Ditte Hansen: "Jeg var kommet ind i en dødssyg spiral"

På vejen ved siden af Ditte Hansens husbåd er der en kvinde på cykel, som pludselig bryder ud i en højrøstet udgave af "Jeg ved en lærkerede".

"Hold op, det var højt. Ja, jeg synger også selv højt, men det er vist mest i selvforglemmelse," smiler Ditte Hansen og placerer sig i eftermiddagens solstråler på bådens dæk.

Her bor hun med sin mand gennem snart 30 år, skuespiller Benjamin Boe Rasmussen, for begge deres sønner er flyttet hjemmefra.

Ditte Hansen er sammen med sine skuespillerkolleger Christiane Gjellerup Koch og Trine Gadeberg aktuel med bogen Mens vi strikker og en podcast af samme navn. De tre har fundet sammen blandt andet på baggrund af deres glæde ved at strikke. Men faktisk begyndte Ditte Hansen nærmest at strikke af nød.

I lang tid var hun nemlig – som så mange andre – overdrevent afhængig af sin smartphone. Den lå i hånden på hende i alle hendes vågne timer, og når den ikke var inden for rækkevidde, savnede hun den.

"Som så mange andre registrerede jeg det ikke. Men jeg begyndte at få ondt i tommelfingeren, øjnene og i hovedet. Telefonen var det første og det sidste, jeg så på hver dag," husker den 51-årige skuespiller, som blandt andet er kendt fra komedieserien Ditte & Louise.

"Jeg var kommet ind i en dødssyg spiral, hvor man tjekker Instagram, banken, Twitter og tilbage igen i en meningsløs cirkel, hvor tiden går, men man intet får ud af det," mindes Ditte Hansen.

"Jeg tjekkede billeder på Instagram for at se på noget pænt og koble af. Så gik jeg på Twitter for at se, hvad der sker lige nu. Det er jo klassisk FOMO (Fear of missing out – eller angsten for at gå glip af noget, red.)."

En julefrokost med pointe

Til en julefrokost for tre år siden sad hun og savnede sin telefon. Ditte Hansen er godt opdraget, så hun har den ikke liggende fremme, men det trak i hende for at komme ud på toilettet og tjekke telefonen og se, om der var sket noget på de sociale medier, i nyhederne eller om nogen havde skrevet til hende.

Ved bordet kom hun dog til at tale med en mand, som nu levede en offline-tilværelse med sin familie, som bogstaveligt talt aktivt skulle sætte en ledning i et stik i væggen for at komme online. Det inspirerede hende.

"Det er jo det eneste rigtige at gøre, når man har det sådan, som jeg havde det."

Kort efter julefrokosten og den nyfundne indsigt var Ditte på besøg hos sin aldrende farmor, som i sin tid lærte hende at strikke à la "ind ad døren, hunden ud ad lågen eller var det ind ad lågen igen…", som den 50-årige skuespiller beskriver det.

"Da jeg var barn i 1970’erne, var mine forældre studerende, så hvis jeg ønskede mig en gul poncho, var det farmor, jeg skulle gå til. Hun kunne strikke det hele: bamser, puder og tøj," mindes Ditte og fortæller hvordan farmoren under besøget gav hende en karklud, hun var i gang med at strikke og sagde: "Tag den og strik den færdig."

"Pludselig kunne jeg ikke være på telefonen," husker Ditte, som var lige dele chokeret og lettet.

"Jeg kunne mærke, at det var lige, hvad min hjerne havde brug for."

Søn med strikkepinde

På kajen over for Ditte Hansens husbåd er et par kvinder ved at springe i havnens blå vand, og Ditte smiler til sine helårsbader-kolleger og vinker til sin nabo, som skal ud i kajakken og nyde solen på havet. Hun elsker det aktive og tætte liv i det lille samfund i havnen.

