Derfor er din lykkefølelse arvelig

– Det er mange ikke så glade for at høre. Det kan være svært at forlige sig med, at evnen til at føle tilfredshed i sit liv er fastlagt på forhånd, og man står heller ikke selv helt uden indflydelse. Men vi kopierer vores forældre. Og ser de altid glasset som halvtomt i stedet for halvfuldt, får vi selv samme opfattelse, siger Christian Bjørnskov, der er lektor og i ti år har forsket i lykke på Institut for økonomi på Aarhus Universitet.

Han forklarer, at man blandt andet fra en stribe tvillingestudier har kunnet konkludere, at arv og miljø vægter nogenlunde lige kraftigt i forhold til den lykke, man kan forvente at opnå livet igennem – men de mange tilfældigheder, livet byder på for den enkelte, har også indflydelse på humøret. Og endelig kan man selv gøre en vis forskel ved en bevidst indsats, mener forskeren – som at tillægge sig den vane hver dag at spørge sig selv, hvad der er gået godt i dag, og dermed lære sig selv at fokusere mere på det positive.

LÆS OGSÅ: 5 tip til at undgå kærestekiloene

Tillid til omverdenen

Noget af det helt centrale i forhold til at føle tilfredshed med tilværelsen er vores niveau af tillid til andre mennesker, viser forskningen. Hvor meget af den, vi har stoppet i rygsækken, afhænger af vores forældre, som vi iagttager og lærer af under opvæksten.

– Vi ser, hvordan vores forældre møder andre mennesker og forholder sig til fremmede, og gør det samme. På samme måde lærer vi af deres måde at håndtere skuffelser og svære situationer på og kopierer det. Så hvis de er gode til at ryste dårlige oplevelser af sig og komme videre, bliver det også vores måde at reagere på. Hænger de fast i problemerne og bekymrer sig meget, præger det os tilsvarende, siger Christian Bjørnskov.

Hvis opvæksten og arven har så stor betydning for vores lykkefølelse, burde vi også et stykke af vejen dele lykkefølelse med vores søskende. Hvis man har svært ved at få øje på den fælles tilgang til tilværelsen, har forskeren en forklaring:

– Mange definerer sig på det, der adskiller dem fra deres søskende, men når man spørger ind til det, er der ofte de samme grundholdninger til tilværelsen og andre mennesker.

LÆS OGSÅ: "Jeg udelukker ikke noget godt fra min kost"

Magt over tilværelsen

Forskeren skelner skarpt mellem den korte, euforiske lykke og den varige hverdagslykke, der bedre beskrives som tilfredshed. Den har vi danskere i mange undersøgelser vist os at have tilstrækkeligt af til at blive udråbt til et af verdens lykkeligste folkefærd.

For at opnå hverdagslykken er det vigtigt at have en opfattelse af, at man selv har indflydelse på, hvad der sker i ens liv – og igen peger pilen tilbage på forældrene, men det har også betydning, om man lever i et demokrati:

– Hvor meget syntes vores forældre, at de havde mulighed for selv at styre og ændre tingene i deres liv? Deres opfattelse smitter af på vores opfattelse af, hvor gode vores muligheder er i den retning. At leve i et demokrati har indflydelse på lykkefølelsen, det kan man også se i Østeuropa, hvor en af de store tragedier er, at de har været vant til ikke at kunne påvirke deres egen tilværelse særligt – og det bærer næste generation med sig og næste generation efter dem. Det tager meget lang tid at ændre, konstaterer Christian Bjørnskov.

Tilfældig lykke

Noget af det, mange drømmer om, vil tage dem til at helt nyt lykkeniveau, er at vinde en stor pengegevinst. Men det er typisk ikke noget, der på den lange bane kan ændre den grundlæggende følelse af tilfredshed – eller mangel på samme – med livet. Efter en lykkerus svinger humørkurven tilbage og ligner sig selv, viser blandt andet amerikansk forskning, men Christian Bjørnskov skelner mellem ældre og yngre vindere:

– Hvis man vinder millionerne, kan det godt gøre en vis positiv forskel, men mest for ældre vindere. Man ved, at unge vindere ofte træffer beslutninger som at holde op med at arbejde, og at de bliver i tvivl om, hvorvidt deres venner kan lide dem eller deres penge. Det påvirker forskelligt, alt efter hvor gammel man er.

LÆS OGSÅ: Tjek hvor (u)sund din travle livsstil er

Børnelykke?

Lykken er at få børn. Dog øjensynligt ikke ubetinget, i hvert fald er der tvetydige studier på det felt.

– De færreste kan lide at få at vide, at børn gør dem mindre lykkelige. Men hvis man stiller dem tre spørgsmål: "Elsker du dem?", "Bekymrer du dig for dem?", "Sætter du dig selv til side for dem?", svarer de "ja" til dem alle. Og så er det pludselig ikke så svært at forstå, at det forholder sig sådan.

