jeg mente, var, at jeg ville fortælle historier og gøre et ekstremt indtryk på andre mennesker. Så egentlig vidste jeg allerede som femårig, at jeg ville være skuespiller, og det gik jeg benhårdt efter. 

Efter gymnasiet var jeg tilknyttet Teatergruppen Skiftehold og gik også på en teaterskole i Skindergade. I den periode fik jeg en fantastisk talelærer. Det er hendes skyld, jeg aldrig har problemer med stemmen, og det er på grund af hende, jeg taler så tydeligt, når jeg er på scenen, og at min teknik er så god. I de år gik det dog også op for mig, hvordan man som skuespiller er afhængig af kollegerne, og at det kan være utrolig belastende. 

Så var der én, der ikke lige var i form, så kom replikkerne for sent eller for tidligt, og så blev jeg gal. Det var jeg ikke god til. Altså jeg elskede at spille håndbold, men jeg havde været en klart bedre tennisspiller, for så havde jeg været alene på banen."

Hvad har været en lige vej for dig?

"At passe på andre. Det har jeg altid gjort. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv, og min mor rejste til England i et år. Min lillebror og jeg boede hos min far, hans nye kone og deres baby. Min lillebror var ulykkelig over, at min mor var væk, så ham tog jeg mig af, og indimellem passede jeg også vores nye lillesøster. 

Jeg er rigtig god til babyer. Men når min lillebror var færdig med at tude, og jeg havde læst godnathistorie for ham, så var det sgu egentlig lidt ensomt at være mig. Så jeg begyndte at tale med Gud. Jeg gik på en kristen skole og holdt meget af religionsundervisning, så det faldt mig naturligt at bede aftenbøn. 

Læs også

Birthe Kjær: ”Vi ældre kan jo sagtens tænke, hvorfor siger de unge ikke bare fra?”

Jeg har dog altid gerne ville være anderledes end alle andre, så i stedet for Fadervor opfandt jeg min egen bøn. Jeg bad for alle mine nærmeste, og det blev en lang remse. Der skete også alt muligt i verden med mennesker, der havde det dårligt, og som også skulle med i min bøn, og til sidst lå jeg der helt blå om læberne og knaldkold på tæerne og bad og bad. 

Så blev jeg enig med Gud om – for Gud og jeg kunne godt snakke sammen, og det kan vi stadig – at når jeg havde nævnt dem i min familie, så kunne jeg godt sige “og resten”. Så forstod Gud, hvad jeg mente."

"Min barndom har formet mig til den person, jeg er. Jeg kunne også være gået under, men jeg er i stedet blevet ekstremt robust. Bagsiden af at være så stærk er dog, at det kan være svært at modtage fra andre. Heldigvis begyndte jeg til psykolog, da jeg var 40, fordi jeg blev skilt. Så jeg har lært at være sårbar og er god til det i dag."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg tror, man kan definere det hele under en hat: Formidling. Jeg elsker at få folk til at føle noget – at gøre et indtryk. Det var jo også udgangspunktet for min skuespillerdrøm. I 1982 tog jeg til Paris som model, og da jeg kom hjem igen, blev jeg spurgt om jeg ville være med til at lave nogle tv-programmer om modelbranchen. 

Det kastede en bogkontrakt af sig, og derefter mit første foredrag. Det var en septemberdag i 1986, og min veninde, som stadig er min nære veninde i dag, dækkede det som journalistpraktikant for Aarhus Stiftstidende. 

Da jeg trådte ned fra scenen, sagde jeg til hende: ”Nu ved jeg, hvad jeg skal lave!” Stå alene på en scene i 75 minutter. Det er fucking fedt. Og siden dengang har jeg lavet over 30 forskellige foredrag og shows."

"Det fede ved at stå alene på scenen er, at det er mit fulde ansvar, om det går godt og mit fulde ansvar, om det går dårligt. Det går så stort set aldrig dårligt –­ bank under bordet.

Jeg elsker at give folk en fed oplevelse, for det er det, de har betalt for. Det er en opgave, jeg tager meget seriøst. Jeg vil gerne fortælle folk noget, der får dem til at høre efter og tænke over det, jeg siger."

Hvordan er vejen til dit hjerte?

"Det er et godt spørgsmål, for jeg har jo haft ret mange kærester, og jeg har været gift to gange. Men vejen til mit hjerte går i hvert fald gennem humor. Man må også rigtig gerne se lidt godt ud. Det betyder meget for mig. Selvom det er en overfladisk og pinlig kommentar, står jeg ved den. Så skal han være intelligent. Helst meget. 

Min nuværende kæreste, som jeg mødte for 10 år siden, er alt det. Nok også lidt mere intelligent end mig, selvom jeg helst ikke vil indrømme det. Hvis jeg bare havde mødt ham for 50 år siden, havde jeg ikke behøvet mine tidligere kærester. 

Han kan også rumme, at jeg er mærkelig. Som min søn Joachim siger på den mest vidunderlige, kære, dejlige måde: “Men mor, selvfølgelig skal du være lidt underlig. Du er jo kunstner!”

Som kunstner er jeg super-god til at lege, og det har mine sønner også oplevet i deres barndom. Når de kom hjem fra skole, kunne jeg f.eks. finde på at råbe: “Ta’ et glas blod” – i stedet for at kalde det saftevand. 

