"Det er helt okay at være middelmådig"

1 minut og 15 sekunder. Så kort tid tog det for, at Eva Secher Mathiasen var et navn, de fleste i Danmark kunne nikke genkendende til. I oktober sidste år deltog hun i debatprogrammet "Debatten", hvor hun bed sig fast i struberne på en række politikere og skosede dem for at være visionsløse, for at piske os til hele tiden at præstere mere og for at gøre os til fodsoldater i en stærk konkurrencestat, som, hun påstår, er svag uden stærke borgere. Og hendes opsang ramte tydeligvis noget i rigtig mange af os.

Dagen efter var klippet blevet set 40.000 gange på de sociale medier, og i tiden efter forsatte tallet kun op, op, op.

– I tiden efter blev jeg ringet og mailet ned. Jeg fik så mange henvendelser, og det gør jeg stadig. Det var overvældende, men jeg er glad for, at klippet nåede så bredt ud. Det har været med til at skubbe til en debat, som allerede kørte i forvejen, og på den måde er jeg blevet en stemme i diskussionen, og det er jeg meget glad for, siger Eva Secher Mathiasen om den mediestorm, hun blev hvirvlet ind i.

Bag hendes opråb til politikerne ligger et ønske om at få dem til at samarbejde om den vigtigste politiske opgave, nemlig at skabe rammer, der gør det muligt for alle, at skabe gode liv. Det er ikke et mål i sig selv at få os til at lægge mere tid på arbejdspladsen og lade vores børn tumle endnu længere i de institutioner, som hun alligevel ikke mener, de prioriterer.

– Det er ikke politikernes ansvar at skabe gode liv for os, men det er deres ansvar at skabe rammerne, så vi selv kan gøre det. Jeg kan ikke lide, at de taler ned til os. Vi får ofte at vide, at vi ikke er dygtige, at vi ikke er produktive nok, og at vi ikke gør os nok umage. Deres viden om, hvad der sker på bunden af samfundet og derude, hvor man forsøger at etablere et godt liv som helt almindeligt gennemsnitligt menneske, tror jeg, er begrænset, og det giver anledning til, at nogle politikere får talt til danskerne på en i virkeligheden meget arrogant måde.

LÆS OGSÅ: Godt nyt: Du bliver lykkeligere med alderen

Farvel til hamsterhjulet

Vi mødes på Eva Secher Mathiasens kontor i indre by i København, hvor hovedsædet for Dansk Psykologforening ligger. Klokken er 10, og mødet er Eva Secher Mathiasens første på dagen. Og det er ikke tilfældigt. Tidligere arbejdserfaringer og egne ønsker for det gode liv, som hun netop mener, alle har ret til at forme, så det giver mening for den enkelte, har resulteret i, at hun flere dage om ugen først møder på det tidspunkt, så hun kan aflevere sine to børn på 2 og 4 år i vuggestue og børnehave.

– Min kalender bliver kaldt for Berlinmuren, for jeg har nogle ting, som der ikke kan flyttes på. Jeg vil aflevere eller hente mine børn i alt mindst fem gange om ugen, og jeg vil have lov til, at vi kan have gode, rolige morgener sammen. Mens de er små, skal de kunne vågne af sig selv, og der skal være tid til at tage tøj på stille og roligt, ligesom at de ikke altid skal hentes som de sidste. Derfor skal min kalender kunne rumme regler for, hvor mange gange jeg skal gå kl. 15, og hvor mange gange jeg kan komme kl. 10, og det kan ikke aflyses lige meget hvad.

Eva Secher Mathiasen indrømmer, at hendes arbejdssituation er privilegeret. Som øverste kvinde i Psykologforeningen kan hun selv bestemme, og efter en start, hvor hun lagde alle døgnets vågne timer på kontoret, har hun brugt det vilkår til at indrette et liv, der kan imødekomme både hendes børns behov for hende og hendes behov for dem. Eva Secher Mathiasen blev valgt som formand for Dansk Psykolog Forening for fire år siden. Netop som barslen med hendes ældste barn var på sin slutning.

– Jeg har altid tænkt, at når jeg fik børn, ville det få nogle konsekvenser for min karriere, men i min første tid som formand kunne jeg slet ikke finde ud af at håndhæve det. Jeg var herinde 70 timer om ugen. Nogle gange havde jeg min søn med, eller min mand kom med ham, men jeg kunne mærke, at det ikke var godt. Jeg blev grebet af hamsterhjulet, indtil min mand sagde "Eva det dur ikke. Du bliver nødt til at være mere hjemme". Og så gjorde vi det med Berlinmuren fra den ene dag til den anden.

– Det gjorde en stor forskel. Jeg havde mere overskud, når jeg kom hjem. Jeg arbejder stadig meget, men nu lægger jeg en del arbejdstimer om aftenen og slukker i stedet min telefon, når jeg henter mine børn, til de er lagt i seng. Det er Berlinmuren, der slår igennem igen. I det tidsrum kan jeg ikke kontaktes, og det er der ingen, der dør af.

Samtidig har Eva Secher Mathiesen erkendt, at der lige nu i hendes liv ikke er plads til andet end arbejde og familie.

