4 kvinder så deres frygt i øjnene: sådan gik det

Journalist Louise Gade Sig er angst for store hunde. Men hun tog mod til sig og mødte sin frygt.

Udfordring: At kæle med en stor hund!

Optakt:

Lad det være sagt med det samme: Jeg har angst for store hunde. De gør så voldsomt og springer op ad mig, mens ejerne altid siger, ”Den gør ingenting.” Faktisk er jeg så bange for store hunde, at jeg laver en skarp vending på cyklen, når jeg ser en hund på vejen, undgår parker, hvor der ofte er fritgående hunde, og må bede folk om at holde de store dyr væk fra mig, når jeg besøger hjem med hunde. Det begyndte, da jeg som 4-årig blev bidt af en schæferhund uden for den lokale brugs. I håb om at komme lidt af hundeangsten til livs har jeg aftalt med hundepsykolog Betina Sabinsky, at jeg skal mødes med hende og hunden Saulire en eftermiddag.

LÆS OGSÅ: Stop angsten: Sådan hjælper du en person med angst

Sådan gik det:

Før jeg møder hunden, giver Betina mig nogle gode råd til at omgås de store hunde. Blandt andet, at du ved langsom smasken giver dem et signal om, at du er venlig (huh?). Da hunden Saulire kort tid efter kommer luntende ved siden af Betina, tænker jeg, at den ser forholdsvis fredelig ud. Men ligesom ”skomagerens børn går i hullede sko,” er hundepsykologers hunde måske heller ikke de rareste. Saulire snuser ivrigt til fotografen og mig, og jeg stivner. Han er 11 år, har været med i Pedigree–reklamen, hvor fire hunde synger ”Bjældeklang” foran kaminen, og er af racen Berger Picard – også kaldet ”den franske schæfer.”

Da jeg rejser mig for at gå en tur med Saulire, laver han hurtige bevægelser og gør et par gange. Chok! Jeg spjætter af forskrækkelse, og det smitter af på hunden, som pludselig virker enorm livlig. – Mange hunde gør, når de er glade, og det er Saulire nu, fordi han kan mærke, der skal ske noget, forklarer Betina. Jeg overtager snoren, og lunter side om side med Saulire ned mod vandet. Han opfører sig pænt, og lige så stille bliver min puls stabiliseret. Jeg opdager, at jo roligere jeg selv er, jo roligere er Saulire. – Faktisk er de store hunde ofte de roligste, siger Betina. Og efterhånden tror jeg, hun har ret. Jeg er ikke kureret, men jeg har fået en øjenåbner og noget at handle ud fra.

Konklusion:

Meget kan man sige om hunde, men Saulire er nu rar. Jeg er stolt af, at jeg turde sidde så tæt på ham og klø ham under hagen. Selvfølgelig er alle hunde ikke lige så velopdragne, men Saulire har alligevel givet mig troen på, at hunde ikke er lig med ondskab.

Læs om Marie-Louise Truelsens angst for højder på næste side. Journalist Marie-Louise Truelsen lider af svær højdeskræk. Alligevel kom hun til at sige ja til en ballontur i Kappadokien i Tyrkiet. Hun overlevede! Og rent faktisk kunne hun godt finde på at gøre det igen, for det var en oplevelse af en anden verden.

Udfordring: At overvinde min højdeskræk

Optakt:

Jeg er medlem kvindeklubben Optimalia, som i år har 20-årsjubilæum. Vi er 40 lidt kugleskøre kvinder, der mødes en gang om måneden til arrangementer, hvor vi ofte får flyttet vores grænser. I anledning af jubilæet er de 30 af os taget på tur til Kappadokien i det centrale Tyrkiet. Her skal vi i fire dage blandt andet trekke, danse mavedans, lave tyrkisk mad, ride – og ja – flyve i ballon. Jeg har på forhånd meldt fra på ballonturen, da jeg synes det er fuldstændigt naturstridigt at hænge flere hundrede meter oppe i luften i en lille, flettet kurv under en klud fyldt med varm luft.

Nu er der bare lige det ved os Opti-kvinder, at vi alle får en helt særlig energi og et lidt mere mod, når vi er sammen. Så da vores guide fortæller, at der er mulighed for ekstra pladser på ballonturen – hvis nogen skulle have fortrudt deres fravalg – hører jeg pludselig mig selv sige: Okay, jeg tager med! What? Det sagde jeg bare ikke! Men jo, det gjorde jeg så, og derfor sidder jeg nu kl. 04.30 i en bus på vej til den ultimative udfordring for en ”højdeskrækker”.

