Fire hjerter til ’Den grænseløse’: ”Den har alt det, som den første film manglede”
Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens 'Den grænseløse' får fire ud af seks hjerter af ALT for damernes filmanmelder. Filmen er instrueret af Ole Christian Madsen, og den er baseret på 'Afdeling Q'-serien.
❤️❤️❤️❤️🤍🤍
Man kan mene, hvad man vil om, at Jussi Adler-Olsen fik sin vilje og genstartede filmserien om Afdeling Q, mens erindringen om den episke bromance mellem Carl og Assad stadig stod knivskarpt i erindringen hos publikum. Denne anmelder mærkede i hvert fald ikke rigtigt ”Marco-effekten” for alvor i 2021.
Her er det Ole Christian Madsen, der instruerer med flair og farverigdom. Den får ikke for lidt, og det er kun en god ting.
Rose (Sofie Torp) tager til Bornholm, da politimanden Christian Habersaat (Peter Mygind), en tidligere kollega til Carl Mørck (Ulrich Thomsen), vil have Afdeling Q's hjælp og gå på pension. Men receptionen går amok, og snart er Assad (Afshin Firouzi, ny i Q-klassen og glimrende) også installeret på klippeøen, hvor trioen må efterforske en gammel sag, der måske har tråde til en mystisk bevægelse, en højskole og en af Carls gamle flammer.
Som altid hos Adler-Olsen er der klemt utroligt mange plottråde ind i historien, men Madsen formår både at holde fast og folde ud. Og ikke mindst lader den sindssygt dygtige filmfotograf Jørgen Johansson kameraet dvæle ved kulører, teksturer og lader lyset spille.
Man tilgiver næsten Jussi Adler-Olsen for at genstarte Afdeling Q med et helt nyt hold. Toeren i denne nye serie har al den kulør og action, som den første blodfattige og alvorstunge film manglede.
Thomsen og Torp er som altid kapable, selvom Mørck ikke er sympatisk, men konfliktsky og kontrær. Bifigurene stjæler ofte billedet, uanset om det er Rasmus Bjerg, Ken Vedsegaard eller Helle Fagralid. Men det er Hedda Stiernstedt og ikke mindst Joachim Fjelstrup, der rammer en særlig blanding af new age-sødme, sensualitet og psykopati. Fy for dem!
Som det desværre ofte sker i krimier, er plottets første offer en ubeskrevet ung pige, hvis grusomme død blot er en undskyldning for at få fortællingen i omdrejninger. Heldigvis er der meget mere at komme efter end en død sild.
’Den grænseløse’ premiere den 1. februar.