– Resten af mit privatliv står stort set på standby, og det er en prioritering. Mit arbejdsliv tager 60 timer om ugen, og resten må gå til søvn og mine børn. Der er ikke plads til mere, og det er en erkendelse af, at hvis jeg forsøger at presse mere ind, kan jeg ikke magte det. Jeg har heldigvis ikke måtte knække nakken, inden jeg kom frem til den erkendelse, for jeg er meget pragmatisk. Jeg kan mærke, når der er noget, der ikke fungerer, og så skærer jeg et sted. Lige nu går det ud over min tid med mine venner. Det er ikke et særlig rart sted at skære, for jeg savner alt muligt, når jeg ikke ser dem, men det har været nødvendigt, for jeg vil gerne trives og have det godt. Være en god mor og en ordentlig formand. Og så har jeg lavet en pagt med mine venner om, at vi ses ude på den anden side.

LÆS OGSÅ: Husker du at træne din lykkemuskel?

Konkurrencestatens fodsoldater

Eva Secher Mathiesen er født i Lemvig. Hendes far arbejdede på Cheminova, og hendes mor var rådgiver i den lokale spare-kasse. Hjemmet var ikke partipolitisk, men samfundets problemer og dilemmaer blev livligt diskuteret, og både Eva Secher Mathiasen og hendes tre år ældre søster var en del af diskussionerne. Mantraerne om, at man har pligt til at gøre noget for andre, når man selv har et overskud, og vigtigheden af at bidrage og skabe betydning for andre end sig selv, rungede mellem væggene og er dybt plantet i Eva Secher Mathiasen.

Efter gymnasiet startede hun med at læse biologi primært på grund af interessen for genetik, men da interessen for mennesker ikke blev indfriet i stor nok grad, skiftede hun til psykologi. Og fascinationen af vores art er stadig drivkraften.

– Vi har selvfølgelig forskellige forudsætninger, allerede når vi bliver født, og grundpuljen, som vi har, når vi bliver født, og hvordan det materiale spiller ind på vores videre forudsætninger, er meget spændende. Men det mest interessante er i virkeligheden, hvordan miljøet og de muligheder, vi får, gør os til dem, vi er, siger Eva Secher Mathiasen, hvis første job var som psykolog på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor hun blandt andet lavede psykologiske udredninger af patienter i forbindelse med sigtelser for kriminalitet.

I dag er hendes primære fokus at påvirke samfundets udvikling gennem bedre brug af psykologer og viden om psykologi, menneskers udvikling, adfærd og trivsel. Og så vil hun bruge den mediebevågenhed, der har ramt hende, til at hæve stemmen endnu mere.

– Hvis ingen siger tingene højt, bliver det ikke hørt. Det er vigtigt, at vi får gjort politikerne opmærksomme på, at det er vigtigt for os, hvordan de tænker om os, og hvad deres mål handler om. Politik er blevet for teknokratisk og politikerne for lidt visionære. Vi hører meget sjældent en visionær politiker have gang i noget for Danmark på langt sigt, der handler om, hvad det er for et liv, vi som borgere skal have adgang til. Det væsentligste mål med politik er at skabe et samfund, som får flest muligt til at have det godt. Alt andet er midler. For eksempel den globaliserede konkurrence, som vi naturligvis må forholde os til. Men den er et vilkår, ikke et mål. Og et vilkår kan man møde på forskellige måder. Hvis den eneste strategi er, at vi presser den enkelte mere og mere, på arbejdstid, løn, produktionskrav og supplerer med at spare på velfærdsydelser og uddannelse, så ender vi med at opfylde WHOS's bekymrende profeti, at den primære årsag til, at mennesker står uden for arbejdsmarkedet, bliver, at de er ramt af en psykisk lidelse, fordi de ikke kan holde til det liv, de har mulighed for at leve. Og i den optik er det jo ligegyldigt, hvor godt vi klarer os på globalt plan, hvis vi er så mange, der får dårlige liv ud af det. Politikerne opfører sig indimellem, som om de er virksomhedsledere, og vi er deres medarbejdere. Sådan er det ikke. Vi er faktisk deres arbejdsgivere, og de har til opgave at sørge bedst muligt for gode rammer til os.

En af de sætninger, der især bed sig fast i folks hukommelse fra Eva Secher Mathiasens politikersvada i "Debatten", var da hun påpegede, at regeringen gjorde os alle sammen til "konkurrencestatens fodsoldater."

– Det er blevet udlagt, som om jeg har noget imod konkurrencestaten. Det har jeg ikke, når man ser det som et begreb, der skal ruste os til en globaliseret konkurrence og at finde ud af at forvalte vores velfærdsmidler på en fornuftig måde, men når vi bliver fodsoldater i den, er det ikke længere vores trivsel, der er det vigtigste. Folkeskolereformen handler for eksempel ikke om børnenes ve og vel, og at de skal være stærke og sunde, den handler om deres konkurrencedygtighed. Og det er netop der, politikerne viser, at de spiller fallit. For det at have det godt og trives er og bliver ved med at være et helt afgørende konkurrenceparameter. Man er jo ikke særlig konkurrencedygtig, hvis man alligevel er blevet for syg til at præstere.