LÆS OGSÅ: Derfor er din lykkefølelse arvelig

Sådan gik det:

Da vi står ud af bussen, mærker jeg mine ben ryste let, men jeg glemmer det faktisk lidt, fordi synet af omkring 100 balloner på vej op er fuldstændig betagende. Jeg er lidt chokeret over, at vi skal være 20 personer i én ballonkurv, men på den anden side er der jo så rigtigt mange til at holde mig i hånden. Vi kravler ombord, vores meget garvede ballonskipper laver lidt fis med os og hiver så i håndtaget, der får ilden til at blusse og ballonen til at stige. Oh My God! Jeg kommer til at kigge og jorden er allerede mindst 50 meter væk. Jeg er lidt lammet, og vælger at følge et godt råd om at kigge lige frem i stedet for ned.

Det går bedre. Og da vi har svævet i 10-15 minutter glemmer jeg – næsten – min rædsel. Det er simpelthen noget af det mest fascinerende, jeg nogensinde har prøvet. Så smukt med solen på vej op over bjergkammen, nærmest vindstille og balloner overalt på himlen. Det kunne ikke være bedre ballonvejr! Efter omkring halvanden times flyvning lander vi fint og sikkert igen. Jeg er totalt høj, og da ballonmandskabet disker op med champagne og medaljer, går jeg lidt i selvsving på den fjantede måde. Jeg gjorde det sgu!

Konklusion:

Da vi senere på dagen kravler rundt i nogle huler og pludselig skal ned ad en meget høj og stejl stige, konstaterer jeg, at min højdeskræk ikke er kureret. Det gør nu heller ikke noget, for jeg ved, at jeg kan deale med den, når nysgerrigheden overstiger skrækken, og jeg tror, at jeg en dag må have familien med op og flyve ballon.

Læs om Marianne Tanges frygt på næste side.Marianne Tange er så afgjort bedst tilpas bag et kamera og stivner fuldstændigt, når linsens sorte øje stirrer på hende. Den angst var hun nødt til at overvinde, da hun skulle fotograferes til en ALT for damerne-artikel og fik besked om ”at smile og bare se naturlig ud” i studiet hos en rigtig fotograf.

Udfordring: At blive fotograferet

Optakt:

Når Jørgen Leth kan bekende sig til at være ”Det nøgne menneske”, kan jeg vel også springe ud som ”Det blufærdige menneske”. Og nu skal min fotoskræk stå sin prøve: Jeg skal have taget nogle billeder hos en professionel og – får jeg at vide – topsød, kvindelig fotograf. Især det sidste beroliger mig, for af en eller anden grund er det mindre grænseoverskridende at være kikset og blufærdig foran en anden kvinde. Jeg har alligevel næsten ondt i maven, og da det bliver udskudt et par dage, er jeg omtrent lige så lettet over fristforlængelsen, som havde det drejet sig om en vigtig eksamen.

LÆS OGSÅ: Maise Njor: Derfor holder jeg af smalltalk

Sådan gik det:

Det første, jeg gør ude hos fotografen, er at undskylde på forhånd og forklare, at jeg er en katastrofe foran et kamera, og at det vil være bedst, hvis hun kan få mig til at grine – eller – allerbedst – hvis hun kan hypnotisere mig. Det hjælper dog lidt på nerverne at blive stylet, for jeg kan næsten ikke genkende mit spejlbillede. Nu er overfladen i hvert fald så pæn og poleret, som den kan blive, og jeg håber, at fornemmelsen af at være en anden udenpå måske fremelsker en lille, indeklemt linselus indeni eller måske ligefrem slår max igennem med en lady Gaga foran kameraet.

Men desværre trigger situationen hverken nogen indre Gaga eller anden frelsende valkyrie, og både fotografen og stylisten gør deres bedste for at få mig til at slappe af og skyder løs også med sjove bemærkninger bag kameraet. Imens pixelerer jeg fuldstændigt indeni foran kameraet, og kæmper med at smile og posere og kan slet ikke mærke andet end mit gamle, generte jeg. Og først da fotografen endelig siger, at hun har fået nok, kommer dagens eneste ægte kæmpesmil helt spontant.

