Her er de 10 største dumheder i 2015

Af: Anne Sofie Allarp

1. Knald for Kommunen

Københavns Kommune og Rigshospitalets fertilitetsklinik får en bøde for den misinformationskampagne, de begik i efteråret. Kampagnens officielle formål var at bidrage til at øge fertiliteten, ved at skræmme unge københavnere til at slippe alle andre gøremål og få børn med den første og den bedste på kollegiegangen.

På blandt andet go-cards og på en dyrt udseende outdoor-kampagne blev det propaganderet, at chancerne for at blive mor faldt med 50% fra man var 25 år til 35 år. Det er naturligvis løgn og har intet med virkeligheden at gøre. En nyere dansk undersøgelse viser faktisk overraskende at den mest fertile alder er 30-34 og at de 35-40-årige har stort set lige så stor succes med at blive gravide over et år som de 20-25-årige.

LÆS OGSÅ: Årets 10 mest læste historier er...

Derfor skulle Rigshospitalet og Københavns Rådhus betydeligt længere tilbage i tiden for at finde et videnskabeligt figenblad til deres skræmmekampagne. Dette fandt de i 60 år gamle undersøgelser af en religiøs sekt i Nordamerika, som hedder Herrnhutere. Sådan en sekt, hvor kvinder alene kan aspirere til at blive chef i storkøkkenet, og i øvrigt kan forvente at få 5-6 børn i snit. Og selv her, måtte man fordreje fakta, således at tallene i kampagnen alene repræsenterer chancen for graviditet blandt disse her Herrnhutere en given måned (for de 25-årige var den 24% og for de 35-årige 12%) og således slet ikke i et livsforløb (se bl.a. programmet Detektors kritik af kampagnen på dr.dk, red.).

Københavns Kommune og Rigshospitalet er formentlig bare trætte af at bekoste fertilitetsbehandling til forjagede storbyboere med elendig sædkvalitet og for mange årsværk på stairmasteren, men begik den totale brøler at antage, at den danske offentlighed gider spille idioter for deres egne skattekroner.

Et klask af en kollektiv bøde til dem.

2. Danmarks Radios folkelige live-udsendelser

Danmarks Radio fulgte Rigshospitalets og Københavns Kommunes misinformationskampagne op med et stort opsat lørdags-liveshow under titlen "Knald for Danmark" beværtet af Mads Steffensen og Ulla Essendrop. Et show, som var præcis lige så tå-krummende pinligt, som man kunne have frygtet, da DR annoncerede, at udsendelsen også ville se "tilbage i historien på den tid, hvor danskerne var lidt bedre til at huske, at livet ikke kun leves gennem karrieren og fitness-centeret."

Således blev et samfundsproblem, der har ramt alle industrialiserede lande og regioner og Europa i særdeleshed, og et kæmpemæssigt livsdrama for alle de danske mænd og kvinder, som er ramt af fertilitetsproblemer, på den mest skødesløse og nedladende facon individualiseret, trivialiseret og tivoliseret med live-gennemstillinger til en badutspringer på fødegangen på Herlev Sygehus og up-beat, løs snak i alle andre retninger end de relevante: at det moderne liv betyder, at der ikke er tid og penge til at få nok børn til at opretholde bestanden uanset om det liv leves i Danmark, Iran eller Japan, og det moderne liv indebærer at vores reproduktionsevner presses af grunde, som vores politikere og samfundsledelse burde interessere sig voldsomt meget mere for.

Men det virker som en tendens, at Danmarks Radios stort anlagte live-udsendelser har det med at ramme skævt, når det kommer til god stil, respekt for licensbetalerne m/k og almindelig omtanke. Således ville man, hvis man kun bedømte året, der er gået i Danmark, ud fra DR's nytårskavalkade, tro, at Danmark var et samfund, hvor kun mænd deltog i det offentlige liv. 19 mænd blev interviewet og tre kvinder, der alle var i behørigt selskab af en voksen mand. Lidt ligesom man kunne forestille sig, at tilsvarende nytårskavalkader kunne se ud i lande, som vi ellers slet ikke sammenligner os med. Men der er der sikkert slet ikke tænkt over i DR, ligesom man nok heller ikke tænkte over det, da DR fejrede sine egne første 90 år i samme dur.

