Ikonisk film er snart tilbage med en efterfølger: Her er, hvad vi ved
Det er mere end 30 år siden, at kæmpehittet ’Dirty Dancing’ udkom – men nu er den snart tilbage med en officiel efterfølger. Vi har gjort arbejdet for dig og fundet ud af alt det, som du gerne vil vide om den nye film.
‘Nobody puts Baby in the corner!’ – heller ikke selvom det nu er mere end 30 år siden, at den første ’Dirty Dancing’-film tog alle med storm.
I december 2022 blev filmelskere verden over fortørnet, da de fandt ud af, at rygterne om en efterfølger til juleklassikeren ’The Holiday’ viste sig at være falske. Vi kan dog trøste os med, at det er bekræftet, at vi nu snart får noget – om muligt – endnu bedre: Nemlig en efterfølger til ’Dirty Dancing’.
Vi glæder os til at se, hvad der sker, når Baby igen har the time of her life. Læs med her, hvor vi har samlet, hvad vi ved om den nye film.
Skuespillerne
Den originale Baby er tilbage – eller det kommer hun i hvert fald. Produktionsselskabet Liongates administrerende direktør, Jon Feltheimer, har overfor amerikanske Deadline bekræftet, at Jennifer Grey er med i filmen i rollen som Frances ’Baby’ Houseman. Hun er endda også med til at producere filmen, så den bliver lavet i den rigtige ’Dirty Dancing’-ånd.
Hendes modpart i rollen som Johnny Castle, Patrick Swayze, døde i 2009 af kræft i bugspytkirtlen, og Grey har udtalt til People i november 2020, at ”der ikke er nogen, der bliver erstattet, efter de er gået bort… Du går bare efter noget andet."
Til Variety fortæller holdet bag filmen dog, at de arbejder på at få Swayze ind i filmen på en eller anden måde.
Instruktøren
I maj 2022 bekræftede Jonathan Levine overfor Deadline, at han har skrevet under på at instruere efterfølgeren, som også har titlen Dirty Dancing. Levine har desuden stået for manuskriptet i samarbejde med manuskriptforfatter Elizabeth Chomko.
Måske kender du allerede Jonathan Levine. Han har nemlig også stået bag film som ’50/50’, ’Warm bodies’ og ’Long shot’.
Handlingen
Folkene bag filmen har endnu ikke afsløret andet om plottet, end at den foregår i 1990’erne, og at vi vil være tilbage hos Kellerman’s, feriestedet, hvor den første film blev optaget.
Én ting fortæller Jon Feltheimer dog til Deadline:
"Det vil være præcis den slags romantiske, nostalgiske film, som franchisens fans har ventet på, og som har gjort den til en af de mest solgte titler i selskabets historie.”
Samtidig har Jennifer Grey også løftet lidt af sløret for, hvad vi kan forvente:
”Der vil være dans, og der vil være en masse musik og romantik.”
Soundtracket
Britiske Glamour skriver, at instruktør Jonathan Levine har bekræftet, at filmen vil indeholde 90’er hiphop, men også musik fra den originale film. Måske det også inkluderer The Time of My Life af Bill Meledy og Jennifer Warnes?
Premieredatoen
Da Deadline interviewede instruktør Jonathan Levine tilbage i maj 2022 var planen, at indspilningerne skulle begynde senere samme år. Filmen står til at komme i biograferne i starten af 2024.