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver angst unormalt?

Bofællesskab giver rette værdier

Det ligger lige for at forestille sig Eva Secher Mathiasen på Folketingets talerstol. Og hun er da også flere gange blevet spurgt, om hun vil gå ind i politik, blot vil hun ikke afsløre af hvem. Men kan hun se sig selv i det politiske spil, som hun mener kører i et helt forkert spor?

– Ja, det kunne jeg godt, men jeg egner mig ikke som partisol-dat, fordi jeg ikke kan stå og sige noget, som jeg ikke mener. Jeg har fuld forståelse for, at man er loyal hele vejen rundt, når man sidder i en regering, så jeg er ikke sikker på, at jeg vil være supergod i den rolle. Lige nu gør jeg mere gavn, hvor jeg er.

Når Eva Secher Mathiasen forlader kontoret, er basen et bofællesskab. Da hun mødte sin mand, ville han bo på femte sal på Christianshavn, mens hun drømte om 10 tønder land med fritgående dyr. Sideløbende med gymnasiet gik hun på landbrugsskolen – faktisk manglede hun kun den sidste praktik for at have grønt bevis som landmand – for fascinationen af naturen har ligget i hende altid. Kompromiset mellem by og land blev derfor et bofællesskab bestående af separate huse, fællesspisning samt 10 fælles tønder land med heste, får og høns.

– Siden jeg var teenager, har jeg gerne ville bo i et bofællesskab, så det var helt fantastisk at flytte ind. Vi nyder andres selskab, og det er vigtigt for os begge, at det er i orden at gå ind og drikke kaffe hos en bofælle uden at føle, at man er i vejen.

Samtidig er boformen også med til at indprente de værdier, som Eva Secher Mathiasen gerne vil give videre til sine børn.

– Det giver en rummelighed, og man lærer fællesskab på godt og ondt. Vi er ikke altid enige i bofællesskabet, og det er godt. Vi får lært os selv og vores børn, at man trives og udvikler sig ved at acceptere og sætte stor pris på, at andre mennesker ikke er som en selv.

Politikerne skal skabe tillid

Eva Secher Mathiasen er netop blevet genvalgt som formand for Dansk Psykolog Forening. Hun vil derfor også fortsætte i den offentlige debat.

– Det har altid været vigtigt for mig at sige min mening, når noget ikke er, som det skal være. Det bor i mig. På grund af min deltagelse i "Debatten" bliver der måske lyttet mere, når jeg siger noget. Vi er i gang med et spor, hvor politik ikke handler nok om de borgere, som politikken bliver lavet for. Derfor er det vigtigt, at vi får ændret måden, der bliver ført politik på. Skal vi have tillid til det projekt, som skiftende regeringer arbejder med, er vi nødt til at have tillid til, at de har gang i noget godt. Jeg tror ikke på, at det er muligt at skabe et samfund, hvor alle har det liv, de drømmer om, men jeg tror på, at vi kan gøre det betydeligt bedre, end vi gør i dag. Vi har masser af viden om, hvad vi kan gøre. Alt for mange børn vokser op under vilkår, der sætter dem i betydelig risiko for at blive udsatte voksne. Sådan har det været alt for længe, og det kan ikke ændres tidsnok. Samtidig er rigtig mange danskere stressede, og stress har det med at udvikle sig til angst og depression. I stedet for at vente på at folk bliver så syge, at de skal indlægges, burde man give dem den behandling, de har behov for, når de har brug for det. Stress er relativt simpelt for en psykolog at behandle, hvis man tager det i opløbet, men ikke når vi venter for længe.

– Politikere taler for meget om, at vi vil snyde og snylte, men sjældent om at mennesker, som de er flest, er kloge folk, som gerne vil bidrage til samfundet. Jeg tror, det er i langt de flestes interesse at bidrage til samfundet og betyde noget for nogen, og jeg genkender ikke billedet af, at vi ikke gider tage os sammen. Tværtimod genkender jeg nærmere billedet af, at vi har for lidt ret til at være middelmådige og gennemsnitlige, men hele tiden bare skal være de dygtigste og de bedste. Virkeligheden er, at rigtig mange knækker i forsøget på at være gode nok. Det mål, vi jagter, når vi jagter den økonomiske styrke i et globaliseret samfund, bliver jagtet på en måde, hvor vi forringer vilkårene for den almindelige dansker. Hvis vi skal derhen, hvor vores lønninger er dårlige, og vores arbejdstid er høj, og hvor man kan piske os, som man vil, fordi reglerne om arbejdsvilkår ikke er gode nok, tjener det ikke noget formål i sig selv. I stedet burde vi jagte målet, nemlig at vi udvikler os som nation, så flest muligt har det godt.

LÆS OGSÅ: Følg mavefornemmelsen – også på arbejdet

LÆS OGSÅ: "Jeg har haft travlt med at lave om på andre, og jeg har forventet, at andre var som mig"

LÆS OGSÅ: Det er aldrig for sent, at stoppe op og sadle om - det rigtige tidspunkt kommer ikke og ringer på døren