Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2024
Stemmerne er talt, og vinderen af ugebladet Hjemmets læserkonkurrence om titlen som Danmarks sødeste kassedame m/k er fundet. Det er den kække kassedame Steven Olsen fra 365discount i Kastrup, som nu kan glæde sig over den fine titel, i jobbet der ændrede hans liv.
"Ej, det er løgn!" udbryder Steven Olsen, da kameraer og to gavefyldte indkøbskurve pludselig triller ind gennem butikkens skydedøre på Kastrupvej nr. 223.
Ugebladet Hjemmets chefredaktør Marianne Gram råber et rungende “Tillykke!”, og det tager et øjeblik, før Steven Olsen forstår, at han netop har fået titlen som Danmarks sødeste kassedame m/k.
“Det betyder alt for mig. Det betyder, at jeg gør noget rigtigt, når jeg sidder oppe i kassen. Jeg sørger altid for, at mine kunder går ud af butikken med et smil - også selvom de har en møgdag," siger Steven Olsen, og kigger ned på diplomet: "Den her skal over og stå i kassen," tilføjer han stolt.
Det festlige optøj går ikke ubemærket hen. Flere kunder lykønsker Steven og kommer med rosende ord i forbifarten.
”Jeg har stemt på Steven, og det har hele min familie også, fordi vi er rigtig glade for at handle hos ham,” siger Sarah Procter, der gerne passerer andre supermarkeder på vejen for at handle i Stevens kasse.
”Han skaber også noget stemning blandt dem, som står i køen, så vi også begynder at tale sammen. Han må aldrig nogensinde holde op med at være den, han er, for han gør en forskel for lokalsamfundet," tilføjer hun.
Fra hjemløs til Danmarks sødeste kassedame
I Steven Olsens kasse spiller det ingen rolle, om man er hjemløs eller direktør – alle får lige god og kæk behandling, og det er der en helt særlig grund til. For hvad de færreste ved er, at Steven Olsen selv har en hård fortid som hjemløs. I dag har han været fuldtidskassedame i 11 år - et job, som har ændret hans liv.
“Det betyder alt, at jeg nu kan forsørge mig selv. Jeg føler mig fri til at gøre, som jeg vil,” fortæller Steven Olsen, der har planer om at fortsætte i jobbet, til han går på pension
Steven Olsen har også en stor guldstjerne i butikcherf Michael Hansens bog. Han ansatte ham for 11 år siden, dengang Steven stadig boede på herberg:
"Det er fedt, at han er kommet igennem en svær tid og stadig bevarer humøret. Og så synes jeg, at han har fortjent at vinde, fordi han gør noget godt for andre mennesker," siger Michael Hansen.
Steven Olsen løber med sejren for næsen af 262 andre vellidte kassedamer, der også blev indstillet til årets konkurrence af i alt 883 glade kunder, som mente, at de kendte Danmarks sødeste kassedame. Det er ugebladet Hjemmet, som står bag den årlige kåring af Danmarks sødeste kassedame, og det er der en helt særlig grund til.
"Den personlige kontakt er så vigtig, når vi køber ind, og det vigtigt for os at hylde og anderkende de mange kassedamer, der får hverdagen til at fungere," siger chefredaktør Marianne Gram, som overrakte Steven Olsen både præmier og diplom.
Sammen med titlen modtager Steven Olsen præmier til en samlet sum af 29.000 kr. – blandt andet en gavecheck på 10.000 kr. fra Hjemmet, en original Ankarsrum køkkenmaskine, en koncertpakke til Fuglsøcentret, en ledningsfri støvsuger, et knivsæt, en plaid samt sæber og cremer.
Tidligere vindere af Danmarks sødeste kassedame m/k
- 2023: Mia Strandgaard Flück, Rema 1000 i Gevninge.
- 2022: Martin Frederiksen, Irma i Roskilde.
- 2021: Jørgen Sørensen, Meny i Harlev ved Aarhus.
- 2020: Anne Svendsgaard, Q8 i Vojens.
- 2019: Flemming Rosleff, Irma i Vanløse.
- 2018: Sussanne Kjær Petersen, Rema 1000 i Torsted.
- 2017: Hanne Skov Andersen, SuperBrugsen i Næsby.
- 2016: Susanne Hansen, Rema 1000 i Middelfart.
- 2015: Rosa Andersen, Lidl i Grenaa.
- 2014: Gurli Olsen, SuperBrugsen i Allinge.