Konklusion:

Det hjalp at blive stylet og være blandt proffer, men blufærdighed er så integreret en del af min personlighed, at jeg nok skulle igennem en del seriøs medietræning, før jeg ville kunne håndtere det rent mekanisk uden at tænke dybere over det. Som voksen har jeg løst problemet ved at gemme mig bag kameraet og skyde løs på egne sagesløse børn. Bevidst om egne oplevelser fanger jeg dem helst i flugten på kameraets sportsindstilling i ubemærkede øjeblikke. Eneste minus ved min egen gemmeleg er, at mine unger jo så ikke rigtigt har nogle billeder af deres mor at vise til deres børn og børnebørn, hvis de en dag skulle finde på at spørge, hvem de nedstammer fra.

Læs om Simone Bodholdts frygt på næste side.Grene, der banker mod vinduet bag gardinet, en ugle, der tuder i det fjerne og uhyrer under sengen. Vi har alle været der som børn, men hvad gør man, når man er bange for at sove alene som voksen?

Udfordring: At sove alene et fremmed sted

Optakt:

Jeg kan ikke sove alene andre steder end hjemme i min egen seng. Det er faktisk lidt flovt at indrømme, men min hjerne sætter i gang som en utøjlelig centrifuge proppet med tanker om, hvad der kan ske. Voldtægtsforbrydere, hjemmerøvere og spøgelser står i kø for at tage livet af mig. Og al rationel tænkning ligger lige midt på min tørre tunge. Derfor har jeg kækt meldt ud til resten af ALT for damernes redaktion, at jeg vil sove alene, så jeg kan overvinde den fuldstændig tåbelige og hæmmende frygt.

Der er bare lige dét, at jeg ikke tør. Jeg kommer ikke ud i det der sommerhus, hvor jeg skal overnatte med lyden af mit hyperventilerende åndedræt som eneste selskab. Heller ikke en vens kolonihavehus tæt på byen får mig til at pakke soveposen. Det er først, da jeg skal på kursus med overnatning på hotel, at jeg modvilligt kommer af sted. Inden tager jeg et smut forbi hynoterapeut Lisbeth Lausen for at se, om hun kan lægge låg på hændelser i fortiden og dermed gøre mig mere tryg. Sammen finder vi ud af, at min frygt stammer helt tilbage fra barndommen.

Sådan gik det:

Det går faktisk ganske let. Jeg drikker et glas vin med de andre kursusdeltagere og er ikke bange for at afslutte aftenen i min enmandsseng. Tankerne kommer dog listende, mens jeg børster tænder, og lydene fra andre levende mennesker aftager. Pludselig er der helt stille omkring mig. Kulden prikker i nakken, sveden springer frem i armhulerne, og med vidt åbne øjne famler jeg efter fjernbetjeningen i mørket. Jeg ånder lettet op, da jeg får selskab af en amerikansk serie fyldt med dåselatter. Jeg lægger igen hovedet på puden og lader øjnene falde i. Med ét myldrer tankerne frem igen som små, nederdrægtige myrer. Jeg forsøger med Lisbeth Lausens teknikker at indkapsle tankerne hver især og bare være vidne til dem uden at føle dem. Hver gang ideen om nye frygtelige ting opstår i mit hoved, afbryder jeg og siger højt ”tanke”.

Konklusion:

Øvelsen beroliger mig langsomt, og samtidig med at jeg bliver mere og mere udmattet, giver hjernen op og lader mig være i fred. Til sidst falder jeg hen og får fire timer, inden næste kursusdag begynder. Træt, men glad møder jeg op til rundtur med hoteldirektøren. Han viser stolt Gl. Avernæs, som hotellet hedder, frem og slutter af med sin grande finale: spøgelserne. Gæster har oplevet en stuepige og en gammel staldkarl gå igen på stedet. De kommer om natten svøbt i en isnende kulde og skræmmer folk fra vid og sans. Yes, jeg behøver vel ikke fortælle, at jeg næste nat ikke får lukket et øje, men ligger som en saltstøtte under dynen og stirrer ud i mørket. Nej, jeg er ikke kureret.

LÆS OGSÅ: Stop angsten: Sådan hjælper du en person med angst