Måske skulle man sende en eller anden på efteruddannelse i public service, vedkommende kan tage en bøde med herfra.

LÆS OGSÅ: Rekordmange kvinder bliver mødre i 40'erne

3. Danmarks Radio

Og vi bliver ved hele Danmarks store medieinstitution.

Presset af Netflix, netporno, radio-apps, sociale medier og almindelig seerflugt har Danmarks Radio som bekendt kastet sig ud i et kamikazestyrt imod bunden af, hvad man med rimelighed kan kalde public service. Og jævnligt dukker der et koncept op, der rent faktisk slår bunden ud af bunden.

Et af disse koncepter dannede årets Roskilde Festival rammen om. Man havde fundet søde, blonde Marie på 24 og fortalt hende, at hun alene kunne få sin festival finansieret af licensbetalerne, hvis hun kunne få en mand til at flytte ind i sit telt før festivalens fredag var slut.

Høhø. Altså totalt grineren, hvis ikke det lige var, fordi det jo ikke er sjovt. Det er pinligt, plat, urimeligt og forkert. Det eneste der er lidt grineren her er, at nogen har fået penge for at udtænke det, og at det ikke er blevet stoppet undervejs før det rullede over skærmen. En bøde til den, der skulle have skredet ind.

4. Susan fra Faxeladeplads

Et særligt personligt bødeforlæg går til Michael Dyrbys (Det er ham TV2-chefen med de mange selfies) elskerinde. Lad os kalde hende Susan fra Faxeladeplads, siden danske medieinstitutioner har været virkeligt, altså i påfaldende og tankevækkende grad, sløve til at opspore hende, og vi derfor ikke kender hendes identitet.

Susan er angiveligt virkelig velbevandret i forfængelige, midaldrende mænd med store, plejekrævende egoer og mindre plejekrævende ægtefæller. Livet i Faxeladeplads kunne savne noget spænding og hun skal ikke lastes for Dyrbys og andre elskeres utroskab, det er deres valg og deres ansvar.

Der, hvor hun imidlertid virkelig gør i nælderne, er da hun vælger at gå til Ekstra Bladet og den socialdemokratiske mafia med eksplicit foto og videomateriale, som hun har modtaget som led i en fortrolig, gensidig, intim relation. Der er ingen undskyldning for hævnporno. Forholdet er tilsyneladende begyndt at være belastende - måske fordi Dyrby ikke ville forlade sin kone, eller måske fordi billedmaterialet blev for lidt for omfattende og insisterende.

Men så er den eneste acceptable sanktionsmulighed i forhold, der ikke er omfattet af straffeloven, at kontakte Fru Dyrby, eventuelt vedlagt noget af materialet. Det er en risiko alle utro ægtefæller har accepteret på forhånd.

At Susan fra Faxeladeplads i stedet smadrer Dyrbys liv og karriere, gør hende til en af årets allermest ufede personer, skarpt fulgt af alle de hælere, der har hjulpet hende med at udbrede materialet til hele overdanmark - og nogle af os andre.

5. Karsten fra Nordjyllands Politi og justitsministeren

Vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands politi fik i år sine 15 minutters berømmelse, da han dagen efter Ålborg Karneval udtalte sig om de fem voldtægter og voldtægtsforsøg under festlighederne: "Det er jo det, der kan ske, når der er så mange mennesker samlet og spiritussen går ind, så kan forstanden nogle gange godt forlade gerningsmanden lidt på en måde."

Ja, det sagde lovens lange arm faktisk til TV2 Nord. Men nu kan det være at Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi bare ikke er særligt god til det med ord, i hvert fald beklagede han udtalelsen således på twitter: "Vedr. Udtalelser om karneval/voldtægter. Beklager ordvalget - ingen intention om at nedgøre voldtægter - tværtimod." Politiet har jo faktisk rigtig god grund til at nedgøre lovovertrædelser og tage dem meget alvorligt, Karsten.

