"Man behøver ikke at have et kæmpe forbrug for at have et godt liv"

Og det gælder sikkert også dig. Vi er nemlig blevet meget mere opmærksomme på at mindske madspild, og nogle af os sælger ligefrem alt hvad de har og flytter ud i en skov.

Men nogle mennesker gør bare lige lidt mere end de fleste. Mød Susanne, Karen Inger og Jennie. Tre vaskeægte klima-idealister.

Fødevareidealisten

Karen Inger Thorsen kan ikke lade være med at blande sig. Uanset om det handler om et barn, der græder, mænd i slåskamp eller de 540.000 tons mad, der årligt bliver til affald alene i Danmark. Hvis hun støder på noget i samfundet, hun synes er forkert, råber hun højt.

Da hun i foråret 2014 blev direktør for fødevareBanken, var det, som om jobbet opsummerede alt det, hun havde erfaret igennem sit arbejdsliv og i kraft af sit store samfundsengagement. FødevareBanken er en frivillig forening, der modtager overskudsmad fra blandt andre Aarstiderne, Arla og Irma, mens det stadig er inden for holdbarhedsdatoen, og fordeler det blandt samfundets socialt udsatte.

– Det er jo en rigtigt god ide, for vi tager fat på to problemstillinger, dels alt det mad-overskud, der er, og dels de mennesker, der har meget mindre end andre. Det får mig virkelig til at føle, at vi laver noget, der giver mening. Det er rigtigt vigtigt for mig.

Hun mener, at vi har et uetisk forhold til mad, især når så meget af den ender i skraldespanden. Men hun tror desværre, at det er de færreste, der har et klart billede af, hvad der er hjemme i køleskabet, når de skal handle til aftensmaden på vej hjem fra arbejde. Samtidig er vi som forbrugere forkælede og vil ofte have, hvad vi har lyst til lige her og nu.

– Det ville klæde os alle sammen, hvis vi havde lidt mere eftertænksomhed forbundet med det, vi gør. Og man kan absolut starte med sig selv og nøjes med at købe det, man har brug for, siger hun.

Karen Inger Thorsen mener, at der i dag er for få, der laver rigtig mad fra bunden, blandt andet fordi markedet byder på et stort udvalg af halvfabrikata og færdigretter, som gør det let at springe over, hvor gærdet er lavest i køkkenet.

– Jeg synes virkelig, det er ærgerligt, for jo mere maskinelt og fabriksagtigt landbruget bliver, des sværere bliver det også at forbinde det, man putter i munden med noget, der har været levende eller er blevet dyrket i jorden. Det, tror jeg, er en meget stor fejl, for vi ender med at leve af plastikmad, og det er hverken sundt for os eller for miljøet, forklarer hun.

Karen Inger Thorsen ser ikke bæredygtighed som noget, hun bevidst tænker ind i sin hverdag. Hun er vant til at tage cyklen oftere end bilen, og så er hun fra naturens side udstyret med en temmelig fotografisk hukommelse, når det kommer til indholdet i sit køleskab. På den måde undgår hun madspild.

– Jeg ser min gamle mor som et forbillede, for hun kan nærmest leve på en sten. Hun bruger ikke ret mange penge og smider ikke noget ud. Hun kan få et hvidkålshoved til at strække sig over lang tid. Man behøver ikke at have et kæmpe forbrug for at have et godt liv.

Selvom fødevareBanken kun er et lille skridt på vejen, er det et meget væsentligt skridt i den rigtige retning, mener Karen Inger Thorsen, som arbejder på, at foreningen også kan gå hen og blive bæredygtig økonomisk set.

– Hvis man er et idealistisk menneske som mig, så er man nødt til at tro på, at det har en indvirkning på andre mennesker, selvom fødevareBanken måske kun får en promille af alt den mad, der bliver smidt ud.

Jennie Kaae Ferrara

CO2-idealisten

Det kan lyde mærkeligt, at man som datter af en pilot og en stewardesse pludselig beslutter sig for at lade være med at flyve. Og især når man dertil er halvt amerikaner med en mor bosat i Texas. Men det var nu engang det, Jennie Kaae Ferrara besluttede at gøre i 2008, selvom hun var så rejselysten, at hun allerede havde nået at være jorden rundt to gange med sin mand, Mikael.

– Da jeg var på barsel med mit andet barn, læste jeg mange artikler om klima og energi i forbindelse med klimatopmødet på Bali i 2007. Det gik for alvor op for mig, at det ikke kun handlede om miljøproblemer, det var faktisk også et ret stort eksistentielt problem for os. Det betyder, at vi ikke kan leve på den her planet, hvis vi fortsætter, som vi gør. Det var en voldsom erkendelse.

– Det er meget skræmmende at tænke på, at verden kommer til at være et meget mindre behageligt sted at være, allerede inden mine børn fylder 30. Det skaber et usikkert samfund, når folk ikke ved, hvor de skal bo, og hvor deres mad skal komme fra.

I 2008 blev hun sammen med sin familie inviteret til sin venindes bryllup i Californien. Noget tid før flybilletterne skulle bestilles, kom hendes mand en dag hjem fra arbejde med dagens Information, som han henkastet lagde på bordet. Forsiden forudsagde, at der ikke vil være nogen vej tilbage, hvis vi bliver ved med at udvinde olie i samme omfang som nu, og da Jennie Kaae Ferrara læste det, fik det hende til at proklamere, at hun havde fløjet for sidste gang.

– Jeg følte ikke, at jeg kunne være med til at blive ved med at øge efterspørgslen på olie i så voldsomt et omfang. Verden bliver rigtig, rigtig ubehagelig, hvis vi ikke tager nogle beslutninger i den her dur, siger Jennie Kaae Ferrara, hvis amerikanske familie og venner blev rigtig kede af, at hun måtte melde afbud til brylluppet og sende sin mand af sted alene.