Senest er canadiske forskere kommet frem til, at forældre er mere tilfredse med livet end barnløse – men tidligere har flere studier vist, at forældre tværtimod er mere ulykkelige. Christian Bjørnskov tror mest på de sidstnævnte.

– Når børnene er flyttet hjemmefra, er der ingen forskel på forældre og barnløses tilfredshed med livet, siger den barnløse lektor, der er 42 år og dermed burde være på det mindst lykkelige tidspunkt i sit liv – de unge og de ældre er mere tilfredse:

– Folk i begyndelsen af 40'erne er typisk mindst tilfredse med deres liv. Men jeg er jo dansker og ganske godt tilfreds.

Artiklen fortsætter på næste side..."Min mor har lært mig, at der altid er en løsning"

37-årige Mette Wotkjær blev opdraget til at tro på sig selv, være positiv og tage initiativer. Hun er selvstændig ligesom begge forældre og har let ved at se, at deres livsholdning har præget hendes egen indstilling til tilværelsen.

Hver morgen, når familien Wotkjær står op og bevæger sig ned ad trappen i villaen i Lyngby, passerer de en plakat med en hat og et manende "Say Yes!".

– Den skal minde os om at tage ja-hatten på og være positive hver dag. Lykken og livet går selvfølgelig op og ned i kurver, men jeg gør en bevidst indsats for at have en positiv tilgang og prøver også at lære vores børn ikke at hænge i problemerne, siger 37-årige Mette Wotkjær, der er AD'er, stylist og fotograf og selv har skabt plakaten.

Hun har formentlig mindre brug for påmindelsen end flertallet. Man fornemmer umiddelbart hendes energi og imødekommenhed, og hun får ofte at vide af omgivelserne, at hun er god til at vise sin begejstring og se lyst på tingene – en indstilling, hun har med sig fra barndomshjemmet i Kolding.

– Jeg har lært hjemmefra, at man skal møde andre med åbenhed, tage initiativer og bidrage positivt, når man er i andre menneskers selskab. Og i forhold til de problemer, man hen ad vejen støder på, har min mors tilbagevendende sætning været: "Der er altid en løsning. Det, man ikke dør af, kan løses", og den har jeg taget til mig. Når jeg støder ind i en udfordring, overvejer jeg mine muligheder og handler i en fart – både min mor og jeg sadler og rider samme dag, siger Mette Wotkjær.

Hendes mor, 66-årige Else Jørgensen, nikker bifaldende – også hun er en kvinde med mange smil og stor imødekommenhed:

– Det er rigtigt, det har altid været min indstilling, at man skal få tingene løst og komme videre. Så på det punkt ligner vi hinanden meget.

Else Jørgensen, 66, har videregivet sin evne til at få tingene løst og komme videre.

Synge i morgenbadet

Der er mange andre fællestræk mor og datter imellem, og Mette Wotkjær er blevet opmærksom på flere af dem, efter hun selv blev mor til Emilie og siden Julius.

– Det var først da, at jeg for alvor så, hvor meget jeg har taget med mig fra min mor. Indimellem kan jeg høre hende tale ud af min mund, jeg bruger de samme vendinger. Jeg gentager også noget af det, min far har sagt. Som at han var ligeglad med, hvad jeg valgte at beskæftige mig med, bare det var noget, der fik mig til at synge i badet hver morgen – som han selv gør. Det siger jeg nu til vores 10-årige datter Emilie. Man bruger utroligt meget tid på arbejde, så det skal være noget, der gør én glad, siger Mette Wotkjær.

Hun er ikke i tvivl om, at hendes forældres tilgang til tilværelsen har præget hende både direkte og indirekte.

– Under min opvækst har jeg altid fået at vide, at jeg var en god pige, som alle muligheder var åbne for. Det gav mig selvtillid og tro på tilværelsen. Jeg har ikke noget imod, at jeg deler meget af min tilgang til livet med mine forældre, jeg sætter pris på deres holdninger og meninger – vi er også enige politisk.

Noget andet, de to kvinder deler, er deres holdning til at vise taknemmelighed.

– Hverken min mor eller jeg tager noget for givet. Jeg husker også at takke min mor, når hun kommer herover fra Kolding for at passe børnene for os – det er vigtigt at vise sin taknemmelighed, siger Mette Wotkjær og får omgående opbakning fra sin mor.

– Det er helt grundlæggende for mig at sige tak og vise taknemmelighed. Da jeg i sin tid var ansat som direktionssekretær på en arbejdsplads, hvor de ansatte fik vingaver til jul, var der altid nogle, der straks syntes, at de skulle have haft 12 flasker, når vi fik en enkelt. Men jeg synes, at alene det at blive betænkt er værd at takke for.

