Tine fik en voldsom depression – men hesten Huxi blev hendes redning
I en tilværelse med udfordringer er Tines næsten daglige besøg hos ponyen Huxi meget mere end et frirum. De to har en helt særlig forbindelse, og den ro, Tine finder sammen med Huxi, gør underværker.
"Hele tiden er jeg i en forbindelse med ham. Det er mere, end jeg har oplevet med mine tidligere heste. Hvis han går og græsser helt nede i den anden ende, og jeg åbner døren ind til stalden, kommer han."
"Så vi mærker helt sikkert hinanden. Vi slipper ikke rigtig hinanden, når vi er sammen. Folk, der ser os, siger det også, der er en samhørighed, som bare er der."
47-årige Tine Lund Jespersen fra Årup har ikke haft det nemmeste liv. Hendes far var syg og begik selvmord, da hun var ti år. Allerede inden da havde hun angst for at miste sin mor, og i voksenlivet har hun lidt af depression og angst.
Hun har fået diagnoser som ADHD og fibromyalgi og kæmper med daglige smerter i hele kroppen. Oprindelig er hun uddannet socialpædagog og har også en kandidatgrad i pædagogik, og så har hun døtrene Regitze, 10, og Martha, otte, mens manden Kim sejler og er væk i flere uger ad gangen.
Hvis Tine er stresset eller
bekymret, tænker hun
på Huxi. Det beroliger
nervesystemet.
"For fem år siden læste jeg også til terapeut, og jeg græd hele vejen op til Aarhus, hvor jeg læste, og så tørrede jeg tårerne væk. Under corona gik jeg ned med et brag og fik en voldsom depression, og så har jeg været sygemeldt siden," fortæller Tine.
"Jeg har været nødt til at sige, at hvis jeg skal kunne være mor, kan jeg ikke arbejde."
Lige nu er hun i ressourceforløb for at afklare, om hun skal have førtidspension. Og det var efter den store depression, at Huxi kom ind i Tines liv som en redning.
Tine har altid "brugt hestene", som hun siger, og har redet, siden hun var syv år. I skolen sad hun i timerne og kiggede ud ad vinduet og drømte om at komme hen til hestene igen. Her fandt hun både glæde og blev fri for den indre uro.
"Det var på rideskolen, jeg havde det allerbedst. Der slappede jeg af og kunne være mig selv," fortæller Tine.
"Jeg elskede at ride, og jeg kan stadig mærke den barnlige følelse af at få hånden op under manen på en hest. Hele den følelse, den har jeg stadig."
Da hendes mor blev alene efter farens død, havde de ikke så mange penge, og Tine begyndte selv at spare op til en hest.
"Fra jeg var 11 år, gik jeg med reklamer, og når mine venner købte slik, købte jeg ikke noget, for pengene skulle jo gå til en hest. Til min konfirmation fik jeg 5.000 kroner i gave, og så havde jeg selv sparet 1.000 op, og så købte jeg min første hest."
Tine har haft fire heste i sit liv. Inden Huxi havde hun en dresurhoppe indtil 2008. Hun ønskede sig en ung hest, fordi hun ønskede at kende ham fra så tidligt som muligt. Og så handlede det om at være sammen og kunne lave alt muligt andet sammen end om at ride.
Da den nu femårige Huxi for tre år siden kom ind i hendes liv, oplevede Tine det, som om flere uventede ting pludselig gik op i en højere enhed. Som om det var meningen, at de to skulle have hinanden – nu.
"Uden min mand vidste det, havde jeg skrevet i en facebook-gruppe for fell-ponyer, at hvis nogen havde én, de skulle af med om et år eller to, kunne jeg godt være interesseret. Der var en, der skrev, at hun havde én, som hun ikke var helt sikker på skulle sælges, og slet ikke endnu," fortæller Tine.
Nogle dage senere sagde hendes mand uden at vide noget om den kontakt, "Hvis du skulle købe en ung hest, hvad koster den så?".
"Det endte med, at jeg købte Huxi efter 14 dage. For da ejeren og jeg mødtes, kunne vi begge to mærke, at det skulle være nu. Hun havde tillid til mig, og jeg var slet ikke i tvivl," fortæller Tine.
Annonse
En stærk alliance
De fleste hverdags-formiddage tager Tine ind til Huxi i Odense, for han har gjort en utrolig forskel for hendes sensitive sind.
"Jeg slapper allerede af i bilen. Huxi har ikke travlt, og vi skal ikke så meget sammen ud over at være sammen. Jeg strigler ham måske, eller vi går en tur. Vi tuller, og det gør så meget godt at komme ind til Huxi, at jeg ikke ved, hvad jeg skulle gøre uden. Huxi er bare glad, når jeg kommer og "siger", "Hvad skal vi?”. Det gør også mig glad."
Tine bruger også at tænke på Huxi, hvis hun er stresset eller bekymret eller i situationer, hvor hun ikke ved, hvad der kommer til at ske.
"Så husker jeg ham lige, og så har jeg Huxi med mig. Det beroliger mit nervesystem."
Sammen med døtrene Regitze
(i midten) og Martha er Tine
begyndt at opfostre meget
tamme marsvin, som de vil give
til børn, der har det svært.
Det meste af det, Huxi kan, har Tine lært ham. Hun har selv redet ham til og lært ham at gå ved trafik.
"Med Huxi føler jeg ikke, det er træning – mere at vi gør tingene sammen. Og han kan så meget mere, end mine andre heste har kunnet, måske fordi jeg ikke forventer noget bestemt af ham og mere lader ham selv bestemme tempoet og bevæge sig mest muligt frit."
Tine, er ikke i tvivl om, at når Huxi, der er meget selvstændig, også "vælger hende til", er det, fordi han har en god følelse med det.
"Og så er han venlig og sød og sjov og bare enormt smuk. Jeg er enormt stolt af ham."