"Jeg er et rastløst menneske, og jeg er ikke god til at kigge ud i luften. Jeg er også et menneske, som har lyst til at være sammen med min familie, og jeg kan jo sagtens tale med familien, mens jeg strikker. Du kan også sagtens både lytte opmærksomt og se tv med et strikketøj mellem hænderne. Det kan du ikke med telefonen i hånden."

For at komme ud af sin afhængighed slettede Ditte Hansen først Facebook-appen på sin telefon og siden fulgte en række andre apps.

"Du kan ikke være narkoman og have stoffer på dig, og apps er vores junk, som vi går med i lommen," forklarer hun.

Hun har i dag et meget mere afslappet forhold til telefonen, fordi hun tager sine forholdsregler. Og hun tøver ikke med at give gode råd.

"Tag pauser fra telefonen, få den ude af soveværelset, læg den væk, og læg den helt væk, når du er på ferie. Men alene det at begynde at strikke gav mig mange timer ekstra uden telefonen hver dag."

Helt afskrive sig smartphonen hverken kan eller vil Ditte dog.

"Telefonen er jo også fantastisk. Den er en vidensbank, der kan alt, og jeg er vild med at have den globale kontakt. Jeg synes ikke, vi skal tilbage til gamle dage," understreger hun.

Men telefonen har fået meget mindre plads i hendes liv i dag. Strikketøjet har fået meget mere. Ditte strikker huer på livet løs og især med sine to strikkekolleger Christiane og Trine, for sammen har de fundet ud af, at man snakker så godt, når man strikker.

Og det er ikke bare socialt acceptabelt at strikke. Det er decideret kommet på mode.

"I mange år har kvindelige sysler som at strikke haft en negativ værdi. De cool typer, der strikker i dag, gemte deres strikketøj væk i 1990’erne. I dag bliver det ikke længere opfattet som tantet at strikke. Og hvad er der i øvrigt galt med at være tantet? Det feminine har en helt anden værdi i dag, og strikning er ikke længere noget, der foregår i smug," siger Ditte Hansen.

I deres podcast har det strikkende trekløver også talt med mænd, der strikker, blandt andre manden bag instagramprofilen Mandmedpinde, Slavi, som aldrig strikker i offentligheden af frygt for forbipasserendes nedladende blikke.

"Heldigvis er de kønskasser i opbrud nu, og det er dejligt," siger Ditte og afslører, at også hendes ene søn kan strikke. Det har han lært af sin mor.

"Han har strikket et dækken til sin gamerstol", tilføjer hun.

Den tomme rede

Den gamerstol står nu i en lejlighed ude i byen, for begge sønner er flyttet hjemmefra – den yngste for kun en måned siden, og det gør lidt ondt.

"Det er ikke bare en livsomlægning. Det er en regulær sorg ikke at have mine sønner i min hverdag, og vide at det får jeg aldrig igen. Men det er faktisk ikke helt tilladt at sørge over, for det er jo meningen, at vores børn skal ud og videre. Heldigvis er de jo heller ikke forsvundet helt, for de kommer hjem en gang imellem, så kan vi være sammen som voksne mennesker, og de er godt selskab."

Alligevel føler Ditte Hansen, at hun er kommet et stort skridt nærmere alderdommen.

"Nu er Benjamin og jeg et par igen – ikke en familie. Vi skal finde en måde at være det på og genopfinde parforholdet. Hvad spiser vi, når vi bare er os? Hvor tager vi hen på ferie, når vi er os? Det er ikke nemt, når man har været i en rutine i 20 år, og den rutine pludselig er væk. Der er pludselig ingen, der beder mig have mad på bordet klokken 19. Både Benjamin og jeg har travlt med arbejde, men vi skal også passe på, at vi så ikke bare forsvinder i arbejde," siger hun.

Solen er ved at gå ned over havnen og husbådene, og Ditte Hansen pønser på at skænke sig et glas hvidvin, men det bliver ikke i selskab med telefonen.

"Nej da, jeg finder strikketøjet frem," smiler hun.