'Den dag min mor døde'

"Jeg måtte holde mig for munden for ikke at grine højt"

Da Hella Joofs mor døde var det en tung, trist begivenhed. Men midt i urnenedsænkelsen måtte Hella anstrenge sig for ikke at grine! Her får du hendes førstehåndsberetning om et af de sværeste tidspunkter i livet, hvor der alligevel var grund til latter. Det gør hun i forbindelsen med, at Rådgivnings- og Forskningscentret Børn, Unge & Sorg lancerer kampagnen "Giv Håb", der netop fokuserer på det forløsende ved humor i den slags svære situationer.

- Den dag min mor døde, var jeg i Hamborg og lå på et hotelværelse med ondt i pandehåret, for aftenen før var min film Oh Happy day blevet vist som åbningsfilm til Hamborg filmfestival. Jeg havde i den anledning drukket en masse champagne og danset rundt på bare fødder til en fest og følt mig som The Leader of the Pack. Den slags skal man passe lidt på med, for livet er en sinuskurve og alt, hvad der går op, kommer ned igen. Helt ned. Så næste morgen med klistermund og make up på hovedpuden, ringede min mobil igen og igen.

"I flyveren gik det op for mig"

- Jeg svarede den med hæs tømmerstemme men ku, på grund af dårligt net, ikke høre hvad eller hvem det var og lagde mig til at sove igen. Efter en times tid vågnede jeg igen ved mobilens tutalutalu og denne gang var jeg fornuftig nok til at gå ud på balkonen, hvor der var bedre dækning. Det var en sygeplejerske fra Hillerød sygehus, som fortalte mig, at min mor lå i respirator efter et fald på cyklen. Hun havde fået en hjerneblødning på vej til en venindes fødselsdag og som den søde sygeplejerske sagde ”er der ikke mere, vi kan gøre for hende”.

- Der blev ringet efter taxa og bestilt flybilletter, så min kæreste og jeg kunne komme til Hillerød. I flyveren gik det op for mig, at min mor var død og blot blev holdt i live af en maskine, der trak vejret for hende. Min kæreste sagde, at det jo ikke var sikkert, at det var helt så galt men det vidste jeg udmærket, at det var. Min mor var ikke typen, der gjorde tingene halvt.

"Jeg kom til at klukke"

- Da vi ankom til sygehuset, var det meget tydeligt for alle, at hun var taget afsted. Hun var stærkt forslået og hævet med store blødninger i ansigtet. Det ku jeg ikke tage. Min Mor. Hun skulle ikke ligge der gul og grøn i ansigtet til skue for os, som hun havde elsket så højt. Det ville hun ikke ha brudt sig om. Jeg lidt brasede sammen, selvom jeg egentlig havde tænkt, at jeg nu var den ældste i familien og at det var min pligt overfor min datter og min lillesøster at bevare roen, mens vi besluttede, at der skulle slukkes for respiratoren. Men så kom min onkel og tante heldigvis og reddede dagen.

- Min tante, som havde danmarksrekorden i bypass-operationer, kom stærkt forpustet ind på stuen med hvæsende lunger og kridhvide læber. Hun fik hurtigt sat læger og sygeplejersker i sving med at skaffe hende noget nitroglycerin, mens hun tog sig til hjertet og med svag stemme forklarede om sine operationer og medicinforbrug og tilstødende lungebetændelser. På en eller anden forunderlig måde kom hun til at løbe med opmærksomheden. Jeg stod og holdt min hjernedøde Mor i hånden, mens al fokus var hos min tante og pludselig kom jeg til at klukke og fik øjenkontakt med min datter og min søster og min mors mand og vi stod og smågrinede gennem alle tårerne og vi tænkte det samme:

- Tænk, at Birthe ikke engang kan få lov at være hovedpersonen på sit eget dødsleje! Respiratoren skulle slukkes men min onkel var ikke meget for det og henviste til sin svoger onkel Eier, som også havde ligget hen som død men så havde de sat ham op i en lænestol og bum! så var han vågnet op og havde levet ti år til med både cerutter og snaps. Den tyggede vi lidt på. Men der var ikke rigtig stemning for lænestolsmodellen i og med, at der ikke var den mindste tvivl om, at min Mor var hjernedød. Der var heller ikke nogen lænestol på stuen.