Justitsminister Søren Pind har dette år bebudet skærpelser af straffen for voldtægt og falsk anmeldelse af voldtægt.

Dette gør han efter at være blevet konfronteret med det faktum at, mens der vurderes at være ca. 3600 voldtægter årligt i Danmark, anmelder kun knap 400 ofre forbrydelsen og af disse anmeldelser fører 50- 60 sager til domfældelse.

Der er således praktisk talt straffrihed for voldtægt herhjemme og derfor er det, at skærpe den straf, som man med over 98 procents sandsynlighed aldrig får som voldtægtsforbryder herhjemme, et såkaldt kriminalpræventivt slag i luften.

Pointen her er at få ofrene til at gå til politiet og få politiet til at tage dem alvorligt. Og her er signalet i skærpelsen af straffen for falsk anmeldelse ikke det heldigste eller mest konstruktive.

Eftersidning i dansk til vagtchefen i Nordjylland og bøde til ministeren, for lur mig om han ikke godt kan se, at som minimum bør man kunne kræve af signalpolitik, at signalet er til at afkode.

6. Amnesty International

Den verdensomspændende menneskerettighedsforkæmper tog i sommer det afgørende spring ud i en ny og mindre hæderkronet tilværelse, da den vedtog med sig selv at være for legalisering af prostitution og rufferi i hele verden. Det var en vedtagelse, som var ventet efter en række politiske dokumenter blev offentliggjort fra Amnestys hovedkvarter i 2013. Dokumenter, der sammenligner prostitution med minearbejde, og som siger at sexkøber kan opnå et større fornemmelse af sit eget jeg og få større livsnydelse og værdighed gennem køb af sex. Og såvel de dokumenter, som dette års politiske beslutning, der har konsekvens for alle dele af organisationen, har kastet organisationen ud i en byge af fuldstændig relevant kritik fra folk, der ser verden med lidt flere nuancer.

Tyskland er med sine flat-rate-bordeller, hvor man kan spise og drikke og knalde østeuropæiske eller Balkan-piger så meget, som man orker, for f.eks. 99 euro, ikke noget forbillede. Det er Thailand sådan set heller ikke.

Bøde til Amnesty for et episk troværdighedstab.

7. Vores allesammens Vinterberg

Der er noget fascinerende over, når folks verdensopfattelse bygger på historiske misforståelser.

Filminstruktør Thomas Vinterberg har undtagelsesvis begået en film med en kvindelig hovedperson, og i den forbindelse gav han i foråret et mindeværdigt interview i Dagbladet Information. I interviewet fortæller han, hvor "rørt," han havde været over hovedrolleindehaveren Carey Mulligans "hengivenhed" over for hans chef-rolle på projektet og hendes "betagethed" af hans arbejde. Og så siger han dette: "Hengivenhed er en kvindelig dyd, som er truet. Alle kvinder skal være stærke nu til dags. De skal kunne klare et arbejdsliv og et familieliv samtidig, så hengivenheden er en truet ting. Det er jo også vigtigt at kunne forsvinde ind i et andet menneske, i en mands arme."

Spørgsmålet er, hvorfor vildfarelsen om, at kvinder først for nyligt har fået et arbejdsliv og at familielivet før det dramatiske skift, var en stor omgang harmonisk hagedikken og sidden i rundkreds, er så udbredt i en af verdens bedst uddannede befolkninger. For faktum er at i et land, der historisk har været beskæftiget i landbruget har kvinder knoklet fra morgen til aften, ligesom de i øvrigt gør det på resten af kloden, uanset om det er på fabrik i Kina eller i et subsistenslandbrug i det centrale Afrika.

En bøde til Thomas Vinterberg for på denne pinagtige facon at skuffe vores forventninger til, at kulturpersoner af hans kaliber også har et vist kendskab til verdenshistorien.

8. Facebook

Facebook har efterhånden malet sig selv op i et hjørne, når det gælder den ytringsfrihed, man har i fælles fora, eller på egen eller andres vægge.