– Flyvning er selvfølgelig en stor ting at give afkald på, når man som jeg har familie i USA. Men jo mere jeg dykker ned i emnet, des mindre kan jeg forsvare at rejse med store fly med jetmotor. Hvis jeg kunne flyve i propelfly til USA, var det noget andet, for de bruger mindre energi og udleder ikke dampe, der holder på jordens varme på samme måde som de store fly, forklarer Jennie Kaae Ferrara, som har regnet ud, at en flyvetur retur til USA for en familie på fire personer svarer til cirka 25 års elforbrug.

– Jeg vil hellere prioritere at have varme og lys i mit hjem, for det er trods alt vigtigere for mig, at hverdagen fungerer, end at jeg kommer på ferie.

Siden sin beslutning har hun blogget om klima og arbejdet frivilligt for den grønne tænketank Concito. Hun har generelt sørget for at skrue ned for sit forbrug. Hun spiser for eksempel stadig rødt kød, bare meget sjældent. Hun har også en iPhone, men har fundet den brugt. Og så rejser hun stadigvæk. Hun har blandt andet taget toget til Marokko med familien tre gange. Det tager bare lidt hårdere på pengepungen, samtidig med der skal afsættes tre rejsedage hver vej, men til gengæld kan hun besøge Madrid og Paris på vejen. Selvom hun godt ved, at hun ikke kan redde verden alene, får hun det bedre af at have truffet et valg.

– Jeg har nærmest haft en depression over klimaforandringerne og har haft svært ved at sætte pris på livets glæder, fordi vi opfører os så tåbeligt. Det reddede mig faktisk at sætte en handling bag min frygt, siger Jennie Kaae Ferrara, der faktisk ikke føler sig som en klimaidealist, hun mener i højere grad, at hendes beslutning afspejler, at hun er klimarealist.

Susanne Krogh Petersen

Forbrugsidealisten

Susanne Krogh Petersen blev projektleder for tøjbiblioteket Chare havde hun faktisk ikke den store interesse i tøj. Men hun kendte dog til forfængelighed og tøjkriser, der kan ende i impulskøb inden aftenens fest. Og det er netop denne form for hurtigt forbrug, som, Chare – og Susanne – gerne vil til livs.

– I den handling sker der det, at man er i stand til at købe næsten hvad som helst. Mange bruger kun tøjet en enkelt gang eller to, for det er ikke sikkert, at det var det helt rigtige, man kom hjem med. Derudover tænker man lidt på dankortet og ender derfor ofte med at købe noget af en lidt billigere kvalitet, som ikke har en god holdbarhed, forklarer hun.

I tøjbibliotekets showroom kan man nøjes med at låne tøjet og aflevere det igen efter brug. Og så er der oven i købet tale om tøj fra lækre, danske designerbrands.

Susanne Krogh Petersen har altid været optaget af samfundsudvikling og mener, at bæredygtighed handler om mere end miljøvenlig produktion, det handler også om en forbrugsadfærd, der skal ændres.

– Jeg ser bæredygtighed som en af vores samfunds allerstørste udfordringer. Jeg har selv børn, og vores efterkommere skal bo på den her planet i mange år endnu. Derfor synes jeg, at det er en vigtig sag, som jeg rigtig gerne vil arbejde med.

Susanne Krogh Petersen er vokset op i en familie, hvor man selv gik ud i haven og gravede grøntsagerne op. Derfor har økologi stadig en høj prioritet, men hun er heller ikke så hellig, at der ikke kan klemmes en Chanel-parfume ind på hylden.

– Af natur er jeg ikke sådan en, der bekymrer mig, men jeg er da overbevist om, at vandene stiger, og at vores natur vil forandre sig radikalt i løbet af de næste 50 år. Jeg tror, at vi kommer til at se klimaflygtninge i en grad, vi slet ikke kan forestille os. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan vi hver især som forbruger har effekt på verden omkring os. Den bevidsthed er vi nødt til at integrere i vores måde at leve på.

Tekstilbranchen er et oplagt sted at begynde, mener hun, for den er så forurenende, at den kun overgås af olie- og gasindustrien. Men man skal også leve, som hun siger. Det handler bare om at begrænse den adfærd, der belaster miljøet. Tøjet i Chares bibliotek er ikke bæredygtigt produceret, men ved at lade flere bruge det samme tøj bliver det lettere for forbrugeren at agere bæredygtigt.

– Der er intet moralsk forbundet med Chare. Det er luksus, overflod, nydelse og alle de rare ting, vi forbinder med at klæde os på. Vi har bare fundet en model, der belaster miljøet i mindre grad. Det giver vildt meget mening for mig at være med til at ændre vores handlemønstre i mit lille hjørne af verden.

Chare er startet af Dansk Flygtningehjælp med tilskud fra Miljøstyrelsen, og Susanne Krogh Petersen arbejder på at gøre tøjbiblioteket til en overskudsgivende forretning.

– Vi, der arbejder med bæredygtighed, har en tendens til at lave projekter på baggrund af en bevilling med en begrænset levetid frem for forretninger. Jeg er stor tilhænger af, at ting på sigt skal kunne være økonomisk bæredygtige, for ellers har de jo en begrænset levetid. Man skal ud over det punkt, hvor man kræver støtte for at være bæredygtig, og i retning af det punkt, hvor bæredygtigheden og markedsøkonomien spiller sammen.

LÆS OGSÅ: Den retfærdige voldtægt

LÆS OGSÅ: Tyrkiske mænd i dametøj protesterer mod kvindevold

LÆS OGSÅ: 10 tips: Det kan du gøre for at stoppe madspild