"I fik overkroppen"

- Begravelsen gik fint og det blev tid til at bære kisten ud i rustvognen. Vi, de pårørende, rejste os og tog fat i hvert vort håndtag. Den var tung kisten. Urimeligt tung. Det er tungt at bære sin Mors kiste, tænkte jeg og drog den slutning, at det var følelsesmæssigt tungt og derfor føltes fysisk tungt. Men jeg blev klogere. På et tidspunkt på vej ud af kirken fik jeg øjenkontakt med min søster og på hendes stressede blik ku jeg forstå, at hun også havde syre i armene og skuldrene, mens de stærke mænd i familien så helt upåvirkede ud. Vi måtte holde fast med begge hænder og turen ned af kirkestien til rustvognen var en sand Golgata-vandring på rystende ben med smertende arme og ryg. Min største rædsel i de minutter var at tabe min Mor og se hende falde ud af kisten ligesom i en firserudgave af Hamlet på Theater Shaubühne i Berlin.

- Til gravøllet fortalte jeg lavmælt om trængslerne med at bære kisten og min kæreste, som er læge sad og grublede lidt over, hvorfor det havde været så tungt for min søster og mig, mens resten af bærerene havde haft det relativt let. Han funderede lidt ind til om, hvorvidt vi gik forrest eller bagerst og regnede lidt på det. Så tog han min hånd og klemte den og sagde lakonisk: ”I fik overkroppen”.

"Der lød en lang slubrende pruttelyd"

- Ved urnenedsættelsen kom graveren for sent. Det var i slutningen af oktober, og det var sludregn og lige omkring frysepunktet. Vi ventede og ventede og pointen i en bestemt vittighed blev ved med at komme på besøg i min hjerne: ”Du kommer for sent til din egen begravelse!”.

- Graveren, som var en dame, dukkede heldigvis op, inden min tante pådrog sig en svær lungebetændelse, som hun naturligvis ville ha overlevet. Hun begyndte at grave alt hvad remmer og tøj kunne holde, men det var svært: Jorden var tung af væde og hullet fyldtes hele tiden med vand. Til sidst lå der en stor bunke våd jord ved siden af den sveddryppende graver og foran hende et hul fuld af mudder.

- Hun så rådvilligt på os, og vi kiggede usikre på vandhullet foran hende. Regnen tog til og graveren, som var en udendørspige, må ha tænkt: ”Hvem har nogensinde taget skade af en rask byge?”, jævnfør det gamle bonmot: ”Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun noget der hedder forkert påklædning”. Så hun tog en rask og selvstændig beslutning og satte min mors urne ned i hullet. Der blev dannet et undertryk, så der lød en lang slubrende pruttelyd, mens urnen gled ned i den våde jord. ”Konen i muddergrøften” var de ord, der dukkede op i min hjerne, mens jeg måtte holde mig for munden for ikke at grine højt.

- Jeg ved, min mor havde grinet med. Hun havde en glimrende humoristisk sans. Måske var det hende, der sendte os alle de barokke situationer som trøst? Eller i hvert fald hende, der bad Vorherre om det.

LÆS OGSÅ: Camilla oplevede en kommende mors værste mareridt

OM KAMPAGNEN:

Hella Joof bakker op om Projektet "Dødsjovt? - Giv Håb med humor" er en del af Børn, Unge & Sorgs to-årige kampagne Giv Håb, som på forskellig vis sætter fokus på børn og unge, der oplever sygdom og død i familien. Med dette projekt prøver vi gennem humoren en ny vej i kampen mod det tabu, der omgærder sygdom og død, og som er med til at isolere og gøre sorgen endnu tungere for den sørgende.

Fra 8. maj til 8. juni vil danskerne kunne opleve en række af Morgenthalers velkendte striber og animerede film - bl.a. på Dødsjovt.dk, hvor man hver uge i løbet af perioden vil kunne finde nye striber og film. Alle striber og film tager udgangspunkt i danskernes egne oplevelser med situationer, hvor humoren har spillet en forløsende rolle i en ellers trist og tung tid med sygdom eller død. Og hvor den måske endda har formået at bryde den knugende tavshed og gjort det lidt nemmere at tale om det svære.

Se mere på Dødsjovt.dk og Givhåb.nu