Facebook lukker din konto, hvis du lægger et billede op af en nøgen person eller en kvindelig brystvorte, eller, gud forbyde det, en anatomisk korrekt grafisk gengivelse af de kvindelige kønsdele. Men Facebook griber ikke ind, hvis du lægger et ekstremt seksualiseret billede op af en næsten nøgen kvinde eller ung pige. Facebook har det også fint med sider og fora der alene har til formål at hade på enkeltpersoner eller grupper.

Det fik flere fremtrædende danske kvinder med anden etnisk baggrund at føle i året, der er gået, da injuriererende had-sider, rettet imod dem personligt dukkede op på Facebook. Forleden anmeldte jeg siden: "Ayse Dudu Tepe er en klam islamist", og fik et rutinepræget svar tilbage fra Facebook om, at mediet skulle være et trygt og velkommende sted og at man fandt, at pågældende side var i fuld overensstemmelse med Facebooks regler.

Men så er det nok tid til lige at rette et friskt blik mod de regler, Facebook. Og en bøde for dårlig til og asocial opførsel til verdens førende sociale medie.

9. De 95 daginstitutioner

95 daginstitutioner i Danmark har stadig særregler for mandlige pædagoger, som begrænser deres omgang med børnene. Det er regler som at de mandlige medarbejdere ikke må være alene med børnene, eller ikke må skifte ble eller hjælpe dem på toilettet, eller at de skal begrænse fysisk kontakt med børnene.

Jeg kan dårligt forestille mig et ringere arbejdsmiljø at arbejde i, end et, hvor man konstant er under mistanke for at være en syg freak, bare fordi man gør sit arbejde. Det er også en mærkelig barriere at sætte op mellem en medarbejder og et barn, at der skal komme en voksen af et andet køn for at trøste eller skifte ble.

Den konspirationstilbøjelige læser kunne tænke, at dette er et perfekt set-up for at undgå det beskidte arbejde, som jo alligevel har været kvindens i utallige århundreder nu. Men det er for nem en slutning, og om noget så har den kvindelige erfaring lært os, at der er en reel ufrihed og undertrykkelse forbundet med seksualiseringen af en person i ikke seksuelle sammenhænge.

Ned med den slags og bøde oveni.

10. Danske politikere

I en tid, hvor det er højrefløjen i Europa, der viser vej, når det kommer til lovgivning i retning af større ligestilling, og i et år hvor Tyskland ved lov har vedtaget at der skal være 50% kønsligestilling i på ledelsesniveau i den offentlige sektor inden 2018, er det næsten morsomt at se, hvor berøringsangste danske politikere er på dette område.

At Regeringen for kort tid siden fremsatte forslag om at tilbagerulle regler om at private virksomheder skal lave en kønsbaseret lønstatistik, er bare et eksempel på dette, mens f.eks. de britiske konservative er ved at implementere lignende lønstatistikker i den private sektor. Et andet er, at man ikke for længst har givet det såkaldte ligebehandlingsnævn en kæmpe administrativ overhaling, selvom de jævnligt rydder forsider med mystisk jura og afgørelser, der meget påfaldende har det til fælles, at de falder ud til fordel for en eller anden mand over en eller anden kvinde. Senest den om taxa-chaufføren, som mente, at han skulle have en forfremmelse, selv om han ikke ville give hånd til sin kvindelige chef, men alene kunne strække sig til at klappe hende på ryggen (!).

Faktisk så virker danske politikere deciderede bange for at mene eller gøre noget, der kunne fortolkes som progressivt på dette område. Men det med at have besluttet sig for ikke at ville ændre noget eller mene noget, har jo som regel en direkte konsekvens for ens lederskab. Gad vide, hvor vi havde været i dag, hvis alle andre generationer af politikere havde haft den indstilling.

Godt nytår!

LÆS OGSÅ: Skulle det være et sæt nye bryster?

LÆS OGSÅ: Kære mænd, drop nu "min kone er pissesur"-humoren

LÆS OGSÅ: Sådan kan du styrke dit parforhold på 20 minutter hver dag