Forleden var jeg sammen med en pige, som jeg kalder mit barnebarn. Det er min venindes barnebarn, jeg låner. Hun havde fået en lille trækniv, som hun gik og stak os voksne med for sjov. Jeg sagde til hende, at hvis jeg var hende, så ville jeg ikke turde stikke mig. Det gjorde hun selvfølgelig, og så lavede jeg en dramatisk død. Hun var ødelagt af grin. Det er jo ikke normalt at en 65-årig ligger nede på gulvet i en tre minutter lang dødsscene.

Læs også

Katrine Muff Enevoldsen: "Hvorfor skal det være så svært at få venner som voksen?"

Din vigtigste vejleder?

"Min mor har altid været en meget vigtig person i mit liv, og jeg ser hende meget. Hun blev ramt af en blodprop for 13 år siden, og hun kan ikke sige ret meget i dag, men hovedet fejler intet. Så selvom hun ikke direkte kan svare mig, kan jeg mærke hendes reaktion. Når jeg fortæller hende noget, som er væsentligt eller vigtigt, lægger hun hånden på min arm. Så ved jeg, hun forstår.

Selvom hun forlod os, da jeg var barn, har det aldrig præget vores forhold negativt, og det har ikke været et traume for mig. Det var selvfølgelig trist og hårdt, men jeg vidste, at hun ville komme tilbage. Min psykolog har gravet meget i det for at være sikker på, at der ikke lå noget fortrængt, men det gør der altså ikke."

"Men jeg har haft nogle ting med min mor … hun har været en god mor, men hun har også trukket sig, når hun havde brug for det, og hun havde det hårdt med min far og bla, bla, bla. Så da jeg begyndte at gå til psykolog, konfronterede jeg hende med nogle af de ting, jeg havde med hende, og hendes reaktion var: “Gud ja. Hold da op, sikke noget.” 

Det er enormt sjældent, at en mor æder sådan en spand lort for åbent tæppe. Det havde min psykolog aldrig set før. Det betød selvfølgelig meget, at hun tog det sådan. Jeg har altid følt mig elsket, og min mor har altid troet på mig, og det har givet mig et godt selvværd."

Hvordan har du det med ukendte veje?

"Egentligt rigtig fint, hvis det bare er efter mit morgenritual, som er fuldstændig ufravigeligt, uanset om jeg er i Spanien, eller besøger en veninde i Sønderjylland.

Jeg står op, drikker lunkent vand med citron, tømmer opvaskemaskinen, skriver sms’er, drikker kærnemælk med juice. Derefter laver jeg gymnastik for min ryg. Jeg har haft en gigtsygdom, siden jeg var 20. Så drikker jeg den te, jeg har drukket siden, jeg var teenager. Det er Earl Grey med Jasmin fra Perchs. Hvis jeg er ude, har jeg ofte også min egen kop med. For jeg drikker kun én kop te om dagen, så det skal være en meget stor kop. Derefter får jeg en kop espresso, så lægger jeg makeup, og så er jeg klar. 

Læs også

Pernille Højmark forelskede sig i sin venindes kæreste: ”Det var uundgåeligt”

Mit faste morgenritual er nok medvirkende til, at jeg kan rumme, at mange af mine andre veje er fuldstændigt ukendte. Jeg ved jo aldrig hvilket publikum, der møder mig. Går der 15 eller 25 minutter før de griner? Sidst jeg var i Aarhus, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle overnatte, da jeg ankom. Sådan noget rører mig ikke. Jeg har masser af venner, jeg kan sove hos, og hvis deres gæsteværelse er optaget, tager jeg bare sofaen. Jeg har et godt sovehjerte.

Man kan kun improvisere, hvis man er virkelig velforberedt, og det er sådan jeg har det med mit morgenritual, når det er på plads, så er der plads til improvisation resten af dagen."

Hvad er den mest overraskende vej, du er gået?

"Det er mit nuværende job som radiovært på DR, hvor jeg har været siden 2010. Jeg elsker at stå på en scene, derfor havde jeg heller ikke regnet med, at det ville være så sjovt i et radiostudie. Det begyndte med, at de skulle bruge en afløser på P2, og min veninde, der arbejdede på DR, foreslog “Lotte Heise” på et redaktionsmøde. 

De andre begyndte simpelthen at grine, for de kendte mig kun som hende, der snakker meget og hurtigt. De anede ikke, at jeg vidste noget om klassisk musik. Men så kom jeg til en casting og fik sommerprogrammet 'Helt Klassisk med Lotte Heise'. Det gik så godt, at jeg blev tilbudt at lave Bravo, som jeg stadig laver. 

Målet var, at vi skulle formidle opera til mænd fra Jylland, der var interesserede i biler, og som ikke havde hørt opera før. Det lykkedes! Opera har altid været en kæmpe passion for mig, men jeg havde sgu aldrig regnet med, at jeg ligefrem skulle få penge for at gå i operaen.

Opera er den største kunstart, fordi du bliver voldsomt påvirket af den. Du lytter til mennesker, som har trænet lige så mange timer som OL-atleter. Hvis man hører en god forestilling, kan man ikke undgå at få tårer i øjnene. Og nej, du behøver ikke at have forstand på opera for at få den oplevelse. Hvis det er en god forestilling, bliver du berørt, hvis den er dårlig, keder du dig. Jeg elsker at blive rørt, og jeg elsker at tude i operaen. Det er det bedste jeg ved."

Denne artikel er første gang publiceret i Hendes Verden uge 36.