Læs videre på næste side..."Jeg er normalt glad – ligesom min mor"

24-årige Julie og hendes mor, 49-årige Helle Sund, har en del fællestræk i deres holdninger til tilværelsen, men også en del, der skiller. De er enige om, at livet er fuld af muligheder– ikke mindst lige nu, hvor de netop er blevet

færdigudannede som sygeplejersker.

De har noget helt specielt sammen, Julie og hendes mor, Helle Sund.

For da datteren besluttede sig for at gå i gang med uddannelsen til sygeplejerske, rejste en mægtig længsel efter at gøre nøjagtig det samme sig i Helle Sund. Hun endte med at sige sit velbetalte job som indkøber op og blev Julies studiekammerat. Nu har de netop afsluttet deres bachelor sammen, og Helle Sund har fået job i Herning, mens Julie lægger ud med et job i Norge.

– Jeg tror på, at det meste kan lade sig gøre, hvis man vil – det har jo i hvert fald vist sig at være tilfældet for mig. Jeg havde arbejdet i samme virksomhed i mere end tyve år, og alligevel er det lykkedes mig fuldstændigt at skifte spor. Det er fantastisk, siger Helle Sund.

Også Julie Sund er i strålende humør:

– Jeg ser lyst på fremtiden, jeg er nyuddannet og har fået job. Hvis jeg tænker

på længere sigt, kunne jeg forestille mig at gå efter mere uddannelse og ledelse – der ligger mange muligheder foran mig.

Julie Sund, 24, ser lyst på fremtiden. For Helle Sund, 49, kan det meste lade sig gøre.

Glad grundstemning

Det er ikke kun den øjeblikkelige lykke over at være færdig med uddannelsen, der præger deres humør. Begge beskriver deres generelle grundstemning som glad og positiv, og i takt med at Julie er blevet voksen, får de øje på flere fællestræk i deres væremåder og holdninger til tilværelsen.

Det gør dem ifølge lykkeforskningen typiske, for man mener at kunne påvise, at en stor del af vores evne til at føle "hverdagslykke" er afhængig af vores forældre. Dels af de gener, vi har fået af dem, og dels af den opvækst, de gav os – vi har tendens til at kopiere deres måde at håndtere udfordringer på.

– Det er meget svært at fange min mor på en dårlig dag. Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst var sur. Men selvom det selvfølgelig har påvirket mig, ligner vi ikke hinanden på alle måder. Der har været perioder, hvor jeg har brokket mig en del, og jeg er også mere indadvendt og reserveret over for andre mennesker, end min mor. Jeg tror, jeg ligner min far mere dér – min mor møder omverdenen med åbne arme, forklarer Julie Sund.

Lykkeforskerne mener at kunne dokumentere, at noget af det, der har stor betydning for vores tilfredshed, er, hvilken tillid vi tør vise andre mennesker. Julie og Helle Sund er stadig forskellige på det punkt, men mindre end tidligere:

– Under vores fælles uddannelse har jeg kunnet se, hvor meget der er sket med Julie. Hun er jo samtidig blevet voksen, og jeg kan mærke, at hun er blevet meget mere nuanceret i forhold til det med at møde andre mennesker, siger Helle Sund.

Vælg bekymringerne

Lykkeforskere mener også, at vores niveau af bekymring går i arv. Hvis det går videre fra mor til datter i familien Sund, er der noget at se frem til for Julie på den lange bane.

– Jeg er omhyggelig med kun at bekymre mig, når der er grund til det. Der er små og store sorger, og man skal sørge for at skelne. Vi har haft en del død og sygdom i familie og omgangskreds, og selvfølgelig bekymrer det mig. Men man skal passe på ikke at bekymre sig uden årsag. Når det handler om ens børn, kan det nemt føre til omklamring. Julie er jo voksen og kan selv alt. Jeg vil gerne hjælpe hende, men jeg behøver ikke give min mening til kende om alting, når hun ikke beder om den.

Gensidig respekt er også afgørende for, at de to har kunnet fungere som gode studiekammerater på samme hold på VIA University College i Holstebro – og oven i købet skrive flere opgaver, senest bacheloren, sammen. For ligesom der er ting, der adskiller deres tilgang til tilværelsen, har de heller ikke helt samme tilgang til lektielæsning, fortæller Julie Sund:

– En del af mine veninder kan ikke forstå, at man kan læse sammen med sin mor. Det er også lidt underligt, men vi har et specielt forhold og har haft det rigtigt godt sammen. Blandt andet fordi vi fra begyndelsen aftalte, at min mor ikke skulle blande sig i, hvordan jeg valgte at studere, eller om jeg tog en pjækkedag. Min mor er den meget ihærdige elev, der læser alle lektier, mens jeg mere er til at danne mig et overblik, uden at læse det hele.